Når danskerne holder tale

Recension:
Marie Lund (red.): Danske taler – 20 opbyggelige analyser , Aarhus Univer-
sitetsforlag, 2020. 453 sider.

Ingår i: Rhetorica Scandinavica 83, 2021
recension s xiii-xviii
https://doi.org/10.52610/ZYBT1631

Som indledning til analyserne i bogen Danske taler giver redaktør Marie Lund et rids af den danske oratoriske tradition frem til ca. 1900. Hun peger på etableringen af en diskuterende politisk offentlighed i slutningen af 1700-­tallet, på debatterne i enevældens sidste år og på forfatningskampen i første halvdel af 1800-tallet frem til vedtagelsen af Grundloven og etableringen af Rigsdagen. Hun trækker desuden linjer fremover mod arbejderbevægelsens indtog i de nationale, demokratiske organer, og hun giver eksempler på taler holdt i forbindelse med den tidlige kvindebevægelses forsøg på at skaffe sig politisk gehør.


Talerne som trækkes frem her, er knyttet til demokratiseringsprocessen og til de senere nationale, demokratiske institutioner. Det drejer sig om politiske, delibera­tive taler der holdes inden for fastsatte rammer og med klare formål. Men som Lund understreger rummer den danske oratoriske tradition mange andre talegenrer. Nogle af dem har en relativt lang udviklingshistorie, andre er først blevet etableret i løbet af det 20. århundrede. Vi har ”officielle taler” af typen statsministerens nytårstale, partiledernes tale på valgaftenen og regentens nytårstale. Vi har taler der holdes ved folkelige møder eller forsamlinger. Og der er de mere private taler der f.eks. holdes i forbindelse med familiesammenkomster – festtaler ved fødselsdage, konfirmationer o.l. De fleste af disse taler, nye som gamle, er desuden blevet præget af massemedier som radio og tv samt ikke mindst af de nye, digitale medier som er udviklet i løbet af de sidste tredive år.


I Danske taler tager en gruppe danske retorikforskere tyve talegenrer op, fordelt på seks hovedkategorier: officielle taler, partipolitiske taler, mobiliserende taler, taler ved højtideligheder, festtaler og taler ved folkefester. ”Danske” taler skal, ifølge redaktør Lund, forstås som ”taler, der holdes til danske borgere” (17). Når hun i samme sammenhæng skriver at de enkelte artikler skal fokusere på ”talernes artikulation af bærende begreber og fælles fortællinger” (15), kunne man måske tro at det drejede sig om et nationalistisk projekt, at ”danske taler” skulle forstås som taler der interpellerer tilhøreren som ”dansk borger” og artikulerer et specielt nationalt værdisæt. Dette er dog ikke tilfældet. Nogle af de taler og talegenrer der tages op til behandling i bogen, spiller rigtignok på tilhørerens almene danskhed, men mange andre – f.eks. prædikener, valgtaler, 1. maj-taler, taler ved politiske demonstrationer – henvender sig til tilhørergrupper der er snævrere defineret, f.eks. ud fra social klasse, køn eller religion.


Redaktør Lund giver i bogens introduktion en opskrift på hvad der skal med i de tyve kapitler. For det første er der tale om genreundersøgelser. De enkelte artikler skal analysere og vurdere konkrete taler, men dette må ske ”på baggrund af viden om den genre, som talen deltager i og reviderer” (10), dvs. at det analytiske arbejde må bygge på læsning af ”en vis volumen af taler”. Hensigten er ”at give en finmasket og systematisk afdækning af talegenrernes muligheder, dynamik og sociale formål” (10). Den enkelte talegenre skal defineres via beskrivelse af ”genrens retoriske funktion med fokus på situationelle, formelle og indholdsmæssige karakteristika” (14). Planen er med andre ord at artiklerne skal indeholde et grundrids af den givne genres historie, en beskrivelse af talernes formål, en skabelon for den typiske tale samt en eller flere analyser hvor konkrete eksempler sættes i relation til genremønsteret og genrens funktion.

Annons


Det er en ambitiøs plan Lund her lægger frem. Og det er ikke alle bogens forfattere som klarer – eller har praktiske muligheder for – at opfylde alle de skitserede delmål. Mange af artiklerne er først og fremmest historisk orienterede genre­beskrivelser, mens de analytiske og vurderende aspekter er mere sparsomt behandlet. Andre artikler rummer analyser af konkrete taler, men har svært ved at bestemme den underliggende genres særtræk. Hertil kommer at det i en del tilfælde er ­vanskeligt for forfatterne at gennemføre analysedelen fordi det ikke har været muligt at etablere et tilstrækkeligt omfattende tekstkorpus.


Det er ikke muligt at kommentere alle tyve kapitler i detaljer her. I det følgende skal jeg primært trække frem nogle synspunkter som bogens analyser giver anledning til.


De ”officielle taler” som behandles i bogens første hovedafsnit (Åbningstalen, Statsministerens nytårstale, Regentens nytårstale) er tydeligvis dem der bedst egner sig til den type genreanalyser som Lund skitserer i indledningen. Det er taler som er knyttet til centrale samfundsmæssige institutioner, de afholdes i fastlagte situa­tioner med præcise formål, og de formuleres inden for rammerne af etablerede tekstkonventioner.


Carsten Madsens dybtgående analyse af Regentens nytårstale er et godt eksempel på dette. I artiklen peger han på nytårstalens sociale funktion, dens understregning af det nationale fællesskab og dens faste elementer. Nytårstalen er imidlertid mere end en ceremoniel fejring af dansk nationalitet. Ved hjælp af analytiske eksempler viser Madsen at talen er konstrueret omkring en række spørgsmål om ”demokrati, magt, nationalitet, stat, religion, historie, kultur og fælles værdier”, og at disse spørgsmål fremstilles i et dobbelt perspektiv ”hvor dronningen på den ene side fungerer som repræsentant for det særegent danske demokrati, den danske magtfordeling, den danske stat, den danske evangelisk-lutherske kirke osv. og på den anden side som en figur, der på en måde står uden for denne repræsentation” (94).


Også de ”partipolitiske taler” som behandles i det efterfølgende afsnit, egner sig til at blive beskrevet og analyseret i et genreperspektiv. Jens E. Kjeldsens artikel om ”Valgaftenstalen” er et eksempel dette – og er også et eksempel på en tekst der så at sige opfylder alle punkter i Lunds køreplan for bogens artikler.
Kjeldsen starter med en historisk oversigt som viser at valgaftenstalen er en relativt ny genre, en genre som først er blevet institutionaliseret inden for de sidste årtier. Udgangspunktet er partiernes egne arrangementer på valgaftenen som i samspil med presse og tv efterhånden har udviklet sig til at blive en rituel fejring af partiet og en fremvisning af partilederen som helt.


Inden for disse rammer er der udviklet en række genrekonventioner: Talerne bruges til at fortolke valgresultatet, takke partimedlemmerne, fejre og fremvise partiets kvaliteter. Talerne holdes desuden i en fri form præget af feststemning og interak­tion med tilhørerne. Og talerne holdes først når valgresultatet for partiet er af­klaret. Under mediedækningen er det valgets tabere som taler først og anerkender sejr­herren, mens valgets vinder taler til sidst og stadfæster sejren.


Valgaftenstalerne er epideiktiske taler der fejrer ”fællesskabets præstationer i en ­ceremoniel kontekst og fortolker valgresultatet for tilhørerne” (179). I artiklen viser Kjeldsen – med mange konkrete eksempler – at disse omstændigheder giver talerne en række faste funktioner og at de er opbygget omkring en serie genkommende ­topoi.


Forud for partiernes rituelle fejring på valgaftenen har der været en – længere eller kortere – valgkamp med tilhørende valgtaler. Den slags taler, knyttet til folketingsvalgene, behandler Mette Bengtsson og Sine N. Just i et andet af bogens kapitler – som samtidig kan tjene som eksempel på de praktiske, kildemæssige problemer mange af bogens forfattere står over for.


Valgtalen er en undergenre af den politiske tale. Grundsituationen er at en politisk kandidat siger ”stem på mig”. Dette kræver at publikum via talen må overbevises om at taleren har den rigtige politik og er i stand til at føre den ud i livet, noget som betyder at talen både må rumme logos- og etos-appeller. Formålet med talen er at etablere et fællesskab mellem taler og tilhører, at ”konstituere publikum som vælgere i bred forstand og mere konkret som talerens vælgere” (195).


Det er således muligt for de to forfattere at give en generel beskrivelse af valgtalens grundlæggende genretræk. De kan også skitsere genrens historiske udvikling. Vanskeligere er det at beskrive genrens konkrete nutidige situation. Mens valgaftens­talen er en afgrænset oratorisk begivenhed som foregår på et bestemt sted i et bestemt tidsrum, er valgkamptalen et mere diffust fænomen som vanskeligt kan afgrænses: Hvornår starter en valgkamp? Præcist hvornår bliver en politisk tale til et valgkampsindlæg? Og hvor holdes disse taler? Vælgermødet er historisk set valgtalernes traditionelle sted, men moderne politikere driver også valgkamp mange andre steder, på arbejdspladser, på institutioner – og i sociale medier som f.eks. twitter, instagram, facebook og youtube.


Hertil kommer at valgtalerne ikke er dokumenteret og arkiveret i noget større omfang. Forfatterne har derfor valgt at beskrive nogle generelle tendenser ved hjælp af nedslag i forskellige tidligere valgkampe samt at jævnføre disse med taler fra valg­kampen i 2019 som de har fulgt tættere. Meget af deres materiale er ”mikrotaler”, soundbites, brudstykker af taler som har fået særlig opmærksomhed ved at blive cirkuleret i medierne i løbet af de sidste valgkampe.


På grundlag af dette materiale peger forfatterne på nogle generelle træk som synes at præge valgkamptalerne i den nuværende mediesituation: De enkelte taler kan placeres på en skala der spænder fra aggressive debatindlæg til mere afdæmpede præsentationer af partiprogrammer og forsøg på at opbygge talerens position.


Problemer med etablering af det analytiske materiale præger flere andre kapitler i bogen, specielt gælder dette afsnittet om Festtaler hvor en del af analyserne (f.eks. af bryllupstaler og konfirmationstaler) er baseret på materiale indsamlet fra personlige netværker samt via youtube eller opslag på facebook. Sammenhængende med den flydende materialesituation er det også vanskeligt for forfatterne at fastlægge de aktuelle genrer. Det er nok muligt at beskrive hvad man traditionelt ville forvente af forskellige typer festtaler, vanskeligere er det at fastslå – på grundlag af det indsamlede materiale – hvordan disse forventninger konkret opfyldes i formaliserede genretræk.


Materialet som analyseres i Danske taler er tekster som fremføres mundtligt i en række mere eller mindre fastlagte situationer. Der er tale om ”retoriske” tekster og kapitlerne drejer sig om teksterne retoriske særpræg. Men mange af analyserne minder egentlig mest om historiske, kontekstorienterede genrebeskrivelser således som vi kender dem fra tekstanalyser af skønlitteratur og sagprosa. Det klassiske reto­riske værktøj anvendes for eksempel vældig diskret i bogens analyser – som når forfatterne nærmest en passant henviser til de klassiske bevismidler eller til toposlæren.


Der er en enkelt undtagelse: Når forfatterne skal karakterisere en given genre, tager de fleste udgangspunkt i de aristoteliske talegenrer – eller rettere i to af dem, den epideiktiske og den deliberative (bogen rummer af en eller anden grund ikke eksempler på juridiske taler). Valgtalen bestemmes f.eks. som en politisk, deliberativ tale; valgaftenstalen som epideiktisk osv. Men ofte får forfatterne ikke disse kategorier til helt at stemme med materialet – og da skriver de i stedet om hybridformer, om taler der rummer træk fra begge de aristoteliske genrer.


Forfatterne Kristine Marie Berg, Jonas Gabrielsen og Sofie Venge Madsen tager problemet med hybridformerne op i indledningen til afsnittet om ”mobiliserende taler”. I dette afsnit behandles f.eks. 1. maj-taler og taler ved demonstrationer, dvs. taler der kan siges både at have epideiktiske og deliberative træk: I udgangspunktet er disse taler knyttet til en konkret begivenhed hvor publikums ”engagement i situa­tionen” spiller en vigtig rolle, men samtidig tildeler talerne publikum en aktiv, handlende rolle i en fremtidig handling der overskrider situationen (209).
”De mobiliserende taler er ikke epideiktiske taler med deliberative undertoner eller deliberative taler camoufleret som epideiktisk retorik”, skriver de tre forfattere (210). Det særlige ved disse taler er at de to funktioner spiller sammen: De mobiliserende taler forsøger søger ”at aktivere publikum i forhold til stand-punkter, de (tilsyneladende) allerede tilslutter sig, hvorfor talerne både er en hyldest af publikum og en sag og en invitation til videre handlinger” (210).
At de aristoteliske talegenrer ikke dækker alverdens taler, at der måske er udviklet andre, anderledes, mere komplekse talegenrer siden den græske antik – det er en tanke som ligger lige for. Den dukker op igen når man læser Elisabeth Hoff-Clausen lange, grundige artikel om ”Prædikenen i folkekirken” (som lidt underligt er pla­ceret i et afsnit om ”Taler ved højtideligheder” sammen med artikler om mindetaler, takketaler og dimissionstaler).


Hoff-Clausen indleder sin artikel med at slå fast at prædikenen retorikhistorisk må forstås som en fjerde, selvstændig talegenre der adskiller sig fra de tre klassiske aristoteliske genrer med hensyn til formål og arbejdsfaser. Den kristne prædiken er centreret om ”religiøs forkyndelse som social handling” (291), men den er beslægtet med den epideiktiske tale i og med at den formulerer ”religiøst baserede forestil­linger om eksistens og etisk ansvar, som har betydning også i den politiske, offentlige samtale” (291).
I artiklen fremstiller Hoff-Clausen prædikens formelle opbygning og dens placering i gudstjenesten og illustrerer genrens struktur og udvikling via dybtgående analyser af en række eksempler fra 1849 til 2019. Med afsæt i disse analyser argumenterer hun for at prædikenen ikke er ”en reduceret retorik”. På samme måde som de andre retoriske talegenrer, forsøger prædikenen at afklare tvivlsspørgsmål og fungerer på denne måde som partsindlæg i tilhørernes indre deliberation.


Danske taler har undertitlen 20 opbyggelige analyser. Den refererer til Søren Kierkegaards mange udgivelser af ”opbyggelige taler”, altså taler eller prædikener beregnet til at styrke læserens tro og fromhed. Kierkegaard-referencen er formentlig let ­ironisk ment. For Danske taler vil næppe kunne bruges til at styrke læserens moral eller åndelige udvikling. Men den kan godt fungere opbyggeligt i betydningen ”lærerig” – både for læsere fra forfatternes eget fagområde og for et mere alment teksthistorisk orienteret publikum. Som antydet i det foregående er ikke alle kapitler lige vellykkede – men til trods for sådanne ujævnheder giver bogen læst som ­helhed en god oversigt over og indsigt i en række centrale talegenrer, taler der ­holdes i Danmark inden for mere eller mindre institutionaliserede rammer.


Author profile

Lämna ett svar