Start » Dansk retorik » Danske artikler » Når tøjet taler: amerikanske førstedamers politiske stil

Når tøjet taler: amerikanske førstedamers politiske stil

av Inger H. Dalsgaard

USA’s nyeste førstedame, Melania Trump, er en fåmælt dame, men hendes fremtoning er blevet anklaget for at være både højtråbende og tonedøv hvad enten der er tale om den Dolce & Gabbana-jakke til over 300.000 kroner hun var iklædt til et G7-møde, eller det par Manolo Blahnik-stiletter hun iførte sig på rejsen til et katastroferamt Texas. Med en fortid som fotomodel var Melanias personlige interesse for stil og couture forventelig, og samtidig har medierne i stigende grad beskæftiget sig med indgående analyser af førstedamers tøjvalg i de seneste årtier. Men hvorfor har det overhovedet nogen betydning hvad en velhavende kvinde, der ikke er folkevalgt til et officielt embede, iklæder sig?

Når tøjet taler: amerikanske førstedamers politiske stil

Inger H. Dalsgaard

 

Beklædning har altid haft noget at skulle have sagt. I hvert fald lige så længe som status, rigdom og indflydelse har kunnet signaleres med klædedragtens udseende og materialevalg. Politisk status kunne for eksempel symboliseres i senatorens hvide toga, en fyrstes guldbrokade eller bronzealder-patriarkens floshat. Bærerens rigdom kunne ligeledes afkodes ret direkte af de store udgifter forbundet med sjældne eller forarbejdningskrævende stoffer. Til gengæld har vores politiske klasses klædedragt i nyere tid i høj grad været reduceret til variationer af den traditionelle forretningsmands habit selv om venstrefløjspolitikeres strik og vindjakker peger i andre retninger. Billedet er tydeligst blandt amerikanske politikere der, uafhængigt af parti, ses med slips og jakkesæt. Selv Hillary Clintons berømte buksedragter indskriver hende i samme semiotiske kategori: Politisk lederskab bliver i det 20. og 21. århundredes USA ikke signaleret med uklædelig fremvisning af økonomisk overskud men med diskret, maskulin middelklasse-uniformering.

Foto: Wikimedia Commons

En stilistisk balancegang

Et område hvor formidlingen af den politiske klasses værdier er blevet afprøvet og udfordret, har været gennem den symbolske værdi den amerikanske præsidents hustru tilskrives. Den amerikanske førstedame indtager traditionelt et meget synligt og potentielt indflydelsesrigt podium når hendes mand bliver valgt. Det er forventet at hun symboliserer de rette politiske og nationale værdier, såvel gennem sine ubetalte gøremål som sin klædedragt. Især førstedamens visuelle fremtoning har haft betydning: På den ene side fordi hun ikke historisk er blevet givet megen taletid og derfor måtte fortolkes ud fra hvad hendes tøj tilsyneladende siger om hendes standpunkt. På den anden side fordi førstedamer i nyere tid er bevidste om den indirekte politiske indflydelse de kan opnå igennem deres fremtoning i visuelle medier.

Da USA blev grundlagt i 1776, var det i opposition til en tyrannisk britisk konge og overklasse og med lovningen om retten til lykke og velstand – “the pursuit of happiness” – for en arbejdsom middelklasse. USA’s nye regerende klasse, præsidentparret især, gik derfor en vanskelig formidlingsopgave i møde: Hvordan repræsenterer man autoritet uden at trække for meget på den gamle verdens overklassesymbolik? Førstedamen skulle som landets ‘øverste kvinde’ fremvise et eksempel på det ypperste, men var hendes klædedragt eller husførelse for ødsel, kunne hun risikere at blive anklaget for at have u-republikanske værdier og at stræbe efter at blive ‘dronning’.

Foto: Wikimedia Commons

Stangtøj og hattedamer

Førstedamens offentlige image blev i de næste 200 år en tilbagevendende skueplads for mere eller mindre politisk motiveret kritik, men den bevidste brug af tøjets retorik i politikkens tjeneste kan man tydeligst datere til Eleanor Roosevelts tid som førstedame i 1930’erne. Hvor førstedamer før hende ydede politisk rådgivning til præsidenten under private former eller brugte sociale arrangementer i Det Hvide Hus som incitament til politiske samarbejder, skabte Eleanor Roosevelt den moderne standard for førstedamen som en synlig politisk partner. Skønt hun iklædte sig balskrud til indsættelsesfester og statsbesøg som forventet, kommunikerede hun også en ny tanke når hun iførte sig stangtøj som almindelige mennesker i teorien kunne købe. I en tid med hård økonomisk krise kunne en førstedames brug af massefabrikeret tøj tydeligt kommunikere flere ting: At købe billigt tøj er ingen skam hvis førstedamen ophøjer det; billigt tøj bringer førstedamen ned i niveau med de borgere hun gerne vil have i tale, således at hun bedre kan formidle sin mands politiske budskaber.

Annonce

Et tilsvarende men mere nutidigt eksempel sås under valgkampen i 2008 hvor USA igen var i økonomisk krise. Sarah Palin, republikanernes kandidat til posten som vicepræsident, mistede point da hendes ødsle budget til designertøj blev afsløret. Hvis over 900.000 kroner i kampagnedonationer blev brugt til kandidatens tøj, var det et signal om et parti der ikke holdt hus med finanserne mens nationens økonomi blødte. I kontrast til Palin formidlede Michelle Obama i stedet et budskab der var dobbelt retorisk, mens tøjsagen var på sit højeste. I talkshowet The Tonight Show valgte hun nemlig at kommentere indirekte på Palins problem gennem en retorisk stil hun ofte bruger: Tale er sølv, men tavshed er guld. Her lod hun nemlig sit eget valg af tøj fra det amerikanske firma J. Crew blive den direkte kommentar: “Ladies, we know J. Crew. You can get some good stuff online!” På den måde identificerede hun både tøjets prismæssige og sin egen personlige tilgængelighed. Med få personlige modifikationer af J. Crew-sættet, herunder en kæk broche, lod Michelle Obama altså seerne
forstå at det er muligt at se smart ud på et mere almindeligt budget, og markerede sig samtidig som feminin på en måde som for eksempel Eleanor Roosevelt ikke blev set. Michelle Obamas interesse for stil var tydelig, og på
den måde kommunikerede hun både et politisk budskab og projicerede en kvindetype samtidig. J. Crew, og mange amerikanske designere hvis tøj hun derefter bar, mærkede efterfølgende en stigning i omsætning.

Bevidstheden om at førstedamen ikke blot skulle være repræsentant for det ypperste i (amerikansk) couture men også kunne understøtte hele modeindustrien, voksede i 1950’erne. Jackie Kennedys kendte pilleæskehatte var sandsynligvis et kompromis mellem dels hendes ønske om ikke at gå med hat fordi det var gammeldags eller ‘konet’, dels den nedtur hattemagerindustrien i USA angiveligt ville lide hvis en stilbevidst førstedame ledte vejen væk fra eksempelvis hattebrug – en industri hendes forgænger, Mamie Eisenhower, meget ivrigt havde støttet. Jackie Kennedy repræsenterer dermed en anden streng inden for førstedamens stilvalg hvor hun i økonomiske opgangstider kunne tillade sig dyrere couturetøj. Udenlandske designere kunne dog kun komme på tale som diplomatisk stil hvor Dior for eksempel kun var passende til statsbesøg i Frankrig. Selv Jackie Kennedys tragisk-berømte lyserøde ‘Chanel’-dragt var et amerikansk produkt der blev syet på licens i New York. Modediplomati har siden været et bevidst greb førstedamer brugte – indtil Melania Trump som på mange måder har været den mindst engagerede i rollens symbolske magt.

Tøjet taler for sig selv

Moderne førstedamer har siden tv-mediets ankomst og professionaliseringen af valgkampagnerne ikke længere kunnet trække sig fra rampelyset hvis de ikke ønskede den formelle del af opgaven som deres giftermål med præsidenten medførte. I det 21. århundrede har Melania genindført den fraværende eller distancerede partner vi så før Roosevelt. Dette er ikke bare fordi hun, helt konkret, længe fraveg konventionen om at flytte med præsidenten ind i Det Hvide Hus, eller fordi psykologer i hendes tøjstil læser et ønske om afstand set i frakker bredt over skuldrene som kapper, voluminøse ærmer og store, mørke solbriller. Signalet om armslængde kan selvfølgelig være rettet mod hendes egen mand eller ovenikøbet befolkningens forventninger om øjenkontakt og endda knus som et budskab om hjertevarme og intimitet, som tidligere førstedamer også har opbygget. For eksempel måtte Jackie Kennedy undvære sine designersolbriller i Dallas’ middagssol i november 1966, så vælgerne bedre kunne se hende.

Der hvor Melanias visuelle kommunikation fremstår som et rent retorisk udtryk for bevidst afstandtagen og ikke blot som en privat eller psykologisk symbolik, er hvor hun går ret imod de etablerede regler og rammer for politiske og økonomiske statements som det er set i tidligere førstedamers tøjvalg. Som præsidentens ægtefælle kan hendes tøj fungere som personlig kommunikation af egne værdier, interesser og behov; som politisk og økonomisk kommunikation i partiets, en valgkampagnes eller modeindustriens tjeneste; eller som et ceremonielt budskab. Melania har beholdt denne sidste rituelle del af tøjets retorik i nationens tjeneste: Hun har status og udfylder en rolle som et betydningsfuldt symbol for USA’s statsmagt og dens økonomiske formåen i forlængelse heraf. Begge dele der retfærdiggør overdådig påklædning i ‘embeds medfør’. Men når hun vælger meget dyrt eller udenlandsk tøj i sammenhænge hvor hendes forgængere undgik det, taler hun med store bogstaver – uden at mæle et ord. Hvis hun bevidst nægter at tale det stilsprog hendes forgængere har opbygget, er hun måske den mest frigjorte af dem alle – både politisk og personligt.          R

Læs mere

J. Keohane: ““The Most Important Dress in the Country”: The Rhetoric of Glamour in the Smithsonian’s “The First Ladies””. I Women’s Studies in Communication, 40 (3). 2017.
M. Meijer Wertheimer(red.): Leading Ladies of the White House: Communication Strategies of Notable Twentieth-Century First Ladies. Rowman & Littlefield. 2005.

 

 

 

 

 

Bibliografisk

Af Inger H. Dalsgaard, lektor og ph.d. i amerikanske studier ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 15-18

Inger H. Dalsgaard

lektor og ph.d. i amerikanske studier ved Aarhus Universitet

Latest posts by Inger H. Dalsgaard (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere