Guds kærlighed er mere end en stilfigur

For Kierkegaard var forholdet til Gud afgørende for menneskets eksistens, og hans skrifter er fyldte med stilfigurer som hjælper os med at forstå dette afgørende forhold til Gud. Forståelsen kommer gennem vores erfaringer med forelskelse og kærlighed.

Guds kærlighed er mere end en stilfigur

Pia Søltoft

Søren Kierkegaard var storforbruger af retoriske virkemidler i sine skrifter. Gennemgående er eksempelvis metaforer og analogier som fremstiller Guds kærlighed til mennesket som en faders kærlighed eller en forelsket kærlighed. Men disse metaforer og analogier er for Kierkegaard mere end velvalgte retoriske stilfigurer. Ifølge Kierkegaard eksisterer der et ganske særligt forhold mellem Gud og kærlighed, mellem tro og forelskelse.


Søren Kierkegaard havde både kendskab til den klassiske retorik og kritiserede, som sin helt Sokrates, retorikken for at være overfladisk og manipulerende. Men på den anden side mente han også at retorikken kan benyttes i det godes tjeneste fordi det kan føre os i retning af det sande. Og det synspunkt at retorikken kan føre os i retningen af det sande, har præget Kierkegaards måde at beskrive en række eksistentielle forhold på, ikke mindst forholdet til Gud som han regnede for afgørende for et menneskes sande eksistens. Denne lille artikel skal handle om hvordan Kierkegaard med en række retoriske virkemidler formidlede sin opfattelse af eksistensen som værende spændt ud mellem det timelige og det evige, mellem det daglige og det universelt vedvarende.


Jeg vil vise hvorledes Kierkegaard ved hjælp af en analogi gør det uforklarlige nærværende og det usynlige synligt. Samt hvordan han gennem sine metaforer og sammenligninger mellem tro og forelskelse viser at en dagligdagserfaring ikke nødvendigvis kan bevises, men af den grund ikke bliver mindre virkelig. Det er et ikke uvæsentligt greb i en tid som vores der er præget af en skepsis over for alt hvad der ikke kan måles, vejes eller ses med det blotte øje.

Metaforens hvisken

Kierkegaard var storforbruger af metaforer. De dukker op i stort set alle hans værker og er fast inventar når han skriver om to af sine yndlingsfænomener: kærlighed og Gud. De to størrelser har det til fælles at de hverken kan begrundes, forstås eller forklares. Når det gælder kærligheden, har ethvert menneske dog alligevel en almen erfaring med dette gådefulde fænomen. Og netop denne almenmenneskelige erfaring af kærlighedens lidenskab benytter Kierkegaard til at belyse den religiøse længsel, troen og forholdet til Gud.
Det er for eksempel tilfældet når man taler om Guds kærlighed som en fars kærlighed til sine børn. Her tales metaforisk. Man benytter metaforen til indirekte at sammenligne to forskellige størrelser med hinanden således at der på baggrund af et kendt forhold kan siges noget om et mindre kendt, måske helt ukendt, forhold. Det er et retorisk virkemiddel som Kierkegaard også benytter når han vil beskrive vores forhold til Gud. Og det er samme metode, blot andre metaforer, den feministiske teolog Sallie McFague benytter når hun eksempelvis foreslår at se Gud som mor, Gud som ven eller Gud som elsker. McFague forsøger hermed at ‘remytologisere’ forholdet mellem Gud og mennesket. Men præcis som Kierkegaard betoner McFague samtidig at der altid følger en lille hvisken med når man taler metaforisk. En hvisken der siger: “Det er lige som om, men det er ikke.”

Annonce

Mageløse elskovsanalogier

Også analogien er en stilfigur Kierkegaard yndede at benytte. Analogien benyttes som bekendt til at sammenligne en ting med en anden for på den baggrund at fremdrage noget kendt i noget mindre kendt. Metaforen taler billedligt og kalder den ene størrelse noget andet uden at påstå at den er det samme: Guds kærlighed er faderkærlighed. Når Kierkegaard derimod bruger en menneskelig kærlighedsforbindelse som analogi på Guds kærlighed til mennesket, forsøger han på baggrund af den erfaring vi eksempelvis har fra en erotisk forbindelse, at sige noget om Guds relation til os: Kierkegaard mener altså at de to forhold ligner hinanden. Forskellen i brugen af en metafor og en analogi ligger i at Kierkegaard i sin brug af analogien gør eksplicit opmærksom på at der kun er tale om en sammenligning.
Kierkegaards forfatterskab er nærmest oversvømmet med disse elskovsanalogier på gudsforholdet. En af de kendteste analogier stammer fra Philosophiske Smuler hvor Kierkegaards pseudonym Climacus sammenligner en tænkt, ulykkelig elskovsforbindelse med forholdet til Gud. Elskovsforbindelsen er mellem en konge og en fattig pige. Kærligheden mellem pigen og kongen er gensidig, så i den forstand er forbindelsen lykkelig. Det ulykkelige ligger i uligheden i deres sociale vilkår. I det tænkte eksempel opstiller Climacus to umulige muligheder for at den fattige pige skal kunne føle sig til rette i dette socialt og økonomisk ulige forhold. Enten må kongen fortie sin kongestatus, men det går ikke, for det ville være et bedrag. Eller han må forgylde pigen, men det går heller ikke, for så falder pigen ud af sit element hvilket vil resultere i selvbedrag. Der er derfor kun én rigtig løsning. Kongen må stille sig på pigens niveau, han må abdicere og fraskrive sig kongeværdigheden.


Denne analogi er særegen fordi Climacus her har digtet et lille eventur om en fattig forelsket pige og en rig forelsket konge som analogi for Guds nedadstigende kærlighed i Kristus, Guds tjenerskikkelse. Climacus, og dermed Kierkegaard, er nødt til at opfinde noget der ligner denne ubetingede og selvhengivende kærlighed, der gør sig selv ‘ringere’, for at være den elskede lig. Vi er således vidne til en højst besynderlig øvelse, nemlig at få noget ukendt til at belyse noget lige så ukendt.

En forelsket troende

Også med andre analogier drager Kierkegaard paralleller mellem tro og forelskelse. Johannes de Silentio, Johannes af tavsheden, er forfatter til Frygt og Bæven. Han er interesseret i hvordan troen viser sig i et menneske, og hvilke kendetegn den har. Og han benytter den gammeltestamentelige historie om Abrahams ofring af Isak som materiale for sin betragtning. Johannes kommer frem til at det mest kendetegnende ved Abraham er hans tavshed. Abraham kan naturligvis godt tale, men han kan ikke begrunde hvorfor han vil ofre Isak, og derfor må han karakteriseres som tavs.
Abraham kan lige så lidt begrunde sin tro som en forelsket kan begrunde sin kærlighed. Når man i forelskelsen og troen forholder sig tavs, vidner det om at man er enig
med sig selv og ikke behøver at forklare sig eller at spørge andre til råds. De to størrelser har altså tavsheden til fælles. Til tavsheden knytter der sig naturligt en
vis hemmelighedsfuldhed. Og denne hemmelighedsfuldhed udgør endnu et lighedspunkt mellem en troende og en forelsket.
Kierkegaard og hans pseudonymer taler både analogisk om troen som forelskelse og siger andre steder direkte at en troende er en forelsket. I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift siger pseudonymet Climacus, at “Den hemmelighedsfulde Forelskelse kan være et Billede paa Troen”. Og i Sygdommen til Døden udbryder Anti-Climacus: “En Troende er dog vel en Forelsket; ja, den af alle Forelskede meest Forelskede”.
Tro og forelskelse deler altså, ifølge Kierkegaard, en række kendetegn. Naturligvis mener han ikke at forelskelse og tro er identiske fænomener. Men der eksisterer et særligt forhold mellem forelskelsen og troen. Et meget tæt forhold. Og det skyldes at forelskelse og tro udspringer af den ene og samme kærlighed der ligger som en lidenskabelig trang i ethvert menneske. Faktisk mener Kierkegaard at en forelskelse kan virke forædlende og føre den elskede i retning af troen, omend han understreger at forelskelsen ikke er tilværelsens absolutte mål. Men det er i forelskelsen at vi første gang bevidst erfarer kærlighedens lidenskab: den lidenskab der også er udgangspunktet for at vi spørger efter meningen og sammenhængen i tilværelsen generelt og måske overgiver os til troen på at den findes. I Opbyggelige Taler i forskjellig Aand siger Kierkegaard: “Saaledes opdrages et Menneske paa mange Maader; ogsaa oprigtig Elskov er en Opdragelse til det Gode”.
Og der er flere forbindelser mellem forelskelse og troen på Gud.

Ingen kan forklare forelskelse

Forelskelse er den skikkelse som kærligheden antager når vi kaster vores kærlighed på et andet menneske med en erotisk lidenskab. I forelskelsen er vi altså aktive. Men samtidig er forelskelse en passion, noget der kommer over os og griber os. Derfor er der også et element af passivitet i forelskelsen. Både det aktive og det passive kendetegner forelskelsen, og Kierkegaard opfatter den derfor både som en opgave og som en guddommelig gave.
Kan man se forelskelse? Umiddelbart vil vi nok være tilbøjelige til at svare ja. Det er tydeligt når man møder et forelsket par, at de er forelskede. Men hvad er det egentlig man ser? I bogen Gjentagelsen digter pseudonymet Constantin Constantius en historie om et ungt forelsket menneske. Og derefter giver han sig til at iagttage dette unge menneske for at finde ud af om man kan se det indre i det ydre. Det kan man godt: “Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin Fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.”


Naturligvis er denne beskrivelse en sammenligning. Og vi ved stadig ikke hvad forelskelse er. Vi kan ikke sige det. Sproget kommer til kort hvis vi vil beskrive forelskelsen. Derfor taler vi som oftest overført eller poetisk om den. Kierkegaard fremhæver at den måde vi taler om vores forelskelse på, afslører hvordan vi forholder os til den. Nogen lovsynger forelskelsen, som en gud de giver sig hen til. Andre er mistroiske og vil have grunde. Men ingen kan forklare hvad forelskelse er. Ligesom ingen kan forklarer hvad tro er.

Forelskelsen er komisk

I In vino veritas fra Stadier paa Livets Vei har Kierkegaard digtet et andet ungt menneske. Han er ikke forelsket, men ønsker at finde ud af hvad forelskelse er, inden han forelsker sig. Det er naturligvis en helt umulig opgave. For forelskelse har en sådan karakter at vi kun kan vide noget om den hvis vi selv har erfaret den. Man kan derfor ikke forklare nogen der aldrig har været forelsket, hvad forelskelse er, ligesom man ikke kan tale til den blinde om farver hun aldrig har set, og ligesom man ikke kan beskrive lyden af et fuglefløjt for den døve.
Men det unge menneske forsøger alligevel. Han er dog med på at det ikke går at fremhæve forskellige attributter og egenskaber ved den elskede, for så render man “Næsen mod Stuedøren, det vil sige, ender med, at det er den Elskedes smukke Fødder eller den elskede Mands beundrede Knebelsbart, der egentlig er Elskovens Gjenstand”. Og naturligvis kan hverken føddernes form eller skæggets formation forklare forelskelsen. Forsøger vi den vej, ender vi i det komiske.


Men det går selvfølgelig heller ikke hvis en forelsket mand blot siger: “Jeg elsker Dig, fordi Du er en Qvinde, jeg kunde ligesaa godt elske enhver anden Qvinde.” For ikke nok med at den elskede med god grund ville blive fornærmet. Det ville også blive tydeligt at der slet ikke var tale om forelskelse. Derimod ville der være tale om et absolut attrå der ikke er bevidst rettet mod et andet menneske, men rettet mod det kvindelige i enhver kvinde.
Det unge menneske i In vino veritas tager konsekvensen og erklærer forelskelsen for komisk. Man kunne også drage den simple slutning at forelskelse simpelt hen hverken kan begrundes, forklares eller forsvares – ganske som det gælder for troen og Gud.

Mere end bare stilfigurer

For Kierkegaard er der så store sammenfald mellem kærlighed og Gud, mellem tro og forelskelse, at der ikke blot er tale om metaforer, analogier og sammenligninger. Det er ganske enkelt sådan at vi som mennesker erfarer det guddommelige gennem vores erfaringer med den erotiske kærlighed. Mødet med Gud, som det blev beskrevet gennem analogien med kongen og pigen i Philosophiske Smuler, er derfor nærværende hver gang vi elsker. I lidenskaben erfarer vi kærligheden som noget der er større end os, noget der griber os med en uforklarlig lidenskab og får os til at gå ud over os selv og til at give os hen til en anden. Og det lader sig ikke gøre at eksistere uden den lidenskab, ifølge Kierkegaard.


Selv om forbindelsen mellem forelskelse og tro for Kierkegaard er mere end overbevisende stilfigurer, så evner han med sine metaforiske og analogiske beskrivelser af netop forelskelse og tro samtidig at få det usynlige, Gud og troen, til at vise sig i det synlige og erfarbare. Og det er derfor han stadig kan gøre sig gældende og er værd at læse i en tid som vores hvor alt nok skal måles og vejes for at være sandt, men hvor vi samtidig sætter erfaringen og det selvoplevede højt: Hvis vi ikke selv har prøvet det, så findes det nok ikke.


Så vi tror på forelskelsen, men ikke på Gud. Kierkegaard peger derfor på den uløselige sammenhæng mellem de to forhold, så vi gennem det ene måske kan nærme os det andet og, hvem ved, derved komme løsningen af eksistensens gåde en lille smule nærmere. R

Læs mere

Sallie McFague: Modeller af Gud. Spektrum. 1991.
Pia Søltoft: “Noget om gudelig Veltalenhed” i Fønix, 25(4). 2001.
Pia Søltoft: “Kierkegaard og Kemp: Kærlighed, lidenskab, myte, Gud” i Kristendom og engagement, red. Mads Peter Karlsen og Lars Sandbeck. Anis. 2014.


Bibliografisk

Af Pia Søltoft, ph.d., forfatter og sognepræst.

RetorikMagasinet 108

RetorikMagasinet 108 (2018), s 28-31

Author profile

ph.d., forfatter og sognepræst

Lämna ett svar