Grundig, uomgængelig og meget aristotelisk grundbog

Recension

Anmeldelse: Janne Lindqvist: Klassisk retorik för vår tid, 2. udg., Lund: Studentlitteratur 2016.

Bibliografisk

Annons

Recensent: Carsten Madsen er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Om recensionen
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 74, 2016, 92-94.

Recensionen

Denne reviderede udgave af Janne Lindqvists Klassisk retorik för vår tid (1. udg. 2008) er en grundig introduktion og et kærkomment referenceværk til den europæiske retoriske tradition, sådan som den blev udviklet i græsk og romersk antik i perioden fra det fjerde århundrede f.v.t. og videre blev forfinet frem til rationalismen i det 15. århundrede. Bogen udgør lidt af en bedrift i formidlingen af den retoriske tradition ved systematisk og effektivt at fremstille, hvordan den såkaldte “klassiske retorik” endnu i høj grad er vedkommende for forståelsen af en stor del af moderne kommunikation. Såvel i sin disposition som i sit materiale er bogen desuden præget af en høj grad af pædagogik, der gør den umiddelbart anvendelig. De enkelte kapitler afsluttes således med øvelser og diskussionsopgaver, der medvirker til at aktualisere en række af traditionens vigtigste begreber og analytiske redskaber i forhold til moderne retorik. Selv om bogen på denne måde henvender sig direkte til læsere på universitetsniveau eller andre, der vil forstå en retorisk praksis i dybden, så vil bogen mange år frem i tiden desuden kunne få betydning både for den professionelle og for den almene læser som et gedigent og på visse punkter uomgængeligt referenceværk.

Ganske vist præsenterer bogen, formentlig på grund af sit sigte med at fremstille en klassisk retorik, på ingen måde en udtømmende beskrivelse af den retoriske tradition, og Lindqvist er da også fuldt ud bevidst om flere af de mangler, som man kunne gøre gældende. I det indledende kapitel, “Vad är retorik”, gør han opmærksom på, at han er klar over, at “klassisk retorik” er en nyere konstruktion af den retoriske lærebygning. Det er med andre ord med udgangspunkt i rhetorica docens, læren om retorik, og ikke i de mange forskellige former for anvendt retorik, rhetorica utens, at fremstillingen finder sted. Nok derfor henholder bogen sig overvejende til udviklingen af klassisk retorik som en teknisk konstruktion i forlængelse af Aristoteles, Cicero, Quintilian og den romerske håndbogstradition, mens sofisterne, Isokrates og Platons retorikbegreber kun behandles sparsomt. Thomas M. Conley har gjort opmærksom på, at den retoriske tradition, og selv moderne retorik, kan forstås ud fra fire væsensforskellige retorikbegreber repræsenteret ved 1) Gorgias, 2) Protagoras og Isokrates, 3) Platon og 4) Aristoteles, men sådan som klassisk retorik præsenteres her, kommer vægten til at ligge forholdsvis ensidigt på Aristoteles og kun indirekte på Isokrates, formidlet gennem Cicero og Quintilian, og sofisterne, formidlet gennem den anden sofistik i Rom.

Imidlertid har de metodiske valg for Lindqvist selv primært den omkostning, at fordi det af intellektuelle mænd op igennem historien er blevet fastholdt, at der har eksisteret “mycket få klassiska retorikere som var kvinnår”, så har kvinder haft vanskeligt ved at vinde indpas i konstruktionen af den klassiske retorik, hvorfor de også kun bliver sparsomt repræsenteret i bogen. Så selv om forfatteren medgiver, at klassisk retorik er en konstruktion, og i øvrigt er bekendt med fx Andrea Lunsford og Susan Jarratts bestræbelser på at rekonstruere den retoriske tradition under hensyntagen til kvinders retorik, så anfægter han ikke grundlæggende denne konstruktions berettigelse i samtiden, men fastholder den som “användbar i sig selv”.

I forhold til det præsenterede materiale betyder det, at den altdominerende vægt bliver lagt på den retoriske kanon, retorikkens fem partes, sådan at efter indledningskapitlet bliver bogens resterende fem kapitler hhv. helliget inventio, dispositio, elocutio, actio og memoria. Hvert kapitel gennemgår grundigt og nuanceret de væsentligste tekniske aspekter af hver enkelt del, sådan at læseren bliver ført kyndigt gennem hele den klassiske retoriks lærebygning. Lindqvist fremstiller dette store og for mange uhåndterlige stof på en klar og overskuelig måde og følger de fleste af sine tekniske redegørelser op med gode, illustrative analyseeksempler. Herved rettes fokus naturligt mod den konstruktion af klassisk retorik, der tager udgangspunkt i retoriske ytringer i form af tale og tekst, der kan gøres til genstand for læsning, men altså uden direkte at analysere eller diskutere de klassiske eksempler på retorisk talekunst, der gennem tiden har givet anledning til den retoriske lærebygning. Ligeledes udelades den væsentlige del af den retoriske tradition, der vedrører retorisk lytten, og som netop Lunsford, foruden Krista Ratcliffe, James Phelan, Victor Vitanza, Wayne Booth m.fl. har gjort gældende udgør en måske nok overset, men ikke desto mindre væsentlig del af klassisk retorik.

Disse metodiske valg præger bogen på to måder: de styrker det valgte fokus og tillader forfatteren at koncentrere det righoldige materiale og gå i dybden med en række enkeltbegreber, fx i den grundige og særdeles indsigtsfulde gennemgang af den aristoteliske forståelse af enthymemet, og de tilsidesætter andre mulige konstruktioner af klassisk retorik med betydning for vores tid. Når fx Isokrates bevidst fravælges som udgangspunkt for en fremstilling af klassisk retorik, bliver læseren ikke introduceret til den retoriske dannelsestradition, der via Cicero og Quintilian giver anledning til udviklingen af humanismen som hovedstrømning i den vestlige kultur. Ligeledes tilsidesættes den dialogiske forståelse af retorik med grundlæggende betydning for institutioner som demokrati, parlamentarisme og offentlig debat, altså nogle af de bærende institutioner i vores tid. Protagoras’ dissoi logoi-princip, Ciceros in utramque partem-princip og Quintilians gennemførte stilistiske demonstration af controversia-princippet, alle principper der løsner forståelsen af klassisk retorik fra en monologisk fremførelse, får ingen betydning for Lindqvists fremstilling.

I forlængelse heraf kan det også undre, at Aristoteles’ retorik fremstilles stort set uafhængigt af fagområder som statskunst, dialektik og etik. Disse fagområder udgør jo for Aristoteles en uadskillelig del af retorikken, og helt overordnet kunne man måske hævde, at denne i øvrigt hyppigt tilsidesatte sammenhæng placerer den aristoteliske retorik i en anden form for klassik end den, der som i Lindqvists tilfælde fortrinsvis anskuer Aristoteles’ Retorik ud fra dens specifikke tekniske kompetencer. Hvis man fastholder dette fokus på relevansen af klassisk retorik, kunne man endvidere diskutere, om ikke vores tid især har brug for en grundig indføring i den sammenhæng mellem retorik, etik og politik, som på forskellig måde strukturerer Isokrates, Platon, Aristoteles, Cicero og måske endda Quintilians forståelser af retorik.

I det lys kunne man også overveje, om ikke Lindqvists klassiske retorik udgør en måske allerede forladt guldalderkonstruktion. Nu vil det selvfølgelig typisk være et problem i fremstillingen af en klassik at afgøre, hvilke dele af traditionen der skal medtages som bærende elementer i konstruktionen, ikke mindst når den skal fungere som en aktualisering for vores tid. Men selvom det kan forekomme letkøbt at fremhæve konstruktionens udeladelser, al den stund den vælger at gøre noget andet og alt andet lige gør det så fortrinligt, så kan det undre, at væsentlige bidragydere til traditionen som Erasmus af Rotterdam, Melanchton og Vico her ikke får indflydelse på udformningen af den klassiske retorik. Fx medfører udeladelsen af Erasmus, at brevskrivningen som retorisk praksis ikke levnes nogen plads.

I en vis forstand kunne man også hævde, at moderne skribenter som Nietzsche og Kenneth Burke bidrager til en klassisk retorik; Nietzsche bl.a. ved at medvirke til en sproglig vending i tænkningen, der reaktualiserer dele af antikkens, især sofismens indsigter vedrørende sprogets retoriske væsen. Lindqvist markerer, at han er bekendt med bl.a. de seneste årtiers bestræbelser på at genindskrive sofismen centralt i den retoriske tradition, og dermed at omkalfatre en række af de centrale tekniske og epistemologiske antagelser vedrørende traditionen, men han fastholder en klassik, hvis udformning beror på det nittende århundredes historieskrivning. Dette er ikke nødvendigvis en alvorlig anke mod bogen, for Klassisk retorik för vår tid fremstiller utvivlsomt den retoriske tradition i fuld overensstemmelse med den måde, hvorpå den typisk præsenteres i de moderne universiteters retorikundervisning. Men gennem sine valg giver den anledning til at overveje mulige alternativer, og derved udgør den også et indirekte bidrag til en pågående diskussion af, hvordan vi i dag bedst og mest hensigtsmæssigt kan arve den retoriske tradition.

Ikke mindst derfor, men også på grund af sit imponerende overblik bør Klassisk retorik för vår tid indgå som grundbog i en hvilken som helst seriøs, akademisk indføring i retorik på skandinaviske sprog.

Carsten Madsen

Carsten Madsen er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Latest posts by Carsten Madsen (see all)

Kommentera