Myter overtrumfer virkeligheden

Meget af det vi tager for givet, er bygget mere på stærke fortællinger end på objektiv sandhed. Genkendelige historier har en enorm gennemslagskraft og kan til tider tage magten over realiteterne.

Myter overtrumfer virkeligheden

Kristoffer Raun Thomsen

Mange vil mene at vi lever i en oplyst tid hvor sandhed og fakta dominerer. Informationsstrømmen er stærkere end nogen sinde, og vi får mere og mere viden proppet i vores hoveder. Men nogle af de grundantagelser vi alle tager for givet, er slet ikke sandheder, men vores fælles referenceramme. Og den hviler nogle gange på et spinkelt grundlag.

Når man tænker på ordet myte, kommer man umiddelbart på to definitioner: det mytologiske helteepos og den alment accepterede antagelse. Men disse to former hænger uløseligt sammen. Det mytologiske aspekt danner ofte grundlaget for vores opfattelse af virkeligheden. Vi er kort sagt lige så afhængige af myter som vi altid har været.

Husk nu på Ikaros!

De fleste vil eksempelvis kunne nikke genkendende til princippet om ikke at flyve højere end vingerne kan bære – en reference til den oldgræske myte om Ikaros hvis kunstige vinger smeltede da han fløj for tæt på solen. Her er lektien soleklar for de fleste af os og næsten sværere at formulere uden for sin metaforiske ramme. I en dansk kontekst vækker den mindelser om janteloven og minder os om det græske begreb hybris, synden at tro at man som menneske er ligeværdig med guderne.

Her bliver myten ikke bare grundlag for et ordsprog, men på en måde en logisk nødvendighed. På trods af at vi alle ved at Ikaros højst sandsynligt ikke fløj ved hjælp af vinger af voks og fjer, så fremstår det for os logisk at man i den situation ikke bør ignorere sin faders råd om ikke at flyve for tæt på solen. Og derfor kan vi acceptere den værdiantagelse der er indlejret i myten: Vær påpasselig, udvis mådehold og respekt for dine omstændigheder. Eller: Flyv ikke højere end vingerne kan bære.

For alle disse værdiantagelser findes der selvfølgelig et væld af myter der understøtter dem, men pointen er at myterne udgør et fælles værdigrundlag som vi kommunikerer ud fra. Roland Barthes sagde at det basale princip for myten er at ”den transformerer historie til natur.” Fortællingen, der udgør myten, bliver til en logisk grundantagelse som vi bygger vores forståelse af virkeligheden på.

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Det betyder at brugen af myter medfører en række faldgruber for argumentationen og kommunikationen. Man kan meget let blive forført af fortælleformen og ikke reflektere dybere over budskabet. Myterne kan blive grundlaget for et værdifællesskab der, hvis man går det på klingen, kan vise sig at være skabt på et falsk eller ustabilt grundlag. Myten kan blive så ”naturlig” at den overtager virkeligheden.

Han ville købe hele verden

Myten er ikke kun noget der opstod i sagnomspundne tider. Vi skaber stadig fortællinger der kan fungere som vores fælles forståelsesramme. Dette er selvfølgelig ikke en dårlig ting. Tværtimod er det grundlaget for en fælles kommunikation. Men jeg vil alligevel her fremdrage nogle eksempler på myter hvor fortællingens kraft overtrumfer vores sunde fornuft og lader historiens budskab blive til ”natur”.

Vi ser af og til at myten får sit eget liv og danner grundlag for fx en debat, og pludselig er det ikke virkeligheden vi diskuterer, men fortællingen om virkeligheden – myten – vi refererer til. Lad mig komme med et eksempel.

I 2007 fremlagde den daværende finansminister Thor Pedersen finansloven ved et pressemøde. I medierne samme dag kunne man læse om finansministerens udtalelser om at ”købe hele verden”. Det var en historie der vandt stor genklang i medieverdenen, og myten illustrerer på fin vis hvordan vores værdimæssige opfattelser af verden kan bidrage til at ændre den.

Langt fra sandheden

Sandheden er nemlig at Thor Pedersen aldrig påstod at vi kunne købe verden. Den konkrete påstand var at hvis man fremskriver økonomiske modeller længe nok, så ender de alle sammen med at man ejer hele verden. Altså en formaning om ikke at stole for meget på de økonomiske modeller der på det tidspunkt kun viste fremgang.
Thor Pedersens udtalelse fandt sted ved et pressemøde i 2007, og det er påfaldende at han så sent som i 2010 stadig følte et behov for at påpege at citatet er forkert. Historien om Thor Pedersens overmod havde fået sit eget liv, men den var ikke desto mindre en myte. En fortælling om hybris begået af en mand der i den brede offentlighed mest var kendt for at være rig og have fiflet med sin bopælspligt.

Denne myte baserer sig på et værdimæssigt fællesskab om mådehold. Historien om den overmodige og grådige finansminister talte til os, og mange blev gladeligt forargede.

Myten indtræder på denne måde som en værdimæssig appel i en politisk kontekst og bekræfter argumentationsteoretikeren Chaïm Perelmans forestilling om den værdiorienterede argumentation som grundlaget vi diskuterer alt andet ud fra. For man kan stadig finde eksempler på folk i medieverdenen der bruger fortællingens citat i stedet for det citat der reelt udspillede sig. Flere journalister har endda forsvaret sig med at ”nu er det nu engang den historie der kører”. Fortællingen går altså ind og overtrumfer virkeligheden, historien er blevet transformeret til natur.

Myten om den flade jord

Et andet eksempel på en myte der er blevet naturlig, men ikke er helt i overensstemmelse med de historiske fakta, er historien om Columbus. Fortællingen går således: Columbus har en fantastisk idé der potentielt kan resultere i mange penge. I stedet for at sejle den besværlige vej uden om Afrika når man skal til Asien, mener Columbus at man kan sejle rundt om jorden til Indien.

Den politiske verden, specifikt den katolske kirke, stopper ham. ”Det kan man ikke. Jorden er flad,” siger de. Langt om længe får Columbus rejst en ekspedition på benene og sejler mod vest. De simple søfolk er bange for at sejle ud over jordens kant og er lige ved at begå mytteri da de opdager Amerika. Som man ofte får fortalt historien, så beviser Columbus ved denne ekspedition at jorden er rund.

Historien om Columbus udstiller sammen med en masse andre fortællinger den katolske kirke som en overtroisk, forstokket gruppe konservative kristne der ikke ved bedre. Men faktum er at myten om den flade jord aldrig har været særligt udbredt i den katolske kirke. Tværtimod deler kirken opfattelsen af jorden som rund. En opfattelse der kan spores helt tilbage til Eratosthenes i det tredje århundrede f.v.t. Der har ikke hersket nogen tvivl blandt uddannede mennesker i middelalderen om jordens runde natur, og det gjaldt i høj grad også i kirken.
Ideen om at den katolske kirke fastholdt billedet af en flad jord, er således historisk forkert, men gennem eksempelvis fortællingen om Columbus’ opdagelse af Amerika bliver dette til vores grundantagelse.

Historikeren Jeffrey Burton Russell påpegede i 1991 at denne myte højst sandsynligt blev forstærket omkring 1870 som led i diskussionen om evolution. Myten om den flade jord er et værdimæssigt grundlag der passede glimrende ind her. Kirken modsatte sig som bekendt Darwins teori, men tilhængere affejede kritikken og brugte argumentation hentet fra Columbus-myten: Kirken er tilbagestående og forstokket og ser ikke de åbenlyse sandheder i øjnene. Det er klart at hvis vi tager et sådant standpunkt, er kirken ikke værdig til at udtale sig om videnskab, og i sidste ende kan organiseret religion kritiseres for at føre til virkelighedsfornægtelse.

Myten om den flade jord er en fortælling der har passet godt ind i en værdiladet debat, og denne fortælling er derfor blevet til natur. Her overtrumfes virkeligheden endnu en gang af en fortælling der får en værdimæssig og argumenterende karakter.

Pas på, myterne kommer!

Når man kigger på brugen af myter i den offentlige diskurs, er det derfor vigtigt at holde for øje at det blot er fortællinger. Men ligesom Ikaros’ ulykke er blevet grundlaget for en værdimæssig ”regel”, så kan de fortællinger vi sender ud i verden, have stor betydning for vores opfattelse af virkeligheden. Og hvis myten bliver udbredt nok, så kan det være svært at rette op på skaden senere.

Se blot på Obamas kamp mod de amerikanske ”birthers” der bliver ved med at kræve mandens fødselsattest, selv efter han har fremvist den adskillige gange. Eller forestillingen om at mennesket aldrig har været på månen (på trods af at et relativt simpelt laser-eksperiment kan bekræfte at der er menneskeskabte strukturer på månen). Det centrale er at det er vigtigt ikke kun at lytte til de historier der passer sammen med ens verdensbillede. Man risikerer at dette billede er forskruet eller direkte forkert.

Efter århundreder opfattes Columbus af mange stadig som manden der opdagede at jorden er rund. Vil Thor Pedersen om 20 år huskes for sin advarsel om perfekte økonomiske modeller eller som den grådige liberale der ville købe hele verden? R

Bibliografisk
Af Kristoffer Raun Thomsen. Cand.mag. i retorik og konsulent.

RetorikMagasinet 82 (2011), s 27-29