Intro: Danskhed

Intro i RetorikMagasinet 95 (2015)

Intro: Danskhed

“Ingen kan svare os på hvad der er dansk i dag” – sådan lyder det med store typer på forsiden af magasinet, du holder i hænderne. Ordene tilhører Nationalpartiets formand Kashif Ahmad, og han savner et svar på godt dansk. Kashif véd at hans ord pirker til danskerne. Og han véd at det ubesvarede spørgsmål også peger på et svagt punkt i danskheden: Hvis danskerne ikke kan værdsætte det danske i sig selv, vil danskerne så hellere dadle det udanske i de andre?

I denne 95’nde udgave af RetorikMagasinet efterspørger vores skribenter også – på hver deres måde – hvad der er godt dansk. Fornemmelsen for godt dansk er en essentiel dyd hos danske retorikere: Det er fornemmelsen for godt dansk der sætter Carsten Madsen i stand til at sætte standarderne for hvornår Dronning Margrethe II holder den fuldendte nytårstale. Det er den gode danske mavefornemmelse der får Stefan Iversen til at fordømme Anders Fogh Rasmussen, når statsministeren bruger en jubilæumstale til ære for modstandsbevægelsen til at argumentere for at invadere Irak. Det er dansk fingerspitzengefühl der får Kristine Marie Berg til at tvivle på om christianitterne i Fristaden er noget for sig selv, eller om de bare er helt ved siden af. Og ikke mindst: Det er den leverpostejsflade danske humor, der skaber vores beundring for Jan Gintbergs sammenligning af finansminister Mogens Lykketoft med den skæggede dame på en ølkasse.

En ordentlig omgang dansk doxa – vise ord og sund fornuft – får du altså serveret i dette magasin. Og ikke nok med det: Mette Møller viser sit fine danske instinkt for distinktionen mellem pirrende ironi og destruktiv sarkasme. Og Per Durst-Andersen viser sit skarpe øje for, hvornår danskerne kun ræsonnerer på egne vegne og hvornår danskerne ligefrem deklarerer med hele samfundet i ryggen. Og endelig får du Lisa Villadsens bud på de vigtigste trends i retorisk kritik og Marcus Lantz’ smæderetoriske bud på de rigtige klichéer, de bedste fjendebilleder og den mest overskudsagtige selvironi på talerstolen.

Der sku’ være rigeligt med stof at ta’ af – lige meget om man helst taler, helst lytter eller bare helst er retoriker.

Annons