En krig på ord

Sproget skaber. Angriber USA Afghanistan fordi der er krig? Eller er det snarere sådan at USA retorisk skaber en krigssituation for at legitimere angrebene?

En krig på ord

af Jonas Gabrielsen

Få hændelser illustrerer så godt som den der fandt sted den 11. september 2001, at vi lever i en tid hvor en og samme begivenhed eller situation kan have mange navne – og hvor den der vælger mellem disse mange navne, sætter dagsordenen. Ideen om at navne er neutrale mærkater, er forældret. Den må afløses af en bevidsthed om at navne skaber og former vores virkelighedsopfattelse – og dermed også det grundlag vi dømmer andres og legitimerer egne handlinger ud fra.

Hønen og ægget, ordene og hændelserne

Hvad var det egentlig der skete den 11. september 2001 i New York, Washington DC og Pennsylvania? Hvordan skal vi navngive og forstå disse hændelser? Skal vi referere til dem som et ”terrorattentat”? Skal vi kalde dem for et ”terrorangreb”? Eiler skal vi gå hele vejen og bruge udtrykket ”terrorkrig”? Ingen af disse navne er i sig selv mere oplagte end andre, hvilket da også understreges af at DRs TV-Avisen og TV2 Nyhederne faktisk benyttede to forskellige benævnelser. Mens TV-Avisen først kaldte det skete for et ”terror-angreb” og efter et par dage reducerede det til ”terror’’, kaldte Nyhederne det de første dage for ”terrorkrig”, hvorefter de overgik til at ”tælle dage”, således at det for eksempel den 21. september hed: ”10 dage efter” osv.

Disse forskellige benævnelser er alt andet end tilfældige og neutrale. Jeg skal med udgangspunkt i hændelserne den 11. september forsøge at vise at fænomenet navngivelse må betragtes som en form for argumentation, nemlig den argumentationsform der styrer hvordan et sagsforhold, en situation eller en problemstilling skal forstås.

Annons

Retorisk argumentation begrænser sig med andre ord ikke til de traditionelle retoriske slutninger, eksempel (slut-ning fra konkret tilfælde til generel regel) og enthymem (slutning fra generel regel til konkret tilfælde), der grundlæggende er argumenter af logisk karakter. I retorisk sammenhæng kommer topikken altid før logikken, hvilket betyder at vi for at kunne benytte eksemplets og enthymemets logiske mekanismer, først er nødt til at bestemme hvilke præmisser der i den konkrete sammenhæng skal tages i brug.

Enhver retorisk sag kræver derfor at man foruden de logiske strukturer benytter topiske strukturer; strukturer der på forskellig vis samler sig om hvilke navne der i en given sag vælges, hvilke sammenligninger der benyttes for at forme sagen, og generelt hvilket sprog der bruges til at indkredse og fremstille sagen med. Retorik handler med andre ord om at sætte den rigtige topik – hvilket også synes at være hvad Bush-administrationen forsøger når de konsekvent benæv-ner og behandler hændelserne den 11. september under et krigsperspektiv og ikke under et lige så oplagt attentatper-spektiv. Jeg skal i det følgende forsøge at illustrere at disse topikvalg må forstås som en hel essentiel del af retorisk argumentation, og endvidere vise hvordan en valgt topik argumentativt kan underbygges gennem velvalgte sammenligninger og korrekt stemt sprog.

At sætte en sags topik

Det er en almen retorisk indsigt at måden en sag forstås på, afhænger af måden sagen navngives på. Uanset om vi beskæftiger os med navngivelse af enkle genstande som for eksempel en ”cigaret” ( eller skulle vi hellere kalde det for en smøg, en nikotinpind eller et ligkistesøm?) eller mere komplekse situationer som den den 11. september, er navngivelse alltid en værdiladet og forførende aktivitet. Dette beror på at man, når man navngiver en sag, samtidig betoner udvalgte aspekter i sagen, og at navngivelse derfor er at favorisere ét blandt flere mulige betragtningsperspektiver i sagen. At navngive er således at vælge den vinkel hvorfra en sag, situation eller problemstilling åbnes og forstås. Det betyder på den anden side at enhver navngivning rummer en genuin retorisk mulighed, nemlig muligheden for at sprogliggøre verden intentionelt, dvs. en mulighed for at den der benævner, kan åbne og forme verden på en, for ham eller hende, favorabel måde.

Denne pointe synes også at være velkendt af præsident Bush og hans stab. Fra første stund har Bush og hans for-skellige talsmænd gjort alt for at slå fast at disse hændelser er ”acts of war”, og at de derfor også skulle besvares som sådanne. Bush-administrationen valgte altså fra første stund at sætte en krigstopik som situationens dagsorden og forståelsesramme. Måden vi skulle forstå hændelserne på, var som krig, væbnet konflikt og nationer der bekriger og angriber hinanden.

Og man kan vel sige at denne strategi er lykkedes. Hvad vi har set siden den 11. september, er en verden der har reage-ret som var der krig: Vi har set NATO komme ind i billedet, hvilket i sig selv understøtter krigstopikken, fordi NATO først og fremmest er en forsvarsalliance. Vi har set statslede-re og forsvarsministre stå frem og legitimere NATOs brug af musketerparagraffen – altså den paragraf der siger at et angreb på er NATO-medlem er et angreb på alle NATO–medlemmer. Vi har set Osama bin Laden omtalt i vendinger der prekært fremstiller ham som soldat med militære intenti-oner, frem for terrorist med en politisk agenda. Vi har set muslimer i USA og Europa blive behandlet som fjender. Og måske vigtigst af alt: Vi har set en verden der har haft meget svært ved at reagere kritisk, mens USA og Storbritannien bombede Afghanistan – for der er vel tale om krig hvor man har ret til at forsvare sig selv. Ved at benævne hændel-serne den 11. september som ”krig” er vores forståelse af situationen altså blevet formet på en måde hvor en militær respons mod en suveræn nation et langt stykke ad vejen synes retfærdiggjort og rimelig.

At understøtte en sags topik

Men benævnelserne er ikke alt inden for denne måde at argumentere på. Ud over selve benævnelserne kan også en række andre sproglige mekanismer bruges til at understøtte den valgte topik. Disse mekanismer – som i deres konkrete fremtrædelsesform er mange, men i funktionen relativt ens – er først og fremmest metaforer, sammenligninger og eksempli-fikationer.

Også disse mekanismer kan findes i Bush-administratio-nens tilgang til hændelserne den 11. september. Mere end en gang indikerer Bush i sine taler paralleller mellem den 11. september og forskellige tidligere hændelser der leder tanken hen på krigssituationer, væbnede konflikter og tru-sler af international karakter. Bush-administrationen – og ikke mindst den globale presse – har for eksempel sat lig-hedstegn mellem hændelserne den 11. september og angre-bet på Pearl Harbor i 1941, altså den hændelse som både faktisk og symbolsk kastede USA ind i 2. verdenskrig. Og igen synes budskabet at være: Forstå den 11. september som I forstod den 7. december 1941, nemlig som en dag hvor nogen erklærede USA krig; forstå den 11. september 2001 som en dag hvor USA blev tvunget til at respondere militært.

Ladens bevægelse, al-Queda, skal indboldsbestemmes. I Bush’ tale til kongressen og det amerikanske folk den 20. september 2001 indplaceres al-Queda direkte i et spor af militære og imperialistiske bevægelser. Bush siger: ”they [al-Queda] follow in the path of fascism, and nazism, and tota-litarianism.” Ved på denne måde at forbinde al-Queda med velkendte fortidige eksempler på militaristiske og imperiali-stiske bevægelser, bestemmes også al-Queda som en pri-mært militaristisk og imperialistisk bevægelse. Det indirek-te budskab er altså at al-Queda skal forstås på samme måde som vi i 30’erne og 40’erne forstod fascismen i Italien, nazis-men i Tyskland og som vi op gennem 60’erne, 7O’erne og 80’erne opfattede Sovjetunionen – nemlig som bevægelser der reelt eller ”koldt’’ bekrigede det øvrige Europa og USA. Og fordi al-Queda er en krigerisk bevægelse, må også et angreb fra dem forstås som krig.

Og det samme kan siges om hele den række af ord og vendinger der direkte som indirekte ”låner” mening og værdi fra krigens vokabular: I ovennævnte tale fra den 20. september 2001 er terroristerne således ”enemies who strike”, og ikke eksempelvis ’criminals who act, hvilket vel havde passet bedre hvis hændelserne blev udlagt som et attentat frem for som krig. Såvel som vi lærer at: ”the only way to defeat terrorism [ … ] is to ( … ] eliminate it, and destroy it”, hvor vi vel lige så godt kunne have lært at: ’the only way to stop terrorits ( … ] is to [ … ) capture them, and imprison them.’, hvilket havde lagt op til en form for juridisk respons. For ikke at nævne termen: ”fight” der til stadighed gentages, såvel som takken til: ” … the reservists we have called to active duty”, der også primært er en vending der benyttes når en nation står over for en krigssituation. Eller advarslen om at det bliver en ”long struggle”, hvilket også kan ses som et indirekte signal der over for befolkningen indvarsler en krigsperiode. Alt sammen sprog der på forskellig vis underbygger hændelserne den 11. september som: ”acts of war”. Også sprogets dele under sætningsgrænsen kan altså på denne måde benyttes til at underbygge en valgt topik, alene ved at indkredse hændelserne med et bestemt og ladet vokabular.

Vi argumenterer både med og i sproget

Jeg tager ikke her stilling til om Bush-administrationens krigstopik er forkert. Mit udgangspunkt er retorikken, og påstanden er derfor udelukkende at hændelserne den 11. september ikke i sig selv rummer noget tvingende element der gør dem til en terrorkrig, frem for eksempelvis et terror-angreb, og at de følgelig ikke i sig selv foreskriver at vi skal reagere militært, frem for eksempelvis diplomatisk eller med sanktioner. Krigstopikken er en blandt flere mulige topoi der alle trækker hændelserne mod en bestemt forståelses- og reaktionsramme. Det er således vanskeligt at se hvordan en attentattopik, hvor hændelserne mere associeres med en intern og national problematik, på samme måde som krigs-topikken ville kunne give hjemmel til en international væbnet respons, og i videre forstand ville kunne legitimere inddragelsen af NATO og musketerparagraffen. Enhver denotation (benævnelse) skaber konnotation (association), og det er derfor ikke den samme sag man diskuterer, når en sag benævnes forskelligt. Og fordi ingen hændelse foreskri-ver sin egen benævnelse, må navngivning et langt stykke hen ad vejen opfattes som en retorisk aktivitet. At navngive er at forme verden sprogligt. At navngive er at sætte sagens topik. Det samme gælder de benyttede sammenligninger og vokabularet: Det er ikke direkte misvisende, men ladet og udtryk for retoriske valg. Sammenligningerne med angrebet på Pearl Harbor i 1941 er kun en blandt mange mulige sam-menligninger. Havde det for eksempel ikke været lige så nærliggende at sammenligne med bombeattentatet i Oklahoma i 1995, eller med det tidligere terrorangreb mod World Trade Center i 1993? For også her kan der findes lig-heder: Alle tre hændelser havde for eksempel som mål byg-ninger med symbolsk værdi; i ingen af angrebene stod der en egentlig fremmed nation bag; og i ingen afhændelserne blev der stillet militære krav som for eksempel afgivelse af land-områder. Fordi der til enhver hændelse, situation og pro-blemstilling kan påpeges ligheder til en mangfoldighed af andre hændelser, situationer og problemstillinger, ekspone-rer de aktuelle sammenligninger først og fremmest retoriske valg. At sammenligne er at understøtte den form man har givet verden: At sammenligne er at understøtte den valgte topik.

Eksemplet med Bush-administrationens håndtering af hændelserne den 11. september anskueliggør at det er for snævert udelukkende at se retorikken som en kommunikationsdisciplin hvis egenart består i at tilpasse sig situationen og publikum. Retorik handler også om at skabe situationer – i dette tilfælde en krigssituation –og generelt om at forme den verden publikum skal reagere på. Retorikken starter ikke som logikken i et afgrænset og færdigt sæt af præmis-ser, men i topikken og dennes overvejelser over hvilke topoi det overhovedet vil være favorabelt at anvende som præmis-ser. Og fordi det i disse før-logiske overvejelser ikke er muligt at argumentere med logikkens ræsonnementer opbygget over følgerelationer, benyttes her ræsonnementer der baserer sig på at hændelser ligner andre hændelser, og at ord konnoterer til andre ord. Retorik handler både om logik og om topik og må derfor både beskæftige sig med hvordan man argumenterer med sproget, og hvordan man argumenterer i sproget.

Læs mere:

Gabrielsen, Jonas: ”Retorisk argumentationsteori i et topisk perspektiv’’, Rhetorica Scandinavica, Nr. 9, 1999.

-”Hvad er topik? -et udblik over topikkens retoriske funktioner’’, Sprint, Nr. 1-2, 2000.

Gabrielsen, Jonas & Pontoppidan, Christina: ”Klassikeren: Introduktion” (introduktion til den danske oversættelse af Richard E. Vatz’ artikel: ”The Myth of the Rhetorical Situation”), Rhetorica Scandinavica, Nr. 15, 2000.

Lundquist, Lita: ”Om argumentation i sproget”, Mål og Mæle 2, 15. årgang, 1992.

Vatz, Richard E.: ”Myten om den retoriske situation”, Rhetorica Scandinavica, Nr. 15, 2000.

Bibliografisk

Af Jonas Gabrielsen, Lektor i kommunikation ved Roskilde Universitetscenter.

Klassiker i RetorikMagasinet 100 (2016), s 28-30. Samt RetorikMagasinet 42 (2001).