Udgangspunktet for akademisk arbejde med monstre er at de ikke findes. Monstres habitat er kun fiktionen hvor de findes i stort antal, men monstrene kan blive interessante når de bliver fortolket, for da får de menig og kan samtidig blive en indikator for bekymringer og angst i et samfund.
Monstre er ikke interessante
Jørgen Riber Christensen
Klassiske monstertyper, som fik deres populære udbredelse i Universal-studiernes horrorfilm fra 1930’erne, var vampyren, mumien og det levende-døde Frankenstein-monster med rødder i litteraturen. 1940’erne gav varulven til filmpublikummet, og 1950’ernes teknogysere udbredte kæmpeinsekter og edderkopper som udtryk for samfunds frygt for atomkrigsfaren. Sidst i 1960’erne kom zombierne til. Disse forskellige monstre og flere til kan systematiseres i tre hovedtyper: ‘Fusionsmonstertypen’ indeholder sammensmeltningen af normalt adskilte kategorier, eksempelvis levende og død som vampyren. Et ‘fissionsmonster’ er også sammensat af forskellige kategorier, men splittet i tid. En varulv er et menneske, men ulv ved fuldmåne. ‘Magnifikationsmonstertypen’ er væsner der er frastødende, men også monstrøse på grund af størrelse eller antal. Zombien begyndte sin filmkarriere som et fusionsmonster, og den har på det seneste udvidet sin kategorisering til at være magnifikationsmonster på grund af et uoverskueligt stort antal inden for sine film og tv-serier. Monstre er altså foranderlige, og heri ligger en forklaring på deres eksistens: De afspejler aspekter af deres samtid og samfund, og det er heri deres betydninger ligger.
Selv om fagfeltet har den lettere humoristiske betegnelse ‘monstrologi’, viser dets etymologi, det vil sige dets oprindelse, at det er seriøst. Ordet ‘monster’ kommer af latinsk monstro der betyder at vise eller at advare. Den latinske ordstamme går igen i det latinske verbum demonstro: at påvise rigtigheden af noget som i dansk ‘demonstrere’. Suffikset -ologi kommer fra græsk og betyder ‘at tale’, så sammensætningen ‘monstrologi’ har den betydning at forskning i monstre skal demonstrere og forklare deres betydninger.
Demonstrationen af et monsters betydning ligger i at påvise korrespondancen mellem dets udformning og den kulturhistoriske sammenhæng og periode det manifesterer sig i. Idet man er opmærksom på monstrenes foranderlighed gennem kulturhistorien, kan man anvende et redskab fra kunsthistorien, nemlig ikonografi, til at beskrive hvad et monsters forekomst kan forklare om dets samfundsmæssige funktionssammenhæng. Ikonografi er en metode til at identificere billeders motiver og forklare deres funktion i en samfundsmæssig sammenhæng. Man kan anskue monstre som symptomer på det der foruroliger og bekymrer i en periode. Der er ikke så meget sjov ved selve monsteret. Det der er interessant, er dets betydning, det er derfor altid nødvendigt at fortolke et monster.
Fortolkning af et monster
Selve sansningen af et monster er det første trin i forståelsen af det. Kunsthistorikeren Ernest Panofskys ikonografiske metode er et hjælpeværktøj som har tre trin. Det præ-ikonografiske trin består i genkendelse af rene former og figurer som repræsentationer af naturlige og kulturskabte objekter som for eksempel et menneske eller et hus. Det næste trin, det ikonografiske, er at sammensætte formerne og figurerne til en fortælling. Det sidste trin er det ikonologiske. Her forklarer man den aktuelle udformning som den ikonografiske fortælling har fået. Det første trin byder på den forhindring at et monster, der per definition ikke findes, ikke i sig kan relateres til virkeligheden. Her kommer en intertekstuel evne til hjælp. Vi kan genkende en figur der består af et råddent lig der stavrer omkring og stønner, som den figur vi kender fra film og tv-serier som en zombie. På det ikonologiske trin skal vi forsøge at forklare hvorfor den pågældende zombiefortælling har fået den udformning den har. Der kan være den langsomme Haiti-zombie, som for eksempel i filmen I Walked with a Zombie fra 1943. Denne historiske zombietype var et offer og slaveagtig arbejdskraft. Her er den ikonologiske forståelse primært kolonial undertrykkelse. Zombier udformet som en næsten postapokalyptisk og kannibalistisk trussel mod hele samfundet ses i George A. Romeros film Dawn of the Dead fra 1978 hvor zombierne bliver en satirisk kulturel kritik af blandt andet forbrugerisme. Hans film handler ikke så meget om zombier, men de giver et relevant kulturpessimistisk syn på det samfund de færdes i.
I World War Z fra 2013 er zombierne gennem deres overvældende globale antal blevet til magnifikationsmonstre. De er nu blevet til de hurtige og farlige såkaldte runner-zombies. Deres ikonologi viser at de repræsenterer vor tids bekymring for globalisering, og deres udbredelse er pandemisk. Filmens milliarder af zombier er ikonologiske og metaforiske udtryk for frygt for globaliseringens konsekvenser for lokalsamfund, kapitalens frie bevægelighed med tilhørende kriser og uoverskuelig immigration som nationalstater ikke kan stille noget op imod.
Det sympatiske monster
Ikonologiens område er fortolkning af et ikonografisk motivs udformning der skifter gennem kulturhistorien. Zombiens seneste udvikling er ikke enestående, for gennem monstrenes kulturhistorie optræder også det sympatiske monster. Det gamle Frankenstein-monster helt tilbage til Mary Shelleys roman fra 1818 og magnifikationsmonstret over alle, King Kong, fremkalder medlidenhed og forståelse hos læsere og filmpublikum. Den sympatiske zombie er sjælden, men den findes i genren RomZomCom, den romantiske zombiekomedie. For eksempel viser Warm Bodies fra 2013 hvor svær ung kærlighed er over for repressive ældre og samfundskonventioner. Dens præmis er at kærlighed er mulig i sin mangfoldighed.
Monstres popularitet og deres talmæssige og mangfoldige forekomst må ses som et udtryk for forskellige former for samfundsmæssig frygt og bekymringer gennem historien. Mostres udformninger strækker sig fra de absolut latterlige hajer i Sharknado-filmene med deres satiriske holdning til klimaforandringer til Caliban fra Shakespeares The Tempest fra 1610-11. Allerede her havde dette dyriske, slavegjorte monster et potentiale for en diskussion af Europas forhold til den øvrige verden. Igen og igen ser vi at et monster betyder noget mere end sig selv. R
Bibliografisk
Af Jørgen Riber Christensen, lektor i digital æstetik ved Institut for kommunikation, Aalborg Universitet.
RetorikMagasinet 105 (2017), s 28-29
