Hvem tror retorikerne egentlig de er?

Retorikere har altid været lidt selvfede: Med god retorik kan verden blive et bedre sted. Men uforskammede kritikere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hvor god retorikken egentlig er.

Hvem tror retorikerne egentlig de er?

Lisa S. Villadsen

Hvis retorik var en religion, ville Aristoteles vel være dens gud, og mon ikke Quintilian, Vico og Perelman ville være blandt hans profeter? Det ville så gøre mere anonyme retorikere til retorikkens præsteskab for det opbyggelige budskab at med etos, logos og patos i rette mål kan vi fostre god retorik til alle. Evangeliet om retorisk medborgerskab kunne danne rammen om en særlig sekt. Og for eventuelle syndere kunne bodshandlinger passende være daglig repetition af redelighedsbegrebets definition eller 15 minutters refleksion over det universelle publikum.

Det svage forsvar for retorikken er kendetegnet ved at vi deler retorikken op i to: den gode retorik som er vores, og den dårlige/onde retorik som er de andres.

Det er karakteristisk at retorikken mener at have fat i den lange etiske ende, og at retorikere hellere end gerne sætter sig for at vurdere andres kommunikation og beredvilligt giver anvisninger på hvordan deres retorik kunne blive ”bedre”.

Retorikkens fromme selvgodhed

Sådan har det været længe, og det ser ikke ud til at stoppe. Den norske retorikhistoriker Øivind Andersen påpegede fx i sin omtale af Alexander-retorikken at selv denne ”temmelig teknisk prægede håndbog” antager at der er ”etisk opdrift” i retorikken. Så sent som i 2004 gav den amerikanske retoriker Wayne C. Booth i bogen The Rhetoric of Rhetoric et bud på hvordan man inden for retorikken kunne skelne mellem på den ene side hvad han kalder ”lyttende retorik” hvis formål er at formindske misforståelser, og manipulerende ’retotricks’ på den anden. ”Retorologi” er Booths forslag til en retorikvidenskab der systematisk søger fælles grund, og som han opfordrer os til at dyrke i en fælles stræben efter en bedre verden.

Retorik defineres typisk som en deskriptiv og normativ videnskab med et praktisk sigte. Dens selvbevidste og insisterende orientering mod det normative er noget af det der adskiller den fra andre fag som også beskæftiger sig med kommunikation, men gør det på et primært deskriptivt plan. Men hvorfra kommer retorikeres tyrkertro på at de ved hvad det gode er, og kan udpege eller fremme det i konkrete tilfælde?

Hvorfra kommer retorikeres tyrkertro på at de ved hvad det gode er, og kan udpege eller fremme det i det konkrete tilfælde?

Tankevækkende nok er det sjældent at dette spørgsmål rejser sig for retorikerne selv. De lader nærmest til at gå ud fra at have retten og det gode på deres side. Den amerikanske renæssanceforsker Richard Lanham tog fløjlshandskerne af da han påpegede at humanister, og særligt retorikere, systematisk undviger spørgsmålet om humanistisk uddannelse faktisk skaber bedre borgere. Desværre fører denne strudseadfærd ifølge Lanham ofte til en hel del selvcentreret, selvpromoverende prædiken og en hel del selvtilfreds udøvelse. Hvor kommer denne selvfedme fra?

Annons

Klimataler

Jeg har fundet ni klimaretoriske fejl og skrevet ni kapitler om, hvordan du kan gøre det bedre ved at lære af de bedste. Bogen tager dig med på en rejse gennem historien med fokus på slaveri, borgerrettighedsbevægelsen og kampen mod racisme. Hvert kapitel kommer med en klar anbefaling til, hvad du skal gøre, eksempler på folk, der har gjort det godt og skidt og en forklaring af hvorfor. Läs mer...

Klimataler – introduktionen

Introduktionen fra bogen Klimataler af Rune Kier. Läs mer...

Retorisk evangelisme

Svaret er retorisk evangelisme. I hvert fald hvis man spørger de amerikanske retorikere Joshua Gunn og Christian Lundberg. I en meget veloplagt artikel giver de igen på en kollega, Cheryl Geislers, udlægning af hvad begrebet rhetorical agency kan og bør dække over. I deres polemiske svar introducerer de begrebet retorisk evangelisme som en del af forklaringen på at retorikere tror så stærkt på retorikkens gode potentiale.

Med betegnelsen retorisk evangelisme henviser de to skribenter til et etisk selvretfærdigt retoriksyn der uden videre selvrefleksion prædiker normer for civil kultur og især forpligtelsen til at være samfundsmæssigt involveret. I det mildest talt polemiske indlæg spørger de to ligeud hvem eller hvad der giver retorikere ret til at afgøre hvad der er gode og dårlige normer for samfundsmæssigt engagement. For hvad der bl.a. pikerer de to skribenter, er den etiske selvretfærdighed som de mener Geislers agency-begreb svømmer i. De anklager hende for at gøre sig skyldig i det man kalder ”den naturalistiske fejlslutning” (dvs. at man slutter fra ”er” til ”bør”). Geisler går nemlig ikke bare ud fra at man kan slutte fra det at retorisk handlekraft eksisterer (”er”), til at den hidrører fra en retorisk agent (en kausalitet som Lundberg og Gunn er yderst skeptiske over for), men også at denne agents retoriske handlekraft er noget godt og konstruktivt (”bør”).

Lundberg og Gunns pointe er bl.a. at det ville klæde retorikere at forholde sig mindre skråsikkert til disse ting og især forestillingen om at retorikken i sig selv er et etisk anliggende. Deres grundlæggende udfordring af den udbredte selvforståelse blandt retorikere om at retorikken som pædagogisk og kritisk fag er særligt etisk, fortjener opmærksomhed.

Q-spørgsmålet

Et andet eksempel på en kammeratlig opsang er Richard Lanhams diskussion om hvordan spørgsmålet om humanioras opbyggelige virkning ofte har været en hellig ko i uddannelsesdiskussionen. Hvor Lundberg og Gunn grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved mange retorikeres filosofiske/metafysiske udgangspunkt for at forsvare retorikken, er Lanham optaget af dens indre konflikt mellem det gode og det effektive. Det omtalte essay har den usædvanlige titel ”The ’Q’ Question”. Q’et henviser til den klassiske teoretiker Quintilian der i tolvte bog af Institutio Oratoria spørger sig selv om den dygtige retor, som han i de elleve foregående bøger har forsøgt at uddanne, nu også er et godt menneske? Med kærlig ironi beskriver Lanham hvordan Quintilian selv glider af på spørgsmålet. Han forsikrer i stedet sig selv om at det selvfølgelig er et godt menneske, for det er jo det han har tilstræbt at beskrive med sin lærebog!

Lanham påpeger at retorikere siden hen har været tilbøjelige til at gøre som Quintilian og komme med et svagt forsvar for retorikken. Det svage forsvar er kendetegnet ved at vi deler retorikken op i to: den gode retorik som er vores, og den dårlige/onde retorik som er de andres. Manipulation, løgn, fortielse osv. er måske retorik, men den gode retorik har ord for hvad der er galt med den, og dermed er vi rustet til at modstå den og holde os på den gode retoriks side. Som antydet er Booths bog måske det seneste eksempel på denne tradition for idealistisk håbefuldhed blandt retorikere.

Men ifølge Lanham kan vi mobilisere et stærkere forsvar for retorikken. Det går ud på at betragte retorikken som skabende, dvs. ikke som en slags sproglig iklædning af allerede eksisterende sandheder, men som selve den sociale virkeligheds eksistensform.

Lanhams pointe er at retorikere står sig bedst ved at vedstå at retorikken har en dobbelthed indbygget: Dens mange indsigter om hvordan sprog og argumentation kan bearbejdes til noget smukt, opfindsomt eller manipulerende, er ledsaget af dens indbyggede handlingsaspekt der beror på en kollektiv skabelse af forståelse. Retorikken i sin helhed, siger Lanham, er stærkest når vi vedkender os begge aspekter. En ægte retorisk uddannelse træner netop eleven i at kunne veksle mellem de to på en bevidst måde. En gang imellem kan vi lade selve den sproglige udformning være genstand for vores interesse, og vi kan svælge i stilfigurer og al den æstetiske nydelse som sproglig kreativitet kan skabe. Til andre tider ”vipper” vi opmærksomhedsknappen fra sproget som overflade til den sociale handling som sprog også udgør, og det etiske ansvar det medfører. Lanhams vippeknap er en metafor for den metabevidsthed der registrerer om vi anskuer sproget æstetisk eller symbolsk-pragmatisk.

Og i den ligger det etiske korrektiv.

Kan retorikken være normativ og videnskabelig?

En mere jordnær måde at gå til sagen på ville være at spørge om retorikere blot er en samling naive og selvhøjtidelige smagsdommere der ser det som deres særlige opgave at belære andre om hvordan man er en god borger? Det ville ikke være en pæn måde at spørge på (!), men grundlæggende er det jo det spørgsmålet om retorikkens normativitet handler om.

Problemet med begrebet ”smagsdommer”, som vi kender det fra den offentlige debat om værdikampen, er at det ophæver sondringen mellem den personlige og den faglige vurdering og dermed får fagpersoners vurderinger til at fremstå dobbelt-problematiske: Ikke bare er de baseret på ”elitære”, teoretiske præmisser, de er også, gisp, subjektive!

Men en faglig vurdering kan godt være individuel eller subjektiv uden at være privat. En retorisk kritiker hvis analyse baserer sig på den neo-aristoteliske tradition, vil vurdere en tekst meget anderledes end en kritiker hvis teoretiske inspiration er hentet i fransk poststrukturalisme. Begges analyser bør basere sig på tætte beskrivelser af teksten, men når den videnskabelige behandling går fra analyse til vurdering, kan variation sagtens forekomme uden at dette kan tages som tegn på personligt smagsdommeri.

At være normativ betyder at værdisætte hvordan noget bør være, eller man bør opføre sig. Normativitet forekommer i alle videnskaber i den forstand at forskeren fx forholder sig til hvor godt en teori beskriver hvordan verden fungerer. Det kunne være om Newtons mekanik virkelig beskriver hvordan legemer bevæger sig, om monetarismen er den bedste forklaring på hvordan samfundsøkonomi beskrives, eller om Bitzer med sin retoriske situation skabte et dækkende billede af hvordan retorik opstår. I praksis hører vi som regel kun konklusionen på forskerens konklusioner formuleret i kortform som en normativ dom: ”Det var en svag argumentation.”

I visse videnskabelige sammenhænge kan man også tale om en normativitet på et andet plan, nemlig et – i mangel af bedre ord – mere ideologisk plan. I retorikken kan de to planer være svære at skelne fordi mange af de teorier der bruges i retorikken, netop handler om samfundets indretning og det fælles bedste. I modsætning til naturvidenskaben har samfundsvidenskaberne og humaniora jo det til fælles at de kan påvirke deres genstandsfelt. Når sociologer lærer os at forstå bestemte befolkningsgrupper anderledes end tidligere, vil det ofte føre til at de behandles anderledes og deres position i samfundet ændres. Når retorikere forklarer hvilke konsekvenser det kan have for meningsudvekslingen hvis man går mere efter manden end bolden, så kan det inspirere til en anden debatadfærd.

Hvorfor skal retorikerne altid være dømmende?

Denne form for normativitet genfinder vi i andre humanistiske fag såvel som i samfundsvidenskaben, men til tider kan man få det indtryk at man i offentligheden ikke har problemer med at acceptere uenigheder mellem fx økonomer om hvad den bedste måde at redde Danmark ud af finanskrisen er (dette kan forklares med om økonomerne er neo-Keynesianere, monetarister eller noget helt tredje), mens divergerende vurderinger fra humanister oftere tages som udtryk for personlige, ideologiske domme. Måske er retorikere bare særlig udsatte for denne mistanke fordi det de typisk udtaler sig om – offentlig diskurs i demokratiet – er noget som i særlig grad afspejler og handler om politiske og ideologiske emner. Hertil er der nok ikke så meget andet at sige end at gentage at grundlaget for vurderinger jo ikke er grebet ud af ingenting. Når vi fx diskuterer redelighed eller politikeres forpligtelse til at svare på de spørgsmål de bliver stillet, er de konkrete eksempler jo målt på generelle idealer, fx om hvordan praktisk argumentation skal se ud, eller deliberativt demokrati realiseres. Hvis retorikere var bedre til at eksplicitere deres vurderingsgrundlag, ville deres udsagn måske også virke mindre (skin-)hellige. Men i sidste ende er det en trossag hvilke teorier man mener giver de bedste svar. Lundberg og Gunn mere end antyder at der er gået fundamentalisme i mange retorikeres tro på bl.a. individets handlekraft i forhold til samfundet.

Og så er vi tilbage hvor vi begyndte: Hvorfor kan retorikere ikke bare nøjes med at være deskriptive og droppe forkyndelsen? Det gængse svar er: fordi retorik ikke bare er et analytisk fag, men også en praktisk disciplin. Hvis man ikke har en forestilling om hvad god retorik er, kan man heller ikke rådgive andre om at blive bedre til at udtrykke sig. Vi kan ikke undvære normativiteten på teoretisk plan, og vi kan ikke tjene retorikkens pragmatiske funktion uden at have et normativt pejlemærke. Derfor må retorikken hele tiden forholde sig til hvad den gode kommunikation er. Folk som Lundberg, Gunn og Lanham, men også Booth, driver os til ikke at gro fast i vores forestillinger om hvordan retorikken kan spille en rolle, men tværtimod stoppe op og spørge os selv hvordan vi kan udvikle vores idealer om hvad god retorik er. R

Læs mere:

Andersen, Øivind. I retorikkens hage. Oslo, Universitetsforlaget, 1995.
Booth, Wayne C. The Rhetoric of Rhetoric. The Quest for Effective Communication. Blackwell Publishing, 2004.
Lanham, Richard A. ”The ’Q’ Question” i The Electronic Word. Democracy, Technology, and the Arts. University of Chicago Press, 1993: 154-194.
Lundberg, Christian og Joshua Gunn. ”Ouija Board, Are There Any Communications? Agency, Ontotheology, and the Death of the Humanist Subject, or Continuing the ARS Conversation.” Rhetoric Society Quarterly, vol. 35, 2005: 83-105.

Bibliografisk
Forfatter: Lisa S. Villadsen. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 82/2011, side 12-15.