Kampagnesange kobler pop og politik

Vælger præsidentaspiranterne den rigtige kampagnesang, så samler musikken stemmer, skaber positive associationer – og underminerer måske endda modkandidaten på humoristisk vis. Politikerne skyr ingen musik, og hvad enten slagsangen er en hjemmelavet hyldesthymne eller et snedigt lån fra populærmusikken, kan tonerne sætte gemytterne i brand.

Kampagnesange kobler pop og politik

Mark A. Herron

BrucePå aftenen for Barack Obamas valgsejr i 2012 befandt denne skribent sig sammen med 10.000 andre frivillige i spænding foran scenen i Chicagos McCormick Place. Den nyvalgte præsident skulle holde sin sejrstale. Højlydt popmusik holdt liv i publikum i takt med at uret tikkede over midnat, og valgresultaterne tikkede ind på tv-skærmene placeret rundt omkring i salen.

Både udfordreren Mitt Romney og Obama lod vente længe på sig efter resultatet stod klart. Men da sangen ”We Take Care Of Our Own” af Bruce Springsteen lød fra højtalerne, brød publikum ud i jubel – sangen var et sikkert tegn på at Obama selv snart ville dukke op. Springsteen-nummeret og Springsteen selv havde ved mange tidligere arrangementer ageret opvarmning til Obama i et koordineret ritual for 2012-kampagnen. Obama trådte da også sejrrigt ind på scenen da musikken gled over i tonerne af Stevie Wonders ”Signed, Sealed, Delivered, I’m Yours”. Indførelsen af netop den sang byggede bro mellem 2012- og 2008-kampagnen hvor ”Signed, Sealed, Delivered, I’m Yours” oprindeligt blev brugt. Musikalsk blev der derved fundet en balance mellem nyt og gammelt og mellem Obamas etniske baggrund (fokus for 2008-kampagnen) og fremstillingen af ham som en far fra middelklassen i 2012-valgkampen.
Der var altså tænkt over musikken i Obamas kampagneritual. Men hvorfor benytter politikere sig af og refererer til sange i deres kampagner og taler?

Den ritualiserede musik knytter politikeren til tidsånden og skaber momentum for kampagnen – men også selve musikerne bag kampagnesangene hjælper politikeren på vej med tyngden af deres egne images og vægten af deres egne fanskarer.

Hyldestsange og smædehymner

Traditionerne for brug af sange inden for politiske rammer går langt tilbage i historien om amerikanske præsidentkampagner.

Et af de ældste eksempler er den dengang populære sang ”Tippecanoe and Tyler Too” fra valgkampen i 1840 der var med til at gøre alle vælgerne bekendte med kandidaten William Henry Harrisons bedrifter i kampen mellem indianere og amerikanere ved slaget Tippecanoe. Samtidig kritiserede sangen også den siddende præsident Martin Van Buren med linjen ”Van is a used up man”.

Endnu hårdere gik Abraham Lincolns modstandere til værks i 1860-valgkampen hvor en af kampagnesangene sluttede af med følgende nedgørelse af Lincolns udseende: ”Any lie you tell, we’ll swallow / Swallow any kind of mixture / But O don’t, we beg and pray you / Don’t for land’s sake, show his picture.”

Disse sange blev skrevet direkte til præsidentkampagnerne og efterlod ingen tvivl hos publikum om hvem den foretrukne kandidat eller modstanderen var. Det betød dog også at var man ikke enig i budskabet – mente man fx at Lincolns udseende ikke havde meget at gøre med hans politiske kunnen – så kunne sangene være nok så fornøjelige, men stadig ikke formå at overvinde politiske tvivlere.

Fokus fjernede sig da også fra den selvskrevne kampagnesang i løbet af det 20. århundredes udbredelse af blandt andet radio og tv. Det handlede nu ikke længere for kandidaten om blot at vinde kandidaturet i de røgfyldte lokaler på partikonventerne. I stedet skulle musikkens budskab vinde tilslutning bredt i befolkningen – ikke kun blandt partifællerne.

Gode vibrationer fra populærkulturen

I 1930’erne kom et af de første eksempler på brugen af en kampagnesang der ikke var direkte skrevet til kampagnen, men i stedet var hentet fra samtidens populærmusik. ”Happy Days Are Here Again” klingede igennem som en del af Franklin Roosevelts præsidentkampagne under depressionen i 1932. Selv om sangens budskab og opstemte melodi stod i skarp kontrast til virkeligheden i USA på det tidspunkt, passede den til gengæld godt til kandidaten Franklin Roosevelts ukuelige optimisme og tro på fremtiden.

Ved at benytte sangens eksisterende associationer og opløftende melodi trak Roosevelt på de varme følelser der opstod når folk hørte ”Happy Days Are Here Again” og drog forståelsessammenhængen mellem sangen og kampagnen. Sangen medvirkede til at skabe en positiv stemning og en kontrast til rådvildheden i den siddende administration – for i stedet at rykke fokus mod hvad fremtidens nye administration kunne rumme. ”Happy Days Are Here Again” blev ligefrem så populær at den i mange år fungerede som Demokraternes uofficielle partisang.

Populærsange i præsidentkampagner har via deres uafhængige ophav også kunnet hænge længere ved end de dedikerede kampagnesange. Fx valgte Bill Clinton selv Fleetwood Mac-sangen ”Don’t Stop” til at følge sig under valgkampen i 1992. Clintons rådgivere mente ellers at sangen var for gammel til at appellere til vælgerne – men den viste sig i stedet troværdigt at forbinde Clinton til generationen af babyboomere og gøre Clinton til deres førstevalg.

Sangen følger stadig Clinton i dag som et slags leitmotif; den blev bl.a. spillet lige inden Clintons brag af en tale ved Demokraternes partikonvent i 2012.

Ingen tvivl om at velovervejede lån af kampagnesange kan være givtige for politikeren; men for musikeren har det ofte sine omkostninger at lade en sang indgå i politiske kampagner. Den oprindelige sang risikerer at miste noget af sin kunstneriske uafhængighed og knyttes i stedet tæt sammen med politikeren og den førte politik.

Derfor vægrer mange musikere sig også ved at blive benyttet i politiske sammenhænge.

Husk at spørge musikeren først!

Det kan nemlig give bagslag for både politiker og musiker hvis koblingen mellem politik og musik lyder falsk i publikums ører. I præsidentvalgkampen i 2008 blev sangen ”Barracuda” et populært genkommende nummer hos republikanerne fordi vicepræsidentkandidaten Sarah Palin blev kaldt ’Sarah Barracuda’ i high school. Musikerne bag sangen ville dog nødig associeres med Sarah Palin eller den republikanske politik, så de bad hurtigt om at få sangen fjernet fra alle offentlige sammenhænge. Omtrent det samme skete i 2000-valgkampen da den yngre George Bush benyttede sig af en Tom Petty-sang – uden først at have spurgt rockmusikeren om lov. Helt galt gik det da Ronald Reagan i sin 1984-genvalgskampagne nævnte Bruce Springsteen og dennes sange fra albummet Born In The USA som et eksempel på håb og stolthed i det amerikanske samfund – i virkeligheden handler sangen ”Born In The USA” om de dårlige forhold veteranerne fra krigeni Vietnam led under i USA. Måske Reagans taleskrivere skulle have lyttet lidt mere til teksten der rummede linjer som: ”You end up like a dog that’s been beat too much / Till you spend half your life just covering up” og ”I had a brother at Khe Sahn fighting off the Viet Cong / They’re still there, he’s all gone.”

Danske skærmydsler: kampen om Danmark

Her i Danmark har vi også haft eksempler på problematiske anvendelser af musik i politisk øjemed. Rapper-sangerinden Natasja Saad havde i 2007 et stort hit med sangen ”Gi’ Mig Danmark Tilbage!” som med sit oprørske budskab agiterede for Ungdomshuset og priste Christiania. Året efter lånte Dansk Folkeparti sangtitlen til en kampagne og til partiformand Pia Kjærsgaards tale ved partiets årsmøde. Med den udlændingekritiske afsender fik titlen på sangen straks en anden betydning, og det afstedkom protester fra både pladeselskabet og sangerindens fanskare der anså det som groft misbrug af den afdøde kunstners musik.

Der er altså visse risici forbundet for politikeren med at koble den rigtige sang fra populærkulturen med sit politiske budskab; særligt hvis politikeren  gerne vil have kunstnerens opbakning med i købet og lade kunstnerens troværdighed hjælpe sig på vej i sin kampagne. Omvendt risikerer politikeren ved kampagnespecifikke sange at miste opbakning fra potentielle vælgere idet teksten måske er for indforstået, utiltalende eller harsk over for svingvælgere så musikken i stedet for at virke opløftende ender med at lyde grim i folks ører.

Men lykkes politikeren med at benytte den rigtige sang på det rigtige tidspunkt, så kobler musikken på en letforståelig måde populærkulturen til det politiske budskab, giver publikum et frirum mellem de tunge politiske emner – og tilfører politikerens indmarch et jubelfremkaldende islæt af epik.   R


Læs mere

Boller, Jr., Paul F.: Presidential Campaigns, Oxford University Press, 2004.
Glanowski, Sara Maria: ”DF’s brug af Natasja forarger”, Politiken, 3. maj 2008.
Kjærsgaard, Pia: ”Giv os Danmark tilbage”, tale ved Dansk Folkepartis årsmøde, Herning Kongrescenter, 20. september 2008.
Street, John: ”Fight the Power: The Politics of Music and the Music of Politics”, Government and Opposition, nr. 1, 2003.
Suddath, Claire: ”A Brief History of Campaign Songs”, Time Magazine, 2008.

Bibliografisk

Af Mark A. Herron. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 23-25
rm90

 

Om skribenten

Lämna ett svar