Jeg vil sgu ha’ en reaktion

Enten elsker publikum den, eller også hader de den. Måske forstår de den slet ikke. Men uden en reaktion er den ligegyldig, mener rapperen, skuespilleren og debattøren Ellie Jokar der både har fået applaus og alvorlige trusler for DR2-programmet Det slører stadig. Alligevel fortryder hun intet. Satiren er nemlig ikke bare for sjov.

Jeg vil sgu ha’ en reaktion

Tim Ammitzbøll Gudkov & Amalie Hypolit

Ellie1En lyserød burka slentrer nedad Strøget i København. En enorm designertaske hænger ved den ene arm. En smartphone i den ene hånd og en chihuahua i perlebesat snor i den anden. Begge hænder i lange satinhandsker med similisten. Ansigtet skjult bag stof og net. Burkaen stopper foran Louis Vuittons udstillingsvindue, mens den grå masse af strøggængere ser vantro til.

Scenen er fra DR2’s satireprogram Det slører stadig som blev lavet af fire kvinder med muslimsk baggrund og sendt første gang i 2013. Programmet er en satire over majoritetsdanskernes stereotype forestillinger om muslimske kvinder, og det behandler alt fra overbeskyttende brødre der ligger på lur når lillesøster er på date med en ‘dansk kartoffel’, til mødres minarethøje forventninger til deres datters uddannelse og kommende ægtemand. På en af de sidste solskinsdage i september møder RetorikMagasinet kvinden under burkaen, den 35-årige rapper og skuespiller Ellie Jokar, på en café i Pisserenden i København. Sølvskoene er skiftet ud med sneakers, og similistenene med store øreringe og en badass guldkæde.

Den lyserøde burka var et visuelt spektakel. Folk stoppede for at tage billeder, og børnehavebørn pegede ekstatisk på det de troede var en prinsesse. “Det var vores bud på hvordan Paris Hilton ville ha’ set ud i Saudi-Arabien, og jeg har aldrig oplevet en større fame end da jeg havde den på,” griner Ellie der i dag har ladet sin chihuahua blive hjemme. Men hvor det glitrende optrin vakte begejstring, var reaktionen en helt anden da de forsøgte sig med en sort burka: “Da vi brugte en sort burka dagen efter, var der ikke 150 mennesker der tog billeder. Der flyttede folk sig fordi de var bange,” fortæller Ellie og uddyber: “Det handler om hvordan du er opdraget med farver og deres mening. Den lyserøde farve skabte associationer til Aladdin, Bollywood og hele den der glitterverden som man synes er enormt interessant.”

Flere farver i fjernsynet

Det mangfoldige kvindehold bag programmet havde et politisk og velovervejet formål: “De fleste serier og programmer på dansk tv er groft sagt båret af hvide danskere. Vi ville bygge bro mellem to kulturer i Danmark og skabe forståelse, så man ikke havde den der frygt for ‘de andre’ som for eksempel kvinder i burka. Vores mål var at åbne et kvindeunivers man ikke havde oplevet før, og samtidig ‘farve’ fjernsynet noget mere.”

At skabe et modbillede til mediernes repræsentation af muslimske kvinder var også på dagsordenen: “Jeg synes man på mange møder prøver at bibeholde muslimske kvinder i en stereotyp. Jeg synes ikke man repræsenterer alle facetter i muslimske kvinder. Nogen bryder med deres forældre for at leve som danskere, og det synes jeg er ekstremt. Men jeg synes også det er ekstremt når man slet ikke vil integrere sig i det danske samfund.”

Men medierne søger ikke desto mindre de ekstreme historier, mener Ellie. Og det skaber en misrepræsentation og et stereotypt billede af etniske minoritetskvinder.

Bekvemmelige bokse

En ting er den fordrejede fremstilling, en anden er generaliseringer. Medierne har nemlig også en tendens, mener Ellie, til at slå etniske grupper i hartkorn: “Bare fordi man har den samme tro, betyder det jo ikke man er ens. Somaliere og iranere er meget forskellige, ligesom tyrkere og arabere er det. Der er jo også mange der tror at iranere og arabere taler samme sprog, men det gør vi ikke. Der er også flere grene af arabisk, og de kan dårligt tale med hinanden. Så man sætter alle ned i én boks fordi det er nemmere, tror jeg.”

Misrepræsentation og generaliseringer skaber fordomme, og det er disse fordomme Ellie søger at gøre op med. Her henviser hun til en sketch med en unge kvinde der er på apoteket for at købe kondomer. Apotekeren, spillet af Bodil Jørgensen, stiller sig patroniserende an og tøver med at udlevere kondomerne da hun antager at den unge kvinde er muslim på grund af hendes hudfarve. Og ugifte muslimer bør jo ikke have sex før ægteskabet.

Det er imidlertid ikke kun majoritetsdanskernes fordomme om brune danskere der udstilles i Det slører stadig. “Den interne racisme er meget større end den vi oplever fra danskere,” udbryder Ellie med løftede øjenbryn. “Det er ekstremt hvad vi kan finde på at kalde hinanden. De interne fordomme er meget større end man skulle tro, og derfor er det jo pisseirriterende at blive sat i den samme boks som alle andre.”

Selv er hun ofte blevet kategoriseret som ‘gangster-Ellie’ eller ‘perker-Ellie’, fortæller hun. Og som den dansk-iranske rapper sidder der med Adidas-sko, guldsmykker og ‘NY’ (New York) printet på sin top, er det unægtelig svært at lade være. Men det skal vi. “Vi har så travlt med hele tiden at putte folk i bokse. Det er ærgerligt, for du får aldrig lov at møde et menneske som har en anden holdning til livet.”

Yallah yallah

Ellie2Programmets intenderede publikum var dog ikke minoriteterne. “Vi havde ingen intention om at det skulle være et integrationsprojekt for brune mennesker. Det var faktisk for at nå ud til danskerne, altså etniske danskere, eller hvad man nu kalder det. Det var dét der var vores key, vores mål.”

At programmet blev vist på DR2, hindrede dog ikke at mange flere endte med at se med og føle sig talt til: “De brune så med fordi de hørte om det og tænkte ‘hey, hvad er det her for noget? Det er første gang vi ser fire piger med muslimsk baggrund der også kan repræsentere os’.”

Programmet fik pludselig et stort, broget publikum, og titelsangen dukkede op alle mulige steder, fortæller Ellie: “På vores premieredag var der 280.000 der tunede ind på DR2, og deres servere brød sammen fordi der var så mange der prøvede at streame det. Der fandt vi ud af at vores målgruppe var alt fra pensionister til børnehavebørn der løb rundt og sang Yallah yallah.”

De karikerede stereotyper appellerede tilsyneladende bredt: “De unge syntes at karakteren Latifah var vildt sej fordi
‘hey, hun var hende dér stereotypen, hende dér gangsterperkertøsen’, og jeg havde ‘Dubai News’ som appellerede til de ældre.”

Selv i hårdere miljøer fandt de fire kvinder et begejstret publikum. Ellie fortæller at de på et tidspunkt da de alle fire var sammen, mødte ‘et par bøller’ der erkendte at det var det fedeste at se i tv da de sad i fængsel.

Satire samler – og splitter

Selv om Det slører stadig udsprang af en samfundskritik, var målet ikke at være moraliserende. Målet var derimod at udstille fordommene og grine ad dem. Og der er satiren et velvalgt værktøj: “Med satire kan du faktisk tale med folk og bringe humor ind i det uden at det skal blive en løftet pegefinger,” fortæller hun. “Jeg tror også satire er et vigtigt redskab til at kunne tale om tabubelagte emner. Man kan grine – ikke kun af andre, men også af sig selv. Dér har satiren været et rigtig vigtigt kommunikationsredskab for os.”

Humor kan imidlertid være ligeså splittende som samlende. “Enten elsker man det, eller også hader man det,” konstaterer Ellie med et let skuldertræk. Med et sammensat publikum fulgte derfor også vidt forskellige reaktioner på satiren. Mens nogle hyldede serien for at sætte fokus på tabubelagte emner og nedbryde fordomme, mente andre modsat at den var fordummende og blot forstærkede stereotyperne.

Selv oplevede hun det især i forbindelse med sit arbejde med udsatte unge på Nørrebro: “Mange af de unge vi havde arbejdet sammen med blev vildt sure fordi de følte at vi havde hånet islam, og nu var vi vantro og ‘integrerede’. Og når du får at vide at du er integreret perker, så er det altså et skælds-
ord: ‘Åh nej, nu er du blevet dansk’,” beretter Ellie der i 10 år selv var praktiserende muslim. “Det er vildt underligt at det nærmest er det værste der kan ske.”

Andre reaktioner var mere alvorlige, og Ellie og hendes kolleger fik kritik fra organisationen Kaldet til Islam samt andre islamister der mente at de forsøgte at skabe splid og udstille muslimer. Selv dødstrusler blev de udsat for. Det blev så voldsomt at DR fik sat PET-agenter til at holde øje med kvindernes Facebook og telefoner, ligesom de blev frarådet at gå alene på gaden. Selv i dag møder de stadig fjendtlige kommentarer.

Ellie tager dog modstanden med ro: “Det er jo en af de ting der følger med når du laver noget som er tabubelagt. Der var jo også danskere som skrev ind til DR fordi de var sure over at deres licenspenge var gået til satire. Og at det var fire brune piger. Så der kom stik fra begge lejre, og vi stod bare dér i midten og prøvede at bygge bro mellem to kulturer,” fortæller hun og fortsætter uforfærdet: “Vi vænnede os til at åbne Facebook og se at der var en der havde skrevet ‘din luder, du skal dø’, ‘din dansker’ eller ‘din jødehund’ eller whatever de nu kunne finde på.”

Paraderne oppe

En del af den modstand de mødte i nogle muslimske miljøer har Ellie en ganske simpel forklaring på: “Nogle havde svært ved at afkode satiren og ikke tage alt bogstaveligt. De havde jo ikke set satire før, og det var første gang man havde set sådan noget på dansk tv. Og fordi der havde været så meget fokus på muslimer, sad alle med paraderne oppe.”

Efter programmet havde kørt, tog Ellie og de andre kvinder bag Det slører stadig ud i lokalområder og holdt foredrag om deres bevæggrunde for at lave programmet: “Når vi for-
klarede de forskellige sketches, sagde de bagefter: ‘Nåh… Det er dét I prøver at fortælle. Nu forstår jeg.’ Og så kunne de tage paraderne ned og faktisk begynde at forstå det humoristiske.”

Også sprogforståelsen viste sig at være afgørende: “I satire er det også vigtigt hvor god du er til sproget. Hvis du er pissedårlig til dansk, så fatter du ikke 50 procent af dialogen. Og når du så ser hende med tørklædet, går du ind og dømmer det som noget negativt fordi du har svært ved at afkode det.”

Ellie mener også at en del af modstanden hænger sammen med kønsnormer: “Hvis Det slører stadig var lavet af mænd, eller gutter eller drenge, eller hvad fanden man nu vil kalde dem, så havde der ikke været lige så meget ravage. Det er jeg næsten 100 procent sikker på. Så ville folk bare sidde og sige ‘ej, hvor er det fedt at se at vores shababz laver grin med danskerne’. Og det er jo slet ikke det der er hensigten. Så der er noget i forhold til køn, og i forhold til hvem du er, og hvor du kommer fra.”

Grin nu, men tænk efter

Ellie3“Hvis du ikke får en reaktion, har du heller ikke rørt noget,” understreger Ellie flere gange. “Grin nu, men tænk over det når du kommer hjem. Dér begynder man at kigge lidt indad – eller udad.”

At inspirere til eftertanke var også intentionen da Ellie senere lavede DR3-dokumentarserien Hvem f… er Ellie? hvor hun rejste til USA for at udforske sin forelskelse i Claudia: “Homoseksualitet er et tabubelagt emne i etniske miljøer, men really? Prøv lige at tage ud i nattelivet. Der er mange. De lever bare et dobbeltliv.”

Selv om målet er at rykke grænser, skal der være en hensigt og en dybere grund til at gøre det. “Ellers er det bare… undskyld, men lorte-tv. Så kunne jeg ligeså godt være med i Paradise Hotel,” fnyser hun.

Grænsen skal dog ikke overskrides, betoner Ellie. I Det slører stadig brugte de derfor ikke Koranen eller Guds navn Allah for ikke at gå på kompromis med decorum, det sømmelige i situationen. I stedet var det tørklædet der blev brugt symbolsk om det at være muslim.

Af den grund er der heller intet de fortryder i dag: “Mange har spurgt om vi ville gøre det samme igen, og det er vi alle fire enige om at vi ville. Vi føler ikke at vi er gået over grænsen, for vi har haft respekt for kulturelle forskelle. Vi føler ikke vi har hånet nogen, og derfor kunne vi også stille os op og sige at hvis I har et problem med det, så er det fordi I har svært ved at afkode satire.”

Heller ikke hverken PET-overvågning eller vrede islamister får Ellie til at fortryde noget: “Jeg mistede næsten alt, men det var det værd. Jeg synes det var 100 procent det værd. Vi fik et budskab ud, og det var det vigtigste.”

R

 

Bibliografisk

Af Tim Ammitzbøll Gudkov & Amalie Hypolit, Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 102 (2016), s 4-7.
35102

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2015-2017

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2016-2020 (ansv. 2017-2020)

Lämna ett svar