Ich bin AUCH ein Berliner

Analyse: Ich bin AUCH ein Berliner. Verdenshistoriens måske sidste ’murtale’, juli 1994.
Når en amerikansk præsident kommer til Europa, må han tale i Berlin. I juli 1994 blev det Bill Clintons tur. Begivenheden blev slået stort op i pressen, og vurderingerne af talen var ret blandede, fra moderat anerkendende til latterliggørende.

Ich bin AUCH ein Berliner

Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg

Høje forventninger

Flere af Clintons forgængere i embedet har talt i Berlin. Den berømteste Berlintale er uden tvivl John F. Kennedys ”lch bin ein berliner” fra 26. juni 1963. Ja, man kan sige, at Kennedy var den, der gjorde Berlin til et must på en amerikansk præsidents Europa-tur. Men da Kennedy skabte en tradition, lagde han med sin berømte tale også et åg på enhver taler, der har måttet gøre ham kunststykket efter. Hvordan leve op til si høje forventninger, som den berømte tale rejser?

Allerede i sin indlednings salutatio vedgår Clinton tilsyneladende arv og gæld. Når han hilser ”Berliners the world over”, kan det kun forstås ud fra Kennedys slutning: ”All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin, and, therefore, as a free man, I take pride in the words ’Ich bin ein Berliner'”.

Men Clinton vælger en anden retorisk strategi end at konkurrere med sin berømte forgænger, og det har han mange gode grunde til. Præsidenten er en anden. Tiden er en anden. Og stedet har ændret sig.

Murens symbolværdi

At kunne placere sig sådan, at det der tales om, er placeret lige for øjnene af tilhørerne, er en ønskesituation for en taler. Det er sjældent, det kan lade sig gøre. Oftest er det talerens opgave at gøre det, han taler om, synligt for tilhørernes indre øje. Og det er endnu mere sjældent at kunne gøre brug af en konkret ting, hvis symbolværdi deles af de tilstedeværende. I Berlin er det netop en fordel for de amerikanske præsidenter, at tilhørerne kan se, hvad de taler om, og samtidig umiddelbart forstå og være enige om symbolværdien af det sete. Ved denne dobbelte fordel kan taleren overskride situationens grænse, så han taler for et større publikum end det historiske, fordi symbolværdien varer længere end den konkrete ting. I tilfældet med muren er det særligt betydningsfuldt. Da Clinton når til Berlin, er muren der jo ikke mere, men alle forstir stadig dens symbolværdi.

Annons

En anden amerikansk præsident, der har forstået at vælge steder til konkret og symbolsk brug, er Ronald Reagan. I sin anden tiltrædelsestale valgte han at sti, si han med sin tale så at sige dirigerede tv’s kameraføring i en hidtil ukendt grad. Han inddrog simpelt hen de nationale mindesmærker, de tilstedeværende kunne se, og som tv altså måtte sætte seerne for øje. Og da han talte i Normandiet i 1984 ved 40-året for D-dagen, placerede han sig, si alle kunne se (og høre), hvad han talte om-stedet, de overlevende fra aktionen og de smældende flag. Hans speechwriter Peggy Noonan har skrevet om sit arbejde med talen: ”If we really listen to and hear the snap of the flags, the reality of that sound – snap … suhnapp – will help us imagine what it sounded like on D-Day. And that would help us imagine what D-Day itself was like. Then your head snaps back with remembered information: History is real.” En meget bevidst brug af det konkrete og dets symbolværdi.

Også Reagans Berlin-tale den 12. juni 1987 er værd at huske for hans udnyttelse af stedet. Han placerede sig ved muren ud for Brandenburger Tor.

Reagan kunne herfra råbe direkte til Gorbatjov om at åbne porten og rive muren ned: ”General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: come here, to this gate. Mr. Gorbachev, open this gate. Mr. Gorbachev, tear down this wall.”

Kennedy talte ved muren på Rudolph Wilde Platz, Clinton lige som Reagan ved Brandenburger Tor. Mens muren skilre Reagan fra den store portal, kan Clinton med sin tyske kollega gå igennem den og holde sin tale på østsiden.

At tale ved Brandenburger Tor synes at være en god ide, fordi stedets monumentale størrelse og symbolske værdi for Berlin fra før anden verdenskrig dermed bliver udnyttet, samtidig med at murens fald kraftigt markeres.

Man kan så diskutere Clintons udlægning af, at Brandenburger Tor oprindeligt kun var ment som en port. Det er nok en forenkling, der ville overraske dens arkitekt og bygherre. Og hans amplificatio mod slutningen: ”Now, together, we can walk through that gateway to our destiny, to a Europe united – united in peace, united in freedom, united in progress for the first time in history.”- ja, den føles at være noget for urealistisk og optimistisk, ikke mindst i forhold til krigen i det tidligere Jugoslavien og de øvrige problemer, murens fald har medført.
Anderledes troværdig virker hans behandling af den nyvundne friheds uheldige følger. ”Here, in Germany, in the United States, and throughout the entire world, we must reject those who would divide us with scalding words about race, ethnicity or religion.” Det er problemer, en amerikansk præsident kan tale med om.

Sentimentalt

For både Kennedy og Reagan (og andre amerikanske præsidenter) var netop Vest-Berlin langs muren et sted, som i kondenseret form kunne gøre den kolde krig forståelig i en tale. Clinton kommer fem år efter murens fald og kan kun gratulere det tyske folk med dens fald.
Mens valget af Brandenburger Tor er et godt valg, klarer han selve omtalen af muren knap så godt.

Kennedy talte om, at muren adskiller familier og folk, ”dividing husbands and wives and brothers and sisters, and dividing a people who wish to be joined together.” Det bliver lidt sentimentalt hos Clinton til at muren ”separated mother from child•, et billede, han tager op igen, hvor han taler om berlinernes ”quiet courage to lift children above the Wall so that their grandparents on the other side could see those they loved but could not touch.”

Clinton kommer også til på uheldig vis at blande murens konkrete og symbolske værdi sammen, da han siger ”The Berlin Wall is gone. Now our generation must decide, what will we build in its place.” Med lidt god vilje forstår vi nok, at meningen ikke er, at vi skal rejse et nyt bygningsværk som erstatning for muren. I hans fortsættelse om at bygge broer bliver metaforen dog bedre. Vi kan forstå, at vor sikkerhed afhænger af, at vi i stedet for mure bygger broer, så vi får et Europa ”where all our citizens can go as far as their God-given abilities will take them … ” Men hvorfor dog blande Gud ind i det?
Med krigen buldrende ikke langt derfra mellem kristne og muslimer ….

Clintons problem

For amerikanske præsidenter inden Clinton har muren været det synlige symbol på et forhadt øst. Kennedy kunne tale indigneret ved muren til hele vesten og skue frem mod en dag, da muren ikke længere ville være der. Det var i den kolde krigs dage, da fronterne var trukket kraftigt op. Reagan kunne under andre omstændigheder kræve muren revet ned og henvende sig direkte til politikere i øst med sit krav. Det kunne han, fordi de østlige regimer var ved at smuldre, så kravet syntes inden for opfyldelse. Clinton har den vanskelighed, at muren er faldet, og at alt (naturligvis) ikke blev problemfrit ved dens fald. På den ene side må han fejre murens fald, på den anden må han tage stilling til de problemer, der fulgte faldet.

Clinton vælger at tale til berlinerne, tyskerne og frihedselskende folk i hele verden. Hans Europa synes at være frit og forenet. Det spænder slemt mod de faktiske forhold. Hvad det forenede Tysklands problemer angår, underkender han dem dog ikke. Han går faktisk ind i dem på en måde, der passer sig for en gæst. Han er ikke konkret, men alle forstår, hvad han hentyder til.

Tysk wienerbrød og amerikansk solidaritet

Ud over at have sat Berlin på landkortet for amerikanske præsidenter kan man sige, at Kennedy også har indstiftet en lov om, at amerikanske præsidenter i Berlin skal sige et par sætninger på tysk.

Det er underforstået, at de ikke ellers taler sproget og kun med vanskelighed udtaler det. Det er da også blevet nævnt, at Kennedy i sin berømteste tyske formulering. ”Ich bin ein Berliner”, faktisk kom til at kalde sig en slags wienerbrød, fordi han fejlagtigt indsatte den ubestemte artikel.
Men det gjorde ikke noget. Så ubehjælpsomt hans tyske var – og måske netop derfor- blev hans gestus forstået.

De sætninger, der oversættes til tysk, er dem, der udtrykker hans budskab i koncentreret form. De tyske oversættelser fremhæver vigtige steder i talen og siger budskabet i en nøddeskal. Reagan bruger på samme måde nogle tyske citater, f.eks.: ”Ich hab noch einen Koffer in Berlin” og ”Es gibt nur ein Berlin”. ”Amerika steht an ihrer Seite, jetzt und fur immer” siger Clinton, når han bedyrer USAs evige troskab og solidaritet.

At fremhæve dette budskab i tysk oversættelse virker rimeligt og velplaceret, fordi der i situationen reelt stadig er behov for det.

Hvad angår fejringen af murens fald, er den retoriske situation simpelt hen forpasset. Den retoriske situation var der, lige efter at muren var faldet. Her kunne man fejre dens fald med en overvættes jubel, som ikke kendte de problemer, der senere ville opstå.

Hul pathos

Det er ikke Clintons skyld, at talen blev holdt post festum. Det er første gang en amerikansk præsident er i Berlin efter murens fald, så han må fejre det. Han hædrer berlinerne og tyskerne for deres mod og udholdenhed. Det virker troværdigt og rigtigt. Men den begejstring, som Clinton udtrykker ål sidst i sin tale, virker simpelt hen utålelig for en europæer. Ikke mindst, fordi hans tyske sætninger understreger den forpassede retoriske situation. Nu bliver begejstringens tre tyske sætninger i slutningen til hul pathos. ”Nichts wird uns aufhalten.”

Der er da ellers problemer nok, der kunne stille sig i vejen. Det bliver endnu værre i den næste sætning: ”Alles ist möglich.” Om det udsagn sagde en aviskommentar vittigt og rammende, at det ikke engang var sandt på engelsk, og slet ikke værd at oversætte til tysk. Og Clinton slutter sin tale med det helt forpassede ”Berlin ist frei.” Man forestiller sig næsten, at han klipper den røde snor over og erklærer Berlin for fri.

I sin valgkamp indkasserede Clinton reprimander for at forsøge at efterligne Kennedy fra betydningsfulde folk, der nok vidste, hvad de talte om. De havde selv kendt manden. Selv om han havde ungdom og udseende med sig, måtte Clinton acceptere, at han ikke var en ny Kennedy.

Clinton lægger sin tale tæt op ad Kennedys, men på en sådan måde, at han respekterer sin forgængers succes og ikke forsøger at overgå den. Han lader Kennedys tale stå som et monument i fortiden, som man hverken kan eller bør søge at overgå. Retorisk set underlægger han sig et krav om decorum: På ingen måde skal denne tale, som Kennedys tale, give genlyd i eftertiden.

Måske er amerikanske præsidenters Berlin-tale-tid udløbet?

.

Bibliografisk

Af Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg, Adjunkter ved Institut for Retorik og forfattere til bogen ”Praktisk argumentation”.

Artiklen er fra RetorikMagasinet nr 13, oktober 1994, s. 14-16