Mozart som epideiktisk retor

Artiklen er inspireret af Kenneth Burke, der i Language as Symbolic Action (1968) beskriver epideiktisk retorik som en æstetisering, hvor skellet mellem retorik og poetik udviskes.1 I stedet for at forfølge Burkes retning fra retorikken mod det æstetiske felt, går jeg dog her den modsatte vej. Jeg har æstetiske værker som empiri og bruger den epideiktiske retorik som metode i min fortolkning af et tryk af I. C. Berndt og af operaen La clemenza di Tito af W. A. Mozart. Begge værker er knyttet til kroningsceremonier i slutningen af det 18. årh. og repræsenterer en type kunst, som er blevet temmelig stedmoderligt behandlet i det 19. og 20. årh., fordi den er så entydigt farvet af sin ceremonielle situation. Det er således også mit over­ordnede mål med artiklen at undersøge om den epideiktiske retorik kan fungere som en æstetisk nøgle, et led i en reevaluering, om denne type retorik kan afdække hidtil upåtalte aspekter ved værkerne og hermed åbne for nye fortolkninger af kunstprodukter med en repræsentativ funktio