Da RetorikMagasinet henvender sig til Ritt Bjerregaard, sidder hun i San Cataldo og skriver på sine erindringer. Knap nok har støvet lagt sig oven på udgivelsen af bind to Valgt før arbejdet med det tredje og sidste bind har ført Ritt Bjerregaard tilbage til det italienske kloster ved Amalfikysten. Hun har aldrig været bange for konflikt og modgang, heller ikke selv om hendes person til tider har virket som en rød klud i ansigtet på hendes omgivelser. Og spørger man den nu pensionerede socialdemokratiske politiker, føler hun ingen trang til at idyllisere sit politiske liv.
Modgang er forandringens vilkår
Marie B. Nygaard og Mathias Aaen
Tilbage i København, nogle måneder senere, banker RetorikMagasinet på hos Ritt Bjerregaard i Kartoffelrækkerne. I baghovedet har vi mediernes karakteristik af den nu 76-årige kvinde med den stramme knold og det viljestærke blik. ‘Isdronningen’, ‘Mare-Ritt’ og ‘den talende voksmannequin’ er blot et udpluk af de mange øgenavne hun gennem tiden er blevet tildelt, og vi banker derfor på med en vis portion ærefrygt. Vores nervøsitet parkerer vi ude i den lille forhave, for da Ritt åbner døren, bliver vi mødt af et varmt smil. Vi har taget en gulerodskage med fra bageren, og Ritt har sørget for te og tallerkener. Mens vores fotograf finder sit udstyr frem, sætter vi os til rette i de bløde møbler til en snak om erindringer, magt og det at være kvinde i dansk politik.
Et elsket arbejderbarn
Ritt Bjerregaard har aldrig været en systematisk dagbogsskriver, men på Rigsarkivet i København gemmer der sig et arkiv med mødereferater, avisudklip, breve, noter, postkort og gamle lommebøger der vidner om et langt og aktivt politisk liv. “Hver gang jeg har været færdig med en periode i mit politiske liv, har jeg haft god hjælp fra sekretærer. Så har sekretæren pakket det hele ned i kasser og afleveret det til Rigsarkivet. Og så har jeg taget hul på en ny fase. Der ligger noget for alle perioder, i virkeligheden for meget,” siger Ritt Bjerregaard og tager sig en kagepause.
Én ting er hendes politiske liv som i sig selv indeholder stof til ikke bare én, men flere biografier, en anden ting er de begivenheder der har formet mennesket Ritt Bjerregaard og skabt det fundament hun har bygget sin politiske karriere på. Derfor var det vigtigt for hende at tage det fra begyndelsen og fortælle hele historien: “Første bind handler jo ikke så meget om politik, men mere om det grundlag som jeg har fungeret i politik på. Min tanke var at man ud af mine barndomsoplevelser kunne lære noget om hvad det var for en type politiker jeg var blevet, og også hvorfor jeg blev socialdemokrat. Jeg tror at noget af det der har været karakteristisk, og som har været en stor styrke for mig i hele mit politiske liv, er at jeg var et meget elsket barn.”
Det at være elsket og kende til anerkendelse allerede fra barndommen har haft en afgørende betydning for den måde Ritt har håndteret modgang og uretfærdighed på. Hun har talt ud fra et elsket barns synspunkt og har dermed ikke haft brug for andres anerkendelse for at stå fast på sine standpunkter. “Jeg voksede op på Vesterbro som dengang var et arbejderkvarter, og jeg kunne se at der var uretfærdighed alle steder, så det har jeg altid været bevidst omkring. Jeg har aldrig taget retfærdighed som en selvfølge, og det har nok betydet for mig at alle de der forskellige øgenavne jeg har fået gennem tiden, ikke har gået mig på, for de aldrig kommet bag på mig. Folk har jo kaldt mig alt muligt.”
Foto: Cecilie Bach
Elsket, men ikke forkælet
Ritt Bjerregaard er født i 1941, en tid hvor piger var pæne, og drenge havde snavs på knæene. Men da hun voksede op, var der ingen forventninger til at hun skulle interessere sig for husholdning og blive gift med en ung mand der i mellemtiden havde fået vasket skidtet af knæene og fået sig et arbejde. “Min far havde aldrig mindre forventninger til mig fordi jeg var en pige. Jeg har aldrig hørt: “Det her er ikke noget for dig. Det her kan du ikke klare.” Aldrig nogen sinde. Der var forventninger til at jeg kunne klare det jeg skulle, og jeg fik at vide at hvis der var noget jeg var utilfreds med eller ked af, så måtte jeg jo bare gøre mig lidt mere umage næste gang. Det er sådan set en meget god tankegang at have i hovedet gennem livet, at når det går dårligt, og det gør det jo for os alle sammen en gang imellem, så må man komme videre efter det.”
Den tankegang har Ritt Bjerregaard haft med sig i sit politiske liv. At ville forandringer fører uundgåeligt til modstand og nogle gange også nederlag. Det er forandringens vilkår: “Hvis man, som jeg, vil forandringerne og er i politik for at skabe bedre vilkår for de dårligst stillede og arbejder med mange forskellige ting, så er man nødt til at kunne klare modstand. Og man er nødt til at se i øjnene at modstand skal være der. Jeg er ikke særlig idylliserende omkring mit politiske liv, og det er jeg heller ikke når jeg skriver. Det har jeg heller ikke været gennem mit liv. Jeg bliver ikke fornærmet på folk der mener noget andet. Jeg bliver ikke engang fornærmet på folk der bliver sure, gale eller skælder ud. For hvis det har bidraget til at der kan ske noget, at ting kan forandres, så tager jeg det med. Det er et vilkår.”
Og at ville forandringer har konsekvenser. I Ritt Bjerregaards tid som politiker har hun bestredet magtfulde poster og har flere gange været omdrejningspunkt for interne stridigheder i Socialdemokratiet, ministerrokader og både personlige og politiske sager. Svend Auken sagde engang om Ritt Bjerregaard: “Ritt formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om sin egen person.” En person der til tider har fremstået som en utæmmelig naturkraft; altid tilbagevendende og med mægtig indflydelse på sine omgivelser.
Foto: Cecilie Bach
Da vi beskriver hende som en naturkraft, smiler hun og ryster let på hovedet. “Jeg ville ikke selv bruge udtrykket om mig selv som en naturkraft. Jeg vil mere sige at jeg er sådan et godt eksempel på et Vesterbro-barn som har måttet arbejde sig op i samfundet, og som er villig til at kæmpe for det jeg tror på. Jeg tror på at man kan blive stærk gennem naturen, men som menneske føler jeg mig mere præget af mine omgivelser end en egentlig naturkraft. Det er ikke sådan noget der bare kommer af sig selv. Jeg er jo skolet igennem de 40 år jeg har været i politik, og igennem de mennesker jeg har mødt.”
Jeg er jo ikke sådan en pæn dame
Ordet ‘modstand’ dukker op igen da vi spørger ind til dét at være kvinde i dansk politik. Da Ritt Bjerregaard blev valgt ind i Folketinget i 1971, havde hun 29 kvindelige kollegaer ud af Folketingets 179 medlemmer. I den socialdemokratiske folketingsgruppe var de i alt ti kvinder. På det tidspunkt var det uvant for de mandlige politikere at kvinder nu i princippet kunne varetage de samme opgaver som hidtil havde været forbeholdt dem selv.
For Ritt Bjerregaard kom det blandt andet til udtryk i forholdet til Anker Jørgensen: “Da jeg sad og skrev om det, blev jeg opmærksom på at jeg ganske vist fra begyndelsen var en del af Ankers regeringer, men jeg blev aldrig brugt i de strategiske overvejelser. Jeg blev aldrig indbudt til de drøftelser. I min bog fortæller jeg en anekdote om Lise Østergaard (minister, red.) som på et tidspunkt spørger mig: “Ritt, kan du se den her finger?” Ritt Bjerregaard holder en pegefinger op foran os inden hun fortsætter: “Ja, selvfølgelig,” siger jeg. Så siger Lise igen: “Når jeg stikker den her finger op til ministermøderne, så kan Anker ikke se den. Når I andre stikker den op, får I ordet.” Der ville sådan en som mig – jeg er jo ikke sådan en pæn dame – bryde ind, gøre opmærksom på mig selv og tage ordet. Det er der ganske mange der ikke kan. Men det er det jeg har gjort. Og det har jeg det godt nok med.”
At mændene har haft svært ved at acceptere og anerkende kvindernes tilstedeværelse, har formentlig også handlet om at mange har haft svært ved at forbinde den traditionelt maskuline politikerrolle med et hverv der også kunne varetages af en kvinde. For der er ikke den samme forventning til piger og kvinder som der er til drenge og mænd. Hverken dengang eller nu, mener Ritt Bjerregaard.
“Der er rigtig mange kvinder i min generation og måske også i jeres, der ligesom har haft den der hvor-er-du-sød- og hvor-er-du-yndig-mentalitet. Folk skal hele tiden synes godt om dig som ‘den søde pige’. Den lurer under overfladen. Der er ikke en forventning om udadrettethed og aggressivitet hos kvinder. Selv om det sidste nye i tv i går jo var at kvinder slår lige så meget som mænd. Det gør bare ikke lige så ondt.”
Magt og kvinder
Som politiker er Ritt Bjerregaard blevet karakteriseret som et magtmenneske. Uanset hvilken sammenhæng hun optræder i, dukker ordet ‘magt’op i en eller anden form; magtbegærlig; magtliderlig; magtfuld. Spørger man hende selv, kæder hun det sammen med dét at være kvinde. “Jeg tror at det med at jeg skulle være magtbegærlig, er en etikette man sætter på en kvinde der har fået magt. Man siger jo også om Margrethe Vestager at hun er magtbegærlig. Når kvinder kan det samme som mænd – måske endda bedre – så opstår sådan nogle etiketter. Jeg tror kun det ændrer sig når dét at se en kvinde i en magtposition bliver lige så selvfølgeligt som hvis det var en mand.”
Her i 2018 kan netop den pointe måske være til gavn for andre kvinder i en lignende situation; at modvind ikke nødvendigvis er et udtryk for ens personlige mangler, men at der stadig findes undertrykkende strukturer der yder modstand. En anden forklaring på magtetiketten er Ritts åbenhed om at man som politiker udøver magt. I dag kan magt konnotere ‘misbrug’ eller ‘undertrykkelse’, og derfor lyder det bedre at tale om ‘indflydelse’. “Men politikere udøver magt. Når man vedtager regler som andre skal rette sig efter, så er det en magtudøvelse. Jeg brugte på et tidspunkt også udtrykket voldsmonopolet – som i øvrigt skabte mange diskussioner i min kreds – men magten i Danmark indbefatter jo et voldsmonopol. Det er en del af det samfund vi har. Og i stedet for ikke at bruge udtrykket bør man hellere bruge tid på at forklare hvad det betyder.”
Foto: Cecilie Bach
Nogle har brug for jeg er en bitch
Vores fotograf bryder forsigtigt ind. Tiden løber, og skyggerne bliver længere. Der skal tages nogle billeder inden skumringen indtager den lille, hyggelige stue, og den helt store lyssætning må findes frem. Fortrolig med situationen og uden at fortrække en mine rejser Ritt sig op og følger fotografens anvisninger. Der er ingen tvivl om at hun har prøvet det før. Ude i entreen er lyset bedre, og Ritt bliver vist hen foran spejlet.
“Det frister alle fotografer, men jeg vil bare sige, at der er ganske mange der alligevel ikke kommer ud med et billede de synes de kan bruge.” Inde i stuen sidder vi og lytter til kameraets utrættelige klikken og de koncentrerede stemmer ude fra entreen. Betagede betragter vi stuens imponerende bogreol, og i et åndsfraværende øjeblik opstår der forvirring om kagetallerkenerne. Den ene af os er kommet til at spise Ritt Bjerregaards kage, og vantro over situationens absurditet kæmper vi mod latteren. Da Ritt vender tilbage og tager plads i sin stol, må vi krybe til bekendelse og fortælle om den lille svipser. Med et smil svarer hun: “Jamen, så må jeg jo bare få mig et nyt stykke kage.” Således forsynede og forsonede genoptager vi samtalen og spørger ind til hvordan Ritt ser sig selv i forhold til offentlighedens billede af hende. Hun afviser at det er noget hun forholder sig til, trækker lidt på det og beslutter sig så for at uddybe:
“Jeg har indtryk af at folk har meget forskellige opfattelser af mig. Altså, der er nogen der har brug for at jeg virkelig er sådan en ‘bitch’, og det er jeg også blevet skældt ud for at være. Jeg tror at det der med at kvinder der har magt, det er noget nyt, og derfor giver det anledning til nogle ret stærke følelser. Selv var jeg meget ung da jeg blev minister første gang, og dengang kunne jeg egentlig ikke se at der var noget mærkeligt i det. Når jeg sidder og skriver nu, kan jeg godt se at det må have været meget provokerende for mænd der har siddet i Folketinget længe og regnet med at de nu skulle være ministre, men at der så kom sådan en ung dame og bare førte sig frem. Så jeg kan egentlig godt forstå hvad det er for nogle reaktioner jeg er ude for. Mere tænker jeg ikke om det. Og så ved jeg sådan set om mig selv hvad jeg er for en.”
Blikket
Det berømte Bjerregaardske blik er et greb som den tidligere politiker udviklede under sin tid på lærerseminariet – et blik som senere har været uvurderligt i det politiske arbejde. “Jeg har en søster som også er læreruddannet. Om hende siger folk at der får man blikket. Og så ved man godt at så skal man lige tage sig lidt sammen. Og det ved børnene også. Og det ved medarbejderne også.” Og blikket har fulgt Ritt ind på Christiansborg: “Det er klart. Jeg har også været gruppeformand, så det har det absolut.”
Som vi sidder der i sofaen over for Ritt, er vi ikke i tvivl om hvad hun mener. Den naturlige autoritet ligger som en kappe over hendes skuldre, og selv om hendes øjne er imødekommende, er blikket bestemt. For Ritt Bjerregaard er det vigtigt at kunne skelne mellem at være en ‘autoritet’ og at være ‘autoritær’. Hun synes at for mange mennesker tvivler på autoriteter fordi de ender med at forveksle de to begreber.
“I nutiden er der mange lærere, pædagoger og forældre der viger tilbage fra at være en autoritet. Men de er autoriteter, og de udstikker retningslinjer. Som autoritet skal man også sørge for at de retningslinjer bliver overholdt. Det er ikke det samme som at være autoritær. Man er autoritær hvis man siger: “Hold din kæft og gør som jeg siger”. Altså kæft, trit og retning. Alle børn og ethvert samfund har brug for nogle regler der skal overholdes. Og når man bliver minister, så bliver man en autoritet. Hvis man bliver udnævnt – eller valgt – til en sådan post, må man også påtage sig ansvaret. Det er ikke altid rart, men hvis folk for eksempel ikke passer deres arbejde, må man som autoritet gribe ind. Nogle sætter pris på det, andre bliver tæskesure, men det er jo at påtage sig at være den vejleder som også er en del af autoritetsrollen.”
Når mange mennesker forveksler autoritetsrollen med det at være autoritær, handler det også om en tendens i tiden hvor empati sættes højere end autoritet. Det handler om tolerance og forståelse for andres situation, og det er også en vægtig værdi for samfundet. Men det duer ikke hvis det er på bekostning af en bestemt funktion eller et stykke arbejde der skal udføres. “De fleste viger tilbage og siger det kan jeg godt forstå. Han har lidt vanskeligheder derhjemme, derfor gik det ikke godt med det ordførerskab, eller hvad det nu kan være.
Altså hele den der empati som jo også er vigtig for vores samfund. Men når man har de poster, er man nødt til at sige det skal fungere.”
Man er med andre ord nødt til at stå ved sit ansvar; det ansvar der følger med magten. Og det er det mantra Ritt Bjerregaard har levet efter i sin politiske karriere. Det mantra som har givet hende ry for at være en magtbegærlig og ufølsom politiker, men samtidig også det mantra der har givet hende 40 år i dansk politik med både nederlag og store politiske og personlige sejre. R
Bibliografisk
Af Marie B. Nygaard og Mathias Aaen, redaktører på RetorikMagasinet.
RetorikMagasinet 106 (2018), s 4-7
Liknande artiklar:
The Governator
Da “nonsens” indtog den politiske scene i Island
Krigens nedbrydende kraft
Kønsdebatten raser – men kommer ingen vegne
-
https://www.retorikforlaget.se/author/
