Målet var et opgør med politikerlede og midlerne var overraskende, provokerende og satiriske indslag. Da Dukkepartiet trådte ind på den politiske mediescene, syntes de med deres kreative og aktivistiske aktioner at være svaret på adskillige ønsker om en ny politisk kultur. Men formåede Dukkepartiet virkelig at føre deres satiriske koncept til dørs og skabe den folkelige modbevægelse de ønskede?
Kan dukker stoppe dukkesnak?
af Emilie Juul Giese & Katrine Falk Lønstrup
”Jeg har rejst meget, ikke for meget, men jeg har rejst for dyrt,” sang en hvidmaskeret operasanger oppe fra tilskuerbalkonen da han afbrød Folketingets spørgetime den 1. april 2014. De sungne ord var et direkte citat fra Lars Løkke Rasmussens temmelig omdiskuterede rejsesag, og de blev fremført mens selvsamme Lars Løkke Rasmussen var på talerstolen. Det var nationaldagen for narrestreger, og det var første gang dan-
skerne mødte Dukkepartiet.
Foto: Mikkel Elbech
Dukkepartiet beskrives bedst som en satirepolitisk bevægelse af kreative aktivister der opererer gennem performative protestaktioner. Bevægelsen erklærer selv at den er en mistillidserklæring til det nuværende politiske system, og dens mål er at genstarte demokratiet ved “at skabe en folkelig bevægelse, der er så stor, at politikerne ikke kan ignorere den”.
Mere konkret ønsker Dukkepartiet et endeligt opgør med det de har døbt dukkesnak. Dukkesnak er en samlebetegnelse for nogle af politikernes uvaner, navnlig udenomssnak, personfiksering og mudderkastning. Derudover har Dukkepartiet fået nok af politikeres populisme og selvpromovering såsom deres partihop midt i valgperioder og deltagelse i Vild Med Dans.
I månederne efter gruppens satiriske serenade i Folketingssalen fulgte kunstneriske aktioner som politisk rap, børnekor og punkkoncerter foran Christiansborg. Desuden skrev Dukkepartiet adskillige debatindlæg i Politiken, besøgte Folkemødet på Bornholm og tilbød at købe vælgererklæringer for gratis øl. Dukkepartiet var altså i den første tid et fantasifuldt og initiativrigt projekt som dog hurtigt aftog i styrke, og i dag er der ikke meget aktivitet i dukkehuset.
En sag på et sølvfad
Da Dukkepartiet havde premiere i 2014, havde de umiddelbart flere forudsætninger for at lykkes. Med deres mærkværdige masker og performative strategier var de som skabt til mediedækning, og de fik da også taletid i flere landsdækkende dagblade, P1 og Radio24syv. I en tid hvor politikeres troværdighed lå på niveau med brugtvognshandlere, nød Dukkepartiets sag – et opgør med politikerlede – desuden en nærmest enstemmig tilslutning hos befolkningen. Og endelig havde Dukkepartiets frontfigur, provokationskunstneren Christian Lollike, netop fået 300.000 kroner med sig fra Statens Kunstfond.
Dukkerne så med andre ord ud til at stå med en vaskeægte vindersag. Men hvorfor lykkedes de så ikke med at skabe det folkelige opgør med politisk dukkesnak? Det vil vi se nærmere på.
Det handler om refleksion
Vi begynder med Dukkepartiets aktivistiske udgangspunkt. I sin ph.d. Cracks fra 2014 beskriver Silas Harrebye kreativ aktivisme som en “folkelig, projektdreven, demokratisk bevægelse, der beskæftiger sig med politiske eller sociale emner på kreative måder – f.eks. gennem happenings med en ironisk og fantasifuld tilgang for at fremprovokere refleksion hos den enkelte og i det offentlige rum”.
Når kreative aktivister fremprovokerer refleksion, gør de ofte brug af ironi og utopi. Særligt disse to strategier kan spejle vores virkelighed på en anden måde end vi er vant til, og dermed tvinge os til at reflektere over hvordan tingene kunne være anderledes. I samspil kan ironi og utopi både udfordre samfundets etablerede normer og stimulere befolkningens fantasi til at fremtænke alternativer.
Lad os nu se på hvordan utopi og ironi kom til udtryk i Dukkepartiets aktivisme.
Dukkepartiet åbner maskeballet
Dukkepartiet fik deres debut i Folketinget da en af deres aktivister stjal taletiden fra Lars Løkke Rasmussen ved at forvandle Løkkes egne ord til opera. Derefter sang dukken sit farvel med Anette Vilhelmsens velkendte “Der er en million på vej til dig”. Mens Inger Støjberg straks greb sin telefon og forevigede øjeblikket, kiggede Helle Thorning-Schmidt forbavset op mod operasangeren, og Peter Skaarup muntrede sig åbenlyst.
Når en tilfældig aktivist på denne måde kan indtage politikernes territorium blot ved at gengive en magthavers egne ord, opstår en situation hvor befolkningen kan grine af de politiske autoriteter som sættes i en underlegen position og tydeligvis ikke har kontrol over situationen. Her formåede Dukkepartiet at afsløre det magtfulde som noget potentielt sårbart og midlertidigt udfordre de eksisterende magthierarkier.
En seksårig kan gøre det bedre
En anden af Dukkepartiets aktioner var præsentationen af deres nye statsministerkandidat. Kandidaten bar et mørkt jakkesæt og en alvorlig mine da han trådte frem til mikrofonen: “Jeg vil være Danmarks næste statsminister! Jeg kan slå Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.” Han lød som en rigtig politiker der gik direkte efter magten – og nå ja, så var han seks år gammel.
Drengens reference til Thornings berømte ord “Jeg kan slå Anders Fogh” fungerede som kommentar om politikeres magtfiksering. Yderligere fungerede den unge statsministerkandidat som en parodisk pointe: Vores politikere opfører sig simpelt hen så barnagtigt at en seksårig lige så godt kunne udfylde deres rolle, ganske bogstaveligt. Dermed satte Dukkepartiet spørgsmålstegn ved politikernes overlegne magtpositioner og grundlaget for hele det magthierarki som bevægelsen vil skubbe til.
Foto: Mikkel Elbech
Hvem kalder du virkelighedsfjern?
Ud over at optræde med satiriske aktioner udfoldede Dukkepartiet også utopiske visioner i form af uformelle lovforslag hvor de blandt andet foreslog at sende alle politikere i fire ugers erhvervspraktik hvert år. Selv om det umiddelbart fremstod logistisk udfordrende og lige lovlig fantasifuldt, kunne forslag-
et måske fremprovokere refleksion over hvor lidt føling politikerne egentlig har med borgernes hverdag. Politikerne skal repræsentere borgerne, men hvordan kan de det hvis de lov-
giver på områder de nærmest aldrig har været i berøring med?
Dukkepartiet kan ikke holde masken
Dukkepartiet fik meget opmærksomhed for deres monokrome uniform: sort jakkesæt og hvid maske, men særligt maskerne viste sig dog hurtigt som et forstyrrende element. Aktivistgrupper som Pussy Riot og Anonymous har længe brugt maskering til at udføre ulovlige aktioner i anonymitet, og dukke-
maskerne risikerede derfor også at blive associeret med noget lyssky snarere end at blive forstået som en parodi på en politisk virkelighed fuld af dukker.
I et forsøg på at undgå misforståelser har Dukkepartiet ofte løftet masken, og med formuleringer som “Vi vil gå med masker, så de kan se, hvad de er: Dukker!” forsøgte de at for-
klare maskerne som rekvisitter i deres latterliggørende parodi. Og dukkeaktivisternes trang til forklaring var ikke bare et enkeltstående tilfælde, men snarere en altoverskyggende tendens. Selv den ellers gennemførte operasang i Folketinget blev på overpædagogisk vis suppleret med “Vi har ønsket at give politikerne mulighed for at høre, hvad de selv siger”.
Man kunne måske tro at forklaringerne ville styrke forståelsen af Dukkepartiet, men paradoksalt nok sker det modsatte da både demaskeringen og de supplerende ekspliciteringer forklarer satiren. Og det er nok den ene ting satire ikke tåler. For hvis man forklarer en vittighed, holder den hurtigt op med at være sjov.
Når Dukkepartiet har valgt satire som afgørende strategi til at fremprovokere refleksion, må satiren simpelt hen ikke fejle. Hvis satiren punkteres, punkteres refleksionen nemlig også. Så når Dukkepartiet gang på gang bryder deres satire ved at for-
klare publikum nøjagtigt hvad de skal reflektere over, skabes der ikke et rum for selvstændig refleksion. Det er katastrofalt for et projekt som Dukkepartiet der netop afhænger af nytænkende medaktivister der kan forme deres folkelige bevægelse.
Hvad vil det sige at være dukke?
Som Dukkepartiet har erklæret, ønskede de at skabe et på-
trængende opråb til de dukkedumme politikere. De var derfor afhængige af at samle en folkelig modbevægelse der kunne gøre borgerne handlekraftige ved netop at inspirere dem til del-
tagelse i den offentlige debat og ved at vise dem at alternative strategier kan udfordre eksisterende normer.
Dukkepartiet opfordrer ganske vist borgerne til at tage del i bevægelsen med formuleringer som “Er du træt af politisk teater? Vis din utilfredshed – bliv dukke!”. Men hvordan er man en dukke? Det fremgik ingen steder hvad borgerne skulle gøre, og modbevægelsens eneste faste holdepunkt var at den stod i opposition til den eksisterende politiske kultur.
I en aktivistisk modbevægelse afhænger man af evnen til at inspirere og skabe selvstændig refleksion. Dukkepartiet gjorde omtrent det modsatte. Ved hverken at gennemføre den satire, der skulle skabe refleksion, eller definere fællesskabets handlemuligheder endte de med at gøre deres potentielle medaktivister til passive tilskuere snarere end aktive deltagere.
Dukkepartiets rolle er umiddelbart udspillet. Dukkefører Lollike har ikke været på scenen længe, og der hersker nu en nærmest larmende stilhed i det sammenstyrtningstruede dukkehus. Men opgøret med politikerlede er langt fra slut. Så kære aktivist, scenen er din!
Læs mere:
Silas Harrebye: Cracks, creative activism – priming pump for the political imagination or a new compromising form of democratic participation balancing between critique, cooperation, and cooptation on the margins of the repertoire of contention? Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Globalisering, 2013.
℘
Bibliografisk
Af Emilie Juul Giese & Katrine Falk Lønstrup, retorikstuderende ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 100 (2016), s 44-47
