Det kræver mod at være medborger

Når fællesskabet HØRT afholder fortællearrangementer, har de et dannende formål. De skal styrke deltagernes mod og lyst til at blande sig i samfundet. Det sker på en enkel måde: ved at fortælle historier. 

Det kræver mod at være medborger

Anna Louise Hjorth Andersen, Nadja Kaspersen & Julie Thalund

HØRT møder Daniella til en fortælleworkshop for ældreklubben Madam Blå på Vesterbro. Hun er en nydelig, lille kvinde på 69 somre som i sin fritid underviser de andre fra klubben i it. Til tider også håropsætning som er Daniellas sande passion. Daniella har aldrig været stærk i stavning – og hun har altid fået at vide at hun ikke duede til at tale foran andre. I det hele taget at hun ikke duede til særlig meget. Da HØRT møder hende, er det tydeligt at hun har masser af historier at fortælle. Hun mangler bare modet til at dele dem.

HØRT laver borgerinddragende fortælleprojekter for at støtte folks lyst til at tage ordet – fx i form af fortælleaftener hvor publikum inviteres til at dele deres historier på scenen mens hele salen lytter. Målet med HØRTs arbejde er i al sin enkelthed at give Daniella lyst til at fortælle sine historier. Historier der kan bringe hende i spil som medmenneske og -borger på egne præmisser – ikke HØRTs, ikke fortidens eller nogen andres. Og det er netop derfor at HØRT til at begynde med blev formet: Fordi menneskers fortællinger er vigtige. Når vi deler vores fortællinger med hinanden, bliver vi aktive medborgere i vores samfund fordi vores historier bringer os i spil i relationen til hinanden og det samfund vi skaber sammen.

I din fortælling er du eksperten

Når HØRT har valgt at lade folks personlige fortællinger danne rammen om borgerdialog, er det af to årsager.

For det første er genren allemandseje. Historier er noget vi alle sammen har, og det er et udtryk vi alle sammen forstår. Det er en måde at kommunikere på der ikke udelukker nogen – men snarere lukker alle ind. Begrebet medborgerskab hænger i retorikken uløseligt sammen med borgerens involvering i den offentlige debat. Men hvordan skaber man egentlig plads til dem der ikke på forhånd er eksperter eller meningsdannere? I den personlige fortælling er alle eksperter i deres historie. Dén holdning gør pludselig alle fortælleres standpunkter interessante – og dét kan motivere til at tage ordet.

Annons

For det andet lægger fortællegenren op til at man tænker med hinanden i stedet for mod hinanden. I debat argumenterer man for et standpunkt og lytter til modstanderens argument for enten at bygge videre på et modargument eller tilslutte sig modstanderens synspunkt. Som et alternativ hertil kan man se historiefortælling som en proces hvor fortælleren deler noget, og hvor publikum lytter til det der bliver delt. I dét øjeblik hvor vi tager med fortælleren på rejse, lader vi os selv glide lidt i baggrunden. Vi arbejder ikke på et modargument. Vi afbryder ikke. Vi hverken analyserer eller prøver at placere hvor vi står i forhold til en sag.

Sammenligningen af debat og historiefortælling skal ikke fremhæve det ene som vigtigere end det andet. I stedet kan den vise at historiefortælling rummer stort potentiale både som forløber for og supplement til debat: Gennem historiefortælling kan man blive fortrolig med at tage ordet, få lyst til at mene noget om en sag og blive bedre til at lytte til sine medmennesker. Alle egenskaber der står centralt i idealet om medborgerskab.

Det skal være en sejr at tage ordet

Det lyder meget ligetil – at få folk til at fortælle historier – men det er det ikke. Den allerstørste udfordring er at få folk til at åbne munden. HØRT oplever at angsten for at sætte stemme på foran et publikum er næsten umulig at undgå. Og netop angsten for at tage ordet er den kraft der driver HØRTs arbejde med fortællinger fremad. For hvorfor er vi så bange for at stikke næsen frem? Ville du gøre det? Hvad kunne få dig til at fortælle en historie?

Om det er i en debat eller til en fortælleaften, er risikoen ved at åbne munden i bund og grund den samme. I det øjeblik vi deler en historie, en holdning, et argument, træder vi frem på scenen og gør os til målskive for vores publikums opfattelse. Og det indebærer altid en risiko fordi vores publikum jo kan finde på at udfordre vores holdninger og måske modargumentere eller ligefrem angribe vores ståsted. Og er man ikke trænet til disse (retoriske) øvelser, kan det føles langt sikrere at tie.

HØRT ønsker at gøre op med angsten for at tage ordet. Målet er enkelt: Den mundtlige selvtillid skal styrkes. I fortællesituationen bliver fortælleren ‘den gavmilde’ der gennem sin fortælling låner det øvrige publikum et par nye briller at se med. Når historien er færdig, og publikum tager deres egne briller på igen, vil de måske opleve at deres briller har skiftet styrke, farvetone eller at glasset er blevet en lille smule klarere at se igennem.

Daniella går på scenen og lægger salen ned af grin med sin tragikomiske historie om dengang hun fik fjernet sin livmoder på Hvidovre Hospital. Den lille dame går i stå en enkelt gang undervejs – men det er lige meget. For ingen kan tage fra hende at hun når helt ud over scenekanten. Hendes mod kvitteres med et glas champagne og bragende klapsalver. Hun tager en ordentlig slurk og sætter sig stolt ned på sin plads mellem de øvrige publikummer. Daniellas livmoder duer ikke, men det gør hendes bidrag.

R

HØRT laver borgerinddragende fortælleprojekter og har rødder i retorik, kulturstudier og scenekunst. D. 18.12 arrangerer HØRT “Det Man Siger” på scenen HAUT. Her har man mulighed for at dele eller lytte til historier om “Dyret”. Entréindtægterne går til hjemløseavisen Hus Forbi.

Læs mere på facebook.com/HOERTdk.

R

Bibliografisk

Af Anna Louise Hjorth Andersen. Kandidatstuderende i Retorik. Nadja Kaspersen. Kandidatstuderende i Teatervidenskab og Performancestudier. Julie Thalund. Kandidatstuderende i Retorik. Alle medstiftere af HØRT..

RetorikMagasinet 94 (2014), s 30-31.