Højskolesangbogen er formentlig Danmarks væsentligste litterære kanon. Den har gennem årtier bygget bro mellem den ‘fine’ skønlitteratur og det folkelige liv i skoler, foreninger og forsamlingshuse. Højskolesangbogen er en helt unik ting i dansk kultur: en samling af skønlitterære tekster der skaber identifikation og konstituerer et folkeligt fællesskab. Det er da noget!
Højskolesangbogen og det folkelige landskab
Johs. Nørregaard Frandsen
Man kan spørge sig hvad der gør en melodi og dermed en sang ‘folkelig’? Tja, komponisten Carl Nielsen forsøgte sig faktisk med en definition der på en måde er uimodsigelig. Nielsen sagde nemlig at kravet til en folkelig sang er at når man hører den første gang, skal man føle man altid har kendt den.
De mange stemmer
Højskolesangbogen er formentlig Danmarks vigtigste litterære kanon. Den blå bog foreligger nu i 18. udgave. Den er, siden den i 1894 fik sit første navn, Sangbog udgivet af Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler, udsendt i mere end 2,5 millioner eksemplarer. Det er da noget! Den blå tyksak af en bog rummer i foreliggende udgave ikke mindre end 572 sange, altså digte og sangbare tekster der er ledsaget af en eller i nogle tilfælde flere forslag til melodier. Sangteksterne er for langt de flestes vedkommende dansksprogede, men der er traditionelt også sange fra de øvrige nordiske lande i Højskolesangbogens
repertoire. I nærværende udgave er der desuden engelsksprogede og enkelte tyske bidrag. Teksterne og melodierne udgør i øvrigt et udvalg som repræsenterer et ret unikt historisk spænd over adskillige århundreder. Der er stemmer som taler til os fra middelalderen i form af folkeviser. Der er barok, pietisme, og også 1700-tallets fremspirende begær efter viden og oplysning er repræsenteret.
Fra romantikken og frem
Der lyder mange stemmer fra den romantiske periode og den såkaldte guldalder i 1800-tallets første halvdel. Det var, kunne man hævde, i denne periode hvor digtere som N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, St. St. Blicher, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen udpegede det særligt folkelige og nationale i sprog, landskaber, natur og folkeliv. Det, vi i litteraturhistorien ofte kalder for det moderne gennembrud, høres dernæst selvfølgeligt i Højskolesangbogen. Det såkaldte folkelige gennembrud, der fandt sted omkring 1900 med Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Ludvig Holstein og andre, er rigt repræsenteret. Deres sange skildrer den virkelighedsopfattelse som brød igennem i slutningen af det 19. århundrede, og som blev sendt ind i det 20. århundrede. I det 20. århundrede bæres tolkningen af Danmark og det danske stærkt videre af en lang række digtere som Tom Kristensen, Frank Jæger, Halfdan Rasmussen, Inger Christensen, Jens Rosendahl og Benny Andersen – for nu at nævne nogle af de markante. Endelig er der moderne viser og sange af Kim Larsen, Poul Dissing, Peter A.G. Nielsen og, nå ja, The Beatles og Bob Dylan. Den danske Højskolesangbog udpeger simpelt hen de dybe sanglinjer i dansk digtning og er dermed et seriøst spor i dansk kultur- og identitetshistorie. De folkekære sange fortæller os vores historie og skaber identifikation gennem smukke melodier og sprog-
lige billeder der vækker genklang på tværs af generationer.
Remtrækket fra 1864
Det særligt betydningsfulde ved bogen og dens eksistens er imidlertid at den udgør et remtræk eller en bro mellem den etablerede digtning og skønlitteratur på den ene side og en bred folkelig kultur på den anden. Højskolesangbogen blev, som navnet jo antyder, født som en samling der skulle bruges i regi af folkehøjskoler, landbrugsskoler og husholdningsskoler som fra og med årtierne efter den nationale tragedie i 1864 blev helt centrale dannelsesinstitutioner for en betydelig del af den danske ungdom, nemlig først og fremmest landboungdommen. Der var allerede på det tidspunkt en vis tradition for fællessang i danske skoler og i folkelige forsamlinger. Fællessangen var med til at skabe samling, energi og følelsen af national værdighed. I øvrigt hvilede – og hviler – denne tradition for fællessang på en anden dansk tradition, nemlig salme-
sangen i den evangelisk-lutherske kirke. Salmerne, som Danmark har stærk tradition for med digtere som Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, er jo brugssange hvor menigheden eller forsamlingen bruger sangene til at udtrykke sig.
Nye virkeligheder
Bogen opstod som sagt i slutningen af det 19. århundrede hvor folkehøjskoler og landbrugsskoler havde brug for et kompendium af passende sange. Det var ikke mindst Grundtvig der blev samlet på, ofte sammen med andre salmedigteres værker, religiøse hymner samt kristne og religiøst-nationale sange i øvrigt. I de første årtier af det 20. århundrede udviklede Høj-
skolesangbogen sig yderligere, dels fordi digtere som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen med flere kom til med stemmer der repræsenterede andre sider af folkelivet end den kun kristent-nationale. Der kom et betydeligt antal sange ind som var verdslige eller havde verdslige temaer. De kunne have politiske og sociale motiver som eksempelvis Jeppe Aakjærs Jens Vejmand fra 1906. De kunne handle om arbejdet og den brugende omgang med naturen som eksempelvis Johan Skjoldborgs Når vinteren rinder i grøft og i grav fra 1897. De nye sange skildrede arbejdet, dagligdagen og sociale modsætninger i samfundet. De beskrev også naturen og historien på nye måder. Det var af afgørende betydning at moderne komponister som Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring dels stillede sig i spidsen for at udvirke en egentlig melodisamling, dels selv producerede helt nye melodier der iklædte især nye, men også gamle tekster en folkelig tone og klang.
Fællesskaberne, folkelige sanglinjer og værdikæder
Det interessante ved bogen er at den tidligt blev en brugsbog og kom til at indgå i det man kunne kalde for en folkelig værdikæde. Den opstod i de nye folkelige skoler som forankrede og fortolkede det folkeligt-nationale sindelag. Den bredte sig til forsamlingshusene som blev bygget i et kæmpetal fra og med cirka 1880. Faktisk blev der opført mere end 1.500 forsamlingshuse i årtierne mellem 1880 og 1910 i landsbyer, stationsbyer med videre i det moderne Danmark der rejste sig med kræfterne fra andelslandbruget og dets institutioner. Forsamlingshusene blev decentrale steder og rum for den folkelige forsamlingskultur hvor sangen var indstiftende. Her sang man Grundtvig med videre, så det gjaldede. Det havde de unge jo lært på folkehøjskoler og landbrugsskoler. Nu vendte de hjem eller fik tjenestepladser og bar sangen med sig. Dermed bar de også en litterær kanon ud i provinsen, ud i landdistrikterne, ud på landet, hvor langt de fleste danskere jo i øvrigt boede og levede. Fra forsamlingshusene bredte sangene deres vinger til foreningslivet, gymnastikken, idrætten og til de lokale skoler. Værdikæden var knyttet! Digterne fik stemmer helt ude i de yderste ‘kartoffelrækker’. Tidligere blev generation efter generation således opdraget eller oplært med bogen. De forskellige udgaver af sangbogen har derfor udgjort en særlig målestok, en særlig kanon, for de retninger der herskede. Jo. Højskolesangbogen må siges at være Danmarks betydeligste litterære kanon.
R
Bibliografisk
Af Johs. Nørregaard Frandsen, professor i kultur- og litteraturvidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber, SDU, og leder af universitetets H. C. Andersen Center.
RetorikMagasinet 103 (2017), s 16-17.
