Fodboldkultur og religion betragtes ofte som hinandens modsætninger: Religion handler om de højere magter, mens fodbold handler om øl, øretæver og råben på en søndag eftermiddag. Men Roma-fans har udviklet et forestillingsunivers hvor religion og fodbold er én og samme ting.
Når klubben bliver en kirke
Stig Krøger
På Stadio Olimpico gør AS Romas fans sig klar til kamp. Det gamle olympiske stadion, beliggende kun få hundrede meter fra Tiberen i Rom, er hjemmebane for i giallorossi, de gul-røde, som klubben kaldes i folkemunde. Stadio Olimpico, som AS Roma deler med ærkerivalerne fra SS Lazio, er et imponerende bygningsværk med plads til 72.000 tilskuere, og de mest inkarnerede af dem, romanisterne, bærer alle klubbens gul-røde trøje og et halstørklæde sat på præcis samme måde. Romanisterne er ved at udføre et næsten 40 år gammelt ritual hvor de hænger bannere op, synger i kor og uddeler papir og pap som en forberedelse til det store øjeblik hvor spillerne løber ind på banen.
Lidt derfra, et par kilometer længere nede ad Tiberen, er et andet ritual i fuld gang. I Peterskirken, et lige så imponerende bygningsværk med årlig plads til millioner af turister, som Vatikanstaten dog ikke deler med nogen, har messen været i gang i flere timer.
Menigheden, alle med tildækkede skuldre og ben, lader sig føre igennem ritualet af præsten. Alle beder og gør korsets tegn, og man synger lovsangen Gloria som en hyldestsang for Gud Fader og Gud Søn. Præsten læser op fra biblen, og mellem læsningerne svarer menigheden med flere sange og bønner.
Fra salmesang til slagsang
Sammenligning mellem fodbold og religion er ikke ny. Inkarnerede fodboldfans vil sikkert nikke genkendende til betegnelsen Guds hånd, Mano de Dios, som den argentinske boldkunstner Maradona beskedent opfandt for at forklare hvordan han i en VM-kvartfinale i 1986 boksede bolden over englændernes målmand Peter Shilton og scorede. Men også folk der ikke lever og ånder for fodbold, har nok set en fodboldspiller slå korsets tegn, bede en bøn eller vende håndfladerne mod himlen efter en scoring. At fodbold er påvirket af religion, er en gammel nyhed, men at hævde at fodbold er religion, kræver at man bliver sig bevidst hvad religion egentlig er.
Mange ville nok svare noget i retning af at religion handler om ritualer og myter, måske et paradisisk efterliv, og i hvert fald noget om guder og overjordiske væsener. Men hvad nu hvis guder og andre overjordiske væsener slet ikke findes? Kan man så stadig kalde noget – fx fodbold – for en religion?
Den danske religionsforsker Jørgen Podemann Sørensen gør sig til fortaler for at religion er et spørgsmål om sprog, og kommer dermed uden om problemet med gudernes mulige eksistens. Han peger på at de virkemidler som man oplever, ”religiøse udtryk”, dvs. ritualer, bønner, myter osv., og som tjener til at iscenesætte og understrege en ”talesituation hinsides det menneskeligt mulige”, bør betragtes som retoriske virkemidler. Som han udtrykker det i sin bog Komparativ religionshistorie, så er begreber som urtid, dommedag og Guds ophøjede majestæt ”ikke emner for religiøse udtryk, men midler til at bringe dem i stand”.
Podemann Sørensen argumenterer altså for at de retoriske virkemidler er med til at skabe grundlaget for en religion, og han gør ikke tilstedeværelsen af en gud afgørende for hvad der kan betegnes som en religion.
Men tilbage til fodbolden, for må der ikke være en nedre grænse for hvor lavt vi kan sætte overliggeren når det kommer til de højere magters univers – eller hvor højt vi kan sætte den for fodbold? For godt nok begæres fodbold af millioner af mennesker kloden over, men det er vel trods alt bare et spil på en græsplæne.
I Italien er de af en lidt anden opfattelse. 46 % af landets indbyggere erklærer sig selv som egentlige fodboldfans, og enhver der nogen sinde har overværet en kamp på Stadio Olimpico eller har hørt hvordan romanisterne omtaler deres klub, vil heller ikke være et sekund i tvivl om at her er noget religiøst på færde.
I Il Romanista, en avis om AS Roma der udkommer dagligt, beskriver tilhængeren ”Er Parabbola66” sin kærlighed til klubben således: ”Hvorfor er det smukt at være Romanist? Fordi helbredet har forladt mig … men ikke Du! Fordi min kone har forladt mig … men ikke Du! Fordi kun når jeg ser dig spille, får du mig til at føle at jeg lever uanset resultatet.”
Her er det måske nærliggende at tro at det ”Du” som ”Er Parabbola66” taler om, er en af spillerne i AS Roma. Det er dog langtfra tilfældet. Romanisterne tilbeder ikke spillerne eller ophøjer dem til guder, men omtaler dem tværtimod som ”gladiatorer” eller ”lejesoldater”. Den ikoniske status som enkelte spillere til tider opnår, er alene et resultat af ærværdiggørelse i kraft af deres evne til at bære trøjen med ære. Romanisterne benævner disse bærere af trøjen som ”I mitici”. Direkte oversat betyder det ”De mytiske” eller ”De legendariske”. Hvis man derfor skal forsøge at indkredse hvad romanisterne virkelig tror på, må svaret i stedet være at de tror på ’princippet’ bag AS Roma.
Princippet bliver religiøst
For romanisterne er AS Roma nemlig ikke blot en fodboldklub der består i kraft af en række konkrete enkeltelementer, det være sig spillerne, ledelse, klubbens historie, stadion, holdets kampe, træningsanlæg osv. Disse elementer kan, mener romanisterne, strengt taget være væk når solen står op næste gang. Jovist, man glæder sig naturligvis over dygtige og pålidelige spillere og en eventuel kompetent ledelse af klubben, men det er ikke dem eller dem alene der er den egentlige genstand for lovprisning. For AS Roma er for romanisterne ligeledes at betragte som et princip, en styrende, bestandig idé, der i den romanistiske bevidsthed gennemsyrer de for dem forgængelige elementer og eksisterer i kraft af AS Romas fortid, nutid og fremtid. ”Er Parabbola66” beskriver det på denne måde:
”Fordi på stadion får du mig til at være genkendt blandt fantastiske venner. Fordi hver gang jeg tager på Verano (en af Roms kirkegårde, red.), lægger jeg to roser: en rød og en gul ved siden af mine forældre for at takke dem for alt og for at have lært mig at elske disse farver. Fordi mine to børn vokser godt og sundt op, fordi de er romere og fordi … jeg elsker Dig!”
En anden tilhænger ”CIVIS ROMANUS SUM”, på latin ”Jeg er romersk borger”, beskriver princippet således: ”Det er smukt at være romanist, fordi Roma, på trods af hendes 79 år, stadig er den smukkeste og udødeliggøres af hundredvis af personer for hver en dag der går.”
Den enhed som ”Er Parabbola66” henvender sig til og beskriver som ”Dig” og ”Du”, og som ”CIVIS ROMANUS SUM” kalder ”hende”, er det ophøjede princip. Den kan også omtales som AS Roma, La Roma, eller ASR 1927, men når romanisterne taler om princippet, bruger de ofte ”Hende” eller ”Hun”. Det kan være fristende at tolke denne reference som udelukkende en sproglig reference til ordet Roma der i sig selv er hunkøn. Men en sådan tolkning er for simpel alene af den grund at det som beskrevet er muligt at omtale Roma eller AS Roma med andre ord.
Romanisterne opfatter princippet AS Roma som værende en evig størrelse – det vil sige en udødelig størrelse eller enhed der for mange romanister altid har eksisteret og for endnu flere altid vil bestå. Og udødelighed, uforgængelighed og lignende transcendentale størrelser er typiske religiøse markører. Fx finder vi formuleringen ”det evige liv” i folkekirkens trosbekendelse. Det er ligeledes med til at illustrere hvordan en bestemt sprogbrug frembringer religiøsiteten, som Podemann Sørensen peger på. Man kan se det uforgængelige princip i denne udtalelse fra romanisten ”Antonio”: ”Udødeligheden ved dette hold – symbolet på min by – Roma. Vores hold er det eneste hold der er Magica, og det er ikke fordi holdet laver mirakler eller illusionsnumre der er så typiske for vores tid. Nej, simpelt hen fordi det er sandt og ægte – til alle tider.”
Trøjen – La Maglia della Roma
Dette princip der gennemsyrer og gennemtrænger de konkrete elementer i AS Roma, bliver konkret i spilletrøjen – La Maglia della Roma eller bare La Maglia – der forener alle de afgørende elementer i det romanistiske forestillingsunivers. Den italienske fodboldforsker Stefano Pozzoni skriver i sit store værk om fodboldfankultur i Italien, Dove sono gli Ultrà? (”Hvor findes Ultrà?”), at det netop er trøjen, den konkrete manifestation af det transcenderende princip, der er omdrejningspunktet for italienske fodboldfans. For romanisterne har La Maglia både farverne gul og rød og/eller emblemet på brystet med den diende hunulv hvilket refererer til byen Roms grundlæggelse og overlevelse. Den har altid eksisteret, og den vil altid eksistere. Og vigtigst af alt: Det er den der gennem kamp hver eneste uge retfærdiggør de romanistiske ritualer og former den romanistiske mytologi. R
Bibliografisk
Af
Stig Krøger. Magister i religionsvidenskab og forfatter til bogen Forza Roma – fodbold, fankultur og religion
..
RetorikMagasinet 82 (2011), s 7-9