MAO – Kult og klasse

En ikonisk Formand viser sit ansigt og lader sin stemme høre på tværs af tid, sted, historie og kultur: Kulten om Mao lever videre takket være en religiøs, poetisk klasse- og masseretorik.

MAO – Kult og klasse

Retorisk arena:
Aktuelle online artikler

Frederik, min navnebror og klassekammerat i gymnasiet, havde et gammelt plakattryk af Mao Zedong (毛泽东思想) hængende på sit kælderværelse i forældrenes Valby-villa. Jeg tror ikke, at Frederik vidste særlig meget om den kinesiske folkerepubliks opståen eller om kommunismens storhed, men også grusomhed og ofre – arbejdslejre, henrettelser af politiske modstandere, hungersnød – i verdens mest folkerige land. Eller om hvad Mao egentlig stod for.

Men plakaten hang der, Mao smilede og vinkede ud over et lykkeligt kinesisk folk og videre ud til hele det vestlige drengeværelse. På en måde siger det meget om Maos rå retoriske kraft. Gennem fortællinger, poesi og religiøst inspireret sprog skabte Mao et overlevelsesdygtigt billede af sig selv som symbolet på fremskridt – et billede af en kultfigur.

Den store revolution og “Den lille røde”

Kulturrevolutionen 1966-76, igangsat på Maos initiativ, var hård kost for mange i den kinesiske befolkning. Mange måtte lade livet gennem de ti år, mange måtte undertrykkes og udelukkes. Alligevel overlevede idéen om Formand Mao efter hans død i ’76. Han spøger endnu (selv på danske drengeværelser). Mao mobiliserede millioner og millioner af kinesere, fordi han havde et politisk projekt, som mange kunne tilslutte sig og som tilbød en drøm om et mere lige og harmonisk samfund: Den marxistisk-leninistiske utopi.

Annons

Stilistiken

Stilistiken

Stilistiken är ett verktyg som gör det möjligt att förstå den språkliga verklighet vi lever i och den är ett medel för oss att bemästra den. Om vi känner till de stilistiska teknikerna att påverka kan vi å ena sidan avslöja manipulationer som vi ­utsätts Läs mer...

Read more

Alfabetisk översikt av troper och figurer

Alfabetisk översikt av troper och figurer

Kapitel från boken: Peter Cassirer: Stilistiken. Kapitel 7: ALFABETISK ÖVERSIKT AV TROPER OCH FIGURER Här följer en alfabetisk översikt av troper och figurer. Först anges termen och den svenska innebörden jämte en förklaring. Därefter presenteras exempel och sist anges dels vilken retorisk ändrings­kategori figuren tillhör, dels vilken av de tre huvuduppgifterna stilfiguren antas fylla. Retoriken Läs mer...

Read more

Men mobiliseringen havde ikke været mulig, vil jeg argumentere for, hvis det ikke var for Maos retoriske gennemslagskraft. En central del af den politiske indoktrinering skete for eksempel gennem tekster: Alle skulle læse Maos tekster, hans digte og fortællinger i det, man i dag kalder “Maos lille røde”, en citatbog i lommeformat fuld af Formandens visdom i form af taler, manifester og endda digte. Som en klassekommunikatør i dobbeltforstand formåede Mao at samle de kinesiske folkemasser omkring visionen om én lige og solidarisk samfundsklasse. For at forstå hvordan, må man først forstå udviklingen af Maos retoriske strategi. Fra de tidlige dage op til lige før Folkerepublikkens stiftelse og senere skiftet ved Kulturrevolutionen.

Små Mao-figurer til salg på antik-marked i Shanghai. Kredit: FreeImages.com/Stephan Langdon

Fra militant provokatør til karismatisk kultfigur

Som redaktør på det kommunistiske tidsskrift Xin Hunan fra 1919 udgav Mao et hav af artikler, som gik direkte i struben på traditionerne og på den herskende tankegang og leveform, som var baseret på konfucianismen; en klassisk kinesisk filosofi og religion, hvor blandt andet familieindordningen i hierarkiske samfunds- og familiestrukturer er i fokus. I en række artikler om kvinden Zhao Wuzhen, der havde begået selvmord i protest mod et arrangeret ægteskab, harcelerede Mao mod det “jernnet”, som traditionelle familieformer udgjorde. Han sammenlignede det arrangerede ægteskab – tidens absolut mest udbredte samlivsform – med voldtægt og skrev blandt andet, at “alle kinesiske forældre indirekte voldtager deres døtre”. I denne tidlige periode kæmpede Mao en hård magtkamp inden for og sammen med 4. maj-bevægelsen (en stærkt imperialismekritisk og nationalistisk bevægelse i kølvandet på Første Verdenskrig) om at vende det traditionelle Kina på hovedet.

Fast forward til 1945 hvor Mao har etableret sig som leder af den kommunistiske bevægelse og holder tale til den syvende nationale kongres, fire år inden den endelige, omvæltende kinesiske revolution i oktober 1949. Her giver Mao håb til drømmen om en realisering af maoistisk kommunisme, ikke med hårde afvisninger af traditionel social praksis, men med en lignelse. Nemlig fortællingen om “Den tåbelige gamle mand som flyttede bjergene”.

En gamling forsøger, med hjælp fra sine sønner, at fjerne to enorme bjerge, som spærrer vejen fra hans hus mod syd. En “vis gammel mand” kommer forbi og håner dem for overhovedet at prøve:

“Hvor tåbeligt af jer at gøre dette! Det er ganske umuligt for jer få at fjerne disse to store bjerge.” Den Tåbelige Gamle Mand svarede: “Når jeg dør vil mine sønner fortsætte; når de dør, er der mine sønnesønner og så videre i al evighed. Hvor høje bjergene end er kan de dog ikke vokse sig højere og for hver skovlfuld vi fjerner bliver de en smule lavere. Hvorfor skulle vi ikke kunne fjerne dem?”  

Efter gendrivelsen af den Vise Gamle Mand, og efter at den Tåbelige Gamle Mand og hans sønner har gravet længe og utrætteligt, kommer to engle, som bærer bjergene væk på deres ryg. Det der syntes urokkeligt ryddes af vejen, og det hårdtarbejdende folk sejrer!

Her er det religiøse ikke omdrejningspunktet (Maos formål var ikke at påstå eksistensen af engle eller at udbrede religion i det hele taget),  men bliver brugt til at indgyde tro på, at revolutionen kan lade sig gøre. En gennemgående maoistisk modsætning går også igen i lignelsen, nemlig den mellem de heroiske folkemasser på den ene side og den reaktionære, intellektuelle elite på den anden. Den “vise” mand er egentlig ikke vis, men en undertrykkende elitist – som i øvrigt ender med at tage fejl!

Skiftet fra en skarp og provokerende retorik, der gik direkte i rette med fasttømrede forestillinger om det daglige liv i Kina, til en poetisk og religiøst inspireret retorik, der forenede folket imod imperialisterne og den reaktionære elite, i stedet for at støde en enorm del af befolkningen bort, er bemærkelsesværdigt. Den amerikanske politolog David E. Apter sammenligner Maos politiske fortællinger med en form for sammenbindende eksegese: Ligesom den troende kristne må tolke og forstå Bibelen, skulle den gode kinesiske kommunist indlære maoismens temaer, myter, logiske konstruktioner, metaforer og metonymier. Og ligesom den religiøse kult ikke dør ved dens lederskikkelses død, var symbolet og ikonet Mao heller ikke borte efter Formandens bortgang.

Spillekort med Mao-motiver købt på Cat Street i Hong Kong. Kredit: Søren Steen Olsen

Fra kult til ikon

Mao fik ikke sat det varige aftryk på Kina, som han gerne ville. Hans efterfølger, Deng Xiaopeng, indførte hurtigt vidtrækkende økonomiske reformer, der startede udviklingen hen mod det moderne Kina, vi ser i dag – langt fra Maos marxistisk-leninistiske tankegang. Ikke desto mindre lever kulten om fænomenet Mao videre.

Selvfølgelig først og fremmest i Kina, hvor Maos gigantportræt spejder ud over Den Himmelske Freds Plads, og hvor Mao stadig dyrkes som helt og frelser. Den kinesiske regerings officielle holdning er, at 80 procent af det Mao gjorde var rigtigt, og at de kun var de 20 procent, af det han gjorde, der gik over stregen.

Selv i den hyperkapitalistiske specialadministrative region Hong Kong, hvor man mildt sagt ikke ser frem til endegyldigt at blive en del af Kinas politiske system i 2047, kan man på antikmarkedet på Cat Street finde små figurer og billeder af Formanden.

Konkret politisk ønsker Xi Jinping, Kinas nuværende leder, efter eget udsagn at vende tilbage til mange af Maos idéer (hvor mange maoistiske reformer der rent faktisk kommer ud af disse ord er så en anden sag). Også i Pol Pots Khmer Rouge-regime i Cambodia og Naxalite-guerillabevægelserne, der opererer i Indien den dag i dag, spiller Mao en central rolle som politisk ideolog, idol og symbol.

Men kulten Mao lever også i Vestens populærkultur – og har gjort det længe. Ligesom Hariman og Lucaites’ ikoniske pressefotos, bliver Maos ansigt cirkuleret og dets betydning omformet og genforhandlet. Som når Mao vinker til folket fra væggen på et teenageværelse i Valby; eller stålsat, farverigt og repetitivt møder betragterens blik i Andy Warhols pop art. Eller når Kliche, i afslutningsnummeret Masselinjen på deres klassiske album Supertanker fra 1982, gentager det berømte mantra fra “Maos lille røde” igen og igen:

“Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.”