Humor – som at danse på vulkaner

Et godt grin kan både latterliggøre og frigøre. Humor er nemlig ikke kun for sjov, men kan have en myriade af forskellige sociale funktioner, og forfattere og filosoffer har siden antikken forsøgt at sætte ord på hvordan den fungerer.

Af Hanne Roer

Aristofanes hænger i komedien Skyerne (423 f.Kr.) Sokrates ud på en måde der har dannet skole i europæisk litteratur. I stykkets begyndelse møder vi Strepsiades der er på fallittens rand på grund af sønnens dyre vaner. Han sender derfor den dovne søn i skole hos Sokrates der kan gøre det svagere argument til det stærkere. Sokrates hænger i en kurv højt hævet over andre i sit Frontisterium (”Spekulatorium”) for at kunne betragte stjernerne. Komediens sympati ligger som altid hos den jævne, snusfornuftige mand som Sokrates’ undervisning preller af på. Sønnen derimod viser sig at blive rigtig god til at gøre det urette argument til det rette, men når alt kommer til alt, kan han alligevel ikke jage de vrede kreditorer væk. Den fysiske virkelighed sejrer over den verdensfjerne filosof. Med skadefryd ler vi ad ham der optaget af stjernerne og opmåling af loppers skridt forstyrres af en loppe der kildrer hans skaldede isse.


Ikke meget bedre går det den alt for højtravende poet som den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.) i sin poetik Ars Poetica lader falde i en brønd fordi også han kun skuer opad. Han sammenligner ham med filosoffen Empedokles der sprang i vulkanen Etna. Dette billede er Horats’ trumfkort imod de digtere der hylder den ekstatiske og berusende kunst. Selv om Horats indirekte erkender litteraturens asociale sider, anser han den grundlæggende for en etisk genre. Først med romantikken bliver det almindeligt at opfatte litteratur som kunst med en iboende værdi der ofte stiller sig på tværs af samfundets borgerlige normer. Dermed skilles litteraturens og retorikkens veje: Digteren danser nu på vulkaner, mens retorikeren bliver efterladt i skolestuen.

Humor fastholder magthierarkierne


I dag hvor humor betragtes som rebelsk og frigørende, vil nogen sikkert mene at Aristofanes og hans mange senere efterfølgere – som Holbergs Erasmus Montanus – er udtryk for humorens ”gode” kraft: Den lille mand gør oprør mod den stivnede sociale orden, og den arrogante og magtsyge får straf som fortjent. I antikken var man nu ikke i tvivl om at latter betyder latterliggørelse og har til formål at konsolidere eksisterende magtforhold. Det er en selvfølge for Platon og Aristoteles at man ser ned på samfundets lavere klasser. Aristoteles siger i Poetikken at komedien handler om dem der er under os, og skønt han i Retorikken erkender at folk kan lide lavkomik, anbefaler han den kultiverede taler at være sømmelig. I antikken finder vi altså den overlegenhedsteori der er det dominerende syn på humor og komik frem til det 18. århundrede. Det er en eksplicit accept af magtstrukturer som humoren er med til at cementere, en tankegang som er fremmed for os i dag hvor man helst ikke taler om hierarkier i samfundet.

Humor skaber erkendelse


I 1700-tallet fremføres den teori at komik er resultat af inkongruens. Sammenstødet mellem ideal og realitet er en form for inkongruens der går igen i ironiske skildringer af filosoffens eller digterens smertefulde frontalkollision med virkeligheden. Miguel de Cervantes lader sin Don Quixote støde ind i den grusomme virkelighed der intet har tilfælles med hans elskede ridderromaner. Don Quixote ville afgjort nægte at lytte til Horats’ gode råd, og Cervantes er nok enig: Hvor de to antihelte kommer ud for alskens ulykker, ud over de kendte vindmøller, i første bind (1595), får de en vis genoprejsning i andet bind (1605). Folk har nu hørt historierne om dem og begynder at vise dem beundring; fiktionen kan faktisk ændre virkeligheden.
Det lykkes nu ikke for den evigt optimistiske Candide i Voltaires Candide ou l’Optimisme (1759), en typisk 1700-tals gavtyveroman. Hovedpersonen, hans udkårne og ikke mindst den idealistiske huslærer Pangloss – en parodi på filosoffen Leibniz – kommer langt omkring i den vide verden. Pangloss hævder Leibniz’ tese om at vi lever i den bedste af alle verdener, men efter ufattelig modgang ender de nu forarmede og udslidte personer med at slå sig ned på landet og holde sig fra politik og filosofi. Il faut cultiver son jardin (man skal dyrke sin have, underforstået: passe sig selv) – dette beskedne mål i livet er hvad Voltaire anbefaler. Idealismen gør blot folk dumme. Voltaire er oplysningsfilosof, men han drømmer ikke om revolution og dans på vulkaner!

Annonce

Humoren handler


Først i 1800-tallet anses humor for at være et vigtigt personlighedstræk. Der kommer nu fysiologiske teorier om latter og humor som en (nervøs) spændingsudladning. Billig hævder i sin bog Laughter and Ridicule, med undertitlen Towards a Social Critique of Humour (2005) at Henri Bergsons Le Rire (1900) som den første har en teori om humorens sociale og disciplinerende funktion, mens Sigmund Freuds Der Witz und seine Beziehungen zum Unbewussten (1905) som den første byder på en egentlig psykologisk teori. Bergson og Freud viser at latteren primært virker som en negativ kraft i samfundet selv om den vitse-glade Freud viger tilbage for sin egen erkendelse af at vitsens brændstof er udslip af begær og aggressioner fra dybet af det ubevidste.

Think positive!


I dag anser de fleste humoren for utvetydigt god. Der er en kæmpemæssig litteratur om humor, akademisk såvel som terapeutisk, der altid opfatter humor som noget positivt. Disse lovprisere af humoren betoner altid vigtigheden af det passende, men de definerer ikke det etiske dilemma nærmere. De interesserer sig for indre forvandling og ikke social forandring. Billig påtager sig et ideologikritisk projekt der består i at dekonstruere denne senkapitalismens dominerende ideologiske positivisme, opsummeret i nutidens (amerikanske) imperativ: Think positive!
Billigs formål med bogen er at antaste vor tids dogmetro på at humor er noget ubetinget godt. De fleste mener at latteren er en kreativ, rebelsk kraft, men den er ifølge Billig nok snarere en konserverende, negativ kraft. Før i tiden var karneval noget der fandt sted nogle få dage om året hvor den sociale orden kortvarigt vendtes op og ned. I dag er humorindustrien kolossal, og hele året er karneval. Ifølge Billig overvurderer vi humorens positive sociale funktion og undervurderer dens negative, latterliggørelsen, der er en drivende kraft i det sociale liv.

Humoren er blevet tragisk


Latter og humor er retorik, understreger Billig, for man kan både bekræfte og benægte med den. I dag er det højrefløjen der især påkalder sig humor når den bryder de normer der strategisk kaldes for ”politisk korrekthed”. Man må selvfølgelig ikke håne andres religion, men muslimer skal da kunne grine af et par karikaturer, ikke sandt? Denne vaccination mod kritik ved at afkræve andre ”humoristisk sans” (som Berlusconi så ofte stikker i næsen på sine ’ofre’) kalder Billig for tease-spray. Denne retoriske tease-spray gør det muligt at fremføre de mest reaktionære udsagn.


Billigs konsekvente dystermule-position rummer en helt egen sort ironi der er vederkvægende. Og måske kommer Billig dermed lidt til at dementere sin egen påstand, for er det ikke hans egen sarkasme der åbner øjnene for tåbeligheden i vor tids medieklovnerier? Retoriktænkeren Kenneth Burke satte komedien meget højt fordi denne litterære humor bygger på inkongruenser der har erkendelsesfunktion. Sammenstødet mellem modsætningerne giver os en ny måde at betragte samfundet og os selv på. På den måde kan komedien være med til at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende magtstrukturer frem for at cementere dem.


Det er hvad der er på færde i en af de morsomste romaner jeg længe har læst, nemlig islændingen Hallgrímur Helgasons Stormland (2007). Bogen handler om Bøddi, en selvindbildt Nietzsche der lever for tysk filosofi og kultur – selv om han bor i sin mors kælder. Efter 10 år som evighedsstudent i Berlin er han opfyldt af raseri og foragt for det islandske samfund hvor smålighed er blevet ophøjet til nationalkarakter gennem tv’s bedøvende virkning. Bogens første vanvittigt morsomme del lader den arme Bøddi undergå utallige ydmygelser der er både Aristofanes, Cervantes og Voltaire værdig i litterær vildskab og fantasi.


Til slut slår det klik for Bøddi der sadler sin hest og rider mod Reykjavik for at starte revolutionen, de facto ved at rasere et tv-studie. Naturligvis går det galt – Nietzsche endte jo også på galehuset da han kyssede en hest på gaden – men læseren er ikke tvivl om at Bøddi har ret. Bogen er et veritabelt islandsk vulkanudbrud hvor vi først griner ad den stakkels indbildske Bøddi, men til slut indser at det tragiske er det medialiserede samfund. Måske må den sande komedie ende tragisk i dag? At danse på vulkaner er måske det eneste, om end tragiske, opgør med vor tids stivnede hierarkier? R

Bibliografisk
Forfatter: Hanne Roer, Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 84/2012, side 23-25.

retmaglogo
Om skribenten

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.

Lämna ett svar