værste af de værste – ondskab – rovdyr – fortjent – afslutning – afskrækkelse – fri vilje – uskyld – retten til liv – barbarisk – uciviliseret – inhumant – uigenkaldeligt. I USA er dødsstraffens største tabu ikke døden, men den dødsdømte. Derfor lader dødsstraffens retorik kun umennesker ramme af den mest umenneskelige straf.
Det handler om os selv
Martin Martensen-Larsen.
Retorisk er dødsstraffen rig. I debatten om den moderne stats ret til at tage et andet menneskes liv har tilhængere og modstandere aldrig manglet ord. Særligt ikke de absolutte af slagsen. Imidlertid ligger der et tabu skjult i dødsstraffens materie, for selv om vi frit kan tale om dødsstraf, endog passioneret, berøres dens grundspørgsmål sjældent i debatten – nemlig spørgsmålene om døden og mennesket. Frem for at adressere døden selv handler debatten om hvorvidt dødsstraffen kan retfærdiggøres eller ej, om den er en moralsk nødvendighed eller barbarisk overgreb, og hvem dens rette modtager i givet fald er.
Tvetydigheden i vores forhold til døden og dødsstraffen fangede Goethe: “If we could do away with death, we wouldn’t object. To do away with capital punishment will be more difficult. Were that to happen, we would reinstate it from time to time.” Vores forhold til dødsstraffen kan og skal ikke vurderes isoleret fra vores eget forhold til døden. Men den amerikanske dehumanisering af de dødsdømte afslører også en ulyst til at indleve sig i de dødsdømtes skæbne og en modvilje mod at gå i clinch med selve spørgsmålet om døden. En analyse af dødsstraffens retorik har derfor to sider: Hvordan tales der om de dødsdømte – og bliver dødsstraf brugt til at reflektere over døden selv?
Det amerikanske tabu
“The subject of death is taboo,” skrev den amerikanske filosof og psykolog Raymond Moody. I vores postmoderne samfund hvor absolutter som udgangspunkt giver anledning til skepsis, hvor vores eksistens knytter sig til selvrealisering, og hvor realiseringen af os selv knytter sig til forbrug og (selv)kontrol, er den naturlige død blevet en ubekvem forstyrrelse. Og påmindelse om at naturen også udøver kontrol med os mens vi forsøger at gøre det samme med den.
Døden som tabu er måske imidlertid større i Europa end i USA. Det mener i hvert fald den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalia der peger på forskellen i religiøsitet. Forskellen på os europæere og amerikanerne, forklarer han i sit essay om dødsstraf, er at amerikanerne er mere kristne end os europæere og derfor uden besvær evner at omfavne en absolut som døden, herunder dødsstraffen: “Indeed, it seems to me that the more Christian a country is, the less likely it is to regard the death penalty as immoral. Abolition has taken its firmest hold in post-Christian Europe, and has least support in the churchgoing United States. I attribute that to the fact that for the believing Christian, death is no big deal.”
Men hvordan kan dødsstraffen så overhovedet være et tabu i det amerikanske samfund? Især med tanke på at over 60 procent af befolkningen støtter den? Tabuet ligger begravet i den måde de uforskrækkede amerikanere beskriver de mennesker som samfundet har dømt til døden.
Dehumaniseringen af den dødsdømte
Amerikanerne er måske ikke lige så dårlige til at favne døden som os europæere, men deres problem opstår i stedet i spørgsmålet om hvem de så mener staten kan sende i døden. For den naturlige død er måske ikke nogen ’big deal’, men det er derimod den ’unaturlige’ for en gudsfrygtende nation hvis mandat til magtudøvelse er betroet ovenfra. Forfatteren Bertolt Brecht sagde at det man ville tilintetgøre, skulle man betegne som ’vildt’. Den dødsdømte er i debatten dette ’vildt’ og må som konsekvens heraf være den værste af de værste, ond, dyrisk og farlig. Mens tabuet i Europa er selve døden, synes tabuet i USA at være ideen om at man henretter rigtige mennesker. Når den amerikanske højesteret i 1972 fastslår at ’Death is different’, ekkoer det derfor også næsten af at den dødsdømte også er anderledes. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man oplever retorikken folde sig ud i de amerikanske retssale, medier og i den offentlige debat i det hele taget. Her er den tiltalte et rovdyr, et monster og ondskaben selv. Kort sagt anderledes end du og jeg. Anderledes end et menneske – og det er derfor i orden at slå ’det’ ihjel.
Denne umenneskelighedstopos bliver tydelig når den dødsdømte er en kvinde. Den amerikanske juraprofessor Leigh B. Bienen udtalte i slutningen af 90’erne, at dødsstraffen handler om at vise mennesker som djævle, men påpegede samtidig at kvinder generelt bliver betragtet som mindre farlige og måske mere menneskelige.
Tallene taler også til denne opfattelses fordel. I dag sidder cirka 60 kvinder på dødsgangen ud af de i alt cirka 3.000 indsatte. Kvinder udgør derfor to procent af de indsatte på dødsgangen og står for 10 procent af alle mord. Siden 1976 er ’kun’ 15 kvinder blevet henrettet ud af de i alt 1.414 fanger.
Strategien i en dødsstrafsag er derfor at få kvinden til at fremstå som alt andet end en ’rigtig kvinde’. Dette var tilfældet i en dødsstrafsag fra Kentucky i 1987 hvor to kvinder – Lafonda Fay Foster og Tina Powell som havde et forhold til hinanden – var tiltalt for sammen at have dræbt fem mennesker. Foster fik dødsstraf, mens Powell fik livstid. I strafudmålingsfasen var Powells forsvarers strategi at beskrive Foster som en voldelig lesbisk der havde banket Powell, kontrolleret hende og dermed fået hende til at begå en forbrydelse. Anklageren kunne efterfølgende fremstille Foster for juryen som en brutal og mere maskulin morder end Powell der i rollen som kvinden i forholdet var genstand for total dominans.
I 1987 blev parret Lafonda Fay Foster og Tina Powell tiltalt for fem mord i Kentucky. Kun den mest hårdkogte af de to fik dødsstraf– og det blev Foster, der udlagdes som “manden” i forholdet. Foto: Gary Lander, Kentucky.com
Anklageren må derfor, før han kan dehumanisere den tiltalte, defeminisere hende. Hendes forbrydelse må beskrives som mere maskulin, og hun må i det hele taget være mere maskulin i sit sprog, tøj og sin adfærd. Det er forklaringen på hvorfor lesbiske og biseksuelle kvinder i højere grad end heteroseksuelle bliver dømt til døden. Det er ganske enkelt nemmere at dømme en kvinde til døden i en konservativ sydstat ved at fremhæve hendes (homo)seksualitet og fortælle at hun var manden i forholdet. “The jury is left with a gender-neutral monster deserving of little or no human compassion,” som den amerikanske juraprofessor Victor L. Streib skrev i sin artikel “Death Penalty for Lesbians”. I USA er døden muligvis ikke tabu. Men det er den dødsdømte.
Hvor er lysten til at debattere døden selv?
Vidner det så om en morbid mangel på ligestilling i dødsstrafsystemet, eller fortæller det snarere noget om en moderne og demokratisk samfunds grundlæggende ulyst til at henrette rigtige mennesker? Er tabuet om at dødsstraffen er anderledes og kun gælder for djævle, det egentlige tabu i amerikansk dødsstraf? Og hvordan kan der løsnes op for det?
Det er nødvendigt at vi atter forsøger at identificere os med de dødsdømte.
Dødsstraffen er i sin inderste kerne meget simpel. Det handler om døden, og at samfundet sender raske mennesker i døden før tid, med den ene eller den anden begrundelse. Det handler i bund og grund om os selv. Og det er det vi skal tale om. R
Læs mere:
Leigh Bienen: “Why Women Aren’t Executed: Gender Bias and the Death Penalty”, American Bar Association, 1996 (tale).
Antonin Scalia: God’s justice and ours, 2002: firstthings.com/article/2002/05/gods-justice-and-ours.
Victor L. Streib: “Death penalty for lesbians”. National Journal of Sexual Orientation Law, vol. 1, issue 1, 1995.
Bibliografisk
Af Martin Martensen-Larsen. Kunstner, jurist og ekspert i dødsstraf.
RetorikMagasinet 98 (2015), s 28-30.
