Den gode begravelsestale er en samtale

Postades denFörfattareChristian Stenz KirkebækLämna en kommentar

Begravelsestalen er en af de vanskeligste taler overhovedet. Der er høje krav til indhold og ordvalg, og det kræver finfølelse og stor menneskeforståelse at indfri dem. Skal det lykkes, må præsten fortsætte sin samtale med de efterladte.

Den gode begravelsestale er en samtale

Christian Stenz Kirkebæk

En af de vanskeligste situationer man kan stå i som taler, er når man skal tale til en begravelse. Begravelsestalen stiller nemlig særligt høje krav til at man formulerer sig med omhu og siger nøjagtigt det rette med de helt rigtige ord. Når et menneske afgår ved døden, bliver familie og venner som regel efterladt med stor sorg, og situationen er derfor meget følsom. Samtidig er det vigtigt at der bliver sagt noget. Talen er et middel til at mindes den afdøde og i fællesskab tage ordentlig afsked, og det er talerens opgave at få det til at ske. I begravelsestalen skal man derfor tegne et billede af personen som de efterladte kan genkende, og man skal sætte et punktum, så det er muligt at komme videre gennem sorgen. Det er nemt at se at det er det der skal til, men straks sværere at udføre i praksis.

Der er nogle der har det som deres professionelle opgave at holde netop den slags vanskelige taler, og som derfor har stor praktisk erfaring med hvordan man gør det bedst. De kan beskrive den afdøde uden at træde nogen over tæerne, de kan trøste, og de kan få de pårørende til at mindes og tage fælles afsked. Præsterne i landets kirker tager regelmæssigt den vanskelige udfordring op, og nogle af dem er blevet så gode til at finde de rigtige ord at de er værd at lære af.

Det mener blandt andre lektor i retorik ved Københavns Universitet, Jette Barnholdt Hansen, som har forsket i mundtlig retorik, og som udpeger særligt én person som et forbillede for kommende præster og andre der skal tale til begravelser: Karen Horsens, tidligere domprovst ved Roskilde Domkirke. Hun har ifølge Barnholdt en særlig evne til at sige lige præcis det der skal siges til hver enkelt begravelse. For at blive klogere på hvad dét mere nøjagtigt er, og hvordan man finder frem til det, har vi sat teoretikeren Barnholdt og praktikeren Horsens stævne en eftermiddag i en af de maleriske, gamle boliger lige ved domkirkens himmelstræbende tårne – til en samtale om den gode begravelsestale.

Praktikeren møder teoretikeren. Karen Horsens (tv.) og Jette Barnholdt Hansen taler om en af præstens største retoriske udfordringer: at holde en god begravelsestale. Foto: Kasper Teiner

Den første kvinde i København

Horsens er en erfaren præst, og måske er det én af grundene til at hun har så veludviklet en sans for at vælge de rigtige ord i de følelsesladede situationer. I 1962 blev hun ansat som præst i Vor Frelser Kirke i København som første kvinde i Københavns Stift. Her var hun indtil 1981 hvor hun rykkede til Roskilde Domkirke. Som en kvindelig ’first-mover’ inden for præstefaget er hun blevet mødt med mange spørgsmål om hvordan det var at være en tidlig pioner. Men hun synes ikke det var så hårdt at være blandt de første kvindelige præster.

Annons

Horsens: ”Det man kunne forvente, var nok at det ville virke meget underligt med en dame. Men så opdagede jeg at når man ikke selv gør noget væsen af det, så opdager folk hurtigt at det såmænd ikke er så underligt. Og christianshavnerne, de syntes i hvert fald ikke det var mærkeligt.”

Barnholdt: ”Så vil du sige at grunden til at det har været let for dig, er at du ikke selv har forventet at du skulle få modstand?”

Horsens: ”Ja, jeg var helt indstillet på at det var no nonsense, og der er ikke nogen der har lagt et halmstrå i vejen for mig. Hvis man selv venter at der bliver en masse modstand, så bliver der, men jeg har ikke forventet nogen modstand. Jeg synes aldrig der er nogen der har generet mig.

 

Improviseret linedans

Horsens er dermed ikke blevet udfordret af modvilje mod sit køn. Til gengæld er hun utallige gange blevet stillet over for den udfordring at skulle holde en afbalanceret begravelsestale. Her skal man tale rosende om den afdøde som de pårørende helst vil huske for det gode, men man skal omvendt ikke overmale billedet med den bredeste lyserøde pensel. Tilsvarende skal man give plads til sorg, men man skal også gøre det muligt at komme videre fra den. Når det kommer til at finde den balance, er Horsens lidt af en linedanser.

Barnholdt: ”Jeg har været fascineret af dig som prædikant særligt i forbindelse med begravelsestalen. Der tænker jeg som retoriker at det er en af de vanskeligste taler fordi der er så store krav om at sige lige præcis det rigtige. Det jeg er fascineret af, er at du står fuldstændig uden manuskript og virker i indlysende dialog med de efterladte. Det virker improviseret. At du tør det!”

Én ting er altså at sige det rette og at finde de rigtige ord, noget andet – og meget mere imponerende – er at kunne gøre det når man står under kirkehvælvingen og kigger ned på forsamlingen af sørgende efterladte. Et hjælpemiddel i den forbindelse er at tale over en velkendt tekst som rummer de budskaber man vil formidle.

Horsens: ”Jeg har meget tit talt over salmelinjer, og også meget gerne et par kendte salmelinjer. Man skal sørge for at vælge en salme som der er noget gods i, og hvis man knytter an til den, så tror jeg bedre at folk husker det. Fx har jeg tit prædiket over ”Nu falmer skoven trindt om land”. For da er det så godt at sige noget om at vi forgår, men ordet bliver hos os som der står i salmen.”

 ”Sagen er jo den at man ikke skal lave ret mange streger i persontegningen før folk selv 
fylder den ud. Det er derfor de synes man har forstået dem så glimrende!”. Foto: Kasper Teiner

Fortsæt samtalen med de efterladte

Den vigtigste erfaring som Horsens kan give videre, er at den gode begrav-elsestale er en fortsættelse af den samtale som præsten har haft med de pårørende inden selve ritualet i kirken.

Barnholdt: ”Du har fortalt mig at når du står og prædiker til begravelser, så tænker du meget på at du fortsætter samtalen med de efterladte?”

Horsens: ”Ja, altså, i en stor sorg er der aldrig nogen problemer med hvad man skal sige, for der fortsætter man. Så kommer man ikke som en helt fremmed. Når man fortsætter samtal-en, så tænker de (pårørende, red.) ikke at hende de snakkede med, lige pludselig er en helt anden.”

Hvis man på den måde fortsætter samtalen i kirken, er det altså nemmere at improvisere, og sandsynligvis kan man også genskabe den intimitet der har været i den forudgående personlige samtale. Det er en fordel i en meget følelsesladet situation.

Barnholdt: ”Jeg må lige spørge ind til noget mere med hensyn til stilen. Tager du også afsæt i den måde og den tone de (pårørende, red.) har talt om personen på? Hvis der nu fx bliver talt i en lidt humoristisk eller djærv tone, tager du så det med?”

Horsens: ”Ja, det er da opgaven.”

Det er altså ikke kun indholdet der kan videreføres, det samme gælder den måde man har talt om den afdøde på. I det hele taget kan det fungere godt hvis man forsøger at spejle den samtale man har haft.

 

Få streger kan tegne en hel person

En af begravelsestalens helt centrale funktioner er at beskrive den afdøde. Gør man det godt, kan man ifølge Horsens være sikker på at man har fanget de efterladtes opmærksomhed. ”Så har man dem.”

Præsten skal tegne et portræt af de tilstedeværendes far, mor, bror, søster, søn, datter eller ven, så de kan mindes i fællesskab. Det er samtidig her den største udfordring ligger. Der er et stort behov for en rammende karakteristik af personen, men der er også en stor risiko for at træde ved siden af og sige noget som ikke stemmer overens med det som de efterladte husker. Ifølge Horsens er løsningen dog enkel: Man skal bare sige så lidt som muligt. Også her gælder det at ”less is more.” Med andre ord skal man sige lige præcis nok til at de pårørende selv fylder på med deres egne indtryk.

Horsens: ”Sagen er jo den at man ikke skal lave ret mange streger i persontegningen før folk selv fylder den ud. Det er derfor de synes man har forstået dem så glimrende! Jeg har tit hørt at det var som om jeg kendte den afdøde.”

Barnholdt: ”Du gør det at du laver en ramme som kan rumme ens personlige oplevelse af den afdøde. Så føler folk at du har sagt lige præcis det der kendetegnede det menneske fordi de dybest set selv har udtænkt det meste. Det svarer til en generel pointe fra fortællekunsten: Den bedste historie er den som publikum selv laver.”

Det er dog ikke ligegyldigt hvilke streger præsten tegner. Det er vigtigt at fange nogle få, sigende detaljer som kan skabe billeder i de pårørendes hoveder og få dem til at fylde rammen
ud. Og man bør fokusere på det gode ved den person der er død. Ikke for meget, ikke for lidt – det handler om at gøre det lettere for de efterladte at komme videre.

Horsens: ”Når man ved en afsked mest har øje for det gode, så er det ikke at skamrose. Det er naturligt ved afskeden at lægge vægt på glæden i et forhold.”

Barnholdt: ”Du forstørrer det positive der er at sige. Det du så gør, er at bringe dem (de pårørende, red.) videre. Det er lettere at komme videre som efterladt efter dødsfaldet hvis man vægter det positive, det man har haft sammen, og det man har fået med i kraft af den person. Så bliver nuet til at holde ud.”

 

Tre råd til begravelsestalen

Mødet mellem teoretikeren og praktikeren resulterer i tre konkrete råd til præster eller andre som skal holde tale til en begravelse: Man bør vælge en velkendt og genkendelig tekst at tale over; man bør tænke begravelsestalen som en fortsættelse af en samtale med de efterladte; og man laver den mest rammende personkarakteristik ved at tegne få, billedskabende streger. Sådan håndterer man bedst den vanskelige situation, finder de rette ord og får sagt det helt rigtige. På den måde hjælper man de pårørende til at mindes det gode og få sat punktum.

R

 

 

Bibliografisk
Af Christian Stenz Kirkebæk. Chefredaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 10-12.

Liknande artiklar:

Videnskabsjournalistik – en retorisk balance mellem videnskab og journalistik
Videnskab og journalistik tilhører forskellige diskursfællesskaber og argumenterer ud fra to meget f...
En DDR-sympatisør kan man ikke stole på
Personangreb hører den politiske sfære til. Beskyldninger om madrester i en skraldespand eller ubeta...
Frihedens Fakler - Edward L. Bernays og propagandaens idehistorie
Mennesket vil gerne holde fast i ideen om at det har en fri vilje. Tanken om at vores adfærd bliver ...
Det første skridt er altid det største
Retorisk stil er mere end regler om at tale varieret og passende. Retoriske figurer er mere end en f...
Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)

Related entries

Lämna ett svar