Levende om fonetik

Recension

Nina Grønnum: Rødgrød med fløde. En lille bog om dansk fonetik Akademisk forlag 2007.

Bibliografiskt

Författare: Lone Rørbech har undervist i fonetik ved Københavns universitet.

Rhetorica Scandinavica 42 (2007), side 49-50.

Annons

Ad Herennium

Ad Herennium

De ratione dicendi ad C. Herennium.
En av de viktigaste läroböckerna i Västerlandets historia” (Kurt Johannesson). Läs mer...

Read more

Anmeldelsen

En mindre lærebog i dansk fonetik har længe været et stort savn. Steffen Hegers lille Sprog og Lyd – Elementær Dansk Fonetik (2. udg., 1981) som har været benyttet af bl.a. danskstuderende, er mere end et kvart århundrede gammel og ikke længere tidssvarende. Nina Grønnums ­store og meget grundige Fonetik og Fonologi – Almen og Dansk (3. udg., 2005) er for stor en mundfuld for studerende der ikke har fonetik som særligt fagområde. Nu har Nina Grønnum så udgivet en mindre lærebog på godt 200 sider med tilhørende cd-rom beregnet for disse studerende. Bogens titel og det indbydende, rød­grødsfarvede omslag sammen med det tiltalende format og et layout med god plads, bred margin og mange klare skemaer og illustra­tioner giver god appetit på det vanskelige stof. Når det er fordøjet, får man belønningen, nemlig Dorte Ipsens opskrift på den gode, gamle nationaldessert som kan få smilet frem hos enhver udlænding der prøver kræfter med det danske sprog (gid den havde været noteret i lydskrift som en udfordring for læserens nyerhvervede kundskaber – nydelsen ville have været dobbelt).

Nina Grønnum griber opgaven utraditionelt an på flere måder: En beskrivelse af et sprogs talelyde bliver næsten uundgåeligt statisk. Sproget fastfryses i en stilstand som de studerende allerede har forladt. Men sprog er levende, og aldrig før er sprog­udviklingen forløbet så hurtigt som i de to sidste årtier. Dette tager Grønnum højde for ved at lade beskrivelsens grundlag være dansk som det tales af yngre mennesker fra de socio-økonomiske mellemlag i det storkøbenhavnske område og samtidig gøre beskrivelsen dynamisk. Hun placerer læseren midt i begivenhederne, og det turde være den bedste motivation for at tilegne sig et vanskeligt stof.

Også på et andet, væsentligt punkt afviger Grønnum fra gængs fremstilling, nemlig i selve strukturen. Det har været almindeligt at begynde med en oversigt over taleorganerne og deres funktion; dernæst, som det vægtigste afsnit, en gennemgang af de enkelte lyde og deres notation i det valgte lydskriftsystem; til sidst en omtale af de prosodiske fænomener. Grønnum disponerer omvendt. Hun går fra de store, over­ordnede enheder til de små, trækker gennemgangen af stavelse, tryk, stød og tonegang op foran lydbeskrivelsen og giver de to områder lige vægt.

Det er en overbevisende og pædagogisk klog disposition fordi den støtter forståelsen af sprog­ets foranderlighed, men den er ikke problemløs. Det bliver nødvendigt med nogle små, introducerende kapitler i oversigtsform ( kap. 2-5, i alt 24 sider). Af forordet fremgår det at bogen skal kunne læses uden særlige forudsætninger, men disse kapitler virker mange steder temmelig komprimerede og forudsætter uden videre flere begreber bekendte. Ved læseren f.eks. hvad ganesejlet er? Det nævnes uden definition med henvisning til fig. 3.1, men her er det ikke betegnet. Ved hun hvordan en klusil dannes, eller hvad det betyder at en vokal er sænket? Eller modal stemthed, amplitude, destinktiv funktion? Alle disse begreber nævnes, men defineres først senere. Selvom indledningen præciserer at man må acceptere at ikke alt bliver forklaret på stedet, er dette en unødvendig hurdle for læseren og kunne godt være undgået.

Så snart vi kommer til den detaljerede gennemgang, letter forfatteren vejen. De tre store kapitler om prosodien er spændende læsning. I det første af disse kapitler om stavelsen (kap. 6) forklares sammenhængen mellem stavelsen og talens rytme, og dansk karakteriseres som et trykrytmisk sprog. Dansk har meget stor forskel på trykstærke og tryksvage stavelser; de trykstærke er mere komplekse i opbygning og har i segmental henseende større tyngde. Forskellen øges af den voksende tendens til assimilation eller bortfald af udlydende svagtryksvokal, schwa. De trykstærke stavelser danner talens taktslag, og rytmeoplevelsen hænger på dem. For den der skal forstå sproget, tolereres afvigelser fra den normale prosodiske struktur ikke nær så godt som skæve lydkvaliteter. Det giver derfor god mening at give disse kapitler om de prosodiske forhold stor vægt. De sætter lyd­beskrivelsen ind i en større sammenhæng og åbner for forståelsen af sprogets foranderlighed.

I det efterfølgende kapitel om det danske stød gennemgås principperne for stødets forekomst i stavelsen og det diskuteres hvorfor flere og flere ord i disse år får stød, vel at mærke ord som ikke har stødbasis.

Kapitel 8 beskriver tonegangen i dansk. Den analyseres på baggrund af grundtoneforløbet i en prosodisk trykgruppe, dvs. en trykstærk stavelse med efterfølgende tryksvage stavelser. Det er sådanne små enheder og ikke syntaktiske trykgrupper vores tolkning af tale går ud fra. Det vises med fine eksempler på cd-rom’en og med en række interessante kurver at en betonet vokal altid igangsætter en lille tonestigning og et efterfølgende fald afhængigt af antallet af tryksvage stavelser. Dansk har en faldende intonation, overraskende nok også i spørgende sætninger. Trykgruppens melodi er også det der først og fremmest karakteriserer danskerne regionalt.

Herefter følger selve lydbeskrivelsen i tre klare kapitler om konsonanter, vokaler og diftonger med glimrende illustrationsmateriale. Under gennemgangen af konsonanterne argumenterer forfatteren for at ”det bløde d” (lyden i mad) og ng-forbindelsen i sang ikke tolkes som selvstændige fonemer, men som varianter af hhv. d og n. Når man kommer til vokalbeskrivelsen, bliver man for alvor klar over hvor store forandringer det danske sprog undergår i disse år. Flere vokaler er ved at ændre udtale i så høj grad at fonemgrænser overskrides: ret og rat falder sammen, hære og herre, pakken og parken, rude og rode – for blot at nævne nogle få eksempler. I det følgende kapitel om nyere udviklinger( kap. 12) diskuteres disse ændringer med mange sjove eksempler og staveformer. Vil de trænge definitivt igennem, hvor store konsekvenser vil det få for ordforrådet?

Bogen slutter med et kapitel om lydenes gensidige påvirkninger i sammenhængende, spontan tale. Det giver forståelse for hvor svært det kan være at opfatte dansk hvis man ikke har dansk som modersmål eller hvis man har hørenedsættelse.Det benyttede lydskriftalfabet er IPA, hvor de fleste beskrivelser af dansk sprog ellers benytter DANIA, således Lars Brink og Jørn Lund Dansk Rigsmål og Brink, Lund, Heger og Normann Jørgensen Den Store Danske Udtaleordbog, men det bør ikke være noget problem. Bogen formår at gøre et meget vanskeligt og sædvanligvis tørt stof særdeles levende og interessant.