Kan man twerke sig til ligestilling?

I 2014 rystede hun rumpen på Roskilde Festivals Orange Scene til begejstring for publikum og forargelse for anmeldere. I november 2016 blev hun udråbt som en del af fjerdebølgefeminismens fortrop i et omfattende interview på Zetland. Flankeret af sit Girl Squad poserede hun med spredte ben, gennemsigtige, sorte trusser, bar overkrop og sorte læber. RetorikMagasinet har mødt Louise Kjølsen, cand.psych. og selvudnævnt twerk queen, til en snak om twerk som kønsperformance, reclaiming og nye medier. 

Kan man twerke sig til ligestilling?

Marie B. Nygaard og Frida Hviid Broberg

Da Louise Kjølsen i et storstilet interview på Zetland blev udråbt som tilhørende fjerdebølgefeminismens fortrop, affødte det en heftig debat i medierne.

For hvordan kan det at ryste med numsen ses som en feministisk praksis der sætter herskende kønsnormer til forhandling, spurgte mange. Et spørgsmål som er relevant ud fra en retorisk synsvinkel når man anlægger en bred retorikforståelse der inkluderer dans – og dermed også dansestilen twerk. Så RetorikMagasinet inviterede sig selv på besøg hos Danmarks dronning af twerk til en snak om kønsperformance, reclaiming og de nye muligheder der følger med nye medier.

En kvinde med klør

En candyflossgudinde i en gulvlang, lyserød kjole, lyserød læbestift og lyserøde sutsko åbner døren for os. Louise Kjølsen byder os indenfor i sin blomstertapetserede entre og går straks i gang med at lave te med frisk ingefær. Da hun vender sig for at række os de blomstrede kopper, svinger kjolen til side og afslører at de ved første øjekast uskyldige, lyserøde sutsko er formet som et par store monsterfødder med skarpe kløer. Man skal ikke være mange minutter i Louise Kjølsens selskab før man opdager at hun dyrker modsætningerne. Og netop modsætninger er da også et virkemiddel som står helt centralt for Louises aktivistiske projekt. Hun ynder at kombinere karaktertræk der traditionelt er blevet opfattet som modsætninger, og derigennem bryde med forestillingen om dem som binære oppositionspar. Modsætningerne mellem maskulint og feminint, aktivt og passivt, subjekt og objekt. Modsætninger som ifølge Louise frem for alt må forstås som en sproglig og kulturel konstruktion. En forståelse hun deler med blandt andre retoriker og filosof Judith Butler som har været en stor inspiration for Louise.

Annons

Foto: Ekaterina Krarup Andersen

Twerk it, baby

På de sociale medier går Louise Kjølsen under navnet Twerk Queen, og siden 2011 har hun danset og undervist i twerk landet over. Twerk er en dans med rødder i Afrika hvor de karakteristiske vrid med hoften og rysten med numsen blev brugt i danse der havde med jorden og frugtbarhed at gøre. Med kolonialiseringen og slavehandlen kom dansen til New Orleans hvor ordet twerk dukkede op i 1993 da DJ Jubilee sang: “Twerk it, baby,” forklarer Louise. “Så vidt jeg forstår, er “twerk it” egentlig slang af work it; giv den rigtig meget gas. Det er så blevet koblet til den her dans som er en isolation af og fokus på hofte og numseregionen, og så handler det egentlig mere eller mindre om at vride og poppe og ryste og rotere hofte- og numseområdet så vildt og voldsomt som overhovedet muligt.” I 2013 kom twerk på alles læber da popstjernen Miley Cyrus twerkede letpåklædt op ad musikeren Robin Thicke til World Music Awards. Siden da har dansen bredt sig verden over og er med Louises ord blevet “hvermandseje”.

Fra fritidsinteresse til feministisk aktivisme

Da Louise Kjølsen begyndte at twerke, følte hun for første gang ikke at hendes krop var forkert. “Jeg følte mig hjemme i den her dans. Jeg følte at jeg blev valideret. Det gav mig noget selvtillid til at udvikle mig som person.” Men hvad der begyndte som en dansepassion, udviklede sig snart til at blive en kamp for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit. Det var nemlig langt fra alle i hendes omgivelser der var lige begejstrede for hendes nye passion. Louise Kjølsen oplevede i stigende grad at blive mødt med en holdning om at twerk var upassende, og at hun ikke både kunne twerke og være en feministisk, frigjort kvinde. Det tvang Louise til at reflektere over sin egen praksis og sætte ord på hvad twerk handler om for hende. Da Louise havde socialpsykologi på sit studie, stødte hun på den danske kulturpsykolog Dorte Marie Søndergaard. Og det blev Louises indgangsvinkel til for alvor at beskæftige sig med twerk som en feministisk praksis.

En køn performance

I Louises speciale fra 2016 med overskriften Twerk – en feministisk praksis? kan man blandt andet læse om Dorte Marie Søndergaard som bygger videre på Judith Butlers teori om kønsperformance. Butler ser køn ikke som en iboende essens, men som performativt: som en række af handlinger vi kontinuerligt afkræves, udfører og føres ud i for at opnå social genkendelighed. Butlers kønsteori har sit udspring i talehandlingsteorien hvor sproget ikke kun ses som beskrivende, men som en handlende praksis med materielle, ikke-sproglige effekter. Ligesom den bygger på ideen om at subjektet bliver til gennem diskurser der virker i samfundet, og at der derfor ikke eksisterer et subjekt uden for eller før diskursen. En tankegang med ophav hos de franske filosoffer Michel Foucault og Louis Althusser. Ud fra denne tankegang giver det ikke mening at beskæftige sig med et førdiskursivt, biologisk køn. Det betyder ikke at Søndergaard og Butler fornægter eksistensen af gener og genitalier. Deres pointe er blot at vi ikke har nogen ikke-sproglig adgang til at forstå dem. Når kønskarakteristika alligevel synes at være essentielle og naturgivne – for eksempel at kvinder har en mere passiv seksualitet, mens mænd har en offensiv seksualitet – skyldes det at den vedvarende citerende praksis er med til at materialisere de pågældende karakteristika; får dem til at syne essentielle. Afvigelser fra de materialiserede kønsnormer vækker derfor opsigt. Og er der tale om en overvejende fejlcitering af normerne, risikerer man at blive uforståelig som subjekt. I artiklen Køn som metaprincip kommer Dorte Marie Søndergaard med et eksempel på en person der bevæger sig på kanten af normerne: den psykologistuderende Susanne. En figur som har spillet en vigtig rolle for Louise Kjølsen: “Jeg kunne spejle mig rigtig meget i Søndergaards akademiske udredning af Susanne og blev inspireret til at beskæftige mig med twerk mere teoretisk: Hvad er det for en praksis, hvad er det for en kønsforhandling?” Og der er da også visse lighedstræk mellem Louise og Susanne.

Foto: Ekaterina Krarup Andersen

Susanne som brillerer i en stærkt maskulint konnoteret disciplin akademia, mens hun klæder sig hyperfeminint i strutskørt og korsager og samtidig udøver en offensiv seksualitet. Og ligesom Louise bliver Susanne mødt med kritik af den måde hun performer køn. Søndergaard beskriver hvordan de andre studerende undrer sig og udtrykker ubehag ved Susannes adfærd, og konkluderer: “Susanne indtager noget i retning af en ikke-tænkelig subjektposition i kulturen.”

Når normerne udvides med numsen

“Det fik mig til at tænke over min egen position; at jeg havde muligheder og privilegier på grund af min akademia, sociale status og min hudfarve. De privilegier kan jeg bruge til at gå ind og ud af normerne, spille med normerne og udvide dem indefra.” I den uforståelige subjektposition ligger nemlig ikke kun faren for social udstødelse. Der ligger også et subversivt potentiale – et potentiale til at ændre og udvide den måde vi tænker, gør og gøres køn. Et subversivt potentiale fordi fejlciteringen af normerne netop stiller skarpt på normernes konstruerede karakter: Når Susanne udlever en offensiv seksualitet, bliver hun et levende bevis på at ideen om at kvinder naturligt har en passiv seksualitet – at kvinden er det seksuelle objekt – mens den offensive seksualitet er forbeholdt manden – som agerer seksuelt subjekt – er en social konstruktion. Og Louise argumenterer for at den twerkende kvinde på samme måde som Susanne kan ses som en subversiv figuration.

Fri seksualitet, kropspositivisme og erotisk kapital

Louise nævner tre grunde til at twerk har potentiale til at udvide normerne for køn: “Den første handler om seksualitet. Den kvindelige seksualitet er traditionelt defineret som blød, afventende, hengiven. Kvinden som den der bliver taget, versus den der tager, i det heteroseksuelle penetrerende samleje. Men i twerk får man lov til som kvinde at performe en mere traditionel maskulin seksualitet. Man er vild og voldsom og dominerende og aggressiv. Twerk giver kvinder plads til at performe en anden seksualitet end samfundet tilbyder og tillader dem at gøre. Og derfor mener jeg at twerk er med til at udvide de normer der er for seksualitet.” Hun tilføjer, undskyldende: “Jeg hader at måtte bruge kategorier som ‘maskulin’ og ‘feminin’, men der er jeg lidt fanget af det sprog jeg er indlejret i.”

Det næste punkt hvor twerk ifølge Louise har et feministisk potentiale, handler om at udvide normerne for hvordan den kønnede krop må se ud: “Twerk validerer en kropstype der er markant større end hvad samfundet gør. Og ikke kun større i forhold til hofte-talje-proportioner. Twerk validerer også en numse med appelsinhud, en numse der ryster, en numse der folder. Og twerk rummer også små numser. Det ser vi rigtig meget i den russiske twerk. På den måde vil jeg altså også mene at twerk går ind og udvider normerne for hvordan en kvindekrop kan se ud.”

Sidst, men ikke mindst mener Louise at der ligger et handlingspotentiale i twerk: “Med udgangspunkt i min egen historie vil jeg argumentere for at der ligger et handlingspotentiale i twerk. Selvfølgelig med forbehold for mine privilegier; at jeg er hvid, at jeg har den sociale status jeg har, og så selvfølgelig at jeg har min akademiske baggrund. Gennem twerk har jeg fået en form for seksuel opmærksomhed. En opmærksomhed jeg har kunnet veksle til for eksempel en kulturel opmærksomhed som ikke handler om min krop, men som gør at jeg kan sidde på DR2 og snakke om feminisme eller blive interviewet af jer lige nu og blive taget seriøst,” forklarer Louise og henviser til Catherine Hakim, en britisk sociolog som foreslår at udvide Pierre Bourdieus tre kapitaler – økonomisk, kulturel og social kapital – med en ekstra, nemlig erotisk kapital. “For mig handler det om at tage min seksualitet tilbage og bruge den aktivt.”

“Jeg lokker folk ind med numsen”

Men selv om twerk i sin udtryksform udfordrer og bryder med nogle normer, så trækker dansestilen også på nogle normer. Men det ser Louise ikke som et problem. Hun ser det tværtimod som et nødvendigt og effektivt greb: “Vi kan aldrig fjerne os helt fra de diskurser vi er indlejret i. Men vi kan udvide dem indefra. Og jeg spiller spillet på mange måder. Jeg dresser op på en måde som jeg godt kan lide, og som folk også godt kan lide. Jeg får en vis opmærksomhed ved at følge normerne, og jeg vælger så at bruge den opmærksomhed på at være normkritisk. Jeg plejer lidt populært at sige at jeg lokker folk ind med numsen, og når jeg så har dem, propper jeg feminisme i hovedet på dem.” Og selv om Louise på mange måder dyrker en stereotyp feminin æstetik, med lyserød farve, langt hår og lakerede negle, gør hun også en dyd ud af at henlede opmærksomheden på dens konstruerede karakter – om end det er med en paryk eller i en skriftlig disclaimer når hun lægger et redigeret billede på de sociale medier.

Foto: Ekaterina Krarup Andersen

#Fjerdebølgefeminisme

Og det gør hun tit. Altså lægger et billede på de sociale medier. En stor del af Louises feministiske kamp foregår nemlig online. Noget hun mener er karakteristisk for den bølge af feminisme som hun ser sig selv som en del af. Da vi beder Louise definere hvad feminisme er for hende, svarer hun: “Feminisme er kampen for socialpolitisk og økonomisk ligestilling mellem alle køn, racer, klasser, seksualiteter og religioner. Jeg vil argumentere for at der ikke er én feminisme, men flere feminismer. Jeg lægger mig lidt op ad de her feminismebølger man taler om, fordi man altid kan samle folk i nogle kasser. Det giver overblik. Selvfølgelig mister man noget data når man gør det, men jeg synes det giver mening at gøre det. Og så vil jeg beskrive mig selv som en del af fjerde bølge.”

Hvor den første bølge af feminisme primært fokuserede på formel ligestilling, den anden bølge på et opgør med patriarkatets kønsroller, og tredje bølge satte spørgsmålstegn ved selve kønskategorierne, så adskiller fjerde bølge sig, ifølge Louise Kjølsen, i højere grad fra de tidligere bølger i form af midlerne snarere end målene. Fjerde bølge er især karakteriseret ved de sociale mediers rolle i eksponeringen og udbredelsen af feminismen. Fjerde bølge udspringer af et samfund der er markant mere individualistisk og kapitalistisk, og hvor internettet udgør den afgørende forskel mellem tredje og fjerde bølge. Med hashtags som #freethenipple er bølgen skyllet hen over store dele af verden og har nået nogle mennesker som ellers ikke ville være blevet engageret. “Vi samles ikke i en forening, laver bannere og går på gaden. Det kan noget, men i den verden vi er vokset op i, der bruger man bare nogle andre greb. Vi kæmper for retten til ikke at blive voldtaget eller blive kaldt nedsættende ting. Vi kæmper for mange af de samme ting som feminister altid har kæmpet for. Bare på en anden måde.”

Nye medier, nye muligheder

“Nye medier kommer med masser af muligheder og masser af konsekvenser. Vi snakker tit om de negative konsekvenser; øget seksualisering, at unge mennesker er enormt optagede af selviscenesættelse og selvfremstilling, men de nye medier giver også nogle muligheder for at fremstille sig selv på nye måder og lege med kønnet. Før i tiden var det de etablerede medier som afgjorde hvem der fik opmærksomhed, så du kunne ikke få opmærksomhed medmindre du levede op til deres normer; hvis du skulle på forsiden af Vogue, så skulle du se ud på en speciel måde. I dag kan man se folk på YouTube eller Instagram have millioner af følgere selv om de ikke lever op til normerne. Her får man følgere ved at skille sig ud i stedet for at passe ind – i stedet for at leve så meget op til normen at man er smuk nok til at være på forsiden af et eller andet magasin. Og det er interessant fordi det giver en mulighed også for at kontrollere sin selvfremstilling.”

Reclaiming – et retorisk greb, en feministisk praksis

Et andet greb som er centralt for Louises kamp, er det hun kalder reclaiming. Et greb som også Butler beskæftiger sig med, og som i retorik-terminologi er repræsenteret i stilfiguren antistrephon; nemlig det at tage et ord der er blevet brugt mod en, og vende betydningen af det, så det i stedet taler til ens fordel: “Jeg bruger reclaiming som et greb i mit projekt, inspireret af hvordan de homoseksuelle gjorde i 80’erne (med begreber som queer, red.), og for mig ligger der en enorm magt i allerede konstruerede ord, for eksempel ordet ‘luder’. Når det bliver brugt imod mig, så handler det jo ikke om at folk reelt set tror at jeg sælger seksuelle ydelser. Det handler om at ‘luder’ er det værste man kan kalde en kvinde i vores samfund. Det fjerner hendes ret til at have en mening, til at blive respekteret, det sætter hende i et socialt fængsel. Men den magt der ligger i ordet, er der jo kun hvis man går med på præmissen om at en luder er noget forfærdeligt, hvor det jeg analyserer mig frem til, er at hvis det du mener, er en kvinde der har en fri og aktiv seksualitet, så er jeg en luder, så vil jeg gerne være en luder, så synes jeg faktisk at det er prisværdigt at være en luder. Så tager jeg gerne den label på mig, og jeg bærer den med stolthed.”

R

Bibliografisk

Af Marie B. Nygaard og Frida Hviid Broberg, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 103 (2017), s 4-7.