Natascha Kampusch generobrer sin egen fortælling

Pressen ynder at portrættere kidnappede børn som underkuede og knækkede. Men det hænder at ofrene ikke selv kan genkende den fortælling. Og så begynder en kamp mod medierne for at genvinde den retoriske handlekraft.

Bibliografisk

Forfattere: Kristine Marie Berg. Ph.d-stipendiat ved Københavns Universitet og Tanja Juul Christensen. Ph.d. i retorik og konsulent hos Bro Kommunikation

RetorikMagasinet 81/2011, side 10-11.

Natascha Kampusch generobrer sin egen fortælling

kampuschHun blev verdenskendt i 2006 da hun som 18-årig flygtede fra den mand der otte år tidligere havde kidnappet hende og derefter holdt hende fanget i et lille, isoleret rum under jorden, sultet hende, tæsket hende og tvunget hende til at arbejde hårdt. Naboerne i det lille samfund havde tilsyneladende ikke opdaget noget, og politiets efterforskning mislykkedes totalt. Alt dette rystede selvsagt offentligheden, særligt i Østrig hvor det skete, men også internationalt. Over radioen fulgte Kampusch fra sit fangenskab en sag om en belgisk forbryder som havde bortført og torteret flere piger.

Og hun besluttede at hvis hun slap fri, ville hun bestemme hvilke medier hun ville tale med og om hvad. Derfor bad hun politiet om ikke at tale med medierne. Det løfte holdt de i ca. fire timer.

At sætte punktum og blive fri I årevis havde Natascha Kampusch kæmpet mod gerningsmandens forsøg på at nedbryde hende. Nu i frihed måtte hun kæmpe mod medierne. Blot få timer efter hun var flygtet fra det voldsmareridt hun havde levet i, måtte Kampusch skjule sig for journalister og fotografer der hang i træerne uden for den ungdomspsykiatriske klinik hun blev indlagt på. Enkelte klædte sig endda ud som personale og forsøgte at trænge ind til hende. Da hun begyndte at udtale sig, viste det sig at offentligheden ikke ville acceptere hendes selvstændige, nuancerede fortælling om tiden i fangehullet. Hvor gerningsmanden bogstaveligt talt havde frataget hende muligheden for at deltage i samfundet og for at være medskaber af sit eget liv, oplevede hun nu at blive ekskluderet retorisk: Alle talte om hende, hendes liv og oplevelser, men hendes eget perspektiv på sagen blev tilsidesat og gjort ugyldigt.

Kampuschs overlevelse i gerningsmandens fængsel og flugten fra det krævede udholdenhed, mod og viljestyrke i helt usædvanlig grad. At bryde ud af hendes andet fængsel, det medieskabte, og generobre hendes egen fortælling kræver retorisk handlekraft. I bogen “3096 dage” søger Natascha Kampusch gennem tre strategier at tage sin egen historie i besiddelse:
1. Hun lader læseren selv drage konklusionerne,
2. Hun opbygger sin etos,
3. Hun nægter at give simple forklaringer.
Og hun gør det nuanceret, nøgternt og overbevisende.

Læseren må selv drage konklusionerne

Wolfgang Priklopil, som gerningsmanden hed, blev af medierne udråbt til sexuhyre og Kampusch til et stakkels, knækket offer. En fortælling Kampusch er uenig i. En væsentlig pointe med bogen er derfor at tage til genmæle. Alligevel handler bogen ikke om medierne. Tværtimod. Bogen er inddelt i ni kapitler og en kort epilog. Første kapitel handler om Kampuschs liv før hun blev bortført, dernæst følger otte kapitler dedikeret til livet i fangenskab, og først i epilogen ekspliciteres bogens egentlige hensigt, nemlig den at sprænge murene i det medieskabte fængsel. Kampusch benytter således en ’show it, don’t tell it’-strategi. Hun venter med at præsentere sin hensigt til læseren har hele hendes egen udlægning. Derved bliver eksplicit argumentation unødvendig og kan begrænses til en epilog. Læseren mærker hendes frustration over mediernes snagen, fantasifuldhed og trang til at diagnosticere og behøver ikke flere ord. Når Kampusch skriver:
”Alt det som jeg selv havde været i stand til at skjule for gerningsmanden, blev nu trukket frem i offentligheden som fandt på sin egen sandhed.” (s. 266), ved man at hendes kamp mod gerningsmanden handlede om at holde fast i sig selv og sit eget liv. Og man forstår at hendes bog handler om det samme.

Opbygning af etos

Gennem bogen oplever man hvordan en 10-årig pige formår at skabe sig en verden på få kvadratmeter under jorden. Man oplever hvordan hun tackler det da hun begynder at blive lukket ind i huset, og Priklopil bliver voldelig, sulter hende og nedgør hende. Her er det interessant hvordan Kampusch formår at skabe sig en selvstændig rolle i fortællingen – hvordan hun formår at bevare sin handlekraft. Hun maler møbler på væggene så fangehullet ligner hendes barndomshjem. Hun bestiller duftevand der dufter af hendes bedstemor. Hun skriver små opmuntrende lapper papir til sig selv som hun skjuler for gerningsmanden. Og så sætter hun foden ned på nogle afgørende punkter over for Priklopil. Nogle af de mest brutale tæsk får hun fordi hun nægter at kalde gerningsmanden ”hersker” og knæle for ham. Hun mærker hvor meget det betyder for ham. Derfor nægter hun. Gennem denne måde at fremstille sig selv på opbygger Kampusch sin etos. Hun fremstår indimellem som det stakkels, knækkede offer medierne vil gøre hende til. Men hun fremstår samtidig ualmindelig handlekraftig.

Afvisning af simple forklaringer

Kampusch har forsøgt at afvise mediernes historie i pressen. Hun har forsøgt at forklare sit komplekse og ekstremt ambivalente forhold til Priklopil som hun hadede, men dog følte sig knyttet til – han var hendes eneste menneskelige kontakt fra hun var 10 til hun var 18. Det har ledt til at hun er blevet stemplet med stockholmsyndromet. Om dette skriver hun: ”Det gør offeret til offer for anden gang idet det fratager offeret retten til at udlægge sin egen historie – og gør de vigtigste oplevelser i den til bivirkningerne af et syndrom.” (s. 169) En væsentlig ambition med at generobre sin egen historie er altså at få nuancerne med. Det opnår Kampusch i bogen ved at undgå uforenelige modsætninger og enkle forklaringer. Hun fortæller hvordan hun tryglede Priklopil om at lege med hende, i samme åndedrag som hun fortæller om sit had til ham. Hun fortæller hvordan han opførte sig grusomt mod hende, i samme åndedrag som hun medfølende beskriver ham som et ængsteligt, paranoidt menneske. Hun viser omsorg samtidig med at hun udnytter hans svagheder strategisk. Historien forbliver flydende og foranderlig. Kampusch viser læseren at hun er offer og Priklopil et monster; men hun viser samtidig at det kun er ét aspekt af den samlede fortælling.

Ved at vise læseren sin historie i stedet for at argumentere imod medierne, ved at fortælle om sin egen handlekraft (og til tider mangel på samme) og ved konsekvent at nægte simple forklaringer og i stedet hele tiden vise nuancer af sine oplevelser får Kampusch ikke alene tilbagevist mediernes sort-hvidefremstilling, hun får vist sig selv som stærk, velovervejet og retorisk handlekraftig. ◗

Læs og se mere:
Retorisk eksklusion: Festen i Hyskenstræde som retorisk handling”, i Rhetorica Scandinavica, nr. 54, 2010.
Natascha Kampusch: 3096 dage, Gyldendal, 2010.
Fiktion inspireret af Kampuschs historie:
Roman: Emma Donoghue: Room: A novel, Little, Brown and Company, New York, 2010.
Spillefilm: Giorgos Lanthimos, Dogtooth, Grækenland, 2009.

Author profile

Kristine Marie Berg, ph.d., er adjunkt ved Afdeling for ­Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. [2015]

Lämna ett svar