”Folk er afhængige af internettet! Internettet erstatter samvær mellem mennesker med følelsesløs chat! De unge medierer sig bort fra virkeligheden via internettet!” Når påstande som disse flyver os om ørerne, er der ikke noget at sige til at debatten om internettet stadig lever i bedste velgående. Spørgsmålet er hvorfor det ofte går så galt at debatten ender i blå skærm
Internetdebattens blue screen of death
Andreas Gregersen.
Det er ved at være 20 år siden danskerne som privatpersoner fik adgang til internettet ved at koble personlige computere til internettet over telefonnettet. På den måde er internettet bestemt ikke nyhedsstof som det var tilbage i 1993, og på mange måder er den internetopkoblede computer blevet ”domesticeret”, som medieforskningen siger når en kommunikationsteknologi bliver indlemmet i hverdagen og på den måde både hjemliggjort og ”tæmmet”.
Men selv om internettet er blevet tæmmet, debatteres dets nytteværdi og skadepotentiale stadig. Og som med så mange andre ting der debatteres flittigt, så kan debatten om internettet næsten ikke undgå at gå i hårdknude på grund af ubevidst dårligt sprogbrug.
Tre aspekter af debatten som ofte er skyld i at debattørerne ender med blå skærm, er fejlslagen induktion, hyppig brug af en fremtidstopos og de dystopiske visioner.
Induktive kortslutninger
Der er en tydelig tendens til at tale stærkt generaliserende om specifikke medier eller produkter. Ofte bliver det lige så meget selve medieteknologien som de mange innovationer knyttet til brugen man enten lovpriser eller fordømmer. Med andre ord sker der en kortslutning så folk dømmer teknologien på basis af enkeltstående tilfælde. Man snakker om computerspil som skadelige, internettet som afhængighedsskabende og smartphonen som stressende – og det er uden at tage hensyn til forskellene på spilmarkedet, til at internettet blot er et netværk af computere, og til at stress primært handler om hvordan man bruger sin telefon, og hvem man kommunikerer med. Er Pixeline for eksempel skadeligt, er telefonen, der også blot er et netværk af forbundne kommunikationsplatforme, i sig selv afhængighedsskabende, og er det egentlig smartphonen eller folks forventninger om konstant tilgængelighed der er stressende? Rigtigt ofte ser vi forsøg på induktive og generaliserende slutninger ud fra enkle eksempler, og de siger dermed sjældent noget om tingenes egentlige tilstand. Samtidig ser man ikke blot en blåøjet induktivisme, men også en slags deduktiv naivitet: Debattørerne ser mere deres egne snævre forudantagelser end virkelighedens bredde.
Og så af sted til fremtiden
Niels Ole Finnemann, professor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, har påpeget at kommunikationen om computere og internettet er præget af en genkommende topos, nemlig at fremtiden altid er lige om hjørnet. Kommunikation om computerteknologi er således sjældent nøgterne beskrivelser af nutiden, men derimod langt oftere visioner om teknologiens potentiale – ”det er måske ikke tilfældet nu, men det kommer, vent bare”. Man kan gribe mange typer kommunikatører i at udkaste spådomme, men der er et interessant fællestræk for fremtidsvisioner i det hele taget hvad enten de leveres af visionære kunstnere, kapitalsultne entreprenører eller andre: Der males ofte med bred pensel og begrænset palet – altså utopier og dystopier i få nuancer hvor det hele bliver enten fuldkommen fantastisk eller rent ad helvedes til. Og det er ofte teknologiens – i dette tilfælde kommunikationsmediernes – fortjeneste eller skyld.
De dystopiske visioner
Den amerikanske internetforsker Nancy Baym har kigget på hvordan utopi og dystopi kommer til udtryk i forestillingerne om hvordan de nye medier medierer forhold mellem mennesker. Især i den dystopiske klasse er der to interessante visioner der går igen.
Her ligger først og fremmest frygten for at den nye teknologi fjerner os fra vores medmennesker. Medierne forringer vores oplevelse af vores samtalepartnere, fx kan man ”nok se, men ikke røre” sine børn eller partnere over Skype, og e-mailens flade tekst kan føles kold og upersonlig. Tekst og billeder på små skærme er blot todimensionelle repræsentationer af en sanselig (og dermed bedre) virkelighed. Denne vision om medierne som ødelæggende for det dybe og intime samvær og/eller som et skinbillede af virkeligheden er oldgammel, men har altså fået nye digitale ben at gå på.
Et andet relateret dystopisk billede er personen – gerne en ung af slagsen – som medierer sig selv væk fra den aktuelle sociale situation som han eller hun ellers befinder sig i rent fysisk. Et ofte nævnt eksempel er de mennesker der har så travlt med at opdatere deres Facebook eller Twitter, at de aldrig deltager i oplevelsens nu med de andre tilstedeværende. Denne angst for flagren af ånd løsrevet fra krop er heller ikke just ny, men får en særlig form i forbindelse med internetbåren kommunikation – specielt efter internettet blev mobilt.
En skæv målestok
Men hvorfor går det egentligt så galt når vi taler om de nye medier? Udgangspunktet for en frugtbar debat er enighed om de kriterier man vurderer debattens genstand efter. En del af forklaringen på hvorfor dystopiske visioner opstår, er derfor at finde i disse kriterier. Til at analysere kommunikation (om kommunikation) benytter Michael Schudson begrebet ”det konversationelle ideal”. Hans påstand er at der under vores holdninger til kommunikation ofte ligger et utopisk ideal om konversation som nærværende, udbytterige samtaler mellem ligeværdige parter – alt imens virkelighedens konversationer ofte er helt anderledes asymmetriske, sporadiske, ligegyldige og rodede. Idealet vi søger efter, findes hverken i online eller offline kommunikation, og målestokken bliver altså skæv, særligt når medierne kommer imellem. Det er alment anerkendt at både medieforskere og mennesker i øvrigt kan have tendens til at sammenligne medieret interaktion med konversationsidealet i stedet for virkeligheden, og på den måde kommer den medierede konversation altid til at se mindre fin ud. Men der er sandsynligvis også noget andet på spil. Vi har ikke bare et, men mange konversationsidealer i det daglige, og det er nok derfor at den på-afstand-nærværende mobiltelefonbruger ikke kan anerkende perspektivet fra den nærtstående-nærværskrævende partner. Vores konversationsidealer har ændret sig i takt med samfundets kommunikationsmuligheder, men de er også situations- og gruppebestemte, og derfor kan det være svært at finde et entydigt og fælles udgangspunkt når internettet som overordnet størrelse debatteres. Lægges hertil tendensen til induktive kortslutninger og et fokus på fremtid frem for nutid, er det sandsynligt at en debat om internettets betydning vil forblive generaliserende – men det er måske alligevel for dyster en konklusion? R
Læs mere:
Finnemann, Niels Ole (2005). Internettet i mediehistorisk perspektiv. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Baym, Nancy K. (2010). Personal Connections in the Digital Age. Cambridge, UK: Polity.
Schudson, Michael (1978). ”The Ideal of Conversation in the Study of Mass Media”. Communication Research, 5 (3), 320-329.
Forfatter: Andreas Gregersen. Adjunkt på Afdeling for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 83/2012, side 22-23.