Kenneth Burke: Retorik er det vildeste drama

Dramatisme var et nøglebegreb for Kenneth Burke og hans sprogforståelse. Hvis vi lærer at læse vores egne og andres sproglige dramaer, bliver vi både bedre kommunikatører og bedre mennesker.

Kenneth Burke: Retorik er det vildeste drama

Christine Isager

Vi dramatiserer altid alting når vi taler. Det er en grundtanke hos Kenneth Burke (USA, 1897-1993), hvis værker er værd at læse når man vil diskutere retorik og drama fra den teoretiske side.

Vi dramatiserer, skriver han, men det skal ikke forstås på den måde at du og jeg er latterlige, prætentiøse skuespillere på verdens store scene. Burke mener faktisk i stedet og endda ret bogstaveligt at vi er kreative iscenesættere der altid er i gang med sprogligt at forme og definere det handlerum vi selv og andre mennesker agerer i.

Et aktuelt eksempel kunne være de vidnesbyrd om seksuelle overgreb der har været bragt i Information i løbet af det seneste år. En række kvinder har her fortalt deres personlige historier med henblik på at gøre en ydmygende offerrolle til en anderledes aktiv taleposition. Som kulturredaktør Anna von Sperling formulerer det, har avisen opfordret dem til at “bryde tabuet, kræve retten til deres egne fortællinger – og dele dem”. Serien skulle således give læserne blik for flere og mere mangfoldige faktorer i disse scenarier. Hvad skete der imellem hvilke parter? Hvor udspillede handlingen sig, hvordan og hvorfor? Hvad skulle der til?

Femkantet analyse og kritik

Annons

Topos som meningsskapare

Den här avhandlingens långsiktiga mål är att bidra till en högskoledidaktik som förmår hantera föränderlighet, motstridighet och mångsidiga problem. En sådan didaktik bör emellertid vara förankrad i en reflekterad teori om meningsskapande. Avhandlingen pr Läs mer...

Disse klassiske hv-spørgsmål: hvem (aktør), hvad (handling), hvor (scene), hvormed (middel) og hvorfor (formål) udgør den femkantede grundstruktur i Burkes analyser af denne verdens retorik. Burke er interesseret i hvordan retorer forstår deres egne handlinger, og hv-spørgsmålene er et oplagt redskab til at analysere netop dette. De tjener ikke bare som en tjekliste, men som en grammatik der kan afdække logikken i de dramaer vi skaber når vi taler eller skriver til hinanden.

Burke opfordrer os til at lægge mærke til hvilke af de fem hv-faktorer der er særligt dominerende i konkrete scenarier. Som regel vil én faktor være placeret i en markant relation til en af de andre og afspejle hvad han betegner som fortællingens ratio.

I én voldtægtshistorie fra Informations serie kan eksempelvis midlet (vold) være i fokus som den altdominerende faktor der bliver bestemmende for handlingen (det seksuelle overgreb). Hos en anden kan scenen (et selskab med flirt og fuldskab) få magt over aktøren (ofret der efterfølgende ikke føler sig be-
rettiget til at anmelde et overgreb).

Får vi blik for de ratioer der strukturerer vores egne og andre menneskers selvbilleder og verdensbilleder (Burke kalder dem motiver) i de historier vi fortæller, bliver vi simpelthen bedre i stand til at interagere meningsfuldt og kritisk med hinanden.

Se lige mit verdensbillede

Kritiske skal vi være fordi vi som kreative iscenesættere nemlig faktisk godt kan være både latterlige og prætentiøse. Ganske vist udmærker vi os som mennesker ved at vi har frihed til at handle symbolsk med vilje, men vi er også, som Burke så kon-
tant formulerer det, “rotten with perfection”: Vi er fordærvet af en trang til at forfine og fuldende vores selvbillede og verdensbillede. Vores fremstilling af verden skal jo gerne blive sammenhængende og troværdig, så det arbejder vi hver især på uden nødvendigvis at ænse hvilke andre perspektiver vi lukker af for.

At Information håndhæver “retten til egne fortællinger” på et så alvorligt og tabubelagt område som voldtægt, gør faktisk historierne vanskelige at interagere kritisk med. Det vovede imidlertid Anders Haahr i en optræden under titlen “Skal, skal ikke” i det journalistiske sceneshow Zetland Live #10, der fandt sted på Nørrebro Teater i maj i år. Her gennemspillede han emnet fra den potentielle krænkers perspektiv for at blive lidt klogere på de handlemønstre der muliggør seksuelle overgreb.

Da Haahr læste voldtægtshistorierne og en beslægtet serie af vidnesbyrd om sexisme og overgreb der deles online under hashtagget #jegharoplevet, havde han særligt hæftet sig ved at der i fortællingerne ofte refereres til et tidspunkt hvor ofrene mentalt “tjekker ud af situationen” eller “går kolde og lader tingene ske sådan helt passivt”. Ville man beskrive den type retorik med brug af Burkes dramatistiske grammatik, kan man sige at hverken aktørerne, midlerne eller målet retorisk set fylder noget særligt i scenarierne. I stedet er det helt klart en handling (voldtægt) der dominerer scenen (hvor overgrebet finder sted), idet voldtægtsmanden som aktør synes reduceret til at være ét med sin handling, imens offeret typisk synes reduceret til at være en anonym, passiv eller hjælpeløs del af scenen.

Rollen som lidt for flink

Det får Haahr til at granske scenariet og spørge: Hvem er egent-
lig de mænd der gør de her “gustne ting” og ikke “fatter at en kvindekrop har en integritet man skal respektere”? Og han svarer med en række anekdoter om episoder hvor han personligt har haft svært ved at aflæse situationer og balanceret på kanten af det anstændige.

Vi hører blandt andet om Marie som han erklærer sig langvarigt “plaskforelsket” i. Efter måneders forgæves bejlen lader Marie ham vide at han er “måske næsten lidt for flink”, en rolle han vemodigt genkender fra sin tidlige skoletids hyg-
gelige, men desværre aldrig spor romantisk ladede ture med Majken og Tina fra klassen ned til kiosken efter Snøfler. Ved et senere gensyn med Marie driller hun ham pludselig lidt ho-
vedrystende for aldrig at gribe en mulighed for at kysse hende: “Altså, Anders, hvor mange chancer skal du egentlig have?” Og muligheden griber han så ved den lejlighed, kysser hende voldsomt og klodset, mærkeligt frustreret over denne antydning af at han for længst burde have forstået hendes passive afvisning som en reel mulighed for romance. Senere samme aften da hun sætter sig “sådan lidt hvad-skal-der-ske-nu-agtigt” på sin seng, tager han til gengæld ikke imod det som en invitation, men ta-
ger metroen hjem.

Anders Haahrs pointe er at selv for en mand der er klar til at slappe helt af og splejse om en pakke Snøfler, og som i sin egen selvforståelse selvfølgelig tager et nej for et nej, byder kærlighedslivet på situationer hvor han som aktør alligevel forventes at dominere scenen. Hans anekdoter peger på et kønsrollemønster hvor manden forventes at lægge en aftens eller måske måneders forløb smidigt til rette for den kvinde han begærer, så hun til gengæld kan få lov at nyde processen, glide ind i scenariet og måske simpelt hen blive fri for at markere klart og sige højt om hun begærer ham i lige måde.

Anders Haahr udtrykte selv – til moro for sit publikum – en længsel efter andre scenarier og andre rollefordelinger hvor en kvinde bare en gang imellem kom an og tog ham med storm.

Identifikation er rart, men…

At publikum griner og bifalder eller i det mindste genkender det verdensbillede vi præsenterer, er en stærk menneskelig drivkraft der afspejler sig i et andet centralt nøglebegreb hos Burke, nemlig identifikation. Burke betragter identifikation som en forudsætning for at overbevise nogen om noget som helst. Vi skal genkende hinanden før vi kan blive enige om hvad der er godt og skidt, og hvordan vi skal handle i fællesskab.

Men hvad enten det foregår bevidst eller ubevidst, og åbenlyst eller næsten umærkeligt, så udpeger vi gerne også nog-
le syndebukke i vores scenarier fordi det kan få vores fællesskab til at føles stærkere. Og dette er måske en af de vigtigste grunde til at retorisk analyse og kritik er en vigtig hverdagspraksis. Vi skal lytte og læse, undersøge og udfordre de verdensbilleder der afspejler sig i sproget omkring os – det kunne være fraser eller ræsonnementer som den at “hun nok selv var lidt ude om det” eller “hvor er det bare typisk mænd” – så vi ikke uretmæssigt ignorerer og krænker andre for vores forfængeligheds eller den gode stemnings skyld. Logikken er at hvis vi er i stand til at genkende den dramatistiske grammatik i andres retorik, kan vi også udpege problemer og paradokser og muligheder for forandring.

Tag det som en udfordring

Kenneth Burke opfordrer os især til at vove at kigge nærmere på de scenarier hvor noget skurrer og appellerer til vores skam eller skyld. Dette vovede både voldtægtsofrene med deres fortællinger og Anders Haahr i sin live refleksion som han rundede af med at stille et spørgsmål, som også Kenneth Burke foruden dramatikere gennem alle tider har været optaget af at belyse: Hvordan opfører man sig egentlig ordentligt?

Spørgsmålet er banalt, men dit svar, siger Burke, er altid en dramatisering. Det er ikke ment som en fornærmelse, for den dramatiske, kreative sans er noget du har til fælles med alle os andre. Den er et menneskeligt grundvilkår. At du er en handlekraftig, sproglig iscenesætter, er imidlertid heller ikke nødvendigvis ment som en kompliment, for det er en magt du ikke nødvendigvis har godt styr over. Men desto vigtigere er det at forstå hvordan sproglige dramaer fungerer, så du med tiden bliver en stadig mere kompetent og kritisk instruktør og en bedre medspiller. Det skal du helt klart tage som en (etisk) udfordring.

Læs og hør mere:

Kenneth Burke: A Grammar of Motives, University of California Press, 1945.

James Jasinski: “Dramatism” i Jasinski: Sourcebook on Rhetoric, Sage, Thousand Oaks, 2001.

Hanne Roer: “Dramatistisk, pentadisk kritik”, i Marie Lund og Hanne Roer (red.) Retorikkens aktualitet: Grundbog i retorisk kritik, 3. udgave. Hans Reitzels Forlag, 2014.

Anna von Sperling: “jegblevvoldtaget – Voldtægtsofrenes egne ord”. information.dk/jegblevvoldtaget

Zetland Live 10 – Nørrebro Teater findes som podcast på: zetland.dk/historie/s8R3PZgl-aoGna3P0-c6a6f

Bibliografisk

Af Christine Isager, lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 8-10.