Indføring i retorisk analyse

Recension

Anmeldelse: Brigitte Mral, Marie Gelang og Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Ödåkra: Retorikförlaget, 2016.

Bibliografisk

Recensent: Marie Lund er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Om recensionen
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 71/72, 2016, 118-119.

Annons

Recensionen

Kritisk retorikanalys er en revidering af Maria Karlberg og Brigitte Mrals Heder och påverkan. Att analysera modern retorik fra 1998. De kapitler, som indgik i den tidligere bog, er opdateret, mens der er tilføjet to helt nye om visuel retorik og actio. Bogens første del er en generel indføring i retorikanalyse, hvor den hermeneutiske metode og begreber som videnskab, analyse og fortolkning præsenteres. Også nogle mere specifikt retoriske begreber som genre, den retoriske situation, doxa, ethos, logos og pathos introducere her. I bogens anden del præsenteres tre metoder for kritisk retorikanalyse: analyse af tekster og taler, visuelle budskaber og actio.

Omslaget till boken Kritisk retorikanalys

Bogens titel Kritisk retorikanalys er samtidig en betegnelse for bogens tilgang til analyse og kritik. Ifølge forfatterne er det en oversættelse af det angelsaksiske ”rhetorical criticism,” og de definerer den kritiske analyse som en kritisk spørgen – en metode, der spørger, hvorfor et budskab ser ud som det gør og hvad meningen med det er. Den kritiske retorikanalyse afdækker de etiske og ideologiske implikationer og vurderer både budskabet etisk og i et større, samfundsmæssigt perspektiv.

Det lyder lovende, og det er derfor lidt skuffende, at den følgende introduktion er på så overordnet et niveau. Flere analysebegreber beskrives ganske kortfattet og er især funderet i den klassiske retorik. Det er uheldigt, at kernebegreber som genre og retorisk publikum, der er ganske velbeskrevet i moderne retorisk kritik, pakkes ned under analyse af konteksten og den retoriske situation. Man kunne i det hele taget have ønsket sig, at der var introduceret flere begreber, som er udsprunget af nyere retorisk teori, fx retorisk handlekraft (agency), konstitutiv retorik eller retorisk medborgerskab. Hvor nye begrebsudviklinger (af fx attitude og doxa) medtages, fungerer det nemlig vældig godt.

Det er dog især ærgerligt, at den kritiske retorikanalyse ikke sættes ind i en større ramme af moderne retorisk kritik og således for alvor går i dialog med det moderne retorikfags udvikling af metoder, vurderingskriterier og analyseobjekter. Jeg savner især en mere udfoldet meta-refleksion af retorikkens forskellige normer for vurdering og af, at retorisk kritik ikke blot er en applikation af begreber på et billede, en tekst eller en tale – men at den begrebsbaserede retoriske kritik også kan være en dynamisk udvikling af analysebegrebet.

Dette afspejles af analysen i kapitel 3. Kapitlet bygger på klassiske retoriske principper for, hvordan man opbygger en effektiv tale, men der er også ret fine og udfoldede fremstillinger af moderne argumentationsanalyse og stilanalyse. Eksempelanalysen tager udgangspunkt i den norske statsminister Jens Stoltenbergs tale i Oslo Domkirke d. 24. juli 2011. Analysen foretages ud fra et neo-aristotelisk oratorperspektiv og bliver en nærmest teknisk redegørelse for de virkemidler, som retor anvender i opbygningen af talen. Vurderingen er som analysen helt på retors side: det lykkes således Stoltenberg med talen at svare på det påtrængende problem, som situationen angiveligt kræver. Her kunne et begreb som retorisk handlekraft (agency) nok have belyst, at Stoltenbergs markante konstruktion af et følelsesmæssigt værdifællesskab mellem retor og publikum faktisk også rummer en eksklusion.

I bogens to sidste og nye kapitler forløses potentialet for egentlig kritisk retorikanalyse. Kapitel 4 om visuel retorikanalyse giver en klar og instruktiv indføring i nogle af feltets hovedbegreber. Og metoden viser sin styrke i analysen af Sverigedemokraternas EU-valgplakat fra 2009. Her afdækker analysen knivskarpt, hvad der foregår på billedets latente niveau, bl.a. med henvisninger til klassisk racistisk visuel propanda. Den kritiske fortolkning sætter fingeren på, at denne type retorik kan finde sted i en demokratisk debat, netop fordi den ikke ekspliciteres. Det sidste kapitel om analyse af actio er nok bogens mest originale bidrag. Her præsenterer Marie Gelang en metode til at analysere taleres ikke-verbale retoriske strategier. Hun trækker hovedsagelig på sine egne forskningsresultater, når hun begrebssætter flygtige kvaliteter som energi, dynamik, tempo/rytme og dominans og bruger dem analytisk.

Alt i alt er Kritisk retorikanalys en ret god og bred indføring i retorisk analyse og akademisk opgaveskrivning. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at bogen havde været mere orienteret mod moderne retorisk kritik og i højere grad havde været i dialog med den nyere udvikling af retorikfagets begreber og metoder.

På den baggrund vil jeg vurdere, at bogen især vil fungere godt som introduktion til nye retorikstuderende.