Muhammad Ali – den politiske trash talker

Muhammad Ali er verdenshistoriens bedste bokser, og hans præstationer i ringen taler for sig selv. Men Ali er også kendt som poet og provokatør – en trash talk-er af guds nåde og en slagkraftig borgerrettighedsforkæmper. Ali var mester i fysiske og verbale øretæver, for han besad en af retorikerens vigtigste kundskaber: situationsforståelse. 

Muhammad Ali – den politiske trash talker

Chris Højgaard Hansen

Float like a butterfly, sting … og så behøver du ikke mere før sætningen fuldender sig selv i hjernebarken. Citatet hænger uløseligt sammen med Muhammad Ali, og allerede dengang der stod Cassius Clay på kampprogrammet, blev han verdenskendt for sine sproglige finurligheder. Den bramfri og sprudlende personlighed gjorde indvejningen næsten lige så interessant som boksekampen, og netop denne højspændte situation, pressemødet, blev Alis første retoriske platform.

For hvor Alis stil som bokser var afventende og udspekuleret, så var han anderledes konfrontatorisk uden for bokseringen. Ikke noget med at danse om den store bjørn til den blev træt; Ali var tværtimod en vaskeægte trash talker og tilmed den første til at udbrede konceptet på verdensplan. Med et flow der ville få selv en garvet rapper til at kippe med cappen, affyrede Ali sine kaskader af rim og blev kendt for linjer som:

“He will be mine in round nine,
and if he makes me soar I’ll cut it to four,
and if that don’t do we’ll get him in two,
if he run we’ll get him in one,
and in your heart you know I’m right”

At forudsige i hvilken runde modstanderen ville blive knockoutet, var en fast gimmick for Ali, men han var også kendt for sin uendelige selvtillid og store praleri når han udtalte sig om egne evner:

“I done wrestled with an alligator,
I done tussled with a whale;
handcuffed lightning, thrown thunder in jail;
only last week, I murdered a rock, injured a stone, hospitalized a brick;
I’m so mean I make medicine sick.”

Pressen åd det råt når Ali rimede derudaf med sine storhedsvanvittige metaforer og personifikationer. Samtidig gik det sjældent stille af sig når Ali ytrede sig om modstanderens evner (eller mangel på samme): “Now you see me, now you don’t. George [Foreman] thinks he will, but I know he won’t!” Og “He’s too ugly to be a champ”. Den sidste udtalelse smed Ali i hovedet på Sonny Liston, Joe Frazier og snart alle store boksere. Det er heller ikke tilfældigt at man på engelsk siger ”throw a punchline” og ”take a jab” når man taler om at være spydig over for sin modstander. Ali var netop kendt og frygtet for sit lyn af en venstre ‘jab’, og denne metaforik har utvivlsomt nogle af sine rødder i Alis røde boksehandsker.

“I’m the greatest thing that ever lived”

Man fristes måske til at spørge: Hvad fik Ali ud af at snakke skrald om sin modstander? Først og fremmest forsøgte han med sin trash talk at få en reaktion og komme ind i hovedet på sin modstander. Han etablerede et hierarki og markerede hvem alfahannen var. Ali var uimodståelig i denne disciplin, og han strøede om sig med guldkorn som: “My only fault is I don’t realize how great I really am” Og “I am the greatest, I said that even before I knew I was”.

Hvad han rent faktisk sagde, var ikke så vigtigt, og Ali brugte da også gentagne gange de samme beskyldning- er om sine modstandere: at de var for grimme, at de var for tykke, eller at de var i lommen på det hvide Amerika. En smule paradoksalt måske eftersom Alis eget ringhjørne som oftest var overbefolket af hvide mennesker, men det kom ikke agendaen ved. Ali forstod og udnyttede den retoriske situation, for han vidste at fans, promotere og ikke mindst pressen var ellevilde med hans til tider temmelig ekstravagante udtalelser. Ali kendte den fordel han fik med folket på sin side når gongongen lød.

“I ain’t got no quarrel with the Vietcong”

Alis indflydelse begrænsede sig imidlertid ikke bare til boksning. Han var også en mester i at udnytte den politiske talerstol han fik stillet til rådighed af medierne der nu engang havde noget større interesse for sporten dengang. Ali formåede samtidig at skrive sig ind i en af de stærkest stående fortællinger i moderne kultur, Den Amerikanske Drøm, ved med stor succes at iscenesætte sig selv som personifikationen af selv samme.

I en verden og et land der på det tidspunkt stadig blev kontrolleret af hvide mennesker, formåede Ali på egen hånd og imod alle odds at nå toppen og blive en stemme for de undertrykte. I nært samarbejde med borg- errettighedsforkæmpere som Malcolm X begyndte Ali således at forme en politisk identitet. Kulminationen på hans oprør kom i 1967 da han blev indkaldt til militæret under Vietnamkrigen. Her nægtede Ali at tage af sted med ordene:

”Why should me and other so called negroes go 10.000 miles away from home here in America to drop bombs and bullets on other innocent brown people who has never bothered us, and I will say directly no, I won’t go.”

Med en stærk sans for sprogets digteriske poten- tiale bevægede Ali sig ind i den politiske boksering. Hans protest udløste tre års karantæne som Ali brugte på at ture landet rundt som ”public speaker” og tale imod krig-en der i løbet af de år mistede enhver form for offentlig tilslutning. Som sort, selvopfundet helt og verdensmester var Ali i den periode en samfundsdebattør med enorm troværdighed blandt de amerikanske minoriteter, og sin indflydelse vandt han blandt andet ved at forstå den politiske og retoriske situation. Uden at vige fra sin karakteristiske personlige stil og udstråling leverede han sin argumentation og sit budskab til en befolkning der ledte efter ledere.

I sin storhedstid havde Ali med andre ord sans for at slå det rigtige slag på det rigtige tidspunkt. Han tilpassede sin tale til sin situation og udnyttede de retoriske muligheder hans sportslige status tilbød ham. Og selv om Parkinsons sygdom nu har taget en god del af talegaverne fra ham, vil Ali stadig blive husket som boks-eren, politikeren og ikke mindst poeten der til enhver tid kunne levere et retorisk knockout.

R


Bibliografisk

Af Chris Højgaard Hansen. Fan og bachelorstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 93 (2014), s 16-19.

Lämna ett svar