Om karaktermord og fordrejninger kan kaldes redelig retorik, er et spørgsmål om hvad vi forstår ved redelig retorik. RetorikMagasinet har bedt to retorikere komme med forskellige redelighedsvurderinger af én og samme aviskommentar. 

Er Heltbergs retorik redelig?

af Charlotte Jørgensen og Lars Pynt Andersen

I vinteren 2016 blussede debatten om skældud i børneopdragelse op i flere danske medier. Den tog afsæt i en debat i Politiken mellem den svenske forfatter Petra Krantz Lindgren, som mener at skældud er skadeligt, og Dansk Folkepartis Marie Krarup (MK), der mener at man har pligt til at skælde sine børn ud når de gør noget forkert. På få dage bredte debatten sig, og den 18. februar kommenterede Politikens egen Bettina Heltberg (BH) sagen i sin faste kommentar Uden filter.

RetorikMagasinet har sendt denne kommentar videre til Charlotte Jørgensen og Lars Pynt Andersen og bedt dem komme med forskellige vurderinger af dens redelighed. Vurderingerne centrerer sig om tre citater som samlet set også giver et indtryk af kommentarens stil og indhold.

Helt konkret har RetorikMagasinet spurgt de to retorikere: Kan vi kalde Heltbergs kommentar redelig retorik?

Citat 1

Men hver gang jeg ser Marie Krarup, og det gør jeg alt for tit på tv-skærmen, bliver jeg så ked af det på hendes vegne. Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre; også i praksis håndhævede han sit teologisk funderede forsvar for revselsesretten. Hvor må den stakkels Marie – og hendes søstre? – have fået tæv. Tæv skærper ånden! Du bliver ydmyg. Du skammer dig. (…) Jeg kan se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst. Det har sat sig fast. Men det skader jo ikke.

Annons

Citat 2

Børn må have retten til at skælde forældrene ud – det omvendte er normen i dag. Eller skælde ud og skælde ud – kan vi ikke snart blive fri for den klumrede, aggressive sprogbrug, dette hysteriske overforbrug af hån og latterliggørelse og bitre konsekvenser?

Citat 3

Marie Krarup – og hendes søstre? – har aldrig haft muligheden. Måske har de haft lejlighed til at kritisere, men først den dag, da det ikke længere kunne udløse ørefigner og skældud. Basalt er familien Krarup forblevet tro mod den krarupske ideologi og praksis. De har ikke rokket sig af stedet. De er faldet omkuld som forudset. Det har naturligvis at gøre med det teologiske udgangspunkt, det åndssyn, som hviler over Søren Krarups anskuelser. Det er tidehverv (…): Gud er alt, og du er idiot. Hvem er ikke idioter? De fremmede er i hvert fald idioter. De nærmeste kan få et kys på kinden. Din ’næste’ – hvem er han? Peter Wivel skrev for nylig en meget interessant Kronik her i Politiken, hvor han forklarede os, at [næsten] i lignelsen (…) er samaritaneren – ikke den lemlæstede mand, der ligger i vejgrøften. Samaritaneren var en fremmed, som øvede barmhjertighed – gak du ud og gør ligeså.

Nej – kommentaren er stærkt uredelig

af Charlotte Jørgensen

I debatindlægget om skældud forud for BH’s kommentar har både MK og Petra Krantz Lindgren efter min opfattelse argumenteret sobert for og imod et debattema af bred samfundsrelevans i overensstemmelse med normer for god deliberativ retorik. Det overordnede formål er her at forsyne borgere med argumenter der hjælper den enkelte til at træffe en beslutning eller nå frem til en mere afklaret stillingtagen på et kvalificeret grundlag. I dette normative perspektiv er det min vurdering at BH’s kommentar strider mod krav til god retorik. Som debatindlæg mod skældud tjener den ikke formålet, først og fremmest pga. argumentationens uredelighed.

Kommentaren lever til overmål op til sin ugentlige betegnelse: Uden filter. Den er en polemisk og meget følelsesladet tekst med store emnespring fra skældud, over revselsesret, døden, Tidehverv og næstekærlighed til udlændingepolitikken. Det hele kædes sammen gennem et angreb på MK og hendes familie.

Af uredelighedsformerne løgn, fortielse og fordrejning opstillet i Praktisk argumentation er det den sidste der er det gennemgående manipulationsmiddel i BH’s kommentar, og alle de tre former for fordrejning, forenkling, udskiftning og overdrivelse, indgår i den uredelige argumentation.

Fordrejning af emnet

Da MK ”er barn af Søren Krarup”, og da hun i en debat i Radio24syv siden har sagt at en ”lille ørefigen” eller ”et rap over nallerne” kan være på sin plads, bruger BH dette til at føre spørgsmålet om skældud tilbage til debatten om revselsesretten, som Søren Krarup forsvarede (bl.a. i en Bytingsdebat fra 1976), og som blev afskaffet i 1997. Eftersom MK har udtalt sig som citeret, er problemet i sig selv ikke at BH overfører faderens synspunkter til datteren. Den uredelige fordrejning består i at emnet i kommentaren forskydes fra skældud til korporlig afstraffelse, som BH igen gennem overdrivelse sætter lig med børnemishandling. Med udskiftningen af emnet foretages samtidig en uredelig forenkling: Man kan jo sagtens forsvare skældud uden at gå ind for legemlig straf, så i denne sammenhæng er det irrelevant om MK også går ind for det sidste. Her – som generelt for debatten om skældud – lider argumentationen af fraværet af den definerende fase. Debatten mudres når man ikke får en definition af skældud. En stillingtagen er jo afhængig af hvor grænsen går mellem skældud og anden form for irettesættelse eller påtale af børns adfærd som forældre eller andre voksne finder uacceptabel.

Forulempende argumentation som persuasiv boomerang

Det groveste eksempel på uredelighed sætter ind efter afsnittet om revselsesretten med det perfide personangreb på MK og Søren Krarup i citat 1. Det er ad hominem-argumentation af den utvetydigt illegitime art hvor der skiftes til noget irrelevant: I stedet for at forholde sig til modpartens argumenter kaster BH sig over personens udseende. De fornærmende ord om hendes ansigt forstærkes af den omsorg der på sarkastisk-hyklerisk vis først udtrykkes. Hvordan kan ansigtets lighed med faderens og de nedadhængende mundvige nogen sinde være relevante for hendes meninger? Jo, det gøres ved at BH tolker det udseende som MK nu engang har – og som BH finder så afskyeligt – som tegn på at hun er blevet slået som barn. At Søren Krarup ”var berygtet for at slå sine børn”, der straks efter bliver til ”tæv”, er en anklage om et faktuelt forhold som BH ikke kan vide noget om, og som anstændigvis ikke kan rejses offentligt uden mere substantielle belæg end rygter. Og ikke blot er argumentationen forulempende mod Søren Krarup og MK, men tilmed hendes søstre! Forståeligt nok gav Katrine Winkel Holm da også svar på tiltale i et indlæg med overskriften ”Bettina Heltberg hører hjemme langt ude på overdrevet”.

Efter angrebet foretager BH en overraskende kovending i citat 2. Det sidste virker absurd i munden på en der i den grad langer ud efter andre! BH fortsætter ufortrødent personangrebet som leder over i den meget indforståede og springende afslutning i citat 3.

Med denne forvirrende salut er vi kommet langt fra udgangspunktet, og skulle der være nogen forældre der er blevet ansporet til at sænke stemmen over for deres børn og skælde mindre ud, er det ikke et resultat af overbevisende argumentation. Alt i alt er det min vurdering at de fleste Politiken-læsere vil føle sig så frastødt af den uredelige og irrationelle argumentation ¬at BH ikke opnår meget andet end at undergrave sin egen etos.

Tjah – uredelighed i forhold til hvad?

af Lars Pynt Andersen

De fleste retorikere, i det mindste i Skandinavien, vil indregne et formidlingsetisk perspektiv i en vurdering af en tekst. I Danmark er de fleste bekendt med begrebet ’redelighed’ som blev formuleret af Jørgensen og Onsberg i Praktisk argumentation som væsentlig kvalitetsnorm i retorik. Men kvalitet i retorik kan også være andet end ’redelighed’. Det kan være at argumentationen er ’interessant’, og så naturligvis at den er ’effektiv’ når den opnår sine mål med modtager. Der er dog åbenlyse dilemmaer når man skal balancere mellem disse normer i udførelse eller kritik af retoriske tekster. Indsættelse af ’effektiv overtalelse’ som det eneste der virkelig betyder noget, kan de fleste blive enige om er en uacceptabel position der nemt fører til en retorik der er helt løsrevet fra etiske perspektiver.

Ved højttidelige lejligheder kan retorikere finde på at bruge ’neo-aristotelisk’ som et skældsord om denne ’effektivitetsdyrkende’ position, men i virkeligheden er der ofte tale om en stråmandsposition som få – hvis nogen – vil forsvare. Så det virkelige formidlingsetiske landskab skal males i nuancer af grå: Hvor langt kan man gå, hvornår, for hvem? Sandheden, både den hele og den halve, kan kun findes i de konkrete detaljer og situationer. I Jan Foght Mikkelsens formidlingsetiske perspektiv bliver vurderingen baseret på kontrakten mellem afsender og modtager, og hvordan kommunikationen kan bruges eller misbruges i det forhold.

Idiosynkratisk og rablende fjendtlig retorik

BH’s indlæg handler om hvor langt forældre må gå når de opdrager deres egne børn. Rammesætningen gennem titlens Uden filter og et (i netudgaven stort) foto af BH giver et fokus på hendes person og signalerer at vi er i retning af en klumme og en af de mest personlige af slagsen. Emnet i sådanne tekster er ofte blot en anledning til ret personlige og idiosynkratiske udlægninger af forfatterens verdenssyn.

MK, hendes søstre og hendes far, Søren Krarup, inddrages i BH’s klumme som et udfoldet eksempel (evidentia) på en fortælling om hvor galt det kan gå med hårdhændet opdragelse.

I citat 1 bruger BH MK’s ansigt som bevis på faderens voldelige tugt og anklager dermed hendes far for mishandling af sine døtre. Den direkte ”du”-henvendelsesform understreger med sarkasme og voldsom patos billedet af undertrykkelsen af døtrene. BH’s tredobbelte karaktermord på Søren Krarup og hans døtre ville muligvis endda være en juridisk holdbar injuriesag.

Det kunne synes indlysende at når BH går efter familien Krarup i stedet for sagen, så må hun være fordrejende, måske endda løgnagtig og helt sikkert uredelig. BH fremstiller tydeligvis hverken en sag, konkret argumentation eller familien Krarup nøgternt og faktuelt. Hun fabulerer og opdigter situationer og billeder hun umuligt kan kende: Replikker lægges i munden på Søren Krarup, årsager til ansigtstræk postuleres. Hun fabulerer nærmest rablende rodet over Krarup-familiens religiøse verdenssyn i citat 3 og er nærmest selvmodsigende i citat 2. At lade karaktermordet udpensle så voldsomt er en strategi der gør det muligt at undlade konkrete belæg for BH’s egen position. Det overordnede billede af BH’s retorik er altså et stemmesamlende, stærkt fjendtligt angreb på modparten.

Men er det uredeligt?

– I forhold til hvad? Læsere af Politiken ved godt at BH polemiserer og fabulerer. Som Jan Foght Mikkelsen argumenterer for i sin formidlingsetik, er kontrakten med modtageren altafgørende. Hvis vi forstår rammen som en klumme og løfter BH’s indlæg over i en mere fri genre som understreges af titlen Uden filter, forskydes kvalitetskriterierne og kontrakten. Vi forventer her at løfter om underholdning og interessant sætte-sagen-på-spidsen-argumentation honoreres før faktuel saglighed. Det er altså en verbal karikaturtegning hvor BH ’slår filteret fra’ til potentiel glæde for frelste BH-fans og Krarup-hadere. Kontrakten med læseren er klar, og derfor er det ikke manipulation eller uetisk over for læseren (selv om det måske er det over for familien Krarup).

Det er næppe meningsfuldt at kritisere klummen for at være ’uredelig’ hvis selve genren ikke forventes at skulle være det. Ud fra en neo-aristotelisk effektivitetsnorm kunne man dog tilføje at det er uhensigtsmæssigt at støde læsere fra sig som nok er enige med BH’s afvisning af hårde opdragelsesmetoder, men ikke vil synes om hendes egen hårde tugt af Krarup-familien. Så dommen må være at BH’s indlæg ikke kan afvises i et formidlingsetisk perspektiv, eller som ’uredeligt’, men er dårlig retorik på så mange andre måder. Man kan så overveje om et debatindlæg der var saglig ’god retorik’, kunne begå sig på Facebook over for ’ufiltreret retorik’ som BH’s i dette eksempel.

R

Læs mere:

Bettina Heltberg: ”Uden filter: Her er en ørefigen, og skam dig så!” Politiken d. 18.02.16.

Katrine Winkel Holm: ”Bettina Heltberg hører hjemme langt ude på overdrevet”. Politiken d. 22.02.16.

Charlotte Jørgensen: ”Debattens væsen og uvæsen: Om fjendtlighed i offentlig debat”. Retorik Studier 10, 1995: 3-43.

Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg: Praktisk argumentation. 3. udg., Praxis – Nyt Teknisk Forlag, 2008.

Christian Kock: De svarer ikke. 2. udg., Gyldendal, 2013.

Marie Krarup & Petra Krantz Lindgren: ”Hvis du elsker dine børn, har du pligt til at skælde dem ud”. Politiken d. 14.02.16.

Jan Foght Mikkelsen: Formidlingsetik, bidrag til en etik om strategisk kommunikation. Roskilde Universitets Forlag, 2002.

Bibliografisk

Af Charlotte Jørgensen, lektor emerita i retorik ved Københavns Universitet & Lars Pynt Andersen, lektor i strategisk kommunikation ved Syddansk Universitet.

RetorikMagasinet 100 (2016), s 44-47