Intro: tema Online retorik

Lederen i RetorikMagasinet 83 (2012)

I dette nummer af RetorikMagasinet stiller vi skarpt på online retorik. Og et af de steder på nettet hvor der hele tiden bliver mere og mere retorik, er på facebook. Men hvilken slags retorik er det?

Potentielt ville facebook kunne gøre noget helt enestående, nemlig bringe alle borgere sammen på tværs af alder, køn, uddannelse og landsdel og skabe et rum hvor vi kunne diskutere samfundets fælles udfordringer. Men sådan er det ikke gået – desværre.

Mange danske folketingspolitikere har godt nok taget den nye teknologi til sig og oprettet facebookprofiler eller -sider hvor man kan diskutere med dem og følge deres færden. Men her opstår første problem, for hvor mange har egentlig lyst til offentligt at bekende politisk kulør ved at blive ‘ven’ med en politiker? Derudover skal man ikke have brugt mange minutter på en politisk facebookplatform før man fornemmer hvordan debatten typisk foregår: Et flertal af brugerne ‘holder med’ værten, altså politikeren, og et stædigt mindretal angriber værten. Ingen af parterne har særlig lyst til at anerkende den anden sides argumenter, og debatten ender som oftest med at den ene part giver op og forlader diskussionen. Resultatet er status quo med et lidt højere blodtryk. Alle ligger stadig i skyttegravene, ingen er blevet klogere.

Men når facebook ikke rigtigt fungerer som rum for konstruktiv debat, kan det så i det mindste være med til at starte en offentlig debat der måske endda når ud over mediets egne rammer? Det korte svar er ja. Men i skrivende stund er det kun Joachim B. Olsen (LA) der rigtig har haft held – i udtrykkets mest bogstavelige forstand – til at starte en mere generel diskussion med en facebookkommentar. Nej, facebook er derimod primært blevet et sted hvor politikerne kan bekræfte deres egne vælgere. Det er måske ikke nogen videre ædel mission, men hvis politikerne anvender mediet rigtigt kan de faktisk bruge det til at mindske afstanden mellem dem og borgerne. De kan bruge det til at vise en mere menneskelig side af sig selv som nogen der også bare glæder sig over EM i håndbold eller får et pudsigt indfald på vej på arbejde – og det er der både politisk og demokratisk værdi i. Og hvis det for alvor trækker op til seriøse meningsudvekslinger, ja, hvem har så egentlig lyst til at tage diskussionen i et lille firkantet kommentarfelt med grå ramme?

Annons

 

HCGN.

retmaglogo

 


RetorikMagasinet 83

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2008-2013

Lämna ett svar