Lærebog om retorisk tekstanalyse

Recension

Maria Karlberg & Brigitte Mral: Heder och påverkan. Att analysera modern retorik. 194 sider. Bokförlaget Natur och Kultur, Stockholm 1998.

Bibliografiskt

Forfatter: Charlotte Jørgensen er lektor i retorik ved Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 8 (1998), s 68-70.

Annons
Retorik
Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Recensionen

I rækken af lærebøger i retorik der er udgivet i Skandinavien gennem de senere år, foreligger nu med Heder och påverkan (herefter H&P) den første indføring i retorisk tekstanalyse. Selv om der er almindelig fagtradition for at det retoriske begrebsapparat er lige anvendeligt til tekstproduktion og tekstkritik, er det på høje tid at man får adgang til faglitteratur der tager specielt sigte på det sidste. Behovet er oplagt al den stund analysen af taler og persuasive tekster i det hele taget gerne optager en central plads i retorikfaget, ligesom der i mange andre fag og uddannelser er stor interesse for at arbejde med tekster ud fra en retorisk synsvinkel. Til det pædagogiske behov kommer så det fagligt-teoretiske: det forhold at vi i retorikforskningen her halter bagefter, mens der specielt i USA tegner sig et billede af rhetorical criticism som et særligt forskningsområde.
Forfatterne er begge ansat på Högskolan i Örebro, og H&P præsenterer sig som en elementær lærebog der i første række henvender sig til studerende fra forskellige discipliner som ønsker en indføring i retorisk tekstanalyse. Bogen er da også anlagt som en praktisk grundbog for retoriske nybegyndere, og fagfolk kan med andre ord ikke forvente en bog der imødekommer et mere avanceret akademisk behov.

Bogen falder i tre dele. I Del I Retorik som vetenskap indleder Brigitte Mral kort med at præsentere retorikfaget og anføre nogle grundprincipper for retorisk tekstanalyse.
I del II på 40 sider fremlægges så En modell för retorikanalys. Modellen falder i seks trin, hvoraf Maria Karlberg er forfatter til hovedparten og Brigitte Mral til to: 1) Konteksten (underinddelt i afsnit om genre, den retoriske situation, publikum, det retoriske problem, taleren og forfatteren), 2) Dispositionen, 3) De persuasive bevismidler (etos, logos, patos), 4) Argumentationen (tesen, argumenterne), 5) Stil (stilleje, stilfigurer, fremførelsen) og 6) At formulere analyseresultaterne.
Del III Analysexempel, som udgør 2/3 af bogen, rummer så 8 analyser der med en enkelt undtagelse er skrevet eller bearbejdet af forfatterne. Det brede valg af analysetekster – spændende over reklame, politiske taler, video-vækkelsesprædiken, talkshow, science fiction-film og politisk hjemmeside på Internet – er en udpræget force der gør bogen appetitvækkende til megen undervisning.
Bogens titel anslår nogle væsentlige spørgsmål. Den lidt mærkelige sammensætning heder og påvirkning må hentyde til de klassiske talegenrer. Men den spiller også på dobbeltheden af retorik forstået som god – i betydningen moralsk ansvarlig – persuasiv sproghandlen og som effektiv overtalelse/­manipulation. Forfatterne ekspliciterer imidlertid ikke deres ståsted med hensyn til en normativ eller deskriptiv tilgang til retorik­faget. Hovedindtrykket er dog at de hælder til et værdineutralt retoriksyn der er tæt på det neo-aristoteliske. Det fremgår blandt andet af følgende: “Retoriken som vetenskap och analysverktyg är därmed inte bara empirisk eller deskriptiv utan framför allt tolkande och i viss mån värderande. En text bedöms utifrån frågan: På vilket sätt fyller den sin funktion? Det handlar om textens innehåll, om talarens avsikt och om budskapets möjliga effekt” (side 12, mine udhævelser). Ganske vist fremhæves det (side 13) at det i forbindelse med vurderingen af en teksts vellykkethed kan være relevant at spørge om den styrker den demokratiske belutningsproces ved at lægge argumenter og modargumenter åbent frem, eller om den er manipulerende eller propagandistisk. Men i øvrigt er der ingen kritiske refleksioner over hvilke kvalitetskrav man kan stillle i normativ tekstkritik, og der er heller ingen metodisk hjælp at hente hvad angår de hensyn man skal være særlig opmærksom på når man undersøger teksters effekt og diskuterer deres vellykkethed.
Undertitlens fremhævelse af moderne retorik er der som sagt dækning for gennem valget af analyseobjekter i bogens sidste del. Men som det fremgår af indholdsoversigten til del II, er det fremlagte analyseværktøj hentet i det traditionelle klassiske retoriske system. Bogens formål er først og fremmest at vise hvordan det kan være frugtbart at anskue moderne retoriske tekster ud fra den klassiske retoriks grundbegreber. Spørgsmålet melder sig uvilkårligt om en moderne retorik ikke skulle give sig mere gennemgribende til kende? Forfatternes svar er at deres model er en basismodel der, afhængigt af problemstillingen i den givne analysesammenhæng, må suppleres med teoretiske indfaldsvinkler fra moderne retorikforskning, såvel som med metoder og teorier fra andre fag (side 16-17). Det åbne fagsyn der her tilkendegives, og som jeg principielt deler, modsiges dog af det snævre retorikbegreb der skinner igennem under hele gennemgangen af analysemodellen.
Mine største betænkeligheder knytter sig i det hele taget til del II, der ligner et lynkursus i den klassiske lærebogsretorik. Tanken med H&P er åbenbart at den skal kunne bruges som eneste lærebog, eller som grundbogen, på et kursus. Det gør opgaven særdeles vanskelig, da forfatterne har måttet vælge mellem en meget overfladisk teoretisk del eller en meget længere bog. Det er ikke muligt på 40 sider at give både en solid indføring i den klassiske retoriks grundbegreber og en solid indføring i hvordan man anvender dem fornuftigt, hvilke typiske analyseproblemer man støder på, og hvilke yderligere klassiske eller moderne analyseredskaber man kan inddrage under de forskellige trin af modellen. Resultatet er at de klassiske begreber forklares så kort at det let bliver misvisende. Det gælder således omtalen af topik hvor noget der må være ment som et eksempel, kommer til at lyde som en forklaring: læseren må her (side 39) tro at en topos er ‘et sted i samfundet’! Det ville efter min mening have været et bedre valg at bygge en elementær lærebog i retorisk tekstanalyse op sådan at grundbegreberne forudsattes bekendt – at man med andre ord kombinerede den med en af de alment introducerende lærebøger som forfatterne læner sig kraftigt op ad, det vil sige Johannesson (1990) eller Hellspong (1992). Så kunne der være blevet plads til lidt mere konkret anvisning på hvordan man kan gå i dybden med analysen på de enkelte trin af modellen, og hvilke tolkningsredskaber fra den moderne retorik eller andre fag der er specielt egnede hertil.
Selve modellen med de seks trin er, som det fremgår, bygget op over den retoriske kanon. Dog er der omrokeringer i forhold til den traditionelle rækkefølge: trin 1, 3 og 4 omhandler inventio, trin 2 dispositio og trin 5 og 6 elocutio og actio. Fremrykningen af dispositio til trin 2, der altså kiler sig ind før argumentationsanalysen, virker umiddelbart fornuftig her hvor de retoriske partes skal bruges som værktøj for analyse og ikke tekstproduktion. Derimod virker det fagligt usystematisk at actio kommer som en lille krølle på halen til slut under trin 5 om stil. Nedprioriteringen er desuden udtryk for en manglende forståelse for fremførelsen som et særegent retorisk ekspertiseområde af stor interesse, ikke mindst i vores medieverden.
Trin 1 om konteksten er naturligt nok det afsnit der klarest afspejler en nyretorisk fagforståelse med betoningen af den retoriske teksts situationsafhængighed. Forfatterne har fingeren på pulsen når de sætter fokus på begrebet ‘den retoriske situation’, som jo har vist sig særdeles frugtbar – og omdiskuteret – i moderne retorisk tekstteori. Der henvises her (i note 17) til kilden Bitzer (i dette tidsskrifts danske oversættelse, nr. 3/1997); men det er yderst forvirrende og beklageligt at forfatterne bruger de Bitzer-klingende begreber i strid med Bitzers egen terminologi. ‘Den ­retoriske situation’ bruges således i den mere traditionelle betydning om “textens historiska, politiska, sociala eller ekonomiska sammanhang” (side 23), og ikke i Bitzersk forstand som overbegreb der inkluderer de tre grundelementer exigence (det påtrængende problem), audience (publikum) og con­straints (tvingende omstændigheder). De regler og konventioner der gælder for en tekst­genre, omtales som led i situationen og ikke som hos Bitzer under constraints. Den Bitzerske pointe, som kan være så inspirerende at tage op i mange tekstanalyser, at det retoriske publikum skal være i stand til at fungere som mediators of change, berøres slet ikke. Og endelig bruger forfatterne ‘det retoriske problem’, som jo direkte svarer til Bitzers exigence, som betegnelse for de tvingende omstændigheder der hos Bitzer udgør constraints.

Jeg har tidligere (i “Retorikkens spændetrøje”, Kritik 125/26, 1997) opponeret mod et snævert, instrumentelt retoriksyn der reducerer faget til en værktøjskasse og ansporer til analyser hvor man automatisk presser det klassiske retoriske system ned over teksten. Når jeg er utryg ved gennemgangen i bogens del II, er det fordi den let kan invitere til en sådan brug. For eksempel beskæftiger afsnittet om disposition på 2,5 side sig alene med den 5-delte traditionelle model, som – siges det – en overbevisende tale ifølge den klassiske retoriks ideal skulle rumme (side 28). Denne grove forenkling råder forfatterne så bod på ved at tilføje at en overbevisende tekst sagtens kan variere fra skabelonen (side 29); men læseren sidder tilbage med det indtryk at denne dispositionsmodel er alt hvad retorikken har at sige om disposition – at med andre ord analysen kun er retorisk hvis den forholder sig til modellen.

Men bogen er jo heldigvis mere end del II, og flere af mine betænkeligheder forsvinder når man kommer til anvendelsen af modellen i analyserne. Den skematvang der er lagt op til, præger gennemgående ikke analyserne. Et par mere udtrykkelige bemærkninger om at modellen er en basismodel under forarbejdet, men ikke en dispositionsmodel for analyseproduktet, havde været på sin plads under trin 6 om at skrive den faglige analyseopgave. Jeg kan ikke lade være med at frygte for hvilke analyser der kan blive resultatet hvis nybegynderen standser læsningen ved del II og blot skimmer analyserne uden videre refleksioner. Men i den kyndige lærers eller den samvittighedsfulde kritiske læsers hånd er det selvfølgelig ikke et alvorligt problem.

Author profile

Lämna ett svar