Nazismens spøgelse begrænser EU’s retorik

At det europæiske identitetsfællesskab ikke er stærk-ere efter alle disse år i unionen, skyldes måske at vores fælles historie forhindrer politikerne i at tage alle redskaber i brug for at skabe den. I USA har jeg oplevet hvor effektivt ens T-shirts, håndtegn og overfladiske samlingspunkter virker på fællesskabsfølelsen. Men den slags giver europæere dårlig smag i munden.

Nazismens spøgelse begrænser EU’s retorik

Barbara Kjølbye Zinckernagel

 

Der var ca. 100.000 personer i brændt orange på Darrell K Royal-Texas Memorial Stadium i Austin, Texas, til sæsonens første footballkamp mellem Texas Longhorns og New Mexico State Aggies. Jeg var der sammen med en gruppe andre europæere, og selv om vi kun havde været i Texas i 14 dage, passede vi glimrende ind i havet af amerikanske collegestuderende og Texas-patrioter. For University of Texas at Austins effektive identifikationsstyringsapparat havde allerede sørget for at vi havde udstyr, rutiner og mentalitet på plads.

Den forgangne uge havde været fuld af velpakkede mentale goodiebags hvor man skulle møde op i en af de T-shirts fra University of Texas at Austin man løbende fik kastet i nakken, og være med til at overvære hyldesttaler om universitetets storhed, succesfulde alumner, evige fællesskaber og sund konkurrence fakulteter og universiteter imellem. Der havde været introaften, fakultetsmiddag, møde med Longhorn-tyren Bevo, squaredance og The Big Yell som er Longhorn-træning for den nye årgang studerende.

Ambivalente følelser i den råbende masse

Til The Big Yell underviste cheerleaderne i kampråb, træneren og spillerne præsenterede sig, og der var video-
taler med blandt andre opfinderen af håndtegnet ‘hook’em’horns’, Harley Clark, og den mest kendte alumne, Matthew McConaughey. Herefter spillede orkestret på ca. 300 personer “The Eyes of Texas” – universitetets slagsang som vi allerede var i stand til at skråle med på: “The eyes of Texas are upon you / All the live long day / The eyes of Texas are upon you / You cannot get away / Do not think you can escape them / At night or early in the morn / The eyes of Texas are upon you / Till Gabriel blows his horn!”

Som europæer havde jeg aldrig oplevet noget lignende. Jeg har gået Berlin rundt i en studieturssweatshirt, og jeg har været til landskamp – men det var en manifestation af fællesskaber der eksisterede længe før trøjen og begivenheden. Det her var noget helt andet.

Så da vi stod til The Big Yell, tre tyskere, to danskere og en franskmand med højre arm strakt i vejret (dog med fingrene bøjet i hook’em’horns’-tegnet), uniformerede i de der T-shirts (faktisk var jeg og en anden mødt op i almindeligt tøj, men var blevet stoppet ved indgangen hvor vi havde fået udleveret endnu en T-shirt) mens vi råbte “fight, Texas, fight!” i kor med flere tusinde andre i samme antræk og position, føltes det forkert. Den akavethed havde vi alle mærket, talte vi om bagefter.

Den amerikanske identitetsmaskine er en fest, men som europæer må man lige synke en ekstra gang når man finder sig selv syngende med strakt arm iklædt det samme tøj som alle andre. Foto: Barbara Kjølbye Zinckernagel.

Konstituerende kneb uden modhager

Noget af det der er bemærkelsesværdigt ved Longhorn-forløbet, er at det er konfliktløs konstituerende retorik; dvs. konstruktion af en favnende fællesidentitet gennem ord og handlinger.

Flere – blandt andre de græske sofister og den amerikanske filosof og jurist James Boyd White – har været med til at definere begrebet, men især den amerikanske sprogforsker Kenneth Burke har sat fokus på identitet som det centrale når det kommer til at bringe et fællesskab til verden. For ifølge Burke er identitet ikke bare noget man naturligt har eller får – identitet kan også tales frem: “A er ikke identisk med sin kollega, B. Men for så vidt som deres interesser forenes, identificeres A med B. Eller han identificerer sig med B, selvom deres interesser ikke er i forening, hvis han går ud fra, at de er, eller bliver overbevist om, at de er det,” skrev han.

Canadiske Maurice Charland bragte denne tanke videre og kombinerede den med narrativ teori og Louis Althussers tanke om interpellation. Interpellation sker når de tiltalte anerkender at de er dem der tales til, fordi det simultant vil være en anerkendelse af at de har andel i det omtalte værdifællesskab. Og Charland mente at massefællesskabsfølelse i høj grad påvirkes af fortællinger: “Et folk er en fiktion, der bringes til eksistens, når individer accepter at leve i en politisk myte.”

Jeg mener at Longhorn-programmet er enormt godt tilrettelagt til at skabe identifikation, interpellation og dermed overbevisning om fællesskab. Ikke alene inkluderer det Longhornske ‘vi’ os i en masse fælles oplevelser og historier – man kan også ligefrem se på os hvor ens vi er. Alt det klares med en meget ukompliceret persuasiv proces fordi det er en færdig pakke som ikke opfordrer til stillingtagen. Det kan så godt være at fællesskabet her er meget overfladisk, men begejstringen – også vores – føltes ægte, og det giver en lyst til at opsøge den igen og igen.

 

Hvorfor ikke overføre det til et kriseramt EU?

Der er meget der tyder på at befolkningerne i EU ikke har et værdifællesskab der rigtigt kan fungere som bindemiddel på tværs af landegrænserne når der er problemer.

Derfor kan det undre at man ikke er faldet for fristelsen til at tage alle redskaber i brug for at sprede de fælles værdier som politikere og tænketanke definerer, men ikke når ud med (EU har faktisk forsøgt sig med sang, flag, nummerplade osv., men gennemslagskraften har været meget begrænset). Og det er jo gængs viden at underholdningsindustrien og uddannelsessystemet er uhyre potente medspillere i identitetsdannelse. Mulighederne ligger lige for…

Man kunne lære børnene i skolerne at synge patosladede EU-sange og lave et EU-tegn som hyldede unionens egenskaber og eksistensberettigelse. Man kunne afholde en årlig EU-folkefestival som promoverede fælles kultur og værdier, og som i modsætning til Eurovision og EM ikke handlede om at udkåre en vinder blandt os, men om at kåre alle som bedre end resten af verden. Man kunne lave EU-merchandise – tøj, køkkengrej, klistermærker, cykler, madvarer– kun fantasien sætter grænser – som man fik politikere og kendte til at bruge.

Man kunne gøre alt muligt der sikkert ville være enormt effektivt hvis man ville og turde.

 

Dømt ude som klamme fascismegreb

Men grunden til at EU ikke vil og tør prøve med ideologiformidling i fredagsunderholdning og skolebøger, er nok ikke at man ikke er klar over at det virker. Det er måske snarere at så strategisk arbejde med at forme social gruppeidentitet med ens tøj, tegn og tilhørende euforiske definitioner af et indiskutabelt ‘vi’ ligger gemt væk i en kasse mærket ‘klamme fascismegreb’: Nazi-Tyskland, DDR osv.

Det siges ofte at menneskeheden konstant glemmer og derfor gentager sin egen historie – men mit kulturchok i Austin, Texas, fik mig til at tænke at vi glemmer mindre end jeg troede. Og at Den Europæiske Unions problem med at skabe fællesskab er tæt knyttet til angsten for konstruerede fællesskaber; en angst som også generationerne der kun har oplevet fredstid og demokrati på hjemmefronten, bærer med sig.

Jeg tror at EU-borgere har en meget stærk fælles forståelse af at universelt tænkt identitetsstyring potentielt er en farlig glidebane. Det kunne være at man skulle udforske det retoriske potentiale i dén fælles værdi noget mere.

R

 


Læs mere

Burke, Kenneth: A Rhetoric of Motives, University of California Press, Berkeley, Los Angeles, 1950.

Charland, Maurice: “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois”, The Quarterly Journal of Speech, vol. 73, no. 2, 1987.

White, James Boyd: Heracles’ Bow. Essays on the Rhetoric and Poetics of the Law, University of Wisconsin, Madison, 1985.

The Big Yell 2013, “The Eyes of Texas”: www.youtube.com/watch?v=FDzfeX8sVt4


Bibliografisk
Af Barbara Kjølbye Zinckernagel. Redaktionschef på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 30-32
35092

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2014

Lämna ett svar