Julian Assange: Ridder af den radikale åbenhed

Bag skærmen som ualmindeligt habil programmør og hacker er Julian Assange nøglefigur i driften af websitet WikiLeaks hvor whistleblowers i regeringer og organisationer over hele verden lækker fortroligt materiale til offentliggørelse. Og på skærmen, i verdenspressen, optræder Assange som en lavmælt aktivist, der har indtaget podiet i forundring over at de mange lækager ikke taler for sig selv. Profilen ser nærmere på en moderne journalistisk aktivist.

 

Julian Assange: Ridder af den radikale åbenhed

Christine Isager

”Faktisk åbner han jo ikke munden meget når han taler,” bemærker lektor Jette Barnholdt Hansen, specialist i mundtlig fremførelse, da hun bliver præsenteret for en videooptagelse af Julian Assange fra hans gæsteoptræden under Oslo Freedom Forum i april. Assange var ikke desto mindre i Oslo som ambassadør for de radikalt åbenmundede, nemlig som talsmand for websitet WikiLeaks, der tager imod lækkede dokumenter fra whistleblowers i hele verden og offentliggør dem i informationsfrihedens, fredens og retfærdighedens navn. Assanges fremtoning som journalistisk aktivist er på mange måder tvetydig: ”Han er jo klassisk klædt og smuk på en næsten kvindelig facon,” noterer Jette Barnholdt Hansen sig umiddelbart. ”Og så har han en smuk frisure! Platinblond! Samtidig… fremstår han virkelig nørdet og ukropslig. Han er hypoton, underspændt, og står med overstrakte knæ ved talerpulten, usikkert, hele tiden med vægten kun på det ene ben. Han holder fast i pulten, misser med øjnene og virker introvert, genert. Og hans stemme? Han har knirk! Det vil sige at der er støj under grundtonen. Og bagtungespændinger der giver en guttural klang…” Jette Barnholdt Hansen funderer lidt over egnede vejrtræknings- og stemmeøvelser (nogle af Coblenzers de rytmiske ville angiveligt gøre ham godt), men tager sig i det og konkluderer at Assange ikke desto mindre virker ekstremt troværdig: ”Han ligner alt andet end en sælger, og det bliver endnu tydeligere når han sidder ned og bliver interviewet. Her gestikulerer han mere og udstråler jo virkelig en markant autoritet.”

Den idealistiske hacker

Julian Assange er da også mest vant til at sidde ned. Foran computeren. Siden sine teenageår i Australien i 1980’erne hvor han blev både dømt og berømt som en hacker med høje idealer, har han bevaret sin mistro over for hemmelighedskræmmeri i magtfulde institutioner. Blandt WikiLeaks’ hidtil mest opsigtsvækkende lækkede materiale er en optagelse fra det amerikanske militær filmet fra sigtekornet af en Apachehelikopter der cirkler over Bagdad og skyder og dræber 12 civile, inklusive to pressefolk fra Reuters. Filen var krypteret, men ikke med større omhu end at Assange og hans samarbejdspartnere efter tre måneders forsøg fik knækket koden og kunne offentliggøre filmen på WikiLeaks under stor international bevågenhed.

 

Det er ikke bare sort humor, men klar entusiasme hos soldaterne Assange beder os lægge mærke til. Krig korrumperer deres karakter. Det skal vi bevidne og besinde os på.

 

Talrige gange har Assange i pressen lavmælt kommenteret filmens lydspor hvor de amerikanske soldater i helikopteren kommenterer deres egne skudsalver som sad de med et computerspil. Det er ikke bare sort humor, men klar entusiasme hos soldaterne Assange beder os lægge mærke til. Krig korrumperer deres karakter. Det skal vi bevidne og besinde os på.

Vi skal efterprøve vores egne ideer

Assange nærer generel skepsis over for insitutionelle dynamikker. Masser af både akademikere og journalister er korrumperet af fejhed og karrierehensyn, mener Assange der på sin blog IQ (Interesting Question) i 2007 frimodigt måber over de mennesker der ”af frygt og uvidenhed” søger tilflugt i institutioner, fx universiteter, hvor de ”med åben mund betragter andre menneskers ideer sejle forbi” i stedet for at følge deres impulser og efterprøve deres egne ideer: ”Man kan godt se en forbipasserende mands kone an og diskutere hendes egenskaber,” skriver Assange, ”men som livsfilosofi fungerer det kun for selvforagtende mennesker der lever i cølibat. Hvor meget bedre er ikke det subjektive standpunkt som tillader sindet at sno sig omkring det smukke væsen man holder i sine arme!”

”Vores mål er retfærdighed, vores metode er gennemsigtighed – og en del af vores metode er også journalistik.”

Assange virker overbevist om at WikiLeaks’ eksponering af fortroligt materiale kan skabe politiske omvæltninger – hvis bare folk havde nysgerrighed og karakterstyrke til at tage materialet i deres arme. En gammel tommelfingerregel blandt journalister lyder at en god historie er en historie som nogen ikke vil have frem, og WikiLeaks har siden 2006 bugnet af materiale som nogen – og det være sig det amerikanske militær, den kenyanske regering, en islandsk eller britisk bank, Sarah Palin eller Scientology – ikke vil have frem. Altså et veritabelt skatkammer af potentielt gode historier der bare venter på at nogen skal samle boldene op og sno deres sind omkring dem.

Oprindeligt regnede Julian Assange og hans samarbejdspartnere da også deres kildemateriale for at være uimodståeligt. Men nej. Og Julian Assange virker oprigtigt forundret over hvordan mange bloggere og andre kommentatorer bruger deres kræfter. Hvis man ved at aviserne er misvisende, hvorfor så nøjes med at brokke sig over det? Hvorfor markere holdninger man har dannet på et tvivlsomt grundlag, hvis man nu faktisk kan gå til kilderne, få fingre i dokumentationen og drage sine konklusioner selv?

Af den grund er WikiLeaks blevet et stadig mere journalistisk foretagende, og ved et symposium på Berkeleys journalistuddannelse i april opsummerede Julian Assange sitets filosofi således: ”Vores mål er retfærdighed, vores metode er gennemsigtighed – og en del af vores metode er også journalistik.” WikiLeaks har således mange hundrede frivillige medarbejdere der tjekker fakta, sammenfatter og kommenterer kildematerialet eller sætter det ind i en kontekst, og i nogle af sagerne samarbejder de også med andre journalister. Assange selv er især berømt for at have navngivet optagelsen fra Apache-helikopteren i Bagdad. Han ville en gang for alle gøre kål på militærets eufemisme for utilsigtede civile tab, ”collateral damage”, og kaldte optagelsen for ”Collateral Murder”. Krigens gru skal ikke være umærkelig. Tværtimod.

Men også når WikiLeaks selv fortolker, er alt deres kildemateriale altid til rådighed for alle hvilket Assange tålmodigt sørger for at understrege når han bliver interviewet. Ligesom i god forskning – og i modsætning til en hel del dårlig journalistik – er alle data til rådighed så enhver kan gå konklusionerne efter, kommentere og kritisere. Hvis de gider. ◗

 

Læs mere

Paradoksalt nok må Julian Assange selv være hemmelighedskræmmer både på andres og egne vegne i sin kamp for en mere gennemsigtig verden. Hans egen baggrund, inklusive hans nøjagtige alder, fødested, arbejdsformer og aktuelle opholdssteder, har været omgivet af mystik lige indtil Raffi Katchadourian i en juniudgave af The NewYorker i år på grundlag af gammeldags journalistisk benarbejde kunne opdatere sine kolleger og en nysgerrig offentlighed og fortælle Assanges historie i detaljer. Katchadourians portrætartikel: “No Secrets: Julian Assange’s mission for total transparency” kan findes på www.newyorker.com.
Det omtalte Berkeley-symposium om undersøgende journalistik kan ses på www.fora.tv (“Logan Symposium: The New Initiatives”) eller i uddrag på YouTube, bl.a. som her:

{youtube}wBENlJfZ-f8{/youtube}

 

Bibliografisk
Forfatter: Christine Isager, lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, afdelingen for Retorik, ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 77/2010, side 4-5.

Om skribenten

Lektor ved Institut for kommunikation, Københavns Universitet. Ansv redaktør på Rhetorica Scandinavica 2016-2019.

Lämna ett svar