Hvad paven siger er altid det rigtige

Den katolske kirkes hellige fædre har i generationer haft ufattelig stor magt og indflydelse, og deres ord er nærmest lov. Gennem tiden har de ytret sig om mangt og meget, ofte med stilistiske virkemidler som belæg for deres vise ord. Her får du fem højhellige citater i retorisk perspektiv.

Hvad paven siger er altid det rigtige

Rasmus Helsted

Lidt mere end en milliard mennesker på denne jord er døbt i den katolske tro. Mange af dem lytter opmærksomt til manden med den spidse hat når han tyder liv, død og alt midt imellem. Og selv om vi i et protestantisk land som Danmark måske er knap så opmærksomme på det katolske overhoveds udtalelser, så har paverne gennem tiden, i deres udlægninger af alt fra tro over videnskab til rockmusik, begået nogle ganske skarpe, dybsindige, sjove eller noget pudsige formuleringer.

Gevinst for begge parter

Science can purify religion from error and superstition. Religion can purify science from idolatry (forgudelse) and false absolutes.
John Paul II (pave 1978-2005)

En af de mest betydningsfulde paver i moderne tid tager her fat på et meget betændt emne: forholdet mellem religion og videnskab. Hovedbudskabet, at begge har gavn af hinanden, udtrykkes med kiasme-figuren – at to begreber, videnskab og religion, rent sprogligt bliver forbundet ved at bytte dem ud med hinanden. Det giver en genkendelig, logisk opbygning og skaber rytme. På den måde underbygger den sproglige opbygning meget vellykket hvad John Paul II her prøver at formulere: Videnskab og religion kan ikke leve uden hinanden. Interessant nok kom en af videnskabens mastodonter, Albert Einstein, med en meget lignende vending: ”Science without religion is lame. Religion without science is blind.”

Selv paven har humor

If someone had told me I would be Pope one day, I would have studied harder.
John Paul I (pave 1978).

33 dage – så kort var John Paul I’s tid som kirkens mest magtfulde mand. Alligevel nåede han at igangsætte flere initiativer – heriblandt en ”humanisering” af paveinstitutionen (fx ved at åbne Vatikanets omfattende bibliotek for almindelige dødelige). Og lige netop en meget stor menneskelighed er også dét der præger citatet her. Han bruger en ydmyghedsfigur der minder om ”jeg er ikke den store taler, men …”, her i form af ”jeg er ikke den store pave”. Samtidig får han sagt at han – på trods af lige at være blevet udpeget som pave – ikke er et perfekt menneske. Han spiller dermed på vores forestillinger om hvem der kan blive pave: Han er ikke en kedelig, overbelæst, åndelig mand, men derimod menneskelig. Han overrasker os også; hvem troede at paven havde selvironi? Derved bliver citatet humoristisk – modsætningen mellem hvad vi forventer, og hvad han siger, skaber en morsom dynamik.

Det enkle, det stærke, det sande

God is not only true, but Truth itself.
Leo XIII (pave 1878-1903).

Leo XIII var en pave der i høj grad forsøgte at modernisere den katolske kirke og gøre den lidt mere spiselig for en vestlig verden der blev mere og mere industrialiseret. Derfor er det lidt ironisk at et af de mest kendte citater fra ham kan ses som ret gammeldags og traditionelt. Det går tilbage til religionen som verdens centrum og ser religion som noget der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Stilfiguren etymologi der spiller på at samme ord kan bruges i forskellige former bruges i dette citat til at forstærke budskabet: Gud er ikke bare sand, men Sandheden. På denne led bliver det sidste ord, Truth, særligt fremhævet. Et meget enkelt virkemiddel der understøtter det meget enkle princip som citatet advokerer for.

Køleskabscitatet

Men are like wine – some turn to vinegar, but the best improve with age.
John XXIII (pave 1958-63)

Sammenligning er et grundlæggende retorisk virkemiddel i familie med eksemplet hvis funktion kort sagt er at kaste lys over en ting ved at sammenligne den med en anden tings egenskaber. Han var stærk som en løve, hun var smuk som en rose. Det kan bruges forklarende, argumenterende eller som her: humoristisk. Citatet spiller på at de fleste paver er godt oppe i årene når de bliver valgt, og at de derfor er mere modne – ligesom god vin. På trods af denne reference er citatet lidt tamt. Pointen bliver alt for generel og intetsigende. Det minder meget om noget der kunne stå på den klassiske køleskabsmagnet eller i toppen af Gajol-pakken.

Annons

Sikke noget sludder

Rock music is the expression of elemental passions, and at rock festivals it assumes a cultic character, a form of worship, in fact, in opposition to Christian worship. People are, so to speak, released from themselves by the experience of being part of a crowd and by the emotional shock of rhythm, noise, and special lighting effects. However, in the ecstasy of having all their defenses torn down, the participants sink, as it were, beneath the elemental force of the universe.
Benedikt XVI (pave 2005-)

Det er desværre ikke lykkedes at opklare hvorfor den nuværende pave overhovedet har rodet sig ud i at sige noget om rockmusik. Men nu hvor vi har citatet, hvad er så budskabet? Tja, det er noget med at den rytmiske musik er en slem, slem ting. Benedikt XVI er naturligvis ikke den første der sammenligner rockkulturen med kultdyrkelse, og han har vel ret i at man i gode øjeblikke, med en øl i hånden og en god, gedigen guitarsolo, kan føle sig ”released” fra sig selv – en ud af kroppen-oplevelse så at sige. Men at rockmusikken skulle få tilhøreren til at synke ”beneath the elemental force of the universe”? Først og fremmest er det meget dunkelt hvad det præcist vil sige at synke ned under universets fundamentale kraft. Men det er formentlig at synke ret dybt ned. Så der må altså være noget der adskiller rockkoncerten fra fx kirkekorets yndige harmonier. Det er naturligvis rytme, larm og lyseffekter. Disse onde elementer i rocken hensætter tilhøreren i en følelsesmæssig choktilstand hvor man intet har at forsvare sig med. Logikken her er dog noget hullet – for betyder det at rytme, larm og lyseffekter altid er onde? Gospel fx indeholder da ofte lidt af alle tre. Og hvad med ud af kroppen-oplevelser, er de også dårlige? Man kan vel også føle sig ”released” når man synger ”Gud er så fast en borg” af sine lungers fulde kraft. R

Bibliografisk

Af Rasmus Helsted. Redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 82 (2011), s 10-11