Hjemsøgelsens etik

Rygtet siger at en forbandet JPEG-fil cirkulerer på nettet. Hvis du ser den, vil monsteret Smile.dog hjemsøge dig til du giver filen videre og dermed spreder forbandelsen. Først da vil den lade dig være. Men hvad nu hvis monsteret lyver?

Hjemsøgelsens etik

Line Henriksen

 

Spred ordet

En gang i midt-90’erne åbner en kvinde ved navn Mary E. en JPEG-fil og ser billedet af en huskyhund med et bredt, alt for menneskeligt grin og lysende øjne. Fra mørket bag den strækker en hvid hånd sig som vil den gribe fat i Mary E. og trække hende med sig ind i tomrummet bag den grinende hund. Om natten vender hunden tilbage, denne gang i Mary E.s drømme, hvor den siger: “Spred ordet”, hvilket tilsyneladende betyder: ‘Vis mit billede til andre, og jeg lader dig være i fred’. Næste nat er den tilbage, og næste nat igen, og næste nat igen. Mary E. ender med at leve med hunden, som kalder sig Smile.dog, i 15 år, for hun nægter at ‘sprede ordet’ og derved give forbandelsen videre. Hun vil ikke bebyrde et andet menneske på denne måde, men hun ved heller ikke om hun kan stole på monsteret. “Hvis Smile.dog holdt sit ord, så ville jeg kunne sove. Men hvis den løj, hvad ville jeg så gøre?” spørger hun. Vandrehistorien om Mary E. og Smile.dog hedder The Curious Case of Smile.jpg og er en såkaldt creepypasta: en fortælling der kan kopieres og cirkuleres på nettet – deraf navnet der stammer fra copy/paste. Som mange andre creepypastaer er The Curious Case en performativ fortælling der inddrager læseren/beskueren med truslen om en mulig forbandelse. Det er dog nok de færreste der ender med et besøg fra Smile.dog. Og dog. For hvad hvis Mary E. har ret i sin mistanke, og monsteret lyver? Hvordan kan læseren da nogen sinde vide sig sikker på at monsteret ikke vil komme på besøg? Måske kommer Smile.dog ikke på besøg i nat, men hvad med i morgen nat? Natten derefter? I næste måned? Om et år?

Creepypastaens forbandelse når aldrig en endelig horisont hvor monsterets (u)mulige ankomst kan affærdiges. I stedet åbnes et (u)mulighedsrum i forventningen om eller frygten for monsterets ankomst, og dette rum tilbyder et unikt sted at udforske hvad det betyder at leve i selskab med det der ikke har en ligefrem eksistens, men som heller ikke kan ignoreres. At udforske sådanne eksistenser er især nødvendigt i en tid der synes mere og mere spøgelsesagtig, præget som den er af kapitalistiske strukturer der er allestedsnærværende og dog abstrakte. Lige fra hverdagsteknologi som e-mails, netbank og kontakt med offentlige instanser, som kan være svære at gennemskue, til truslen om en klimakrise der både synes meget nær og yderst kompliceret.

I en tid hvor det vi skal udvise ansvarlighed over for, ikke nødvendigvis har et tilstedevær der kan måles og vejes, må vores forståelse af hvad der kan siges at eksistere – ontologi – og hvordan vi relaterer til denne eksistens – etik – gentænkes. For den franske filosof Jacques Derrida har denne gentænkning mundet ud i en hauntologi: en ordleg på ontologi og haunting/hjemsøgelse. Jeg vil i denne tekst give en kort introduktion til hauntologien som ontologi og etik. Smile.dog vil virke som guide.

En hjemsøgt ontologi

Derrida dannede termen ‘hauntologi’ i bogen Spectres of Marx der udkom i 1994 (på fransk i 1993). Formålet med hauntologien er at udfordre og gentænke den traditionelle vestlige ontologis fokus på nærvær og det umiddelbare. På denne vis videreudvikler hauntologien dekonstruktionens argument; at intet nyder en ‘ren’ eksistens eller et absolut, umiddelbart nærvær, men at alt derimod får sin betydning via rækker af modsætningspar der hjemsøger hinanden. Dag defineres således ved ikke at være nat; lys ved ikke at være mørke; selv ved ikke at være anden og så videre, hvilket peger på hvordan intet kan forstås uden for dets relationer med sine omgivelser – og ikke mindst i relation med sin tilsyneladende modsætning. På denne vis hjemsøges altings væren og umiddelbarhed af fraværende og forskudte ‘andre’, og det er blandt andet disse hjemsøgende ‘andre’ som hauntologien adresserer. Dette gør den via spøgelset som figur, eller måske rettere gengangeren som er det danske ord der bedst beskriver Derridas originale term revenant; dét der går igen. Det er i gengangerens gengang at hauntologien finder et udtryk for ikke blot det eksisterendes manglende ‘renhed’, men også tidens.

Hvor gengangeren traditionelt set forstås som en figur der bringer fortiden ind i nutiden via dens hjemsøgelser, så påpeger Derrida at gengangeren lige så vel er en figur der indikerer en fremtid via sine gentagelser. Lad os tage Smile.dog som eksempel: Som et stykke creepypasta består den, så længe den kopieres. Den er således en kopi af en fortid, men i denne kopi ligger også et løfte om en fremtid fordi den netop er kopierbar. “Spred ordet”, siger Smile.dog, og denne spredning af ordet er noget der kan fortsætte, selv når den der spreder det, ikke længere eksisterer. Dette er for eksempel tilfældet med Mary E. som ender med at tage sit eget liv alt imens Smile.dogs ord fortsat spredes. Blandt andet her.

Således peger Smile.dogs forbandelse på sprogets egen hjemsøgende agens: “Ville man overhovedet kunne henvende sig hvis ikke et spøgelse allerede gik igen?” spørger Derrida. Han henviser her til at det er den anden – altså gengangeren – der gør henvendelsen både nødvendig og mulig. Hvis ikke selv og anden var forskellige, så var sproget slet ikke nødvendigt. Samtidig er det også den andens gengang i subjektet der gør selvet i stand til at tale. Når vi taler eller skriver, benytter vi os af et sprog der er ældre end os, og som vil overleve os. Det er en spøgelsesstruktur der via sin gentagelighed er genkendelig og brugbar, og som strækker sig ind i en fortid og en fremtid der overgår det nutidige, talende subjekt. Som med Smile.dogs ord besættes vi af sprogets gengang. Forbandelsen er dermed ikke kun en trussel, men også en forudsætning for henvendelsen.

Den monstrøse arrivant

Hauntologiens gentænkning af vestlig ontologi lægger ligeledes op til en gentænkning af etik idet rammerne for hvad der kan forstås som subjektets anden – for hvem man har et ansvar – nu er omdefinerede. Dette betyder at en traditionel vestlig moral ikke længere er tilstrækkelig idet en sådan moral omhandler separate, rationelle menneskelige individer der agerer i forhold til i forvejen etablerede spilleregler for god opførsel. Når den anden ikke helt kan adskilles fra selvet; når den anden tilhører fortiden eller endda fremtiden; eller når den anden primært eksisterer som en (u)mulighed, så forløber mødet ikke på en måde der kan forudses og planlægges. Og derfor må moralen træde til side for etikken.

For Derrida omhandler etik mødet med det ukendte og uforudsigelige, og det er i etikken at relationen til den anden først og fremmest kan forstås som en åbenhed over for den andens absolutte forskel. Hvor moral uddeler rettigheder og forpligtigelser baseret på identitet, så beder den etiske relation ikke den anden om at definere eller identificere sig selv. Tværtimod argumenterer Derrida for at subjektet må være ansvarlig over for sin andens andethed ved ikke at afkræve en identifikation der på forhånd vil kunne bestemme hvilket svar den anden er berettiget til. I stedet for kræver den etiske relation et svar givet før en sådan identifikation. Den poststrukturalistiske feministiske filosof Margrit Shildrick kalder dette at byde den monstrøse arrivant velkommen. ‘Den monstrøse arrivant’/‘monstrous arrivant’ er et begreb hentet fra Derrida og indikerer det ukendte der hele tiden er på vej, men som aldrig ankommer – for hvis det ankom, ville det blive velkendt. Idet arrivanten aldrig ankommer, forbliver den en (u)mulighed, noget virtuelt der er i udfoldelse, og som derfor også udfordrer subjektets forståelse af sig selv, af tid og af sted. Smile.dogs forbandelse er en måde at tænke denne åbenhed over for den monstrøse arrivant idet den åbner et (u)mulighedsrum hvor monsteret er en figur der indikerer det radikalt anderledes, og som altid potentielt er på vej, men aldrig helt når frem. Kommer monsteret i morgen? I næste uge? Om et år? Det er i dette samspil med den uvisse og uforudsigelige anden at Derrida ser muligheden for en forandring så monstrøs at den er umulig at forberede sig på.

 

Monsteret er altid på vej

Hauntologi tilbyder en gentænkning af ontologi og etik i en hjemsøgt tid. Med Smile.dog som guide er det muligt at forestille sig hauntologiens hjemsøgte ontologi som genganger-ordet der både besætter og forbander, men som også gør tale og skrift muligt. Yderligere kan Smile.dogs forbandelse der altid er på vej, men aldrig helt indfries, forstås som den monstrøse arrivants virke. I forventningen om eller frygten for monsterets komme kan det nærværende fravær, der kendetegner hauntologien, opleves. Det er også her at spørgsmålet om hvordan man besvarer et sådan hjemsøgende tilstedevær, kan rejses. Det er et spørgsmål uden et givent svar, for etikken omhandler mødet med det ukendte og det uforudsigelige. Det eneste der kan siges med nogenlunde sikkerhed, er at monsteret er på vej, og at der deri ligger både en trussel og også et løfte om forandring. Spred ordet.                R

 

 

Bibliografisk

Af Line Henriksen, ph.d. i kønsstudier, hauntologi og monsterteori.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 14-16

Om skribenten

Lämna ett svar