Klog håndbog

Recension

Anmeldelse: Jens E. Kjeldsen, Hva er retorikk?, Universitetsforlaget, 2014.

Bibliografisk

Recensent: Kristine Marie Berg, ph.d., er adjunkti retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), side 91-92.

Annons

Klimataler

Jeg har fundet ni klimaretoriske fejl og skrevet ni kapitler om, hvordan du kan gøre det bedre ved at lære af de bedste. Bogen tager dig med på en rejse gennem historien med fokus på slaveri, borgerrettighedsbevægelsen og kampen mod racisme. Hvert kapitel kommer med en klar anbefaling til, hvad du skal gøre, eksempler på folk, der har gjort det godt og skidt og en forklaring af hvorfor. Läs mer...

Klimataler – introduktionen

Introduktionen fra bogen Klimataler af Rune Kier. Läs mer...

Recensionen

Jens E. Kjeldsens Hva er retorikk? er et eksempel på forskningsformidling når den er bedst. Vidende og velfortalt med klare forklaringer af faglige begreber og løbende brug af dem, et væld af interessante eksempler, og en stil der engagerer gennem direkte henvendelser til læseren og inddragelse af forfatteren selv.

Hva er retorikk? er en kompakt lille sag på 156 sider i lidt større end A5-format. Den indgår i en ”hva er?”-serie fra det norske Universitetsforlaget. En serie der lover stimulerende svar på krævende spørgsmål som: hvad er magt, hvad er kreativitet, etik, sociologi med mere. Serien minder således om Oxford University Press’ Very Short Introductions eller Aarhus Universitetsforlags Tænkepauser (som med typisk 60 sider dog er noget kortere). Bogen henvender sig altså til det man kan kalde den forudsætningsløse læser. Og det gør den på forbilledlig vis. Samtidig er den også interessant at læse for folk der allerede har sat sig ind i retorik som praksis og felt. For hvem ville ikke gerne kunne give et klart, koncist og imødekommende svar på titlens spørgsmål, og til det er der inspiration at hente hos Kjeldsen.

Bogen består af en indledning og seks kapitler som besvarer titlens spørgsmål med hvert sit fokus. Kapitlernes pointer konkretiseres løbende med eksempler, både historiske og aktuelle, en del af dem er amerikanske, men de fleste er, forståeligt nok, norske. Hvert kapitel afsluttes med forslag til videre læsning i form af en kommenteret litteraturliste der oftest udpeger skandinavisk og amerikansk forskning. Bogen er desuden forsynet med et register.

Kapitel 1 ser på retorik som praksis, som ord og billeder der griber ind i verden. Kjeldsen påpeger og giver eksempler på at retoriske funktioner som det at rådgive, anklage, forsvare, hylde og stadfæste fælles værdier stort set altid har været de samme, hvorimod kommunikationsformer og udtryksmåder har ændret sig. Læseren præsenteres endvidere for det normative aspekt ved retorikken, for genreperspektiver, stasislæren og ny forskning om krisekommunikation.

Kapitel 2 om retorikkens historie bygger videre ved også her at udpege både det varige og det evigt foranderlige ved retorikken. Kapitlet indeholder en interessant gennemgang af udviklingen i norsk retorisk praksis helt op til i dag med de særlige vilkår internettet har skabt for retorer og retorikere.

Kapitel 3 om samfundsdannelse fokuserer tvedelt på retorikken som betingelse for etablering af samfund og på de betingelser samfundet skaber for retorikken. Her argumenterer Kjeldsen på engagerende facon for vigtigheden af at et samfunds borgere er retorisk kompetente. Ligesom i de øvrige kapitler bevæger fremstillingen sig ubesværet fra klassiske begreber, som vir civilis, til nye, som retorisk medborgerskab, og påpeger forbindelser og spring mellem dem.

I kapitel 4 præsenteres retorik som et særligt menneskesyn der omfatter erkendelse af at normer og sandheder er situationsafhængige og accept af følelsernes legitimitet. Kapitlet påpeger også retorikkens receptive rolle, at retorik ikke alene handler om at påvirke, men også om hvad man vil lade sig påvirke af. Kapitlets pointer uddybes grundigt og Kjeldsen henvender sig direkte til læseren gennem spørgsmål. Her slås det for eksempel fast at ”selv om det finnes en virkelighet uavhengig av mennesket, kan ingen forstå eller hevde at noe objektivt eksisterer uten at gjøre det gjennom kommunikasjon. Og når vi gjør dette, altså kommuniserer, så ser vi alltid noe som noe – for ingen ting gir mening i sig selv.” (side 86) Dette konkluderende afsnit uddybes med en opfordring til læseren: ”Du kommer ut fra Oslo S og ser en mann som sitter lenet mot veggen til en klesbutikk, med en papirkopp foran seg, Hva sier du hvis jeg ber deg om å beskrive hva du ser?” Forfatteren kommer med en række bud og konkretiserer således afsnittets pointe: ”Det er en kjensgjerning at det sitter en person på gaten, men denne etableringen av rene fakta gir ikke mye mening i seg selv. Ikke før vi ser den sittende personen i lyset av våre doxa og vår sociale viten, vil han gi mening for oss. En person på gaten er aldri bare en person på gaten.” (side 87)

Kapitel 5 handler om hvordan retorik har udviklet sig som skole- og primært universitetsfag, og hvilke andre faglige traditioner retorik som forskningsfelt trækker på. Medievidenskaben udpeges som en særlig nær og kær nabo, og Kjeldsen afslutter kapitlet med en klar opfordring til retorikere om i højere grad at interessere sig for den faktiske modtagelse af en tekst og derfor oftere at inddrage metoder som fx kvalitative interviews og fokusgrupper. I betragtning af at bogen primært henvender sig til nytilkomne på feltet, kan man spørge sig selv om sådan en opfordring er relevant. Den fremstår dog ikke som et fejlskud, men er snarere med til at skabe et billede af et forskningsfelt i udvikling og af en engageret afsender. Det 6. kapitel fokuserer på retorikkens forhold til magt og afmagt og slutter af med en motiverende appel til udbredelsen af den magt Kjeldsen kalder ”god” og ”retorisk”, hvilket er magten til at vurdere andres kommunikation og til selv at kommunikere hensigtsmæssigt, levende og overbevisende.

Kjeldsen indfrier til fulde sin eksplicitte ambition om give et bredere perspektiv end almindelige retoriske håndbøger. Her præsenteres retorik ikke som et redskab til at få det som man vil have det, blive ”kongen på haugen”, men som en livsbetingelse for mennesket og samfundet. At det nu er muligt for retoriknysgerrige skandinaver at få så inspirerende og imødekommende et svar på spørgsmålet om hvad retorik egentlig er – det er i grunden en opløftende tanke.

Rhetorica Scandinavica 68 (2014), s 91-92