Krigens nedbrydende kraft

I 400-tallet f.v.t. skrev Perikles efter sigende en gravtale til Athens faldne soldater i krigen mod Sparta. Og den tale har på mange måder inspireret krigsførende nationer siden hen. Her er en analyse af talen.

Krigens nedbrydende kraft

Hanne Roer.

Om Perikles virkelig har skrevet den gravtale, er uklart. Men det lægger historikeren Thukydid ham i munden i anden bog af Den peloponnesiske krigs historie. Under alle omstændigheder er talen bearbejdet af Thukydid der var en stor beundrer af Perikles. Talen består hovedsageligt af en formfuldendt lovprisning af Athen over for det mørke Sparta, atheniensernes hovedmodstander i den lange krig. Som gravtale (epitaphios) er den usædvanlig fordi den noget kortfattede trøst til de efterladte først kommer helt til slut: Forældrene må glæde sig over at deres unge sønner er faldet for så stor en sag; de yngre af dem kan få flere børn, mens de ældre alligevel snart skal dø!

Perikles gør sig her sig til fortaler for en ideologi der passer til en militærstat: Staten reducerer individerne til instrumenter og afkræver absolut loyalitet i krigstid (også kendt fra græsk tragedie, fx Aischylos’ Orestien, Sofokles’ Antigone og Aristofanes’ Lysistrate). Perikles/Thukydid fremhæver ellers netop at det demokratiske Athen er medborgerskabets, ytringsfrihedens og skønhedens by men krigssituationen kalder på en militærideologi der sætter en del af de normale samfundsfunktioner ud af spil.

Den sikkert vigtigste topos (tema, red.) i en (om)tale af døde soldater er – nu som dengang – at de er faldet for en større sag, og at deres død dermed giver mening. Næppe nogen har som Perikles udfoldet denne topos, og talen giver da også genlyd op gennem retorikkens historie, fx i Lincolns Gettysburg-tale.

I det bragte uddrag (36-40) priser Perikles byens demokrati og offentlige institutioner der gør byen til en model for andre bystater. Borgerne er lovlydige og tolerante over for andre måder at leve på, og deres liv forsødes af de mange fester og af de smukke importerede varer.

Atheneren er dog ikke blevet egoistisk eller blødagtig, og han interesserer sig for det almene. Byens demokratiske styreform har skabt en velfærd og en balance i byens liv hvor man formår at løse konflikter. Alle de tre vigtigste erhverv (handlende, intellektuelle, politikere) roses fordi de tjener staten. Dette harmoniske liv er præget af en balance mellem debat og handling hvor ord og handling kompletterer hinanden. Venskabet, denne gamle græske dyd, som er essentiel for Homer, sættes højt af alle. Kærligheden til medborgerne og byen betyder at athenernes militærtjeneste er baseret på frivillighed og en naturlig trang til at forsvare sig selv, modsat Sparta der tvinger sine beboere og sine allierede til at gå i krig.

Annons

Således er Athen en mønster-polis, altså en bystat hvis storhed og magt er velfortjent, konkluderer Perikles. Men ikke alle Athens forbundsfæller delte den opfattelse, tværtom anså nogle medlemmer af det attiske søforbund Athen for en imperialistisk magt. Nogle gjorde oprør som byen Mytilene på øen Lesbos hvor det blev slået hårdt ned (3.2-3.50). Efterfølgende besluttede man i Athen på folkeforsamlingen at dræbe mændene og sælge kvinderne til slaveri, en beslutning der i sidste øjeblik blev forkastet efter en debat mellem politikerne Kleon og Diodotos (3.37-50).

Debatten er blevet udlagt som eksemplarisk deliberativ retorik, men set i den større sammenhæng, skildringen af hele krigen, rummer den uheldssvangre toner.

Thukydids store værk på i alt otte bøger er en forfaldshistorie der viser omslaget fra Athens storhedstid i begyndelsen af det 5. årh. f.v.t. til 430 hvor krigslykken vender. Hele første bog leder op til Perikles’ gravtale som en art guddommeliggørelse. Herefter går det nedad for Athen; gravtalen er et vendepunkt i værket der varsler Athens fald.

Kleons forslag om brutalt at udslette oprørerne i Mytilene kan tolkes som endnu et skridt i Athens forfald hvor krigens ødelæggelser er begyndt at nedbryde de smukke athenske værdier.

Thukydid skildrer både handlinger og gengiver taler. Som et led i hans historiske metode holder han sin egen vurdering tilbage men et af de steder vi hører hans egen stemme, er 3. bog 81-83 (sprogligt endnu vanskeligere end det øvrige værk!). Han beskriver her en borgerkrig, stasis, i byen Kerkyra (Korkyra) på Korfu. Borgerne deler sig i fraktioner der begge appellerer til slaverne, et tegn på konfliktens totalitet. Fader dræber søn, ven dræber ven, de der søger tilflugt i helligdommene, myrder hinanden eller begår selvmord, retssystemet svigter, aftaler og kontrakter brydes, og personligt begær maskeres som poliske motiver.

Den balance der kendetegner den ideelle bystat, polis, er brudt sammen på grund af krigen: ”Men når krigen lidt efter lidt har undermineret betingelserne for den trygge daglige tilværelse, er den en tyrannisk læremester, som former de flestes karakter og følelser i overensstemmelse med de vilkår der gælder” (3.82; Friisberg 2010 s. 123; bemærk at Friisberg generelt oversætter stasis med ”partikamp”). Intet er som før, og ordene mister troværdighed: ”Også de ord, man brugte til at betegne tingene, fik deres normale betydning forvansket, fordi man brugte dem vilkårligt. Tankeløs dumdristighed blev nemlig betegnet som tapper partiloyalitet, forsigtig tilbageholdenhed som maskeret fejhed, besindighed som et dække for umandig svaghed, fornuftig omtanke i alle forhold som dovenskab og handlingslammelse” (3.82; Friisberg s. 124).

De dyder, som Perikles priser i sin gravtale, findes ikke længere, selv om ordene for dem stadig (mis)bruges.

Denne korruption af moralen og sproget bredte sig efter Kerkyra til næsten alle græske bystater, og Athen var ikke noget uskyldigt offer (Athen var med til at starte stasis i Kerkyra, får vi at vide).

Den peloponnesiske krig var den totale borgerkrig, og netop derfor endnu mere nedbrydende end en krig mod en ydre fjende (polemos, fx grækernes krig mod perserne i begyndelsen af 5. årh.), jf. J. Price, 2001.

Thukydids Historie slutter år 411, syv år før Athen led det endelige nederlag som det aldrig helt kom sig over. Thukydid er pessimistisk i sin vurdering af menneskets natur: ”Når mennesket ønsker at hævne sig på andre, viger det i det hele taget ikke tilbage for i forvejen at bryde de love, der virker til gavn for alle i den slags tilfælde – de love, som er grundlaget for, at alle kan håbe på, at de vil kunne finde redning, hvis de kommer i vanskeligheder” (3.84; Friisberg s. 127). Lad den advarsel klinge endnu engang i vores tid hvor antiterrorlove med smukke navne som USA Patriot Act kan true retssikkerheden i den vestlige verden der netop priser individets frihed. R

Faktaboks:
Man mener Thukydid levede omkring 460-400 f.v.t., mens Perikles levede fra ca. 495-429 f.v.t.

Taleuddrag: Uddrag: ”Perikles’ gravtale”, 36-40
(fra Thukydids Den peloponnesiske krigs historie, 2. bog, kap. 34-46):

36. Jeg vil begynde med at tale om vore forfædre; det er ret mod dem og tillige billigt i et øjeblik som dette således at hædre deres minde. Vort land har jo altid været beboet af det samme folk, og indtil i dag har slægtled efter slægtled kunnet give det videre som et frit land fordi de var ædle mænd. Ja, værd at prise er vore forfædre, og endnu værdigere vore fædre, som foruden hvad de overtog ikke uden møje erhvervede det store rige vi nu har og efterlod det til vor generation sammen med det øvrige.

Og vor egen generation, vi der nu er modne mænd, har øget riget på de fleste punkter og har gjort byen til uindskrænket herre overalt hvad den behøver både til krig og til fred. Den del af vor indsats som er øvet i de krige hvor de enkelte erobringer blev gjort, og de tilfælde hvor vi selv eller vore fædre energisk har slået barbariske eller hellenske fjenders angreb tilbage, vil jeg lade fare, da jeg ikke vil udbrede mig om ting som I véd i forvejen; men hvilken livsform der er grundlaget for vor magt, hvilken statsform og hvilken måde at udøve borgerretten på der har dannet baggrunden for dens væxt, det vil jeg gerne forklare, før jeg priser disse døde. Jeg tror nemlig det er på sin plads at det bliver sagt ved denne lejlighed, og jeg tror også det er nyttigt at alle her, både borgere og fremmede, hører på det.

37. Den statsform vi har er ikke en efterligning af vore naboers love, nej, vor statsform er snarere selv et exempel for andre end andres for os. Dens navn er demokrati, fordi styret ikke er samlet hos nogle få, men hos flertallet; men medens lovene giver alle lige ret i private sager, er det vurderingen af hver enkelt borger og hans anseelse på et eller andet felt, en kvalitetsvurdering mere end en fordeling på skrift, der bestemmer om han fortrækkes i offentlige hverv; ejheller danner fattigdom hos een der kan gøre byen gavn nogen hindring ved at holde hans gode kvaliteter skjult.

Frihed hersker i vort offentlige liv, og skal der tales om at se skævt til hinandens daglige livsførelse, så vredes vi ikke på vor nabo hvis han følger sine lyster, og vi generer ikke hinanden med reaktioner der, selvom de ikke er af retslig art, dog virker sårende for øjet. Vor daglige omgang sker uden forargelse; men i vort offentlige liv er vi ikke lovbrydere, særlig fordi vi føler respekt, som vi viser ved at adlyde vor til enhver tid fungerende øvrighed og vore love, navnlig dem der er givet til beskyttelse for mennesker der lider uret, og de uskrevne love der i den almindelige bevidsthed bringer skam over dem der bryder dem.

38. Desuden har vi også skaffet vore sind de ringeste muligheder for hvile efter al vor møje: Vi har jo da, som det er skik her, festkonkurrencer og festofre året igennem, og i privatlivet har vi smukke ting der giver os en daglig glæde som udsletter vore bekymringer. På grund af byens størrelse kommer alle mulige varer til os fra alle lande, og vi er sådan stillet at vi nyder godt af andre folks frembringelser som om de lige så meget var vores egne som de goder der produceres her.

39. Også i vor militære praxis adskiller vi os fra vore modstandere: For det første står vor by åben for alle, og vi forviser aldrig fremmede for at forhindre nogen i at høre eller se noget som nogle af vore fjender kan have nytte af at se når de kan få adgang dertil; vi stoler nemlig ikke så meget på intriger og list som på den dådkraft der udgår fra os selv. For det andet er der opdragelsen: De opnår deres mandsmod ved møjsommelig øvelser fra tidligste ungdom; vi lever ubundet, men møder dog de farer der svarer til vor styrke lige så godt. Man ser det af den omstændighed, at lakedaimonierne ikke gør indfald i vort land for sig selv, men sammen med alle deres forbundsfæller, medens vi selv går til angreb mod omliggende lande og for det meste ikke har svært ved at sejre i kampe på fremmed jord mod folk der forsvarer deres eget. Vor samlede styrke har endnu ingen modstander mødt, fordi vi på samme tid både fører søkrig og sender athenske landtropper mange steder hen; når vore modstandere så et sted kommer i kamp med en del af vor styrke, vigter de sig, hvis de vinder over nogle af os, af at de har drevet os alle væk, og hvis de taber, af at det er os alle de har lidt nederlag til. Ved at ville møde farerne med let sind hellere end med møjsommelig træning, modige ikke så meget under lovens tvang som af vor egen natur, får vi da den fordel, at vi ikke tager forskud på prøvelser der hører fremtiden til, at vi, når vi møder dem, ikke viser mindre mod end de der lever i bestandigt slid, og at Athen er beundring værd på dette punkt.

40. Det er den også på andre: Vi er skønhedselskere, men økonomiske; vi er visdomselskere, men ikke forvænte. Rigdom er for os et grundlag for dåd mere end et smykke for ord; fattigdom er ingen skam for den der vedstår den, men større skam for den der ikke flyr den ved dåd. De samme mennesker kan passe både hjemmet og byen, og hver i sit erhverv kan få fornøden indsigt i byens anliggender: Vi er jo de eneste der anser den der ikke tager del i det offentlige liv, ikke blot for uengageret, men for unyttig, og det er os selv der dels afgør dels gennemtænker problemerne på rette måde, i den overbevisning at ord ikke er skadelige for handling, men at det skadelige snarere består i ikke at lade sig belære i ord før man tager de nødvendige skridt i handling. Det er jo nemlig også noget ganske særligt for os, at vi forener den største dristighed med en gennemtænkt plan for vore forehavender; andre folk derimod er dumdristige af uvidenhed eller ubeslutsomme af eftertanke. Og vil man dømme retfærdigt, må man vel sige, at den største indre styrke findes hos dem der ganske klart erkender både det frygtelige og det behagelige og på denne baggrund ikke viger tilbage for faren.

– Og i vor opfattelse af hvad der er ædelt, står vi i modsætning til de fleste: Vi vinder ikke vore venner ved deres godgørenhed, men ved vor egen. Den der har vist en anden en venlighed, er en pålideligere ven, fordi han bevarer venligheden som et tilgodehavende gennem sin gode vilje over for modtageren; skyldneren er en mindre aktiv ven, fordi han véd at han skal give den anden sin ædelhed, ikke som en venlighed, men som afbetaling af skyld. Vi er de eneste som frygtløst hjælper andre, ikke beregnende efter vor nytte, men tillidsfulde i vor frihed.

Kilde: Holger Friis Johansen: Thukydid – et udvalg. Akademisk Forlag, 1984.

Læs mere:
Claus Friisberg: Thukydid. Krig og politik. Den peloponnesiske krig i udvalg. Vestjysk Forlag, 2010.
M. Cl. Gertz: Thukydides’s Historie oversat og oplyst ved Anmærkninger, 4 bind. Udg. af Selskabet til
historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1897-1902.
Holger Friis Johansen: Thukydid – et udvalg. Akademisk Forlag, 1984.
Charlotte Jørgensen: ”Mytilene-debatten som paradigme for deliberativ retorik”, i Den analytiske gejst.
Roskilde Universitetsforlag, 2001.
Jonathan Price: Thucydides and Internal War. Cambridge University Press, 2001.
J.S. Rusten (ed.): Thucydides: The Peloponnesian War, Book Two, Cambridge University Press, 1989.