Kan man læse avis med ørerne?

Lydaviser er det nye hit. Både hvis man spørger aviserne og lytterne. Men forstår aviserne at omforme den skriftlige stil til lyd, og har lydavisoplæserne kompetencer til at formidle til øret frem for til øjet?

Kan man læse avis med ørerne?

Hanne Smith Pedersen og Louise Fischer-Nielsen

Vi er midt i skabelsen af en ny genre: lydavisen. Aviserne udruller nu et tilbud om oplæste artikler til alle deres abonnenter hvilket giver forbrugerne valget mellem at læse og lytte. Det er en rosværdig ambition, men problemet er at vi har at gøre med to forskellige former for læsning der skal opfylde hver deres kommunikative situation, genre og stil, og som stiller vidt forskellige krav for at blive forstået. Det bliver der ikke taget ordentligt højde for i oplæsningerne af artiklerne.
Vi hører den nye genre hos Zetland og Weekendavisen som indlæser alle deres artikler – i flere tilfælde er det journalisterne selv der læser deres egne artikler op. Hos Kristeligt Dagblad udvælger de artikler fra ugens aviser og udgiver dem på lyd oplæst af professionelle speakere to gange om ugen.

Først og fremmest skal der lyde ros: Oplæserne og journalisterne er blevet bedre til at formidle artiklerne siden lydaviserne blev lanceret. Men der er desværre stadig et stykke vej til at vi kan læne os tilbage og lytte til velformidlet journalistik. Lydavisen må som ny genre defineres og udvikles, så den lander et sted hvor formålet, oplæsningen og journalistikken går op i en højere enhed, og teksten og budskabet rent faktisk formidles til lytterne.

Taler lydavisen til øjet eller øret?

Øjet og øret forstår på to forskellige måder. Med øjnene kan man bedre overskue og forstå et højt lixtal, komplekse sætningsstrukturer og nuancerede analyser som både Zetland og Weekendavisen er kendte for. Man kan læse tilbage, tage sig god tid og holde pauser i læsningen. Når man bruger ørerne, har man ikke den frihed – og det er generende hvis man hele tiden skal spole tilbage for at forstå artiklen.

Sammenstødet mellem det skriftlige og det mundtlige opstår når en tekst, der er skrevet til at blive læst, bliver læst op uden sans for at man lytter med en anderledes opmærksomhed end den man læser med. Sammenstødet mellem de to former for formidling kommer til udtryk i lydaviserne både på skriveniveau og på udtaleniveau.

Annonce

Teksterne er skrevet til øjet

Selvfølgelig skal en skreven tekst fungere i aviserne på det skriftliges præmisser. Problemet opstår når teksten skal formidles, så ørerne kan følge med.

Særligt et medie som Weekendavisen har en tendens til at have en kompleks og udpræget skriftlig stil. Det kunne være en sætning som denne med indskud og lange, komplekse ord som er svær både at læse op og at forstå for lytteren:

“Her følger, i anledning af den tiltagende interesse for lp’en, til skræk og advarsel historien om, hvordan pladeindustrien og Top 20 forvandlede et uskyldigt barn til en vinylafhængig nørd.”

En strategi flere oplæsere benytter, er at indsætte markører fra en mere mundtlig stil. Det kan være fyldord eller en mere fortællende tilgang. Her indsætter journalisten selv i oplæsningen uddybning og forklaring for at kunne finde rundt i sætningen. Det der i oplæsningen adskiller sig fra den udgivne artikel, har vi markeret med kursiv:

“Musketereden handlede først og fremmes [sic] om solidaritet med skolelærerne, og forløbet har endnu en gang illustreret, hvem der har været helt fraværende i slagsmålet – de, der egentlig burde være til stede, dem, det egentlig burde handle om – nemlig folkeskoleeleverne.”

Hos en anden journalist er bevidstheden om forskellen på det mundtlige og skriftlige til stede da han udskifter “Jo, De læste rigtigt” med det mere situationstilpassede: “Jo, De hørte rigtigt”.

Fornemmelsen for den mundtlige stil

Ud over skriveniveauet har mange oplæsere og journalister tendens til at trække skriftligheden med over i den mundtlige oplæsning. Det kan man blandt andet høre når de udtaler ordene som de staves, og ikke som man faktisk taler, for eksempel ha-ve, skul-le fremfor ha’ og skull’. God artikulation er ikke skriftnær, men energisk.

Når det skriftlige sprog skal formidles mundtligt, har nogle journalister svært ved at oversætte eller omforme teksten til en logisk helhed. Først og fremmest handler oversættelsen om fornemmelsen for frasering – altså for hvordan tekstens meninger kommer til at hænge sammen for øret. Hvor skriften har spørgsmålstegn, kommaer og punktummer, har talen korte og lange pauser til at indikere hvad der skal kædes sammen med hvad. For lytteren bliver det svært at følge med hvis pauserne er meget korte eller helt væk. I dette eksempel holder journalisten ikke pauser, og det er lige så svært at lytte til som det er at finde rundt i uden punktummer eller spørgsmålstegn:

“Popstjerner vurderes for det meste efter deres evne til at følge med tiden kan de forny sig
og pakke sig selv ind på nye måder i takt med musikindustriens
skiftende luner”

Ud over at dele indholdet op i logiske bidder giver pauserne ro til at lytteren kan absorbere indholdet, forstå det og sætte det i sammenhæng med sin baggrundsviden.

Pauserne indikerer også sammenhæng – og det bliver et problem når oplæseren deler en sætning ulogisk op ved et grammatisk komma, som for eksempel denne journalist gør:

“Omvendt mente militsen på Lolland-Falster ikke,

(PAUSE)

det var deres problem, da englænderne i 1807 gik i land for at erobre København.
Rapport fra et
historikerseminar om,

(PAUSE)

hvor meget national identitet har betydet gennem tiden.”

Ulogiske pauser kan også opstå hvis stemmeteknikken ikke kan bære andet end korte fraser. Det bryder lytterens forståelse hvis sætningerne udtales uden et naturligt flow. Det kan man høre hos denne journalist hvor tegnsætningen her svarer til pauserne i oplæsningen:

“Tusindvis af.
Brostenskastende
studerende.
Tørner sammen med kampklædt politi.
I tåger.
Af tåregas.”

Derfor er et godt råd til de fleste oplæsere af lydaviserne at holde længere pauser. Moser oplæseren på før lytteren er klar, går en stor del af indholdet tabt, både inden og efter det sted man naturligt trænger til et ophold.
I forhold til frasering er trykket også vigtigt for at teksten hænger sammen i meningshelheder. Overtydelige tryk kan hurtigt betyde at hele teksten føles overdrevet. Det er vigtigt at journalisten har foretaget et bevidst valg om hvor trykkene skal være, så de understøtter teksten og formidlingen. Her er trykkene i journalistens oplæsning både ulogiske og overdrevne:

“… LANGT størstedelen tilkendegav, at de IK ville gøre noget, hvis et ulvepar slog sig ned på deres jord, men den NÆSTstørste gruppe var dem, som ville skyde den. […] SAMTIDIG med at de har UDBREDT MISTILLID til politikere og eksperter.”

Mange lydavisoplæsninger bærer præg af at de er læst op én gang – nemlig når optageknappen lyser rødt. Selv om man har skrevet sin egen tekst, er det ikke det samme at arbejde med den gennem lyd. Og en uforberedt oplæsning er ikke svær at identificere da fraseringen lyder tøvende og udtalen snublende; for lytteren føles det utrygt, og man taber hurtigt tråden.

Stemmen og dens udtryk – instrumentet i mundtlig formidling

Et område der volder lydaviserne problemer, er selve stemmens lyd. Nogle gange er stemmekvaliteten en hindring for at man bliver ved med at lytte – det bliver fysisk ubehageligt. Vi spejler nemlig den stemme vi hører. Oplæserens spændinger, vejrtrækning og vaner forplanter sig fysisk til lytteren, og derfor skifter vi til en anden artikel eller slukker hvis en stemme er usund, klemt eller hæs. Det svarer til irritationen ved at læse en artikel med stavefejl, kommafejl eller fejl i layoutet.
En kvindelig journalist på Zetland har en tydeligt utrænet stemme som lyder anspændt og knirkende. Det bliver hurtigt en irritationsfaktor der overdøver artiklens indhold. Samtidig er hendes udtale præget af stramme s’er og t’er, så “2011” kommer til at lyde som “zoztznåælve”, og “produktionsselskabet” lyder som “produkzionzzkabet”.

Stemmetræning og bevidstheden om stemmens muligheder skal have fokus, så stemmen bliver behagelig at lytte til, og så journalisterne kan udtrykke artiklens indhold så tydeligt som muligt. Hvis oplæseren er hæs, læsper eller mumler, bliver det kun værre gennem mikrofonen.

Talestemmens melodi kan både være monoton og kedelig hvis den kun bevæger sig på meget få toner, eller den kan være overdrevet, overpædagogisk og dramatisk hvis den har alt for store udsving. Nyhedskarikaturen er en melodik vi ofte hører i lydaviserne. Den minder om stewardessens sikkerhedsgennemgang der har store udsving i tonelejet, men ingen sammenhæng med indholdet. Problemet er at den ikke tager højde for teksten, men bliver en skabelon man lægger ned over alle artikler.

Vi er ikke ude på at gøre op med den personlige autenticitet i stemmen – men den skal forenes med forståelighed og formidling. Det nytter ikke hvis lytterne slukker fordi stemmen står i vejen for indholdet.

Lydavisens fremtid

Det mundtlige sprog har fået en opblomstring de seneste år, måske fordi vi forbruger lyd på en anden måde end læsning. Lydbøger og podcasts er populære nye medier som er med til at give os tid til kulturoplevelser fordi vi kan lytte mens vi cykler, sidder i toget eller er i gang med rengøringen. Og aviserne må følge med for at holde fast på abonnenterne. Lydavisen er derfor en genre der er interessant at forme og udvikle, men der er lidt vej endnu før den giver en vedkommende og forståelig formidling af stoffet fra den skriftlige avis.                            R

Bibliografisk

Af Hanne Smith Pedersen og Louise Fischer-Nielsen, begge cand.mag. i retorik og undervisere.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 28-30