Start » Dansk retorik » Danske artikler » Kære Fafner

Kære Fafner

av Signe Pildal Hansen
fafner2

Vi gengiver her den tale, Signe Pildahl holdt på de studerendes vegne, da Jørgen Fafner gik af som professor på Retorik d. 21 december 1994.

Kære Fafner

Signe Pildal

fafner2 Det er jo en sørgelig dag, når man skal takke og tage afsked med fagets professor – selvom du forhåbentlig ikke overlader os helt til os selv. Det er sørgeligt for os. Men for dig må det på sin vis også være en glad dag, ikke bare fordi du nu måske kan slappe lidt mere af, men fordi du forlader et institut – eller en del af et institut – i fremgang.

Fordi du kan se tilbage på en lang succes. Du kan virkelig se, hvor langt vi er nået. Du kan se hvordan retorikken er kommet mere og mere i vælten.

Hvordan flere og flere opdager fagets værdier. Men denne fremgang, som jo er glædelig, den er også farlig, for fagets allestedsnærværelse og nytteværdi er på en gang dets akilleshæl og dets allerstørste berettigelse. Fordi vi kan så meget, som er så brugbart, kan vi og andre let forledes til at tro, at det kun er det umiddelbart anvendelige som tæller.

Jeg mødte en mand på Danmarks Radio for et par måneder siden. Han var vældig interesseret i retorik, i instituttet og fagets indhold. Særligt var han selvfølgelig interesseret i, hvad han kunne bruge en retoriker til. Jeg fortalte og forklarede, og han var meget tilfreds med de svar, han fik. ”Det lyder glimrende”, sagde han, ”nu skal I bare slippe det klassiske teoretiske åg, I bærer rundt på.”

Annonce

Men vi har brug for det øjensynligt nytteløse. Vi har brug for den klassiske teori, for det historiske perspektiv, de filosofiske overvejelser, for litteraturen og for lyrikken. Alt det viser sig nemlig væsentligt, når vi skal forstå retorikkens rolle i kommunikationen mellem mennesker, og retorikkens rolle i ethvert mælende samfund, når vi skal forstå sprogets rolle i erkendelsen og formidlingen, og når vi skal forstå os selv og vores egen rolle som retorikformidlere. For retorik er i sit inderste væsen, og i bedste Vico-forstand, et dannelsesfag.

Og du har som vores underviser ikke bare præget os i vores faglige udvikling, men du har også præget vores personlige udvikling, vores menneske- og samfundssyn. Det er store ord at tage i munden, og jeg kan næsten heller ikke sige det. Men for det enkelte lille individ, som kommer her og skal igennem den retoriske vridemaskine af frustration, tvivl og spørgsmål og forholden sig til alting og ingenting – for den person er det en stor ting, når trådene begynder at samle sig og han i glimt synes, at han kan ane sammenhængen mellem Demosthenes, metrik, demokrati, fokus, argumentationsanalyse, sandsynlighed og erkendelsesteori. Det er en stor ting, når han begynder at danne sig et overblik og en mening om det hele.

Og nu kommer jeg til det, jeg gerne vil sige til dig. For den, som påtager sig at formidle denne dannelse, at videregive sin viden og erfaringer, har jo en enorm indflydelse og et enormt ansvar for de mennesker, han influerer. Du har i bedste forstand været med til at danne os.

Og det har du ikke bare i kraft af løsrevne informationer, men i kraft af hele din person og dit temperament og hele sammenhængens konstellation. Alt dette ved vi jo alle sammen, men jeg vil gerne fortælle dig, at du har forvaltet dit ansvar godt, også selvom din enorme viden indimellem næsten har virket hæmmende, fordi det fra den mindre videndes synsvinkel jo altså er svært at overskue og gennemskue alle informationer og erkendelser, der gemmer sig i dem. Men med et levende menneske som formidler lykkes det.

Så … Kære Fafner

Selvom vi er kede af at du – i hvert fald officielt – forlader os, og du vel forhåbentligt er ked af at gøre det, og det af den grund er en sørgelig dag, så glæd dig over fagets fremgang. Og vid, at vi ikke vil lade os løbe over ende af succesen.

Vid, at vi ikke villade os reducere til rene formformidlere – for det har du lært os.

 

Af Signe Pildal

Talen findes i RetorikMagasinet 15, marts 1995.

Læs også Mette Avnshøjs portræt af Jørgen Fafner ved hans afgang som professor, december 1994.

Læs også Charlotte Jørgensens Mindeord om Jørgen Fafner ved hans bortgang 2005.

Latest posts by Signe Pildal Hansen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere