Når tekster griber

Retorikere har ikke patent på at kunne påvirke med ord. Det har litteraturen gjort i længere tid og med større styrke end nogen anden kommunikativ genre. Derfor bør retorikere også interessere sig for litteratur.

Af Christian Kock

Når tekster griber

Blandt de retorikere der har set sådan på det, er Longinos fra Kristi tid, som skrev værket Om det ophøjede. Her omtales tekster af alle slags – det være sig litteratur eller sagprosa – som har det til fælles at de kan virke overvældende, nærmest berusende på læsere (eller lyttere).

Også for skotten George Campbell, der udgav The Philosophy of Rhetoric i 1776, består retorik i at frembringe tekster der kan virke på deres modtagere. Det kan de gøre på fire måder; de kan 1) oplyse forståelsen, 2) fornøje fantasien, 3) bevæge følelserne og 4) påvirke viljen. Disse fire funktioner kan glide over i hinanden, og den ene kan tjene som redskab for en anden – fx kan man påvirke viljen ved at bevæge følelserne. Men nogle ytringer er især egnet til ’blot’ at glæde fantasien og gribe følelserne – og dér ligger litteraturens særlige funktion.

Det mente Aristoteles faktisk også. Hans Poetik handler om hvordan værker i en bestemt genre, tragedien, rører fantasi og følelser og fremkalder en særlig virkning: ’tragisk lyst’. Men Aristoteles’ virkningsorienterede tilgang til litteratur er de fleste senere litteraturforskere veget uden om.

Det mener jeg er en skam. Det særlige ved en kategori af ting – fx litteratur – er det som kun den slags ting kan. Dét burde derfor stå i centrum for forskningen i dem. For retorikken bør det stå i centrum at forske i hvordan tekster af en hver slags kan virke – derunder de litterære. Ved at studere litteraturens ’gribe’-mekanismer kan en retoriker tilmed lære meget der er praktisk brugbart. De bruges nemlig også i andre slags tekster – tænk på fx reklamer, journalistik, prædikener og politisk retorik.

En retorisk tilgang til litteratur-analyse går ud på at flytte fokus fra forfatterens intention hen imod hvordan og hvorfor visse egenskaber i teksten griber læsere. Her er et eksempel.

Ivan Turgenevs roman Forårsbølger (1872) beskrives ofte i litteraturhistorie som et personligt vidnesbyrd bygget på forfatterens eget liv. Det finder jeg som retoriker irrelevant. Bogen er blandt verdenslitteraturens mest gribende. Hvorfor? Dét er det interessante.

I en tysk by bor en italiensk familie, Roselli. En ung russer, Sánin, bliver ven med familien og forelsker sig hemmeligt i datteren Gemma som dog er forlovet med en brav borger, hr. Klüber. Men Gemma elsker ham ikke og vil hæve forlovelsen med ham. Det er hendes mor ulykkelig over, og hun beder Sánin, som hun véd Gemma vil lytte til, om at tale hende fra det.

Episoden hvor Sánin skal overtale Gemma, foregår i et smukt, gyldent sceneri, perfekt til kærlighed – men nu skal han ødelægge sin egen chance for kærlighed. Hvad mere er: Gemma er også forelsket i ham, bl.a. fordi han har udkæmpet en (ufarlig!) duel for hendes skyld. Det er derfor hun vil slå op med Klüber. Det kan vi læsere regne ud; Sánin kan ikke. Dialogen mellem de to er hjerteskærende og trækkes ud og ud: Sánin kan knap få fremført sit budskab der vil ødelægge hans chance for lykke; Gemma håber på en kærlighedserklæring, men skuffes dybt over hans tilsyneladende kulde. Kun vi læsere har muligheden for at se den bitre ironi der skyldes moderen – som holder af dem begge og kun vil det bedste for sit barn.

Her har vi på én gang flere af litteraturens klassiske gribe-mekanismer: Vi er så tæt på at lykke kan opstå – men det modsatte sker (tragedie). Nogen vil gøre noget godt – men opnår kun at skabe ulykke (’tragisk ironi’). Alle replikkerne har én betydning for den der siger dem, og en modsat for den der hører dem. Havde personerne vidst hvad vi læsere ved … men det gør de ikke (’dramatisk ironi’).

De strukturer der kan skabe ’tragisk lyst’, ligner interessant nok dem der kan skabe humor. Cicero behandler i De oratore det morsomme (II. 54-71) og fastslår at jo større kontrast der er mellem to betydninger i det sagte, des mere morsomt og virkningsfuldt er det. Tænk på de platte, men effektive betydningsomslag man kan fremkalde med replikken ”Det sagde hun også i går!”.

Spillet mellem modsætninger; mellem det man forventer, og det man får, er centralt for det der griber os i litterære tekster. Se på dette vers fra J.P. Jacobsens Gurresange. Kong Valdemar Atterdag siges at have elsket bondepigen Tove. På vej til stævnemøde med hende jubler han af lykke og stolthed:

… stoltere satte ej heller sig Krist
Hos Herren, og lo ad sin Kvide,
End Valdemar, glemmende Kummer og Tvist,
Sig sætter ved Tovelils Side.

Her leges virkelig med maksimale modsætninger. En konge elsker en bondepige. Og hun elsker ham. Og han er stolt over det – endnu mere end Jesus da han stolt satte sig ved Guds side efter sin død og opstandelse!

At se Jesus som et almindeligt menneske der er stolt over sin dåd, er uvant – og blasfemisk, ville nogle kristne sige. Men hvis Jesus skulle være stolt, måtte han være ret stolt. Og dog er Valdemar mere stolt! Jacobsen vender den mest sublime gerning i det kristne univers til en afglans af en kødelig, illegitim kærlighed.
Her kunne man i analysen pege på at Jacobsen var ateist. Men det er uinteressant for en retoriker. Det interessante er hvordan spillet mellem modsætninger virker.

Og det virker ikke kun i digtning. Det er derfor retorikere burde studere den slags virkninger mere. Tænk på den kolossale gennemslagskraft som selve de kristne beretninger om Jesus har haft i historiens løb – mon ikke netop i kraft af virkningsfulde modsætninger? Han der fødtes i en stald, red ind i byen på et æsel og døde den mest nedværdigende og pinefulde død – han var også Guds søn, himlens og jordens konge. Siger den kristne retorik.

Jo, retorikere kan med god grund studere litteratur for at forstå hvorfor ord virker.   R

Bibliografisk

Forfattere: Af Christian Kock. Professor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 84, side 10-11.

Læs mere

Michael Burke, Literary Reading, Cognition and Emotion: An Exploration of the Oceanic Mind. London: Routledge, 2011.
George Campbell, The Philosophy of Rhetoric. London, 1776.
Christian Kock: Retorisk poetik. Retorikforlaget, 2008.
David Miall, Literary Reading: Empirical and Theoretical Studies. New York: Peter Lang, 2006.
Penelope Murray & T. Dorsch: Classical Literary Criticism: Plato: Ion; Republic 2-3, 1; Aristotle: Poetics; Horace: The Art of Poetry; Longinus: On the Sublime. 2. rev. udg. London: Penguin Classics, 2000.

Author profile

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet

Lämna ett svar