Fortællingen om Jesu fødsel har mange forfattere. I Bibelen optræder den i to versioner, og i julekrybbens sammensurium af forskellige figurer inkarneres fortællingens facetterede og folkelige natur. Bibeltekster og folkelige fortællinger supplerer hinanden og bidrager på hver deres vis når præsten juleaften går på prædikestolen for at formidle kristendommens julebudskab.
Juleevangeliet – en folkelig (gen)fortælling
Nikolaj Ottosen-Støtt
Du kender sikkert fortællingen om Jesu fødsel godt – og nok bedre end de tekststeder i Bibelen den er sammensat af. Fortællingen går igen i de brudstykker af julesalmer vi kan udenad, og er et fast motiv på postkort, gaveposer og chokoladekalendere. Folkeligheden understreges endda yderligere af at både MC Einar og Shu-bi-dua refererer til fortællingen, og at TV2’s julekalender for nogle år siden hed Jesus og Josefine.
Hvad du måske ikke har tænkt over, er at som retorisk budskab er julefortællingen i besiddelse af nogle usædvanlige karaktertræk. Det er et budskab som i næsten 2.000 år er blevet relanceret årligt. Det er en fortælling som lever parallelt i en folkelig version og i en kirkelig, tekstnær “originalversion”. Og endelig er begge versioner resultatet af en klar intentionel redigering der udspringer af den samme kristne tradition.
Juleevangeliet – 2.000 år på bagen
Juleevangeliet er den bibelske fortælling om Jesu fødsel. Inden for kristendommen er det en central begivenhed, for det er i det øjeblik at Gud viser sig som menneske. Det er derfor væsentligt at se nærmere på hvordan denne begivenhed er blevet formidlet i den kristne tradition. De tidligste beretninger vi har om Jesu fødsel, er sandsynligvis nedskrevet ca. 50-100 år efter hans død. Det interessante ved dem i en retorisk sammenhæng er ikke nødvendigvis i hvilket omfang de beskriver historiske kendsgerninger, men derimod hvordan de formidler en skelsættende religiøs begivenhed.
Når vi stiller en krybbe op til jul (de af os der altså stadig gør det), er det typisk en stald med en krybbe og et lille Jesusbarn i centrum. Ved siden af står Jomfru Maria og Josef, og inde fra stalden kigger en okse og et æsel måske ud. Over stalden står stjernen, og udenfor finder vi hyrderne med deres får og de tre vise mænd. De kommer som bekendt med gaver, og nogle gange har de endda kameler med. Og mon ikke der også er plads til en engel? Der findes mange varianter afhængig af kultur og familietraditioner, men figurerne repræsenterer forskellige referencer og kilder til den samme begivenhed.
Gennem to tusind år er Jesu fødsel blevet afbildet på utallige måder. Alligevel har de fleste dog en ret klar idé om krybbescenariet – men selv dette motiv er en sammenblanding af evangeliernes og de mange bibeleksegeters ganske forskellige opfattelser af frelserens fødsel.
Grundlæggende er krybbens opstilling imidlertid en sammenblanding af fødselsfortællingen i to forskellige evangelier i Det Nye Testamente. Den tekst vi typisk kender som Juleevangeliet, står som begyndelsen på 2. kapitel (vers 1-14) i Lukasevangeliet (som kan ses længere nede). Lukas fortæller om Josef og Maria, om stalden, krybben, hyrderne og englene. De vise mænd hører vi kun om hos evangelisten Matthæus der fortæller en lidt anden fødselsberetning end Lukas. Det er imidlertid ikke blot på grund af en tilfældig folkloristisk tilgang til Bibelens fortællinger om Jesu fødsel at der sker en sammenblanding. Der ligger en intention bag der er helt central for kristendommens egen forståelse af julebudskabets indhold.
Lukas afbrydes brat
Vi er inden for retorikken vant til at arbejde med sammensatte eller komplekse modtagere. Ser vi på Lukas’ fødselsberetning, er afsenderforholdet imidlertid også komplekst; der er nemlig ikke nogen entydig afsender på Juleevangeliet. Der er en forfatter som vi identificerer som Lukas som nok er afsender af hele Lukasevangeliet. Men det vi kender som Juleevangeliet, er kun et uddrag, et afsnit som er blevet udvalgt af kirkelige autoriteter til julegudstjenesten. Så selv om Lukas er forfatter til Lukasevangeliet, så er det de kirkelige redaktører der har fastlagt tekstlæseplanen, der har klippet det tekststykke til vi nu kender som Juleevangeliet.
Juleevangeliet, sådan som redaktørerne forelægger os det, beretter om Josef og Marias rejse. Årsagen til rejsen er en folketælling beordret af kejser Augustus. I en tid uden årstal kunne oplysninger om hvem der regerer, bruges som tidsfæstning af begivenheder. Vi starter altså med at Jesu fødsel sættes ind i en historisk ramme – det er en begivenhed der kan dateres. Men vi får også en anden oplysning af historisk art, nemlig at Josef er “af Davids hus og slægt”. Det drejer sig om kong David – en legendarisk konge over israelitterne, en af de helt store skikkelser i det jødiske folks historie som Jesus på denne måde bliver gjort til efterkommer af.
Det fortælles videre at Maria føder en søn og lægger ham i en krybbe – og her slutter så “scenen” med Josef og Maria. Vi skifter fuldstændigt sted og kommer ud på en mark hvor nogle hyrder bliver bange da de får fint besøg fra oven. Men englene beroliger dem, fortæller om Jesus, deres “frelser”, og lovpriser Gud. Her slutter redaktørerne Juleevangeliet. Vi får faktisk kun første halvdel af beretningen om hyrderne – læser man videre i Lukasevangeliet, finder man ud af at hyrderne derpå beslutter sig til at opsøge Jesus. Denne tilklipning siger os noget om hvad redaktørerne har lagt vægt på.
Et argument baseret på fakta og fred
Der er således to hovedafsnit i redaktørens version af Juleevangeliet: I det første følger vi Josef og Maria, i det andet hører vi om hyrder og engle.
Denne opdeling har mindst to funktioner: Den første er en religiøs påstand. Afsnittet om Jesu fødsel er holdt i en nøgtern stil og er tidsfæstet. Det kan ses som et belæg der med faktuelle oplysninger understøtter påstanden i næste afsnit. Her får vi gennem englenes møde med hyrderne en forklaring på hvordan vi skal forstå fødslen: “I dag er der født jer en frelser”. Dette andet hovedafsnit er et religiøst postulat der søger tilslutning hos modtageren. Det historisk-objektive sættes således i klar relation til det religiøst-subjektive.
Den anden funktion er af en stemningssættende karakter. Vi begynder med en tidsangivelse og hører meget prosaisk om en folketælling iværksat af kejser Augustus og ender med en lovprisning af det guddommelige. Vi begynder altså i en historisk virkelighed der afbrydes af at himlen åbner sig, og engle synger om fred: “Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag.” Fred er et universelt menneskeligt ønske, så selv om man ikke kan tilslutte sig den religiøse påstand om en frelser, så kan man stadig tilslutte sig håbet om fred.
Ved ikke at fortælle hyrdernes historie til ende flytter redaktøren altså fokus væk fra at hyrderne besøger Jesusbarnet og over på det forhold at nyheden om Jesu fødsel forkyndes, og på at det forkyndes for mennesker som befinder sig i periferien af samfundet – ude på marken og ikke inde i byen.
Barselsgaver og bestialsk børnemord
Hvor Lukas lægger vægt på at budskabet om Jesu fødsel når først ud til hyrderne, jævne folk fra de lavere lag i samfundet, så er det hos evangelisten Matthæus fremtrædende personer, “vise mænd fra Østerland”, der først kommer med bud om begivenheden. De opsøger kong Herodes i deres søgen, og han sender dem til Betlehem med besked om at lade ham vide hvor barnet er. På vej til Betlehem ledes vismændene så af stjernen hen til det hus hvor Josef og Maria opholder sig med deres søn.
Matthæus beretter ikke om selve fødslen; vi hører heller ikke noget om hverken stald eller krybbe. Stjernen viser vej til et hus, og Jesus tilbedes dér som en konge af de fremmede vismænd der ovenikøbet kommer med kostbare gaver. Det er en helt anden fremstilling end hos Lukas. Men med til denne beretning hører også en mere grum historie: For hos Matthæus vil kong Herodes barnet til livs – han ser en konkurrent der skal skaffes af vejen. Derfor flygter Josef og Maria med Jesus til Egypten hvor de bliver i tre år. Hjemme beordrer Herodes alle drengebørn på op til to år myrdet i Betlehem og omegn. (De bibelkyndige vil kunne se en klar reference til fortællingen om Moses i Det Gamle Testamente).
Hos Matthæus rummer fødselsfortællingen således både storhed og gru – en gru som de færreste vel forbinder med vismændenes tilstedeværelse ved krybben i juletiden. Som nævnt er de to historier ikke i direkte modstrid. I princippet kan der være tale om to fortællinger der finder sted på forskellige tidspunkter i Marias barselsperiode, og det er også sådan de er blevet forstået og indplaceret i kirkeåret hvor helligtrekongersdag fejres 6. januar (at der lige var tre vismænd, melder evangelieteksten ikke noget om – det er udledt af de tre gaver, guld, røgelse og myrra). Det er to selvstændige fortællinger med hver deres fortællelogik og perspektiv på den samme begivenhed. De udtrykker forskellige aspekter af julebudskabet. Hos Lukas handler julebudskabet om en frelser til den jævne mand, og hos Matthæus er budskabet om en konge ikke begrænset til at gælde jøderne, men i høj grad også andre folkeslag der søger Gud. Men både hyrder og vismænd afbryder deres gøremål for at opsøge det lille barn.
I den folkelige fortælling er der plads til det hele
Så når kilderne bliver blandet sammen til en folkelig fortælling, er det i fuld overensstemmelse med en traditionel kristen forståelse af at de to beretninger på hver deres udbytterige måde belyser en væsentlig begivenhed. Hvor der kan være historisk usikkerhed om begivenhederne ved Jesu fødsel, så har begge versioner en sandhedsværdi som er indbyrdes kompatibel. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at fx julekrybben inddrager begge beretninger.
Sammenblandingen er en nødvendighed for at forstå julens sammensatte budskab. Fortællingens målgruppe indeholder alle der kan glæde sig over fødslen af et lille barn og stiftelsen af en familie. For skærer man helt ind til benet i fortællingen, så handler den om en lille familie der bliver til – og får en masse mærkelige mennesker på barselsbesøg. Dette universelle, underliggende budskab er ikke knyttet eksklusivt til kristendommen, men er alment menneskeligt – og deri finder vi nok årsagen til julefortællingens brede appel.
Fra hygge til barske realiteter
Sidste led i den sammensatte afsender er den konkrete formidler af juleevangeliet – præsten. Selv om præsten er bundet af teksten i oplæsningen, så skal han eller hun også udlægge teksten i en prædiken. Det er en enorm udfordring at fortællingen er så kendt – i hvert fald den folkelige version. På sin vis kan man sige at formidlingen af julebudskabet er gjort væsentligt vanskeligere af at det så succesfuldt er blevet en del af vores kultur. Og af at beretningen er blevet så hyggelig. Det betyder at det kan være svært at bryde ud af hyggen og sige noget relevant i forhold til det levede liv med alle dets facetter.
Evangelieteksternes rå beretninger – en fødsel blandt kreaturer i en stald og et omfattende barnemord i Betlehem — kan derfor bruges til både at bryde og supplere den hyggelige folkefortælling og minde om at med ethvert liv begynder også en nedtælling til døden. I den kristne fortælling fejres Jesu fødsel, men med en viden om at han også skal dø. Julen peger hen på påsken hvor Jesus dør og genopstår. Det er en anden historie, men uden den havde der ikke været nogen kristendom.
R
Læs mere
Bibelen er en række skrifter samlet i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. Skrifterne i Det Gamle Testamente hører til den jødiske tradition som den kristne udspringer af. Det Nye Testamente er de skrifter som er blevet til i løbet af de første ca. 150 år af den kristne tradition. Det blev samlet endeligt i det 4. århundrede. Af disse skrifter er de fire evangelier en slags levnedsbeskrivelser der primært fortæller om de sidste ca. tre år af Jesu liv.
Evangelium er afledt af græsk og betyder “godt budskab”.
Oksen og æslets plads i julekrybben skyldes en reference til profeten Esajas, kap. 1, vers 3. i Det Gamle Testamente.
Juleberetningen hos Matthæus kan findes i Matthæusevangeliet, kap. 1 og 2 i Det Nye Testamente.
R
Bibliografisk
Af Nikolaj Ottosen-Støtt. Cand. mag. i Retorik fra Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 94 (2014), s 32-35.
