Hvem vil ikke være en sladderhank?

Antropologen Hans Henrik Philipsen afslører hvorfor vi ynder at sladre – og hvorfor vi ikke skal være flove over det

Hvem vil ikke være en sladderhank?

Hans Henrik Philipsen

rm34_MinifolkDet er både godt og sundt at sladre. Vi kan heller ikke som sociale individer undgå at sladre. Det er en essentiel måde at knytte venskaber på. Vennerne vi sladrer med, er netop vores venner fordi vi sladrer med dem. Man sladrer kun med dem man føler fortrolighed med for med sladderen prøver vi vores inderste følelser af. Det er en af de væsentligste måder vi sammenligner vores fornemmelser af socialt liv med andre mennesker på. Vi afprøver om vi kan stole på hinanden gennem sladderen. Vi skal være sikre på at vi ved hvad der bringes videre og hvad ikke. Gennem spejlingen i sladderen forsøger vi at finde ud af hinanden og os selv for derigennem at bekræfte hinanden i det vi ser. I virkeligheden er motivet sjældent at ramme nogen selv om det er det vi først tænker på når vi snakker om sladder og rygter.

Uanset i hvilken social sammenhæng vi befinder os i, er det mest af alt det vi siger og snakker med hinanden om, som konsoliderer os som en gruppe vis a vis andre grupper. Vores sladder-netværk fungerer som steder hvor meninger bliver skabt. Deltager man ikke i den form for lokale sociale fællesskaber, afskærer man sig selv fra en væsentlig kilde til social viden. Når der ikke længere er nogen der kommer hen og prikker en på skulderen og spørger om man har hørt det sidste, så kan det være tegn på at man er ved at få et socialt problem. Den aktuelle debat om mobning som starter i børnehaven og som kan følge os resten af livet, handler i stor udstrækning om vores evne til at deltage i de uformelle sociale netværk hvor sladderen spiller en væsentlig rolle.

Når vi sladrer, er grænserne for vores moral hele tiden til forhandling. Vi sladrer tit om tabuemner som seksualitet, jalousi og børneopdragelse. Vi sladrer måske om en kvinde vi synes er en ravnemor, eller en mand der eksperimenterer med grænserne i sit ægteskab. Vi sladrer os frem til hvor de grænser der hele tiden er i bevægelse, befinder sig lige nu for os i vores sociale netværk. Hvordan skulle vi ellers skabe vores identitet og få afprøvet grænserne for egen og andres moral og etik hvis ikke i relationen til de mennesker vi stoler på?

        “Der er i denne verden kun et, der er værre, end at folk snakker om en – det er, at de ikke snakker” (Oscar Wilde, I 890)

Vores sociale netværk er stedet vi sladrer og videresender rygter, men samtidigt også det bedste værn vi har mod den sladder og de rygter som bliver rettet mod os selv. I de situationer hvor vi selv bliver genstand for sladder og rygter, vil det ofte være uklogt offentligt at gendrive rygtet. Derimod vil det være fordelagtigt at benytte de fortrolige venner til at overbevise andre om “at man er holdt op med at slå konen”.

Drikker han?

Da de fleste mennesker indgår i forskellige sociale netværk afhængigt af de sammenhænge vi deltager i, vil sladder fra arbejdspladsen være fuldstændigt uden værdi for vennerne på fodboldholdet, med mindre nogle af dem på holdet netop kender den afdelingsleder på arbejdet som rygtet vil vide drikker og er konen utro. Men hvis vi erfarer fra vores fortrolige i omklædningsrummet der har kendt den pågældende afdelingsleder siden skolen, at hans adfærd hverken skyldes drikkeri eller er utroskab, men et stort pres fra ledelsen på grund af kommende store nedskæringer som vil koste arbejdspladser, er det oplagt at lade den nye viden indgå i kantinesnakken næste dag på jobbet. Det betyder ikke at afdelingslederen nødvendigvis bliver fri for sladderen, men vi er perifert blevet en del af hans eget fortrolige netværk og det hjælper ham.

Man har nu en væsentlig nyhed som potentielt kan have stor betydning. Idet den ubekræftede information viderebringes, vil man typisk knytte sine egne kommentarer til rygtet om nedskæringerne. Eksempelvis ved at præcisere at man godt har lagt mærke til visse ændringer, og at visse personer på det seneste er begyndt at tække ledelsen. Samtidigt markerer man at man har en vis prestige gennem adgang til kredse som besidder en viden forbeholdt få udvalgte. Den form for kommunikativ management af fortrolig information eller mestring af rygtespredning er en grundlæggende måde vi investerer vores videnskapital på.

Måske vil snakken i kantinen ende med en form for konsensus, en fælles holdning eller holdninger til truslen om nedskæringerne. Vi skal have rygtet af- eller bekræftet.

På den måde er indholdet og sandhedsværdien altid til forhandling når vi sladrer. Ofte vil det være indholdets betydning for os som bestemmer hvilken konsensus vi får os sladret frem til. Da det der netop kendetegner sladderen, er at det er ubekræftede forlydender, er det op til os at sandsynliggøre eller afkræfte “at der er noget om snakken” for “der går jo sjældent røg af en brand uden der er ild”. Dermed diskuterer vi netop rammerne for vores moralske og etiske normer inden for det nære sociale netværk. Det er ikke usandsynligt at afdelingslederen drikker hvis han er ude for et stort pres, men det vil nok være mere interessant for os at vide om der virkeligt er fyringer i udsigt. Sådanne sociale og politiske situationer hvor der er usikkerhed om den nære fremtidig, hører til de klassiske og bedst beskrevne inden for rygteforskningen.

Sladder er god reklame

Det er stort set kun inden for reklamebranchen og efterretningstjenesterne at rygter og sladder som uformel kommunikationsform er blevet taget alvorligt og behandlet seriøst.

Inden for reklamebranchen ved man nemlig godt hvordan man på den mest effektive måde får folk i tale. Hovedparten af de tv-reklamer vi dagligt bliver præsenteret for, tager nemlig som regel udgangspunkt i dagligdagens uformelle situationer.

For at budskabet skal have den afgørende troværdighed, benyttes der ofte skuespillere, så vi forledes til at tro at vi kender dem- gennem tv’et. Hvis det er en ukendt person tales der til gengæld med dialekt for at tilføre budskabet autenticitet og ærlighed. Reklamespottet er typisk spundet over temaet: en kvinde sladrer fortroligt til sin veninde om et netop udkommet binds fortræffelige sugeevne, eller en mor der viderebringer rygtet fra hendes ·datter til os – hendes medsammensvorne – som er udvalgt til at blive indviet i hemmeligheden om et vaskepulvers uovertrufne effekt.

Simili-sladder og løse rygter

I daglig tale bruges sladder og rygter ofte synonymt fordi begreberne stort set dækker over den samme overordnede sociale intention og praksis. Men der findes afgørende forskelle.

rm34_sladderboxDen første umiddelbare forskel støder man på allerede i sprogbruget. For i modsætning til ordet ‘rygte’, er ‘sladder’ et aktivt udsagnsord. Overføres den grammatiske betydning er det den handlende person (agens) som sladrer. Det er noget man gør. Derved fremhæves ikke blot den sociale praksis – det at sladre – men også den kontekst hvori det foregår. Man kan tale om sladderen som henholdsvis “en signeret styring af information” og “signerede meddelelser”, dvs. afsender(ne) er til stede og synlig( e) .

Rygtet derimod er “ikke-signeret information” eller meddelelser der gør rygtet til en informationskilde, en ressource man kan trække på samtidig med at man kan fralægge sig ethvert ansvar for rygtet idet man ‘bare’ viderebringer det. Det er noget man har hørt.

“Rygtet” findes kun som udsagnsord i sin passive form. Intimiteten og det personlige er væk. Det er selve temaet som rygtes, det er “rygtet som vil vide” ligesom det er “rygtet der går”. Sladderen er i sin form snakkesalig, og der vil tit herske en konsensus mellem de sladrende. Rygtet vil sjældent omhandle personer man kender privat. Hvis man ønsker at gøre et rygte mere vedkommende kan man ‘sladderificere’ det ved at krydre historien med nærhed eksempelvis ved at inkludere fjerne slægtninge eller bekendte i rygtet.

Sladderen er ofte blevet defineret som en social praksis begrænset til mindre lokale grupper hvor medlemmerne er knyttet sammen af personlige relationer, og hvor det der sladres om, er private og fortrolige detaljer og gøremål som angår specifikke individer. Derfor er sladderen ligegyldig og uinteressant for udenforstående mens den inden for det lokale samfund spiller en vigtig rolle i måden de interpersonelle relationer bestemmes på. Et rygte kan man videregive til enhver hvorimod man kun kan sladre til udvalgte personer som man har en fortrolighed med. På samme måde er sladderen altid om en tredje person hvilket rygtet ikke nødvendigvis er, og selv om det er svært at kontrollere hvorvidt sladderen har hold i virkeligheden, er det langt fra umuligt at afgøre det som det ofte vil være tilfældet med rygterne.

Rygtet er typisk information om enkeltstående begivenheder som sjældent beskæftiger sig med episoder og folk man kender personligt. Rygter er ofte af tematisk interesse for større interessefælleskaber som politiske bevægelser og nationalstater.

Der findes også en type af rygter som i sin form minder om sladder. Da det ikke er os alle beskåret at have adgang til ‘interessante’ sociale netværk, kan man købe sig til den viden. De kendtes liv sælger godt i ugebladenes sladderspalter. Og det gælder om at købe bladet før dine venner, så du ikke gentager at Alexandra er gravid når alle andre har vist det siden i går. Det ligger i sladderens og rygtes natur at det mister sin værdi meget hurtigt.

Denne form for “imiteret lokalsladder” er kun simili. For vi kender jo ikke ‘de kendtes’ liv selv om de optræder i vores dagligstuer. Vi kan tro at vi kender deres inderste problemer og hemmeligheder fordi vi deler og kender ’tilstrækkeligt’ til typen af problemer, men den fortrolighed og intimitet som rigtig sladder fordrer, mangler selvfølgelig for der er ikke megen dialog i ugebladenes monologer. Det er ikke ‘the real stuff, men i bedste fald rygter. Man kan give kommunikationsforskeren McLuhan ret i at det er lykkedes os gennem de elektroniske medier at skabe pseudolandsbysladder i surrogatet ‘den globale landsby’.

Det uheldige ved at vi er så optagede af de såkaldte ‘kendte’ fra show business, er at naboen kan ligge død i et år inde ved siden af mens fjernsynet kører.

En død filosof sladrer ikke

Som jeg før har været inde på beskæftiger sladderen og rygterne sig med moral, både som et felt hvor vi afsøger grænserne for vores egen moral idet vi diskuterer andres moral, og hvis vi bevæger os et niveau op og diskuterer det moralske i overhovedet at sladre og sprede rygter, bliver det et filosofisk spørgsmål. Og det har blandt andre Søren Kierkegaard set på.

Ser man nærmere på de sidste 200 års filosofihistorie for at lokalisere hvilken status rygter og sladder er blevet tildelt som en diskursiv kategori med ontologiske konsekvenser, kan man få et fingerpeg om det moderne, moralske og rationelle menneskes ideale omgang med rygter og sladder som kommunikationsform.

Både Kierkegaard og Heidegger er inde på de moralske aspekter ved sladderen og rygterne. En af farerne ved sladderen er ifølge Kierkegaard at den kan “udslette den vitale distinktion mellem hvad der er privat, og hvad der er offentligt”. Heidegger påpeger at sladder er umoralsk fordi det “er opstået fra en uovervejet trang til at sige noget uden at skulle spekulere særligt dybt over det” og endvidere at sladderen ” … er ødelæggende for en sand anstrengelse på at forstå, ved at få folk til at tro, at de allerede ved alting”. Begge filosoffer er enige om at hengivelse med løs tale og anekdoter om andre folk er en unddragelse af et reelt og seriøst engagement. I forlængelse heraf opfatter filosofferne indholdet i sladder og rygter som produktion af uartikuleret betydning der bliver meningstomt uden et engagement fordi den sproglige udveksling i sladderen foregår mellem mennesker som både taler og lytter på samme tid. Således leder sladderens unddragelse af det seriøse hos Kierkegaard til et socialt set moraliserende syn hvor sladderen med sin middelmådighed udjævner forskelle mellem folks rang og talenter ved at benytte sig af den laveste fællesnævner.

Budskabet fra de to filosoffer som har været med til at præge den herskende mening og moral i den vestlige verden, er klart. Det gælder om at undgå enhver deltågeise i sladder og rygter fordi det er en uværdig kommunikationsform der strider mod den fornuft og den essens det fornuftige og rationelle menneske bør besidde. Det er stadigvæk mest politisk korrekt at opfatte alt hvad der har med rygter og sladder at gøre som ukorrekt. Selv om sladder og rygter universelt set bliver defineret som en umoralsk og negativt defineret praksis, er det en kommunikationsform alle deltager i. Det er forkert på samme måde som “det er menneskeligt at fejle”.

Den uformelle snak som kendetegner sladderen, fungerer ofte som en form for socialt sikkerhedsnet hvor vi passer på og holder øje med hinanden på godt og ondt. Flere undersøgelser fra blandt andet England viser at i de boligkomplekser hvor folk ikke sladrer om hinanden, er der en udbredt ensomhed og flere sociale problemer end i de områder hvor folk flittigt deltager i sociale sladdernetværk.

Sladder sætter den sociale trend

Det er påfaldende hvor lidt interesse der har været rettet mod sladder og rygter inden for de sociale videnskaber når man tager i betragtning hvor stor en del af vores sociale kommunikation netop består af disse uformelle kommunikationsformer.

Det er i det hele taget vanskeligt at beskæftige sig med temaet uden at møde kommentarer der som udgangspunkt stiller spørgsmål ved muligheden for at behandle sladderen og rygterne videnskabeligt. Men inden for de sidste l O år er interessen for forskningen inden for uformel kommunikation og netværkskommunikation steget markant. Rygtets og sladderens potentialer som ‘socialpolitisk marketing’ og ikke mindst som den skadelige effekt som bevidst placeret negativ omtale i medierne kan have for virksomheder og deres produkter, har fået gang i udviklingen af metoder til kortlægning og guidelines for hvad man stiller op.

Også i forbindelse med oplysningsarbejde (især inden for netværkskommunikation) benytter man i stigende grad den sociale og kulturelle viden om vores uformelle måder at kommunikere med hinanden på. Med andre ord er rygtets og sladderens metakommunikationsform et vigtigt forskningsobjekt fordi det konstant er med til forsyne enkeltindivider og grupper med en uofficiel social topografi over aktuelle status- og prestigeforhold som ikke mindst anviser ens egen placering og mulige sociale strategier. Det vil altid være den øjeblikkelige sociale trend som er til vurdering i sladder og rygtediskursen. Til trods for at alle ved at en trend sjældent holder ret længe, er det alligevel den man aktuelt må forholde sig til.

Om forfatteren

Hans Henrik Philipsen er antropolog og har skrevet magisterkonferens om rygter og sladders natur og potentiale.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 34, december 1999.

Lämna ett svar