“Jeg sidder lige her på den anden side og spiser en krydderbolle”

Komikeren Michael Schøt har i dén grad taget Facebook-mediet til sig. I halvandet år har han uge efter uge offentliggjort en video med en ny tale. “Schøtministeriet”, kalder han dem. RetorikMagasinet har snakket med en mand med en plan. En plan om at skabe en ny genre i Danmark fordi ingen andre gør det, og fordi Facebook-platformen giver ham den nødvendige frihed til at kunne bringe sin satiriske kritik af samfundet ud til flest mulige modtagere – på egne betingelser.

“Jeg sidder lige her på den anden side og spiser en krydderbolle”

Signe Kold Andersen og Jette Rathcke Elbæk

Michael Schøt drømmer om at lave en dansk tv-institution på linje med det amerikanske The Daily Show. Et program der bliver en tradition. Et program som bliver noget man bare skal se. Men det er svært at få lov til i Danmark hvor vi ikke har den samme tradition for tv-programmer med politisk satire. Derfor har han taget sagen i egen hånd og startet sin egen række af videoer på Facebook.

Fra scenen til skærmen

Michael Schøt taler i sine videoer i monologisk form til et kamera. Det ligner det setup vi kender fra dronningens og statsministerens nytårstaler. Men i dette tilfælde er det Michael Schøt der sidder klar ved et skrivebord til at revse ugens begivenheder. Det er både statsministeren og oppositionen der står for skud når ugens begivenheder skæres med det satiriske snit.

Hvad er forskellen på at stå på en scene som komiker og så at lave videoer til Facebook?

“Det er en helt særlig øvelse at sidde at sige ting der skal være sjove på en skærm uden et publikum. Det er svært når der ikke er nogen der reagerer. Som komiker er man vant til at vente på reaktionen. Man har en vis timing over for publikum, og den timing har jeg været nødt til at lægge fra mig i videoerne.”

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Hvad gør du så anderledes i videoerne?

“Jeg skulle pludselig finde ud af hvordan jeg er fjollet når der ikke er nogen der griner. Det betød at vi begyndte at klippe videoerne meget hårdt. Jumpcut som man kalder det i USA. Det er klipning hvor vi klipper mine pauser ud. Det ser grimt ud, men det er der for at tilføje timing. Det emulerer lidt af det man gør live.”

Hvordan det?

“Live spiller man følelserne større, så der kan man lave et stort følelsesskift. Det er derfor standup nogle gange ser dumt ud på tv. Det er ligesom med teater og film. På teater spiller de stort, og på film spiller de småt. Det er lidt den samme mekanisme der gør sig gældende her. Men hvis jeg bruger den hårde klippemetode, så kan jeg sagtens tillade mig at spille på de store følelser. For når vi så klipper til mig der er nede i mit normale toneleje igen lige bagefter uden pause, bliver det sjovt.”

2: “For helvede, han var klædt ud som en detektiv fra Scotland Yard halvdelen af aftenen, altså!” Michael Schøt om muligheden for at Søren Pind bliver minister. Video nr. 77, 19. juni 2015.

Mediet og komikken giver nye muligheder

Michael Schøts ugentlige taler frigør ham af tv-mediets rammer. Med Facebook får Michael Schøt frihed til at kunne argumentere som han vil. Derfor benytter Michael Schøt sig primært af patosappeller i talerne – det har han nemlig lov til som komiker.

Hvad synes du genren kan?

“Det er skide svært at forklare hvad genren egentlig er. Det er lidt klummeagtigt. Jeg siger jo min holdning til nogle ting og forholder mig ikke neutralt. På den måde er jeg jo ikke en journalist. Men jeg prøver at være så fair jeg kan. Det giver en større vægt hvis ikke man er helt uretfærdig. Så er der en eller anden troværdighedsgrad i det, kan man sige.”

Men hvor kommer komikken så ind?

“Komikerens stemme er en kunstnerisk stemme hvor man får mulighed for at lægge sig fri af fakta. Jeg mener ikke at det man siger, er forkert. Men billederne man bruger, og måden man får sine grin på, er ikke altid sagligt korrekte, men i stedet følelsesmæssigt korrekte. Meget standup er at perspektivere. Hvis du skal lave en perspektiverende artikel i Weekendavisen, så skal du starte fra en ende af. Man skal fx undersøge hvornår der har været mindretalsregeringer, og hvad de lavede. Jeg kan bare perspektivere til et andet eksempel hvor en mand også er alene. Og så kan det godt være at det er Game of Thrones, og jeg synes at Lars Løkke minder om Stannis Baratheon, men det er ikke det samme som at perspektiveringen er forkert, den er bare ikke journalistisk fagligt korrekt. Men den skaber den samme virkelighed som man skulle bruge fire sider i Weekendavisen på at skabe.”

Har du et eksempel på hvor det har virket?

“Den hvor jeg synes jeg har lavet den største og mest uretfærdige perspektivering, som stadig gav mening, var i noget standup for mange år siden. Der sammenlignede jeg Anders Foghs nytårstale med Barack Obamas indsættelsestale i USA. Jeg tog simpelt hen bare de første linjer i hver af dem og holdt dem op mod hinanden. Det var super uretfærdigt, men til gengæld viste det 100 procent korrekt det billede jeg gerne ville have frem – nemlig at de danske politikere er enormt kedelige retorisk. Uanset hvor uretfærdigt det var, så var pointen stadig korrekt. Og det er skellet mellem journalistik og comedy; at man kan komme frem til nogle korrekte pointer, men på enormt tarvelig vis.”

Men hvordan forholder du dig så til det journalistiske aspekt?

“Det jeg laver, ligger i et mærkeligt abstrakt rum som jeg er meget bevidst om at forsvare. Lige så snart folk begynder at tage det for alvorligt eller stille for journalistiske krav, så skynder jeg mig at slå ned på det. Jeg er nødt til at holde det frit. Hvis jeg lige pludselig holder op med at sige noget sjovt fordi jeg tænker at det ikke er rigtigt, så mister jeg det det kan. Jeg læste engang et gammelt interview med Jan Gintberg hvor han var citeret for at sige: “Hvis der ikke er nogen der griner, så er du ikke komiker, så er du bare en idiot med en mikrofon.” Det er simpelt hen så rigtigt. Man skal have dem til at grine. Man skal have det til at være sjovt. Ellers er det lige meget.”

Hvordan vægter du det politiske over for det sjove i dine videoer?

“Det jeg laver, skal være aktuelt, og det skal være sjovt. Og så er jeg personligt interesseret i politik og samfund, og derfor kommer det ikke til at handle om det aktuelle der er sket i Paradise Hotel. Det interesserer mig ikke. Så derfor kommer det til at handle om politik. Det er egentlig også lidt underligt at jeg altid bliver fremhævet som en standup-komiker der snakker om politik. I virkeligheden snakker jeg jo ret lidt om politik, men det er bare den måde jeg snakker om tingene på. Jeg sætter dem hele tiden i forhold til resten af samfundet og nogle grundlæggende problemstillinger. Og så kommer det alt sammen til at lyde som om det handler om politik. I virkeligheden, hvis jeg sådan skal blive helt åndsvag, så er alt jo politik. Eller alt kan reduceres til noget med politik. Så det handler meget om måden man snakker om tingene på.”

3: “I kunne lige så godt have stemt på fucking Imperiet, mand.” Michael Schøt om røde vælgere der igen har stemt på partier der har strammet udlændingepolitikken. Video nr. 77, 19. juni 2015.

Den strategiske komiker på sociale medier

Det er tydeligt at Michael Schøt har en meget strategisk tilgang til sin tilstedeværelse på Facebook. Derudover udnytter komikeren en af de fordele Facebook skaber – nemlig at gribe øjeblikket med sager der betyder noget for mange mennesker, og som derfor er interessant at dele i sit netværk.

Hvad tænker du egentlig om at du har så mange følgere på Facebook?

“Jeg er da enormt tilfreds med at have så mange følgere på Facebook-siden (siden har rundet 41.000 følgere, red.). Jeg har faktisk taget det ret alvorligt. Jeg vidste godt hvad jeg ville med siden fra start af. Og jeg havde godt luret hvordan det fungerede. Jeg sørger for at deltage, jeg sørger for at være til stede der, og jeg sørger for at poste noget jævnligt.”

Hvilken type indhold poster du?

“Man kan sige at vi komikere generelt er ret heldigt stillede. Vi laver noget som er enormt delbart, og som man har lyst til at like. Derfor kan man også se at mange komikeres sider har utroligt mange følgere. Det er jokes, det er sjovt, og det er supernemt. Det jeg så gør oven i hatten, er at få det til at handle om nogle ting som folk går op i. Når jeg laver noget om gymnasiereformen, så har alle gymnasieeleverne lyst til at vise det til alle deres venner.”

Men du når ud til mange flere mennesker end dine følgere. Hvad betyder det?

“Bare det der med at ens reach kan nå op omkring én million, det er fandme vildt altså. På en dårlig uge har min side et reach på en halv million, og når det peeker, er det 1,2 millioner som ser et eller andet fra min side. Det betyder ikke at de har set videoen overhovedet, men det har været forbi dem. På den måde minder det om radio – det er sådan lidt et medie i anden række der rammer rigtig mange mennesker, men på en enormt flygtig måde.”

4: “Jeg har faktisk ikke stemt blankt før – og det føles lidt underligt. Selv om jeg sætter lidt en ære i at være på tværs.” Michael Schøt i video nr. 77, 19. juni 2015.

Kan man tillade sig alt?

Noget af det vigtigste for retorikken er at holde modtageren for øje i ethvert budskab. I Michael Schøts videoer står mange forskellige personligheder for skud, og tonen er særdeles løssluppen.

Overvejer du hvem din modtager er?

“Nej, det er jo det der er så smukt! I alt tv jeg har lavet nogen sinde, skulle jeg overveje hvem mine modtagere var. Så kommer der nogle redaktører og fortæller os hvem vi skal huske. Jeg er simpelt hen så ligeglad. Jeg laver det jeg synes er sjovt, og så sender jeg det ud. Så kan folk synes det er sjovt, eller også kan de lade være. Og så laver jeg noget nyt igen.”

Men er du slet ikke bange for at lave noget folk ikke synes er sjovt?

“Nej, for videoerne lever ikke af kvaliteten af det enkelte klip, ligesom et standup-show ikke lever af kvaliteten af den enkelte joke, men det samlede show. Det lever af kvantiteten og det generelle bundniveau. Det at det er fortløbende, og at der kommer en tale igen i næste uge, betyder at folk bløder meget mere op i forhold til kvaliteten af den enkelte video.”

Er der ikke noget tidspunkt hvor du har tænkt at du er gået over grænsen?

“Nej, slet ikke i de videoer der. Der synes jeg ikke engang at jeg er tæt på. Nogle gange på scenen måske. Men som komiker handler det heller ikke specifikt om det du siger. Der handler det mere om den kontekst du siger det i. Så når jeg står over for en bestemt gruppe mennesker, så justerer jeg det jeg siger. Men når jeg laver det i en video som jeg lægger ud på nettet, så er jeg fuldstændig ligeglad. Der er ikke noget publikum i det rum jeg er i, så der siger jeg bare nøjagtig hvad jeg har lyst til, og så smider jeg det ud – og så må jeg jo skændes med folk i tråden nedenunder bagefter.”

Hvordan håndterer du den kritik der kommer?

“Jeg besluttede mig for at gå forrest med et godt eksempel og at have en tilstedeværelse på siden hele tiden. Hvis folk ved at de ikke bare skriver ud i cyberspace – de skriver til mig – så tror jeg at de ændrer opførsel. Lige så snart folk taler grimt, så kommenterer jeg simpelt hen på det.”

Hvad skriver du så til dem?

“Noget i stil med: “Det er fair nok at du ikke synes det er sjovt, eller at du er uenig, men kan vi ikke lige tale ordentligt sammen? Jeg sidder lige her på den anden side og spiser en kryd-
derbolle.” Du ved, jeg prøver hele tiden at personificere det. Det virker supergodt at vise en tilstedeværelse. Og jeg kan slet ikke huske hvornår der sidst har været nogen der skrev grimt. For sådan er folk jo ikke i virkeligheden. Det er jo sådan en internet-ting.”

Har du været ude for nogle ubehagelige situationer?

“Jeg har haft nogle dødstrusler hvor jeg simpelt hen har lagt beskeden offentligt ud – med navn og det hele. Og det virker bare sindssygt godt. Men det er jo også utroligt hårdt. Det er hårdt for den anden, og jeg fremstår superhård når jeg gør det. Men jeg har kun gjort det i tilfælde hvor jeg syntes det var retfærdigt.”