Præsident Richard Nixon har ikke kun sørget for det populære skandale-suffiks “-gate” der kan sættes på alt fra døde giraffer til politiske talebøffer. Han skabte også med begrebet “the silent majority” en politisk identitet for en stor gruppe amerikanere der ikke følte sig som en del af 60’ernes protestbevægelser mod Vietnamkrigen. Men ved at fremhæve det tavse flertal udstødte han det utilfredse mindretal – og splittede det amerikanske samfund i to.
Nixons tavse flertal
af Mark Herron
I sin tale til nationen den 3. november 1969 gav præsident Nixon et erindringsværdigt eksempel på manøvren “going public”; når en præsident appellerer direkte til vælgerne frem for at forhandle med de folkevalgte i kongressen. Først og fremmest argumenterede Nixon for at hans administrations ændring i strategien for Vietnamkrigen var den rigtige. Overordnet set skulle krigen gøres mindre amerikansk og mere vietnamesisk: “In the previous administration, we Americanized the war in Vietnam. In this administration, we are Vietnamizing the search for peace.” Der skulle med andre ord færre amerikanere i felten i forhold til lokalbefolkningens hær, så Amerika ikke alene ville kunne afslutte krigen, men også vinde freden. Endeligt lagde Nixon også vægt på koldkrigsteorien om den risikable dominoeffekt ved at lade et land falde til et kommunistisk styre.
Men talens afsluttende pointe – og dens mest vedvarende eftermæle – var Nixons strategi for at bringe de højlydte protestbevægelser mod krigen i miskredit ved at fremhæve og mobilisere det tavse flertal for krigen. Dette flertal forenede Nixon under begrebet “the silent majority”. Og det var en succesfuld strategi: Selv om kritikken af Vietnamkrigen tog til i de følgende år, lykkedes Nixons tale med at underminere opbakningen til de store folkelige protestbevægelser i USA. Med sin tale bidrog Nixon derudover kraftigt til den politiske splittelse i den amerikanske befolkning – en splittelse som kan spores frem til de politiske skyttegrave der tegner det amerikanske landkort i dag.
Et udfordret amerikansk lederskab
Nixon blev bl.a. valgt som præsident i 1968 fordi han lovede en ny vej i Vietnamkrigen. USA skulle uddelegere mere ansvar til de lokale tropper i Vietnam og derved også risikere færre tab af amerikanske tropper. Dette lovede Nixon for at stå i kontrast til den amerikanske præsident der havde investeret det meste af sit embede i krigen, den siddende demokratiske præsident Lyndon B. Johnson. Johnson følte sig så presset af bl.a. protestbevægelserne mod krigen at han valgte ikke at genopstille i 1968.
Efter valgsejren leverede Nixon dog ikke den handling som protestbevægelsen krævede; tabstallene hobede sig fortsat op, og krigen havde ingen ende i sigte. Protestbevægelsen voksede sig større, og Nixon begyndte efterhånden at mærke den samme pression som havde skræmt Johnson fra posten. Silent Majority-talen skulle derfor være et forsvar for Nixons hidtidige beslutninger og en argumentation for at fortsætte en kurs med yderligere ’Vietnamization’ af konflikten.
Det tavse flertal bliver først bragt på banen hen imod slutningen af talen. I talens første del skildrer Nixon i stedet Vietnam-krigen som et langt forhandlingsforløb hvor USA fremstår som parten der har forsøgt at gøre alt for at nå til en mindelig løsning, mens modstanderen ikke har givet sig det mindste ved forhandlingsbordet og har krævet alt for meget af USA hidtil:
“We have offered the complete withdrawal of all outside forces within 1 year. (…) We have indicated that we are willing to discuss the proposals that have been put forth by the other side. We have declared that anything is negotiable except the right of the people of South Vietnam to determine their own future. (…) Hanoi has refused even to discuss our proposals. They demand our unconditional acceptance of their terms, which are that we withdraw all American forces immediately and unconditionally and that we overthrow the Government of South Vietnam as we leave.”
Kravet fra protestbevægelsen om at USA skulle trække sig helt ud af krigen i Vietnam, var ikke den rigtige løsning i Nixons øjne. Ud over at demonstrere at det var dette scenarie den nordvietnamesiske fjende ønskede, så leverer Nixon også argumenter for hvorfor denne tilgang til konflikten ville være en katastrofe for USA og for Sydvietnam:
“For the South Vietnamese, our precipitate withdrawal would inevitably allow the Communists to repeat the massacres which followed their takeover in the North 15 years before. For the United States, this first defeat in our Nation’s history would result in a collapse of confidence in American leadership, not only in Asia but throughout the world.”
Det handlede dog ikke kun om andre nationers tillid til USA’s lederskab, men også USA’s egen selvtillid. Nixon siger flere gange i den indledende del af talen at demonstranterne har ret til at være uenige med ham, og at interessekonflikten ikke handler om modsætningerne i USA. Men som talen udvikler sig, skifter billedet: Nixon udstiller på flere måder de amerikanere, som han mener modarbejder regeringens strategi og underminerer USA’s nationale selvtillid.
Det højlydte mindretal
I sidste del af talen vender Nixon for alvor blikket mod dem, han ser som den egentlige trussel imod administrationens strategi i Vietnamkrigen:
“In San Francisco a few weeks ago, I saw demonstrators carrying signs reading: “Lose in Vietnam, bring the boys home.” Well, one of the strengths of our free society is that any American has a right to reach that conclusion and to advocate that point of view. But as President of the United States, I would be untrue to my oath of office if I allowed the policy of this Nation to be dictated by the minority who hold the point of view and who try to impose it on the Nation by mounting demonstration in the street. For almost 200 years, the policy of this Nation has been made under our Constitution by those leaders in the Congress and the White House elected by all of the people. If a vocal minority, however fervent its cause, prevails over reason and the will of the majority, this Nation has no future as a free society.”
Her anerkender Nixon igen indledningsvist demonstranternes ret til at protestere, men han fremhæver også protesthandlingen som noget der påtvinges resten af nationen og Det Hvide Hus. I sidste ende ville det være skadeligt for nationens frihed hvis Nixon gav efter for det protesterende mindretal. Nixon søger bl.a. at illegitimere protestbevægelsen ved at forankre den i San Francisco. Demonstranterne bliver derved beskrevet som hørende til en bestemt geografisk del af USA, frem for at være en repræsentativ del af det amerikanske folk som helhed. Og i sidste ende af talen beskriver han faktisk protestbevægelsen som en større politisk trussel end selv de nordvietnamesere USA er i krig med:
“The more support I can have from the American people, the sooner that pledge can be redeemed; for the more divided we are at home, the less likely the enemy is to negotiate in Paris. Let us be united for peace. Let us also be united against defeat. Because let us understand: North Vietnam cannot defeat or humiliate the United States. Only Americans can do that.”
Her når Nixon frem til sin pointe om at protestbevægelsen er direkte skadelig for USA og ikke kan ses som en styrke for landets demokrati og dets evner til at agere udenrigspolitisk. Dette – kombineret med at Nixon påtager sig at tale for det store, tavse flertal – gør at Nixon kan skabe en splittende dikotomi mellem alle dem der ikke deltog i protesterne imod krigen i Vietnam, og dem der gjorde.
60’ernes ’tabte’ generation
At protestbevægelsen primært bestod af ungdommens USA, fremhæver Nixon ved at tale om at den ungdommelige og alternative energi der blev brugt på at demonstrere imod krigen, burde blive brugt mere konstruktivt:
“And I want to end the war for another reason. I want to end it so that the energy and dedication of you, our young people, now too often directed into bitter hatred against those responsible for the war, can be turned to the great challenges of peace, a better life for all Americans, a better life for all people on this earth.”
Her introducerer Nixon også et generationsperspektiv mellem den ældre generation af amerikanere – der har været i stand til at arbejde for nationen – og generationen af unge med deres demonstrationer og deres “had”. Endnu et lag af splittelse i befolkningen bliver derved tilføjet via Nixons fokus på alder, og han uddyber denne kontrast ved at beskrive USA’s historiske ansvar over for verden:
“… the wheel of destiny has turned so that any hope the world has for the survival of peace and freedom will be determined by whether the American people have the moral stamina and the courage to meet the challenge of free world leadership. Let historians not record that when America was the most powerful nation in the world we passed on the other side of the road and allowed the last hopes for peace and freedom of millions of people to be suffocated by the forces of totalitarianism.”
Nixon bruger denne beskrivelse til at kontrastere hvad USA har opnået historisk i forhold til demonstranternes projekt. Med den underliggende kritik af demonstranterne udelukker Nixon også 60’ernes ’tabte’ generation fra at kunne være en del af administrationens løsning af Vietnamkrigen. I stedet var det den del af befolkningen der ikke demonstrerede i gaderne, som Nixon ville have i tale og have overbevist:
“And so tonight – to you, the great silent majority of my
fellow Americans – I ask for your support.”
Han gav disse amerikanere flertallets magt via begrebet “det tavse flertal”. Nixon samlede derved den store gruppe af amerikanere som ikke havde været ude at demonstrere mod krigen på dette tidspunkt – uagtet at så stor en gruppe måtte formodes at have vidt forskellige holdninger indbyrdes.
Når præsidenten er med til at splitte en nation
Nixon var med til at etablere et retorisk modsvar for præsidentembedet til de store, folkelige protestbevægelser i 1960’erne. Men selv om del og hersk-politikken kom til at fungere på kort sigt for Nixon – han fik folkestemningen med sig, støtte til sin strategi i Vietnam og blev genvalgt i 1972 – så efterlod talen også USA mere splittet end før. I stedet for at samle hele det amerikanske folk om krigen udstillede Nixon i Silent Majority-talen den interne splittelse i USA. At denne strategi var bevidst, kan man bl.a. læse om i lektor i amerikanske studier Niels Bjerre-Poulsens bog Vietnamkrigen (2015) der beskriver hvordan Nixon-administrationen og vicepræsident Spiro Agnew selv betegnede strategien som en “positiv polarisering” af den amerikanske befolkning.
Den politiske brug af begrebet “det tavse flertal” kan også ses i en større sammenhæng hvor republikanerne i årene omkring Nixons præsidentembede var ved at flytte deres vælgerbase – en politisk udvikling der ofte beskrives som “the Southern Strategy”. “Sydstatsstrategien” skulle få de ellers trofaste demokratiske stemmer i sydstaterne til at stemme republikansk i takt med at borgerrettighedsbevægelsens krav vandt indpas. Strategien var med til at tegne det splittede valgkort USA har i dag, hvor de republikanske stater fortrinsvist ligger sydpå og i midtvesten af USA, mens kysterne hører til demokraternes højborge.
Arven fra Nixons retorik kan også ses i bl.a. Fox News’ tilgang til nyhedsformidling – hvor alle der ikke er enige med Fox News, bliver beskrevet som undergravende for USA’s sammenhængs-
kraft indadtil og landets omdømme udadtil. Samtidig føler de republikanske præsidentkandidater sig også ofte så forkert fremstillet af de andre amerikanske nyhedskanaler at de for eksempel i fællesfront begyndte at kritisere moderatorerne i en debat på kanalen CNBC for deres kritiske spørgsmål.
Nixons tale viser i sidste ende hvordan en simplificeret splittelse af et vælgerkorps i lejre for og imod et politisk emne – som Nixon formåede at gøre med begrebet “The Silent Majority” – kan skade demokratiet. Og føre til netop den demokratiske ubalance som Nixon advarede imod da han kritiserede det høj-
lydte mindretal af antikrigsdemonstranter.
Læs mere:
Karlyn Kohrs Campbell & Kathleen Hall Jamieson. Presidents Creating the Presidency: Deeds Done in Words. University of Chicago Press, 2008.
Niels Bjerre-Poulsen, Vietnamkrigen. Gyldendal, 2015.
Richard Nixons tale kan findes på adskillige hjemmesider, bl.a. på www.americanrhetoric.com/speeches/richardnixongreatsilentmajority.html
℘
Bibliografisk
Af Mark Herron, ph.d. i retorik fra Københavns Universitet & freelanceskribent.
RetorikMagasinet 99 (2016), s 28-30
