Internettet består af mange tekster og muligheder. Det kræver en målrettet søgeproces når man skal finde noget bestemt – hvad enten det gælder en tekst til læsning, en remixvideo på YouTube eller sladder på Facebook. For at finde frem til et slutprodukt må der altså gå en søgeproces forud, og heri adskiller internettet sig fra de ’gamle’ medier
Internetsøgning er en meningskonstruerende gætteleg
Lennard Højbjerg.
Man kan ikke zappe på diverse inter-netsites som vi zapper mellem tv-kanalerne. Vores tv-kanaler er trods alt begrænset i antal, og vi ved allerede (fra tidligere erfaringer, programoversigter i andre medier, navne på tv-kanaler og informationer fra familie, venner og arbejdskollegaer) hvor vi skal søge for at finde det vi ønsker at underholde eller oplyse os med. På internettet er antallet af sites nærmest ubegrænset, og vi zapper sjældent forbi et eller andet – bl.a. fordi vi ikke kan åbne et site uden at kende den præcise adresse (www-adressen), og de ligger ikke som i de ’gamle’ medier som perler på en snor. Man skal søge på et specifikt indhold for at finde det site der indeholder det man er interesseret i. Denne banale kendsgerning sætter betingelserne for hvad man kan undersøge som bruger på nettet. Basalt set begynder al site-læsning med en søgning på en af de store søgemaskiner (f.eks. Google), og det man taster ind i søgefeltet, er afgørende for hvilke sites og hvilken rækkefølge de dukker op i på søgemaskinens liste. Derfor er de søgeord der indtastes i søgefeltet, vigtigt for om brugeren finder det site som matcher brugerens forestilling om det han/hun vil opnå.
Kontekstualisering af brugeren
I de ’gamle’ medier – tv, film, radio, aviser og ugeblade – er brugeren altid informeret om hvad der kan forventes af stof i kommende udsendelser. Trailers, previews, anmeldelser, annoncering etc. er de gamle mediers stærkeste måde at kontekstualisere modtageren på. Modtageren bliver så at sige indekseret til en særlig konkret forforståelse af hvad de forskellige medieprodukter indeholder, og brugeren kan så vælge til eller fra. Når en ny tv-underholdningsudsendelse skal lanceres, er det standard i tv-mediet at vise det samme preview som en egen-reklame mange gange især i prime time, så seergruppen kan blive stor. Modtagerne er ikke – efter at have set traileren en tre-fire gange overhovedet i tvivl om hvad udsendelsen handler om, og hvad de kan forvente sig af indholdet og formen. Denne indekseringsfunktion er en af de gamle mediers stærkeste træk og det der gør at nogle af de gamle medier stadig væk har et meget stort publikum (fx tv). Indekseringen er udtryk for brugerens forforståelse der både rummer en viden om udsendelsens form og indhold og sætter nogle forventninger til hvad forløbet i udsendelserne kan afstedkomme.
Når brugeren indskriver sine søgeord i søgemaskinefeltet, er de basalt set en refleksion af brugerens forforståelse som i sammenligning med indeksering i de gamle medier er langt mindre fokuseret og mere uklar – stadigt søgende. Blandt de søgeresultater der dukker op enten på Google, de interne søgemaskiner, som mange sites rummer, eller på andre eksterne søgemaskiner, vil brugeren som regel vælge den angivelse af sitet der rummer flest informationer, og som bekræfter den vage forforståelse brugeren har i forvejen. Logo, menulinje, grafik, overskrifter, billeder, titler på videoer etc. er de tekstelementer et site typisk rummer, og de udgør hver for sig et informationssegment. Brugeren kan både i heldige og uheldige kontekster vælge det tekstelement hvis betydning bekræfter (eller afkræfter) den forforståelse brugeren har. Bekræftes denne, gøres forforståelsen til viden i den videre proces.
Ny information kan dog modsige den viden man allerede synes at have skabt om sitet og om, hvad det kan i forhold til det brugeren gerne vil, og således føre til nye hypotesedannelser der så kan be-/afkræftes senere i forløbet. I slutningen af denne proces der kan pendle mellem sikker og usikker viden, vil brugeren som regel have konstrueret en ”endelige forståelse”.
Brugerne tester, før meningen fastlægges
I det efterfølgende skal vi se hvordan forskellige brugeres rute igennem en søgemaskine kan analyseres med disse begreber. I en undersøgelse gav vi alle brugere den samme opgave, det som i usability-praktikeren Steve Krugs terminologi (1994) kaldes for en key task:
Du har meldt dig til et engelsk-kursus. Din lærer har givet dig en opgave i forbindelse med et tema om USA’s historie. Find den tale som Nixon holdt på tv da han fratrådte som USA’s præsident. Brug YouTube til at finde videoen. Hvis du finder flere udgaver af talen, så vælg én af dem.
Den givne opgave forsøger brugerne at konkretisere med søgeord. De indtaster søgeord i YouTubes søgefelt, og en række titler med billeder, søgeord, titel og antal visninger dukker op i stillbilleder fra de respektive videoer og videolængden angivet i sort-hvid.
De tre mest brugte kriterier for at finde videoen er: titel, søgeord og antal visninger.
For eksempel hæftede en bruger sig ekstraordinært ved titlen ”President Richard Nixon Address Announcing Resignation” – hvor brugeren ser ordet resignation som en afgørende information. En anden bruger leder blandt de mange YouTube-videoer med Nixon og finder: ”President Nixon’s Farewell Speech” og hæfter sig ved ordet farewell. En tredje bruger ser titlen: ”Richard Nixon’s Goodbye Speech”, og her er det ordet goodbye der bliver til en understøttelse af forforståelsen. De fleste af de videoer der er knyttet til de nævnte titler, er imidlertid andre af Nixons afskedstaler (da han måtte gå af som vicepræsidentkandidat i 1952, da han tabte præsidentvalget til John F. Kennedy i 1960 og et klip fra Oliver Stones fiktionsfilm Nixon fra 1995). Først da brugerne ser de respektive videoer igennem, begynder de at tvivle på om det er aftrædelsestalen (1974) som præsident de ser på. Brugerne der tog fejl, har fået afkræftet deres hypotese og må lede efter anden information for at få vished om at de ser den rigtige video.
Et andet valgkriterium er antal visninger. Hvis mange andre har set den video man selv synes ser ud som den sandsynligste, er det en kraftig tilkendegivelse af at man er på rette spor. Antal visning er en information som har sociologiske implikationer. Den sociale dimension i at gøre som andre har gjort, sikrer jo en beskyttelse mod norm-fejl. Gør jeg som de andre, risikerer jeg ikke noget og gør derfor det rigtige. Men at mange har været inde og se en bestemt video på YouTube, gør det jo ikke nødvendigvis til den rigtige video! Det er imidlertid et basalt vilkår i vores valg af handlinger at de understøttes af en social accept, og det indgår også i vores forståelse af tekstelementer på diverse sites.
De små stillbilleder, der er angivet for hver videofil, betyder langt mindre end man måske kunne tro. Det viser sig at den information der ligger i stillbillederne, ofte overses selv om den kunne have haft indflydelse på brugerens valg af video.
Brugeren som valgte videoen ”Nixons Farewell Speech” overså at stillbilledet til videoen var i sort-hvid, mens Nixons præsidentielle afskedstale efter Watergate-skandalen blev vist i farver der var det almindelige i 1974. Havde brugeren tillagt stillbilledet større betydning, ville denne videofil aldrig være valgt, men på et kognitivt niveau blevet kategoriseret som den forkerte videofil (afkræftelse af forforståelse/hypotese). De fleste af stillbillederne til de forskellige videofiler er dog så tilpas upræcise som informationskilder at de i de flestes erfaring må betragtes som uden betydning for de valg der skal foretages. I andre sammenhænge er der erfaring for at billedet kan spille en langt større rolle, både som det tekstelement der giver den afgørende information, og som et tekstelement der kan skabe uklarhed. Det afhænger af hvilke andre tekstelementer billedet er i kontekst med. I nogle sammenhænge forankrer titler, overskrifter, logo eller andre tekstelementer et tilstedeværende billedes betydninger, og i andre sammenhænge uddyber et billede betydninger skabt af et let genkendeligt logo, en grafisk figur eller en overskrift. Det er dog alt sammen noget som brugeren underkaster en række tests før meningen fastlægges.
Weblæsning som konstruktion af mening
Det er en almen måde at indgå i website-kommunikationen der finder sted når den vage forforståelse be- eller afkræftes af andre tekstelementer og dermed bliver til viden og måske i en senere del af processen til en mere ”endelig forståelse”. Og ligegyldigt hvilke søgemaskineopstillinger og sites man møder, underkaster brugeren de informationssegmenter der er til rådighed, de samme processer. I weblæsninger er der således to basale ting på spil. Det første er spørgsmålet om at få bekræftet sin forforståelse og dermed skabelse af viden hen imod den ”endelige forståelse” af websitet som tekst som også er det vi kalder for konstruktionen af mening, og det andet drejer sig om hvorvidt de mange separate tekstelementer (billeder, antal visninger etc.) der medvirker i denne proces, enkeltvis eller samlet kan forstærke eller svække denne proces.
At læse på nettet er at arbejde med de betydninger, som gives af de tekstfragmenter, der møder en i søgemaskinerne og på forskellige sites. Det er et meningskonstruerende puslespil, hvor nogle tekstelementers betydninger får højere status i processen med at bekræfte forforståelse end andre tekstelementer, der frasorteres som irrelevante. Heri ligner weblæsningen alle andre tekstlæsningsprocesser. R
Læs mere:
Steve Krug (1994) Don’t Make Me Think
David Bordwell (1985) Narration in the Fiction Film
Forfatter: Lennard Højbjerg. Lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
RetorikMagasinet 83/2012, side 24-26