Intro: Jura

Intro i RetorikMagasinet 98 (2015)

Juristen er en dreven retor der forstår at sparke liv i døde paragraffer. Eller bør i hvert fald være det. I dette 98’ende RetorikMagasinet er det en central pointe at retssalen var retorikkens vugge, og at juraen stadig hører blandt de mest fremstående professioner for veltalenhed og overbevisende fremførelse. Men juraen er også et særegent tungemål hvor udøverne ofte hellere skriver og taler med tanke på kollegerne end på dem der rent faktisk skal dømmes og frifindes.

For juraen er en hård og urokkelig skole. Jurastuderende hamres over nallerne gang på gang indtil sproget sidder som det skal, og konklusionen står klar. Som ingen anden disciplin har jurafaget vist en imponerende – nogle ville sige indædt – resistens over for sprogpolitikker. Tværfaglige forskningssamarbejder som Retslingvistisk Netværk (RELINE) afslørede også hurtigt at når udenforstående sprogfolk griber ind i det juridiske vokabular, forgriber de sig let på hele den juridiske selvforståelse.

Derfor har nutidige danske retorikere også haft større succes med at forkynde en tankelære og ikke en stillære. Retorikken styrker tanken og strenger argumenterne an. Ved at tænke topisk kan juristen bruge de syv dødssynder til at fatte hvad der egentligt var på færde – var direktøren lidt for grisk, vagten lidt for sløset, politikeren en frås eller elskeren hævngerrig? Ved at spinde troværdige fiktioner kan juristen livagtigt vise hvad der kunne være sket, hvis geværet havde været ladt, reaktorkernen var smeltet, eller øksemanden havde fået frit løb. Ved at bruge patos som historiens knoglemarv – og ikke bare det overflødige fedt – kan juristen give sagen saft og kraft og vække retfærdighedsfølelsen i både dommer og lægmand.

Man behøver ikke være pomadelækker jurist i en amerikansk tv-serie for at give et sympatisk forsvar. Man behøver heller ikke være hensynsløs tabloid-journalist for at rette en fængslende anklage. Men kedelige procedurer og blodløse syllogismer ophidser ingen og skaber mere indifferens end stillingtagen. Derimod kan både retorikere og jurister værdsætte sansen for det passende sprog og fornemmelsen for sagens iboende alvor. Og begge kan blive enige om retsprocedurens endelige mål: at kunne fortælle en historie så veltalende at historien taler for sig selv.

Annons