Start » Dansk retorik » Danske artikler » En kamp for koka er en kamp for Moder Jord

En kamp for koka er en kamp for Moder Jord

av Sofie Vestergaard Kristiansen

Talerstolen

Den bolivianske præsident Evo Morales fik tilbudt en drøm af en retorisk situation da han skulle fremlægge status på kokadyrkning i Bolivia på FN’s Særlige Samling om Verdens Narkotikaproblem. Koka er en dybt integreret del af Morales’ politik og er blevet gjort til symbolet på hans definition af hvad det vil sige at være bolivianer – så Morales greb muligheden for national selvhævdelse. 

En kamp for koka er en kamp for Moder Jord

Sofie Kristiansen

Iført en krans af kokablade og en højtidlig mine skrev Bolivias præsident Evo Morales i begyndelsen af marts under på en ny lov der fordobler arealet til lovlig kokadyrkning i Bolivia. Koka bruges til udvinding af kokain, men i den bolivianske kultur er kokablade et meget udbredt naturlægemiddel som enten kan tygges eller indtages som te, og det er en typisk offergave til de traditionelle guder der stadig dyrkes af de oprindelige befolkninger. Under Morales er kokabladet blevet symbol på det bolivianske folk og på hans politiske bevægelses kulturpolitik. Da Morales skulle tale om kokadyrkning på FN’s Særlige Samling om Verdens Narkotikaproblem i New York i 2016, var der derfor andet og mere i spil end den gængse aflæggelse af statusrapport.

Bladet forbinder befolkningen

USA’s Drug Enforcement Agency (DEA) har længe haft baser i Bolivia og brugt store summer på at træne boliviansk militær og politi som et led i kampen mod narkotika. I 1980’erne deltog USA’s tropper selv i voldelige aktioner hvor kokabøndernes afgrøder blev ødelagt. Morales var fagforeningsmand for kokadyrkere i Chapare-regionen i samme periode og stiftede den politiske bevægelse MAS (Bevægelsen for Socialisme) i 1987. Med en blanding af antiglobaliserings-, antikapitalisme- og anti-USA-propaganda og en inkluderende udlægning af hvad det vil sige at være indígenas (oprindelige folk), vandt han præsidentposten i 2005, 2009 og igen i 2014. Kampen om retten til at dyrke kokablade har derfor været den grønne løber som Morales har fulgt ind i politik, og det er forblevet et ledemotiv gennem hele hans politiske karriere.

Foto: Valter Campanato/ABr

Morales’ bevægelse har samlet den bolivianske befolkning om en fælles identitet som indígenas, og samtidig er kokabladet blevet gjort til symbol på bolivianerne selv. Der findes mange forskellige grupper af oprindelige folk i Bolivia, hver med deres egne kulturelle praksisser og sprog, der aldrig har følt sig forbundet med hinanden. Derudover lever størstedelen af befolkningen i store byer hvor de føler sig slet og ret som urbane borgere, men MAS er i stor stil lykkedes med at konstituere dem som en samlet gruppe. Først og fremmest ved at udvide den før ret specifikke betegnelse indígenas, så den nu kan favne både barfodede bønder og byboere i New Balance, og derefter ved at definere det at være bolivianer som det at være indígena. Morales har altså formet kassen efter indholdet, men insisterer nu på at indholdet er formet efter kassen. I denne konstituering af det bolivianske folk spiller kokabladet en betydelig rolle fordi det gennem en kæde af metonymier (koka – oprindelige folk – bolivianere) er blevet symbol på det bolivianske folk. Det er i dette lys Morales’ oplæg på FN’s Særlige Samling skal læses.

En alternativ udlægning af krigen mod narko

Morales lægger i sit oplæg i FN ud med at påpege at krigen mod narkotika er slået fejl. Her ligger han fint i forlængelse af mange af de andre landes repræsentanter som også har påpeget problemet med det stigende forbrug af narkotika og de vedvarende narkokrige. Men hvor de fleste andre lande plæderer for mere fokus på menneskerettigheder og bedre samarbejde, argumenterer Morales for at krigen mod narkotika fungerer helt efter den egentlige, skjulte hensigt: at skabe politisk ustabilitet i lande med mange naturressourcer, så USA kan blive ved med at malke dem.

“Jeg vil gerne lægge ud med at minde om at siden 1980’erne har den misvisende navngiving “krig mod narkotika” bragt os i en situation som systematisk forbryder sig mod staternes selvbestemmelse og forværrer det offentlige sundhedsniveau og den interne sikkerhed, og som er blevet en mekanisme til at skabe politisk ustabilitet, intervenere, lægge pres på og manipulere demokratierne i vores samfund (…)”

Bemærk at Morales ikke med det første udpeger hvem han beskylder for systematisk at forbryde sig mod staternes selvbestemmelse og så videre. Men udtrykket “krigen mod narkotika” eller war on drugs stammer fra den nordamerikanske præsident Nixons politik på området, og Nixon er tillige manden bag det forpligtende internationale samarbejde i FN. Ved specifikt at pege på fænomenets navn kan Morales altså hentyde til at krigen mod narkotika er et nordamerikansk projekt, på trods af det verdensomspændende samarbejde i FN-regi.

Før Morales kan give USA skylden for alt det han opremser i ovenstående citat, skal han først argumentere for hvorfor USA er interesseret i en “mekanisme til at skabe politisk ustabilitet”. Her gøder Morales vejen ved at så tvivl om USA’s moralske integritet.

“Andelen af forbruget af kokain i USA er på 1,6 procent, mens verdensgennemsnittet ligger på 0,4 procent. Med hvilken moral kan USA godkende andre lande eller ej, når alle ved at de ingenting foretager sig for at reducere denne efterspørgsel, og når det største antal af forbrugere findes i dette land?”

Morales betvivler altså USA’s moral og troværdighed som hovedagent bag det internationale samarbejde ved at påpege det hykleriske i at USA aftager langt den meste narkotika fra Latinamerika. Med afsæt i hykleriet går han videre til at insinuere at USA’s faktiske hensigter med narkotikabekæmpelsen er nogle helt andre end de internationalt anerkendte: “Med alle de fremlagte data in mente er det vigtigt at undersøge den geopolitiske baggrund for krigen mod narkotika nærmere.”

Moder Jord og menneskerettigheder

Morales beskylder herefter USA for at have opfundet krigen mod narkotika som et påskud til at intervenere politisk i andre lande. Han omtaler USA med det lidet velmenende øgenavn “Imperiet” og bruger også tillægsordet “imperialistisk” der både lyder som noget fra en Star Wars-film og vækker minder om kolonitiden der hverken er glemt eller tilgivet i Latinamerika.

“Med afslutningen af Den kolde krig og Operation Condor oplevede USA at deres muligheder for at organisere statskup, og på den måde retfærdiggøre deres støtte til diktaturer rent politisk, var forringet. De opfandt derfor, med narkotikaproblemet, et udspekuleret påskud til at anvende en imperialistisk logik om kontrol af landenes politiske og militære kræfter for at intervenere i den måde landene regeres på. Imperiet har godkendt denne hykleriske krig for at anlægge en interventionistisk geopolitisk militærstrategi i de områder der er rige på naturressourcer, for at få kontrol over og udplyndre disse.”

Foto: Simon Wedege

Øgenavnet “Imperiet” er her i høj grad med til at understøtte Morales’ pointe om at USA opfører sig som en hensynsløs, udbyttende kolonimagt. Som et modsvar på denne udefrakommende magtovertagelse er Bolivias selvstændighed et tema der går igen mange gange i Morales’ tale. Selvstændighed er et begreb der for Morales rækker ud over den vestlige forståelse baseret på nationalstaten. To år inde i sin første præsidentperiode lykkedes det nemlig Morales at ændre Bolivia fra en republik til en plurinational stat, det vil sige en stat der består af flere ‘nationer’, og disse nationer er de 36 forskellige oprindelige folkeslag i Bolivia. Det er en af hans største politiske succeser som han i sin tale i FN altså kan insinuere betydningen af ved at opstille en antitese: kolonimagten der hensynsløst underlægger sig andre, over for den plurinationale stat der understøtter og giver plads til mangfoldighed. Morales’ taktik synes at være fortællingen om ‘den lille’ minoritetsgruppe mod ‘den store’ kapitalistiske magt.

En offergave til livet

Som nævnt er Morales lykkedes med at kæde den bolivianske kultur og brugen af koka så tæt sammen at kokabladet er blevet symbol på først oprindelige folks og derefter bolivianernes kamp for rettigheder og selvstændighed. En af Morales’ første handlinger som præsident var at “nationalisere kampen mod narkohandlen” ved at smide den amerikanske narkotikaenhed DEA på porten. I sin tale har Morales en lang opremsning af alle de problemer krigen mod narkotika har påført de lande hvor den har stået på:

“Der hvor DEA og USA’s militærbaser ligger, stiger narkotikahandlen, kriminaliteten, privatiserende regeringer, de retslige og politimæssige systemer, der følger med narkokorruptionen, de illegale rigdomme og de korrupte millionæreliter, der servile og ubetinget betjener imperiet. Militærbaserne, bankhemmeligheden, kriminaliseringen af kokablade og kulturer er værktøjer til geopolitisk kontrol. Derfor har vi som bolivianere besluttet at befri os selv ved at nationalisere kampen mod narkohandlen, og vi foreslår en værdig og selvstændig model, der garanterer respekten for menneskerettighederne og Moder Jord inden for en ramme af fælles og delt ansvar, med socialt engagement og social orden.”

Her nævnes blandt andet korruption, vold og kriminalitet, men mest interessant er det at den ender med “kriminaliseringen af kokablade og kulturer”. Morales sætter altså direkte lighedstegn mellem at ulovliggøre kokablade og ulovliggøre kulturer. Her er det vigtigt at huske at forestillingen om mange kulturer nu danner grundlag for forestillingen om hele nationen Bolivia. Et angreb på kulturer i Bolivia er altså et angreb på hele nationen. Som løsningen på flodbølgen af narkorelaterede problemer foreslår Morales derfor “den bolivianske model”, der er “værdig, selvstændig, garanterer respekten for menneskerettigheder og Moder Jord”. Hvordan den bolivianske model konkret viser respekt for menneskerettigheder og Moder Jord, hører vi ikke nærmere om. Men senere i talens afsluttende afsnit argumenterer Morales for at oprindelige folk, og dermed bolivianere, er i kontakt med naturen og er mere “naturlige” samtidig med at han holder et par kokablade op foran hele FN-forsamlingen.

“Jeg vil gerne benytte lejligheden til at vise alle et kokablad, grønt i sin naturlige tilstand. Dette kokablad er i sin naturlige tilstand et produkt af Moder Jord. Dette hellige blad har været offer for narkotikahandel og kapitalismens interesser og er blevet uretfærdigt brugt som et påskud til undertrykkelse. Kokabladet er vores sunde og nærende føde, det er vores medicin og del af vores fælles sjæl, af vores kultur og identitet.”

Her er Morales brug af “naturlig tilstand” interessant. Kokabladet er i sin naturlige tilstand når bolivianerne indtager det som “sund og nærende føde” og “medicin”, og underforstået er det altså i sin unaturlige tilstand når især amerikanerne indtager det som kokain. Det unaturlige har derfor intet at gøre med Bolivia der er et land af “naturlige”, oprindelige folk. Morales henter altså troværdighed i sin rolle som fortaler for oprindelige folk fordi, som antropologen Andrew Canessa formulerer det: “Som alle europæiske og nordamerikanske skolebørn “ved”, så er oprindelige folk mere “økologiske” og mere i ét med naturen.” Denne forestilling bruger Morales så som hjemmel til at argumentere for at den bolivianske model er respektfuld over for menneskerettighederne og naturen.

Her i det sidste citat fremstår det også tydeligst at kokabladet har en både reel og symbolsk betydning for Morales’ tale. På realplanet er kokabladet blevet ‘offer’ for fremstillingen af kokain, og på det metaforiske plan er det bolivianske folk blevet offer for en udbytning af deres naturressourcer. At “kapitalistiske interesser” betyder udbytning af naturressourcer, insinuerer Morales ved at slå fast at kokabladet er “et produkt af Moder Jord”.

Når kokabladet har så central en symbolsk betydning for Morales’ politik, er det en oplagt mulighed for ham at lade sin tale på FN’s samling handle om Bolivia og MAS’ antikapitalistiske og anti-USA-politik samtidig med at han på overfladen holder sig til emnet. Morales præsenterer kampen for koka som en kamp for Moder Jord, og bladets betydning for bolivianerne slår han fast til sidst – stadig med kokabladet i hånden: “Det er vores offergave til livet og ikke til døden.”

R

Læs mere

Talen kan findes på webtv.un.org. Oversættelsen er skribentens egen.

R

Bibliografisk

Af Sofie Kristiansen, cand.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 32-33.

Sofie Vestergaard Kristiansen

cand.mag. i retorik. Redaktør på RetorikMagasinet 2013-2016.
Sofie Vestergaard Kristiansen

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere