Når verden bliver bestemt for os

I det daglige sprog er der en hel mængde udtryk og vendinger der tager noget for givet. De medvirker til vi kan kommunikere glat og let med hinanden. Men de kan også styre vores opfattelse af verden i bestemte retninger – som vi sjældent tænker over. Det skulle vi måske gøre. For den slags udtryk bliver også udnyttet. Artiklen her sætter lup på nogle af de måder hvorpå sproget bestemmer vores omverden – bag vores ryg.

Når verden bliver bestemt for os

Christian Kock

“Danskerne frygter islam.” Sådan lød en overskrift i Kristeligt Dagblad i december 2000. Denne artikel handlede om det sproglige fænomen som danskerne er eksempel på. Det er en bestemt form af danskere. I bestemte former ligger en masse betydning.


Siger du danskerne, forudsætter du at: 1) “Danskerne” eksisterer som begreb. 2) Den du taler til, kender det som ordet refererer til, og ved hvem eller hvad det er. 3) Det du siger om “danskerne”, gælder dem alle. Men avisens brødtekst sagde faktisk: “Knap hver tredje dansker er bekymret over, at der bor mennesker med en anden religiøs baggrund end den kristne i Danmark, viser en stor EU-undersøgelse, og eksperter er ikke i tvivl om, at det er islam, danskerne har haft i tankerne”. De der havde denne frygt, var nok det største procenttal. De blev så fortolket som “et flertal” som igen blev til “danskerne”.


Bestemtheden postulerer at alle danskere er enige, eller flertallet i hvert fald, men uden at det præcis siges om hvad. Der skabes en uklar virkelighed. Og måske er noget af det endda lodret usandt – blandt andet i kraft af den generalisering til alle som det “bestemte flertal” indebærer. Bestemte former i sproget er med til at skabe vor virkelighed. Derfor bør vi være på vagt over for “bestemtheder”.


Omvendt lommetyveri

Jeg har selv lanceret udtrykket “omvendt lommetyveri” om de antagelser vi umærkeligt får listet ned i lommen i kraft af sproget.

Annonce


Bestemthed i sproget er bare én af de måder hvorpå vort saglige sprog forudsætter ting – der altså dermed sættes uden for diskussion. Man siger med et fagligt udtryk at sproget præsupponerer; det indeholder præsuppositioner.


Det gælder mange slags sproglige udtryk. Tag sætningen “Jeg anklager ham ikke for at være homoseksuel”. Den præsupponerer (i kraft af ordet anklage) at homoseksualitet er forkastelig; ellers ville det at kalde nogen homoseksuel ikke være en “anklage”. Hvis ikke man ønsker at denne præsupposition skal ligge i sætningen, vil man for eksempel snarere sige: “Jeg påstår ikke at han er homoseksuel”. Her ser vi igen noget typisk for præsuppositioner: De bliver stående selv om ytringen er i nægtende form (som eksemplet her).


I øvrigt er også “Jeg påstår ikke at han er homoseksuel” egnet til at liste noget ned i lommerne på folk, men mindre tydeligt. Man ville næppe sige at man påstår noget hvis ikke det man “påstår”, var lidt kontroversielt. Og dét har man dermed angivet at homoseksualitet er.


At præsupponere noget indebærer – og det er en afgørende egenskab – at man gør det på begge samtalepartneres vegne: både afsender og modtager. Det fungerer dog i reglen fint – men kun hvis begge parter faktisk mener det som er forudsat! For eksempel at den man taler til, synes at homoseksualitet er forkastelig.
Hvad så hvis modtageren ikke deler en præsupponeret anskuelse? Så kan vi kalde det præsuppositionsfusk.

Lær at præsupponere

Her er lidt flere eksempler på hvordan man kan præsupponere – fuske. Under konflikten mellem skolelærerne og Kommunernes Landsforening i 2013 udtalte Lars Løkke Rasmussen:

“Det vigtigste for os er helt principielt, at vi får normaliseret lærernes arbejdstid. Det er nødvendigt, hvis man vil skabe en god og moderne folkeskole, og hvis man vil gøre det attraktivt at være lærer på sigt, siger Lars Løkke Rasmussen. Han tilføjer, at omkring 80 procent af de statsansatte er ansat på de vilkår, og at det handler om, at give ledelsesretten tilbage til lederne.”

Hvilke kontroversielle antagelser – altså antagelser som mange, for eksempel skolelærerne, nok var uenige i – præsupponeres her? Mindst fire. Hvilke ord og vendinger knytter præsuppositionerne sig til? Find dem selv. Svaret står nederst i artiklen.


Hvor meget forudsættes der så når danskerne omtales? At de eksisterer, er måske ikke så diskutabelt? Men er de én klart defineret gruppe – i kraft af deres pas? Hvad med dem der endnu ikke har et pas, men gerne vil have det (med eller uden håndtryk)? Eller de dansksindede med tysk pas i Sydslesvig? Og følger der mere med? På hvilke punkter forudsætter ordet at dem som det omfatter, er ens og enige?


Også selve det at noget eksisterer, kan være en højst diskutabel ting som ryger med ned i lommen. Tag udtrykket den homoseksuelle livsstil (eller prøv at finde det i debatindlæg). Her er bestemthed igen på banen. Den præsupponerer blandt andet. at der er en bestemt homoseksuel livsstil – og at der kun er én. Alt det er ‘indbagt’ i den lille, upåfaldende bestemte artikel den.


Det Tredje Riges Sprog

Her er et udtryk fra en uhyggelig fortid: “jødeproblemet”. Det forudsætter 1) at der er et særligt problem med jøderne (som forresten forudsættes at være en klart afgrænset gruppe), og 2) at vi alle ved hvad problemet er.


Den tyske jødiske filolog Victor Klemperer skrev i 1947 bogen LTI: Lingua Tertii Imperii (Det tredje riges sprog). Den kom på dansk i 2010. Klemperer demonstrerer hvordan nazismen umærkeligt gled ind i folks blod i kraft af udtryk og ordformer, gentaget utallige gange. Det var blandt andet på den måde at nazisterne først “generaliserede” og derpå dæmoniserede jøderne.


Det efterfølgende massemord på et mindretal blev muligt fordi flertallet fik hovederne fordrejet. Frem for alt af sproget.


Kunne noget lignende ske for danskerne? R


Bibliografisk

Af Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 108

RetorikMagasinet 108 (2018), s 20-21

Om skribenten

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet

Lämna ett svar