Sportskommentatorer er ofte lige dele hadet og elsket. Hadet for deres uopmærksomhed og intetsigende floskler, elsket for deres begejstring og skarpe analyser. Men hvad er det mere præcist som med ét kan gøre sportskommentatoren uforglemmelig – kikset eller legendarisk?
Den gode sportskommentator griber nuet
Mette Møller.
Hvad gør egentlig den gode sportskommentator uforglemmelig – sådan rent retorisk?
For at forstå sportskommentatorens retoriske succeser og fadæser tager vi i denne artikel fat i det retoriske begreb ’kairos’ der på forskellig vis indkapsler betydningen ”rette ord i rette tid”. Den gode sportskommentators succes afhænger nemlig i høj grad af vedkommendes evne til at gribe såvel som begribe nuet med det rette ordvalg og den rette situationsfornemmelse.
Lad os derfor starte med at dykke ned i hvad kairos egentlig er for en størrelse, og dernæst hvordan kairos kommer til udtryk i både de velplacerede og malplacerede kommentarer fra kommentatorboksen.
Hvad er kairos?
Kairos stammer fra græsk og er et centralt begreb i den klassiske retorik, ligesom det stadig er i dag. Kairos dækker over forskellige betydninger der alle kredser om sproglig timing og handling, og oversættelser af kairos varierer således lige fra ’passende tidspunkt’, ’tidsomstændigheder’ og ’den gode lejlighed’ til ’rette sted’ eller ’rette punkt’.
Kairos knytter sig med andre ord til den specifikke retoriske situation og betegner både talerens evne til at gribe den rette lejlighed og sans for at ramme en passende tone over for de rette mennesker. Da begrebet ofte forbindes med ord som ’symmetri’, ’takt’, ’timing’ og ’sømmelighed’, lægger kairos sig tæt op ad et andet klassisk retorisk begreb, nemlig prepon (aptum/decorum på latin) som betyder ’det passende’. Endelig bør man også skelne kairos fra eukairos, ’den gode tid’, kakakairos, ’den forkerte tid’, og endelig akairos – tid der ikke er moden til handling.
Hvordan dette mangfoldige begreb relaterer sig til sportskommentatorer, kommer der nogle bud på i det følgende.
Kairos med kommentator-headset. Hvis sportskommentatoren skal lykkes, skal han lære de gamle græske dyder og lynhurtigt afveje situationen så han kan sige de rette ord på det rette tidspunkt. Illustration: Jonathan Ovesen
Når kairos er begejstring
Store sportslige øjeblikke er forbundet med mange følelser. Derfor forventer vi også at kommentatoren giver udtryk for en vis glæde og begejstring når det gode spil og den rette portion held går op i en højere enhed. Et berømt eksempel på en kommentators overstrømmende begejstring blev leveret i kvalifikationsrunderne under VM i 1981 af den norske fodboldkommentator Bjørge Lillelien da Norge vandt 2-1 over England:
”Lord Nelson! Lord Beaverbrook! Sir Winston Churchill! Sir Anthony Eden! Clement Attlee! Henry Cooper! Lady Diana! Maggie Thatcher – can you hear me, Maggie Thatcher! Your boys took a hell of a beating! Your boys took a hell of a beating!”
Selv den mest apatiske fodboldseer ville have svært ved ikke at lade sig rive bare en smule med af denne stormflod af en kommentar. Dømmer man alene ud fra brugen af udråbstegn, så kan ingen vist være i tvivl om at dette var en stor sejr for Norge. Og det er netop indbegrebet af vellykket kairos: at gribe nuet som her hvor underdoggen Norge slår den store fodboldnation England, og samle det norske folk ved at understrege hvor sød sejren faktisk er.
Bliver vi ved glæden og fodbolden, så oplevede man en nærmest ukuelig optimisme hos de australske sportskommentatorer under VM i år. For ligegyldigt om ”The Socceroos” var i færd med at vinde eller tabe (stort), blev ethvert positivt aspekt af deres spil forstørret og prist. Også den detalje at kommentatoren var på fornavn med alle spillerne – ”Here comes Timmy …!” – tilførte kampene mere personlighed, foruden en stærkt smittende entusiasme.
Omvendt fik den engelske kommentator på BBC, Phil Neville, hård kritik under VM på de sociale medier for at være for kedelig da han kommenterede kampen mellem England og Italien som England endte med at tabe. Nevilles monotone og ”robotagtige” stil, som den blev døbt af sure seere, levede helt klart ikke op til de forventninger der ligger til en kommentator under VM. Sportskommentatoren kan ikke nøjes med blot at videreformidle billederne på skærmen, men skal også selv tilføre dem noget originalt, bevægende og underholdende.
Sport er underholdning, og når vi ser sport, forventer vi ganske simpelt at blive underholdt af spil såvel som kommentator. Kairos afhænger derfor af kommentatorens evne til at være i nuet og skabe interesse – og som eksemplerne viser, lykkedes dette altså langt bedre for den australske kommentator end for den engelske.
Når kairos kikser
Følger man regelmæssigt med i sport, har man sikkert udviklet en yndlingsaversion mod visse typer af kommentarer eller fejl som kommentatorerne begår. Inden for denne kategori kan man pege på flere eksempler på fejlslagen kairos – eller akairos – altså kommentarer der essentielt set er overflødige. Disse kan blandt andet komme til udtryk gennem floskler a la: ”Det er virkelig vigtigt at vinde.” Eller: ”For at vinde er holdet nødt til at vende det gode spil til gode resultater.” At påpege det åbenlyse er ikke en værdsat bedrift hos en kommentator. For når kommentaren ikke relaterer sig til en specifik situation, er den i bund og grund uinteressant.
Gentagne overdrivelser befinder sig i samme boldgade; hvis hver kamp udnævnes til ”årets kamp” – hvilket efterhånden er tendensen inden for Mixed Martial Arts (MMA) – er det svært at mønstre den rette begejstring hver gang.
Et sidste ganske anderledes eksempel på fejlslagen kairos er denne ufrivilligt komiske kommentar: Da cubaneren Alberto Juantorena spurtede sig til to guldmedaljer under OL i Montreal i 1976, observerede OL-kommentator David Coleman følgende: ”The big Cuban opened his legs and showed his class.” Man kan ikke klandre kommentatoren for ikke at (be)gribe nuet, men han tilfører en dimension som vist ikke er helt passende i situationen. På den anden side har det gjort kommentaren erindringsværdig – helt frem til i dag.
Tre trin til den skarpe sportskommentator
Ud fra de forskellige eksempler er vi nu kommet tre trin tættere på hvad der retorisk set gør den gode sportskommentator: Kommentatoren skal gribe nuet og dermed ramme den rette følelse i nuet. Kommentatoren skal gerne tilføre ny viden og ikke blot observere og gentage det åbenlyse. Og er kommentatoren samtidig morsom – frivilligt eller ufrivilligt – så er chancen for at kommentator såvel som kommentar huskes på længere sigt, så meget desto større. Det kan jo stadig være værdifuldt at blive husket – også selv om det ikke altid er for at have sagt det rette ord i rette tid.
R
Læs mere:
Andersen, Øivind: ”Rette ord i rette tid”, Rhetorica Scandinavica, nr. 4, 1997.
Kinneavy, James L.: ”Kairos: A Neglected Concept in Classical Rhetoric”, Young & Liu (red.): Landmark Essays on Rhetorical Invention in Writing, Hermagoras Press, 1994.
Sipiora, Phillip: ”Introduction: The Ancient Concept of Kairos”, Sipiora & Baumlin (red.): Rhetoric and Kairos. Essays in History, Theory and Praxis, State University of New York Press, 2002.
Bibliografisk
Af Mette Møller. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 93 (2014), s 28-29.
